Julegave til dig: 1. Kapitel af Havets Tåre 2

Mette Breth Klausen /skilse til Havets Tåre 1

Jeg vil gerne give alle mine læsere af bloggen en lille julegave. Og da jeg pt er i gang med at skrive Havets Tåre 2 (arbejdstitel: Hjertets Kald), synes jeg, at første kapitel fra dén bog ville være en god gave:-)
Jeg vil dog lige sige, at det er totalt uredigeret. Det har ikke været i gennem forlagets kommentar-tur endnu. Så bær over med fejl, og der sker helt sikkert ændringer inden bogen (forhåbentligt) kan udkomme i 2014.

Jeg håber, at du vil nyde Lejlas rejse tilbage til Havet (og Seth) lige så meget som jeg gør. Lige nu er det i hvert fald en leg at skrive på den:-) Jeg har skrevet godt 16.000 ord, og det går støt fremad.

Her kommer første kapitel af Havets Tåre 2:

1. Kapitel. Hele verden er ved at gå i stykker

Jeg vågner, fordi jeg fryser. En kold vind får hårene på mine arme til at rejse sig. Jeg slår hænderne sammen om min krop. Nattøjet er tyndt og under mig stikker en skarp sten mig i fodsålen.

Jeg åbner øjnene og ser ud over havet. Morgensolen får det til at glitre i kolde, blå nuancer. Mit hjerte vider sig ud. Suger det hele ind. Jeg fylder mit bryst med frisk havluft. Det bliver helt, helt fyldt, og så puster jeg ud igen.

Mine øjne er tykke af søvn, og drømmen trykker stadig i kroppen. Jeg kan ikke huske hvad, jeg drømte. Men jeg ved, at det var uhyggeligt. Selvom jeg fryser, er der sved under mine arme, og mit hjerte hamrer.

Vinden rusker i de små træer oppe på skrænten. Solen kan næsten ikke bryde frem på vej op mellem skyerne.

Min højre hånd knuger om posen med perlen. Så hårdt, at jeg næsten bliver bange for, at den skal blive knust. Perler er organisk materiale. Organisk materiale er som hud, som dyr, som mennesker: de kan gå i stykker.

Mine øjne bliver varme. Det er tårerne, der trænger sig på. Synet af havet fylder min krop med minder. Duften af tang og salt bringer Seth så tæt på, at jeg næsten tror, han står ved siden af mig på stranden.

Men det gør han ikke. Og måske kommer han aldrig til det. Der er gået to måneder siden krydstogtet. Bladene er blevet lige så gyldne som en solopgang. Mit hår er vokset et par centimeter. Er han død, eller i live? 

Det er fjerde nat i træk, at jeg vågner på stranden. Hver gang er det fordi jeg har drømt om Lorex. Det er først, når jeg vågner, at det går op for mig, at jeg står så tæt på havet, at bølgerne slikker mine bare tæer.

I går havde jeg trådt på en skarp sten, så jeg blødte. Men saltvandet skyllede blodet væk. Jeg kunne ikke engang mærke smerten. Det kan jeg heller ikke nu.

Men den anden smerte: savnet. Den er der hele tiden. Jeg hører Seths stemme i mit øre. Føler hans fingerspidser strejfe min hud. Svømmer gennem havet som en havfrue med Seth ved min side.

Jeg samler en sten op og kyler den i vandet. Den slår ikke smut eller noget, synker bare til bunds, død. Om min hals brænder Havets Tåre i sin pose. Den lille perle, der kan forvandle mig til en havfrue i to timer. Den er min billet væk herfra. Men jeg ved, at Seth ikke ønsker, jeg bruger den.

For når den først er i min krop, så kalder den mig til havet. Men jeg er ikke længere sikker på, jeg kan modstå den. For hvad er der, som holder mig på land?  Hvad så, hvis jeg svømmede af sted som en havfrue og aldrig kom tilbage?

Men det gør jeg ikke. For hvis jeg svømmede ud, ville jeg blive menneske efter to timer. Så ville jeg sandsynligvis drukne.

