onsdag den 15. marts 2017

En bogblogger fortæller - Wondrous Bibliophile på besøg!

Gæsteblogger Malene fra bogbloggen Wondrous Bibliophile fortæller om, hvordan det er at være bogblogger og giver tips til dig, der måske drømmer om at starte din egen bogblog. 

Malene fra Wondrous Bibliophile
Mit navn er Malene, jeg er 24 år og jeg er måske, måske ikke, bibliofil – i hvert fald nærer jeg en stor kærlighed til litteratur og bøger, hvilket også var dét, der fik mig til at oprette bogbloggen Wondrous Bibliophile.

Inspireret af en del andre dygtige bogbloggere, startede jeg i 2013 min egen bogblog, som det første års tid bestod af en masse sporadiske og forskellige indlæg, der alle havde bøger i fokus. Jeg forsøgte mig frem og fandt ud af hvilken blogger jeg ville være, hvilken type indlæg bloggen skulle have – et punkt hvor kun fantasien sætter grænser, virkelig – og jeg tror faktisk først, at da kalenderåret viste 2015 og bloggen var omkring et halvandet år gammel, at jeg virkelig fandt en rytme og min stemme i det evigt voksende bogblogger-samfund.

Min blog er mit fristed og det er der, jeg deler alle de boglige tanker, som jeg simpelthen har behov for at få ud. Jeg ved, at der er folk derude, der læser med og dem er jeg evigt taknemmelig for, men det er for mig selv, at jeg blogger. Det er for at dele erfaringer, oplevelser, ideer og, som tidligere nævnt, de tanker, der fylder mit hoved. Derfor kommer indlæggende på bloggen stadigvæk også lidt sporadisk, selvom jeg stræber efter at udgive et par gange i ugen, for det er bare ikke altid, at jeg føler, at jeg har noget at dele. Det har noget med hverdagslivet at gøre, selvfølgelig også energien og så også dét, at jeg er overbevist om, at indlæg der er skrevet fordi nu er det længe siden jeg sidst har blogget og jeg bør nok vise livstegn, ikke altid er de gode indlæg – det er en ganske fin balancegang mellem at rent faktisk have noget at sige og så bare at sige noget, for at sige noget.

Hvordan er det at være bogblogger? 
Dét at være bogblogger har inviteret mig på nogle fantastiske eventyr, præsenteret mig for en masse fantastiske mennesker og ganske enkelt skabt minder for livet.
Der har været bogmesser og bogbloggertræf, hvor flere dage har været med de kære bøger i fokus. Der har været arrangementer med forfattere, som jeg aldrig troede, at jeg skulle møde og da slet ikke snakke med, som om det var en hverdagssag at sidde ved siden af en dygtig forfatter og drikke drinks, eller at møde en forfatter hvis bøger har betydet så uendeligt meget for en. Der har været samtaler med så mange skønne forlagsfolk, der værdsætter ens blogarbejde og der er blevet skabt så mange særlige venskaber med søde bogbloggere og andre skønne væsener, der har samme passion som mig selv. I pakken har der også fulgt en masse fantastiske læseoplevelser – både dem, som andre bogbloggere har inspireret mig til at læse, de bøger jeg tilfældigt er faldet over og så også en pokkers masse skønne bøger, som forlag har været uendeligt søde at sende som anmeldereksemplarer.
Det er vitterligt magi uden ende og jeg er så taknemmelig for at min hobby, min fritidsaktivitet og min kærlighed til bøger, har ladet mig opleve alt dette.

Sådan ser bloggen ud
Det er dog også en tidskrævende hobby og selv om at det er noget jeg virkelig holder af, så ligger der også en del hårdt arbejde bag de forskellige indlæg og ufatteligt mange timers koncentration, overvejelser og research. Der bliver skrevet og slettet ord, for så at skrive lidt mere og slette lidt igen – lige indtil at jeg er tilfreds med dét der står på skærmen og trykker ’udgiv’. Med det sagt, så er det, hvis du var i tvivl, alt arbejdet værd og jeg ville ikke undvære bloggen eller det den har ført med sig for noget.

Bøger er, uden tvivl, min hverdag og min store passion. Når jeg tager afsted på arbejde, så er endestationen Arnold Busck i Sønderborg, hvor ting som bogsalg og boganbefalinger er en del af jobbeskrivelsen. Når jeg kommer hjem, så er det til en lille lejlighed, der vel snart består 30% bøger og reoler. Når jeg skal koble af, så er det oftest med en god bog i hænderne og når jeg har brug for at lufte nogle tanker, så er bogbloggen lige foran mig, som en tålmodig og bestandig ven, klar til at tage imod mine ord.

