mandag den 24. oktober 2016

Mit favorit-sted i Et stykke af månen

Når jeg skriver en bog, får jeg rigtig mange favorit-passager i bogen, og nu vil jeg dele ét af mine yndlingssteder i Et stykke af månen med jer! Jeg håber, at I også kan lide det. Det er et godt stykke inde i bogen, hvor hovedpersonen, Dina, er ude at gå med sin hund, Balder. Her møder hun Luke, som hun er vild med. Det er især den allersidste del af uddraget, jeg elskede at skrive:) 



Omslag: Alette Bertelsen
Balder trækker helt vildt for at komme hen til Luke, og først der går det op for mig, at han har en fritte med. Sådan et lille, tyndt måragtigt dyr, der ligner en gnaver, men vistnok er et rovdyr. Jeg har set dem mange gange i dyrehandlen, men aldrig i ”virkeligheden” og slet ikke ude at gå tur med sele og det hele.
Denne her står helt stivnet med kroppen i en mærkelig bueagtig bevægelse og gemmer sig bag Lukes ben.
”Er det en fritte?”
”Ja, eller en ilder. Det er næsten det samme.” Luke rækker ned og tager den op. Han løfter den rundt om maven, og holder den hen mod mig, og så går Balder ellers helt amok.
Springer og snor sig og gør for at komme op til dyret. Som jeg er i tvivl om, hvorvidt han betragter som en legekammerat eller et bytte. Jeg håber på det første, da han får snuden op og snuser til ilderens ansigt.
”De kan faktisk dræbe en hund,” siger Luke.
Jeg har lidt svært ved at forestille mig det, men siger ikke noget.
”De kravler op ad bagbenet, til struben. Og bider til.”
”Vildt.” Jeg føler ikke rigtigt, at Balder er i fare, eftersom Luke har et fast greb i dyret.
”Den er albino.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommenterer det, for enhver idiot kan jo se det på de røde øjne og den hvide pels.
”Ja.” Luke holder den op for sig, så deres ansigter er ud for hinanden.
Og som han står der; halvmørket sænket omkring os. Gadelygten bag ham oplyser kanten af hans ansigt, glorieagtigt: Dyret og drengen. Så er der noget i hans ansigt, en blidhed, som jeg næsten får lyst til at række ud efter. Og jeg ved pludselig noget, et eller andet falder på plads i min bog, og mine fingre begynder at klø helt vildt for at beskrive følelsen:
Det er den måde, lyset får skyggerne til at træde tydeligere frem. Hans øjne ser mørke ud. Det er, som om der svømmer noget rundt nedenunder hans perfekte skal, noget, som jeg kun har set i glimt, men har enormt meget lyst til at undersøge.

Fuck, hvor har jeg lyst til at række ud efter ham.

Hvad synes du om uddraget? Tror du, at du kommer til at læse bogen? Den udkommer snart:)

mandag den 10. oktober 2016

Må jeg have lov at præsentere ... DINA!

Nu er der ikke længe til Et stykke af månen udkommer, og i den anledning vil jeg fortælle lidt om bogens hovedperson - Dina. 

Dina er 16 år og går i 1. g. Hun er en helt normal pige, der prøver at passe ind. Hendes bedste ven hedder Michael. Hun har også en anden ven, Philip, og en veninde, Amalie. Sådan set er hendes liv rimelig ok. Der er bare én ting, der sommetider går hende på, og det er, at hun er lidt anderledes end fx Amalie - fordi hun har albinisme. 
Okay, der er måske én ting mere, der går hende på: At Amalie altid taler om lækre Luke fra 3. g. Som Dina i hvert fald IKKE er vild med. Eller måske alligevel ...

Dina er en sød og kreativ pige. En god ven, romantisk type og glad for at skrive. Faktisk er det første gang (så vidt jeg husker), at jeg har haft en skrivende hovedperson. Dina er nemlig i gang med at skrive en roman! 

Dina hed faktisk Anastasia (og var 19 år) første gang jeg skrev på bogen. Senere omdøbte jeg hende til Diana, men det syntes jeg lød lidt gammeldags, og så blev det til Dina. Det hed min kærestes hund faktisk, og den var bare så sød og trofast. Jeg tror måske lidt det var på grund af den hund, at jeg fandt på, at Dina skulle hedde Dina:o)

I bogen kan man læse, at Dina har briller, men dem har hun ikke på på forsiden. Det kan måske virke lidt mærkeligt, men det skyldes, at forsiden viser en helt bestemt scene fra bogen, hvor hun tager brillerne af og kigger op i himlen.

Jeg bliver tit spurgt, om mine hovedpersoner minder om mig selv. Og til det kan jeg sige JA, Dina minder helt klart om mig selv. Ikke mindst fordi hun jo interesserer sig for at skrive.
Jeg henter altid noget af mig selv, når jeg skal beskrive en person. Jeg bruger det til at beskrive følelser - usikkerhed, forelskelse osv. Og det har jeg også gjort med Dina. Men jeg har jo fx ikke selv albinisme, så der måtte jeg ud og høre nogle mennesker ad, der vidste mere om albinisme!

torsdag den 6. oktober 2016

Bag om Et stykke af månen

Omslag: Alette Bertelsen
Der går flere år fra jeg får en idé, til jeg står med en færdig bog i hånden. Sådan var det også med Et stykke af månen, der snart udkommer på forlaget Høst og Søn. Her i indlægget fortæller jeg om, hvordan jeg fik idéen til bogen.