Og så ville jeg aldrig finde ud af, hvad der var sket med Seth.

Jeg samler endnu en sten op og tyrer den af alle kræfter ud i vandet. Kærligheden og savnet brænder i alle afkroge af min krop. Som små gløder, der holder sig varme og i gang. Parate til at springe ud og tænde hele min krop med gnister. Jeg er et slukket bål. Et bål, der bliver holdt nede.

Jeg ser en sidste gang ud over havet. Der er ingen grønne glimt. Ingen Seth. Bare koldt.

Da jeg går tilbage langs stranden, har jeg blikket begravet i sand og sten. Jeg vil ikke kigge på havet. Ikke mindes. Tre gange bøjer jeg mig ned og samler orange ministen op, som muligvis er rav. Jeg lukker hånden om dem, varmer dem.

De har samme farve som Seths øjne.

Jeg går tilbage ad den sandede sti. Postkasserne griner af mig. Der er tyst, helt stille. Kun en morgenglad ugle tuder. Sommerhusene ligger som små røde, brune og sorte kasser inde mellem træerne. Grannålene stikker en lille smule, når jeg går.

Efter syv minutter kommer jeg til vores sommerhus. Det er et brungrønt træhus, fordi min far har malet det med en slags olie, som skal få træet til at holde længere. Engang var det vores sommerhus – mit, mors og fars. Efter far og mor blev skilt, er det mest far, der kommer herop. Vi har været her meget siden krydstogtet. Jeg fik lov at udskyde gymnasiet et år. Så nu laver jeg ingenting.

Jeg åbner døren. Far sidder ved det brede egetræsbord, da jeg kommer tilbage. Der dufter af kaffe. ”Var du ude at gå morgentur?”

Min mave rumler. ”Er der nogen morgenmad?”

”Toast.” Far nikker over mod brødristeren, hvor der ligger fire toastskiver og bliver ristet. ”Var du nede på stranden?” Far har endnu ikke droppet morgen-tur-emnet.

Jeg mumler et ja og skubber de tre stykker måske-rav hen til ham.

”Det har jeg altid sagt,” siger han og samler de tre sten op i hånden. ”Du slægter din gamle far på. Har fundet sten siden du var lille.”

Jeg siger ikke, at jeg tog disse sten med hjem, fordi de mindede mig om Seths øjne. Jeg har ikke fortalt far om Seth. Hvad skulle jeg også sige? Han ved ikke, hvad det vil sige at kæmpe for kærligheden. Da det blev svært, gik han og min mor fra hinanden. The end.

”Den dér kan du godt kaste tilbage i havet,” siger han og skubber den ene sten hen til mig. Den orange farve er også falmet noget efter den er tørret. ”Og også denne her.”

Han lægger den sidste sten i sin håndflade. Dér ligger han den lille sten og kigger nøje på den. Den er stadig ret orange. ”Det her kunne godt være noget. Den skal du gemme.” Han tager min hånd og lægger ravet midt på min håndflade. Så lukker han mine fingre sammen omkring den. Af en eller anden grund minder det mig om dengang, Seth gav mig Havets Tåre. Den samme forsigtige måde at overdrage perlen på.

”Din mor kommer for resten til frokost i dag.”

Jeg knuger ravet i min hånd. Det bliver varmt.

”Hvor længe bliver hun?”

”Nu må vi se.” Der er noget underligt i fars stemme.

Jeg kigger op. Der er kommet nogle linjer omkring hans øjne. Er det rynker? Er far så gammel, at han er begyndt at få rynker?

Jeg går ind på værelset og skifter mit nattøj ud med almindeligt tøj. Ravet lægger jeg ned i posen med perlen. Det føles rigtigt, at de to hav-ting ligger sammen.

Bagefter går jeg ud og tager brødene fra risteren og lægger det på to tallerkener.

”Skal du have ost på?” spørger jeg.

Far nikker. Han piller ved de to sten, der ikke var rav. Det ser ud, som om han er langt væk i tanker. Jeg lægger to skiver pålægschokolade på mine brød og en tyk skive ost på hvert af fars. Han ser op, da jeg sætter mig.