Start din egen bogblog
Hvis du sidder derude med et ønske eller en idé om at starte en (bog)blog, så har jeg kun en ting at sige: gør det!
Find ud af hvad der får din blog til at skille sig ud, omfavn det og skriv så løs. Skriv om alt det, der falder dig ind og udgiv det - som tidligere nævnt, så er det kun fantasien der sætter grænser og så længe du skriver passioneret, så skal resten også nok komme med tiden.
Hvis du har spørgsmål til enten blogbloggeriet eller noget som helst andet, så er du velkommen til at kontakte mig på enten bloggen, e-mail, Instagram eller hvor end du lige føler for det – i hvert fald er der links til det hele, i slutningen af indlægget!

Mit navn er Malene, jeg er 24 år og jeg er måske, måske ikke, bibliofil – i hvert fald er jeg bogelsker og bogblogger og jeg elsker det.

Steder jeg gemmer mig:

onsdag den 1. marts 2017

3 tips til et godt plot

Af gæsteblogger og forfatter Lene Dybdahl

1. Strukturen og sammenhængen er vigtig

Jeg ser det at plotte en roman som en øvelse i at stable byggeklodserne på den bedst mulige måde. Hvor byggeklodserne er handlingen i historien, og deres farve afspejler hvilken funktion elementerne har i historien.

Lyder det usexet? Eller iskoldt?

Sorry, men for mig er historier ikke noget der bare vokser frem uden et grundigt forarbejde.

Jeg siger ikke, at du behøver at planlægge ligesom jeg gør.

Skrivearbejde er jo en personlig proces, og jeg finder tryghed i at jeg ved, der er en masse, jeg kan gribe fat i, når først skrivearbejdet går i gang.



Lad os lige tage fat i Aristoteles (han sagde noget klogt om at plot, som vi kan lære af i dag):

"Plottet skulle ifølge Aristoteles bestå af en begyndelse, en midte og en slutning, og begivenhederne skulle være sammenbundet, så ingen del kunne tages ud uden at helheden faldt fra hinanden."
(Rasmussen, Henrik (red.): Gads litteraturleksikon (2001), s. 259).

Det centrale i citatet er, at begyndelsen, midten og slutningen er komponeret eller bygget sammen (for nu at bruge duploklodserne fra før) på en sådan måde, at ingen af delene kan tages ud uden at historien falder sammen.

Det leder mig videre til det næste punkt: Overraskelsesmomentet

2. Overrask din læser

Når du har konstrueret et spændende plot, der hænger godt sammen både i begyndelsen, midten og slutningen, så er det tid til at tænke en ny joker ind:

Overraskelsen.


Overrask din læser ved at bruge en af disse kneb:

·      - Hovedpersonen tror, det kommer til at gå på en bestemt måde -> Det kommer til at gå anderledes
·      - En god ven viser sig at spille dobbeltspil og være på fjendens hold (Hint: sådan en findes der f.eks. i Den Sorte Paraply).
·      - En som man tror er fjenden er i virkeligheden en ven (Severus Snape, I am looking at you!)
·      - En genstand som skal bruges i et afgørende øjeblik bliver ødelagt eller opfører sig på en anden måde end forventet og hovedpersonen må finde en alternativ løsning (tips sådan en situation opstår i Visigotens Hjelm).

3. Læg hårdt ud

Starten er vigtig.

I begyndelsen af din roman har du mulighed for at vise dit overlegne overblik ved at hinte til noget, som kommer til at ske senere i bogen - uden at læseren kan regne ud hvad det er. Brug derfor åbningscenen med stor omhu og gør et nummer ud at gøre den første sætning så specifik, men samtidig hemmelighedsfuld som mulig.

Hvad mener jeg med specifik?

Skær overflødige detaljer fra: Nævn kun elementer, der skal være med til at sætte scenen, så læseren kan se det for sig.

Hvad mener jeg med hemmelighedsfuld?

Læg nogle brødkrummer eller små løfter til læseren, så vedkommende bliver nødt til at læse videre for at få svar. En åbning må aldrig være et svar, men skal altid have karakter af et spørgsmål.


Skal jeg så skrive et spørgsmål som åbning?

Nej, det er ikke sådan, det skal forstås. Du skal give mangelfuld information, så læseren spørger sig SELV: Hvem er det? Hvorfor gjorde han det? Hvad er der sket? Hvad kommer der til at ske ... Så har du åbnet med et spørgsmål.

Om gæsteblogger Lene Dybdahl.
Lene Dybdahl er forfatter til Nøglens Vogtere-serien, Den Sorte Paraply og fantasyserien Ovanienprofetierne, hvoraf Skyriel udkom i 2016. Lene udbyder kurser til forfattere i markedsføring (og et skrivekursus ser dagens lys senere i 2017). Hvis du vil vide, hvornår kurserne åbner (og modtage gode skrivetips undervejs), så skriv dig op til Lene Dybdahls nyhedsbrev her. Lene Dybdahl har også et eksklusivt forum for forfatterspirer og forfattere på Facebook, som hedder ForfatterForum. Ansøg om medlemsskab her.