”Jeg har tænkt på at sælge båden.” Hans stemme er … svær at vurdere. Trist? Beslutsom? Tynd?

”Hvorfor?” Jeg prøver at tage en bid af min ene toast. Men brødet smuldrer i min mund og klistrer sig fast til ganen. Og chokoladen føles tyk og kvalmende.

”Vi bruger den jo ikke rigtigt mere. Og det kræver meget arbejde med sådan en træbåd.”

”Du kan da fiske …” jeg bryder af, for jeg ved godt, at far ikke har været ude at fiske for nyligt. Og at begge vores fiskestænger forsvandt i havet forrige sommer, da vi kæntrede. I dag ved jeg, at det var Anias skyld. Men det ved far ikke. Han tror stadig, at der pludselig blæste en mærkelig storm op. Og frem for alt, at jeg kun næsten druknede.

For hvis det skal siges helt rigtigt, så druknede jeg jo faktisk. Det var kun fordi Seth reddede mig ved at give mig Havets Tåre, at jeg overlevede.

Da far ser op igen, er der lidt mere lys i hans øjne: ”Jeg så for resten Emilia og Julie nede fra Strandbo i går.”

”Går de ikke i skole?”

”Det er efterårsferie.” Der er bekymring i fars blik, da han siger det.

Jeg ved med det samme, at det er, fordi jeg har glemt efterårsferien. Så er jeg jo ikke ligesom alle mine jævnaldrende.

”Det kunne være, jeg skulle gå over og sige hej til dem.” Ordene skurrer i mine ører. Jeg siger det jo kun for fars skyld. Og det virker. Hans ansigt lyser op.

Jeg spiser resten af toasten og skraber tallerkenen i skraldespanden. Så tager jeg musik i mine ører og går det korte stykke over til Emilia og Julie.

De er søskende. Emilia er et år ældre end mig, og Julie er et år yngre, så jeg legede tit med dem på stranden, da vi var yngre. Men jeg har ikke set dem længe.

Musikken skylder mine ører i gennem. Min far må virkelig synes, det er mærkeligt, at jeg går ned på stranden hver morgen, før han står op. Jeg har ikke fortalt ham, at jeg går i søvne. Er bange for, at han låser døren. Og dét at se havet som det allerførste, når jeg vågner, vil jeg ikke være foruden. Det føles som et miniøjeblik, hvor jeg ganske, ganske kort er sammen med Seth.

Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg er i sommerhuset, og at jeg ikke ved, om Seth er død eller i live.

Jeg trasker op ad stien til Emilia og Julies sommerhus. Der er lys i alle vinduerne. Det ser hyggeligt ud. Oven på postkassen står der en stor konkylie. Det har jeg altid syntes, var mærkeligt. For den er alt for stor til at de har kunnet finde den nede på stranden. Måske er den ikke engang ægte.

Jeg ringer på døren, mens jeg ser på konkylien. Og så pludselig kan jeg huske, hvad jeg drømte i nat:

Lorex står foran mig. Han har en stor konkylie for munden som en trompet. Han blæser i den, og der kommer en høj, skinger lyd. Hårene på mine arme rejser sig. Himlen hælder kaskader af grønne farver ud over os. Hele verden er ved at gå i stykker.

Så får jeg øje på Seth. Han flyder i vandoverfladen med maven op. Skyggerne danser hen over hans mavemuskler. Men han ligger helt stille. Og der er et stort sår ved hans bryst. Blodet flyder ud og farver vandet mørkt.

Seth er død. Tanken rammer mig samtidig med, at døren bliver åbnet. Emilia står foran mig, men jeg kan ikke fokusere på hende. Hendes ansigt flyder ud, jeg kan ikke se hendes øjne. Jeg føler mig dizzy og rækker ud efter dørkarmen for at støtte mig til den. Men jeg når ikke at få fat, før mine ben giver efter under mig, og jeg besvimer.

Hvad synes du om kapitlet?

GLÆDELIG JUL OG ET SUPER GODT NYTÅR!