Et stykke af månen handler om 16årige Dina, der har albinisme. Det er en roman om at forelske sig og at acceptere sig selv som den, man er. Og om at vælge mellem sin bedste ven og den lækre 3.g'er.

Det startede i 2012
Jeg fik den allerførste idé til bogen i 2012. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt over, hvordan jeg fandt på, at hovedpersonen skulle have albinisme (for det var den idé der satte det hele i gang), og det eneste, jeg kan komme i tanke om er, at jeg en dag i et tog så en kvinde med albinisme og tænkte over, hvordan dét mon var.
Men om det var derefter idéen til bogen dukkede op, eller om jeg allerede havde den på det tidspunkt, det kan jeg faktisk ikke huske. Og idéen lå også stille i rigtig mange år, indtil det pludselig gik op for mig, at det selvfølgelig skulle være en kærlighedshistorie.


Kærlighed på hjernen
Hjerte i vente er også romantisk
Omslag: Alette Bertelsen
Jeg har helt klart en super-romantisk hjerne. Jeg ELSKER at skrive romantik og kærlighed, og det er , Havets Tåre og Ask Konge Taber også gode eksempler på. Alligevel gik der noget tid, før det gik op for mig, at Et stykke af månen selvfølgelig OGSÅ skulle være en kærlighedshistorie. Jeg tror nemlig altid, at jeg denne gang skal skrive et eller andet super klogt og litterært, der ikke handler om kærlighed.
Hjerte i vente
Men da jeg først fandt ud af det, gik det til gengæld hurtigt. Idéerne fløj frem, og jeg lavede en masse hurtigskrivninger.
Dina og Luke fik navne (de hed Anastacia og Leo på det tidspunkt), de fik alder (de var 18 på det tidspunkt) og den første spæde idé til strandscenen opstod (dengang troede jeg dog, at strandscenen lå i slutningen af bogen - nu ligger den i starten).
Jeg skrev mærkelige, spredte tekststumper på bogen og troede stadig lidt, at den skulle være super-mega-litterær og i øvrigt have to fortællerstemmer. Her er én af mine uredigerede hurtigskrivninger fra 2013:


"Da jeg vågner dagen efter, ligger min hånd hen over hans brystkasse.
Der er hår på hans brystkasse. Enkelte, mørke mutanthår.
Varmen fra hans brystkasse flyder ind i min arm. Bliver en kogeblade under min hud, får vandet i mit blod til at boble langsomt Jeg simrer ikke; jeg koger.
Verden er fuld af lyseblå striber og lugten af sved. Jeg er aldrig før vågnet i en andens seng.
Lugten af sved er et orgie i min næse. Leo er et orgie.
Han sover med halvåben mund. Øjnene er lukket, måske drømmer han. Det eneste vågne er hans krop, varmen får den til at gløde.
Jeg sætter mig overskrævs på ham.
Han åbner øjnene. Ser mig, dér, over ham."

Et virkeligt projekt - og Hjerte i vente som fødselshjælper!
Jeg søgte arbejdslegat på mine hurtigskrivninger - og fik det. Så var bogen (der dengang hed Skør) pludselig et virkeligt projekt, og jeg glædede mig enormt meget til at skrive den.
På det tidspunkt havde Anastacia i øvrigt skiftet navn til Diana, Luke hed stadig Leo, de var begge fortællere, og jeg var totalt i tvivl om, hvordan jeg skulle komme rigtigt i gang.

En dag sad jeg med Hjerte i vente i hånden. Jeg bladrede lidt rundt i den og tænkte på, at den jo faktisk var blevet rigtig godt modtaget. Og så slog det mig, at jeg jo kunne skrive Dianas/Anastacias historie ligesom jeg skrev Grys - altså ganske enkelt som en kærlighedshistorie.
Men for at gøre det, måtte jeg skære helt ind til benet: En kærligheds- og identitetshistorie om en pige med albinisme. Jeg valgte skolehverdagen i folkeskolen, og ændrede dermed Dianas/Anastacias alder fra at være 18 til 14 år - og slettede Leo som medfortæller. Desuden skiftede Diana navn til Dina og Leo til Luke.

Skriveprocessen
Hurtigskrivninger fra Et stykke af månen
Jeg skrev den første scene - en skolescene - inspireret af første kapitel i Hjerte i vente, og jeg vidste med det samme, at jeg endelig, endelig havde fundet Dinas stemme. Det flød simpelthen bare og i løbet af halvanden måned havde jeg skrevet første udkast til bogen. Det viste sig jo, at meget af det jeg havde skrevet i hurtigskrivningerne havde givet mig et ret godt indtryk af, hvordan Dina skulle være - også selvom den "nye" Dina var meget sødere og sjovere end hende, jeg havde hurtigskrevet om. Derfor kunne jeg heller ikke bruge noget af hurtigsskrivnings-teksten i den endelige bog, ja, jeg kiggede faktisk ikke engang på det.

Dawsons Creek og den bedste ven
Jeg ELSKER Dawsons Creek, og da min søn var lille så jeg hele sæson 1 og 2. Jeg sad oppe og ammede klokken 3 om natten, mens jeg så Dawsons Creek og levede mig totalt ind i kærlighedshistorien. Jeg var vild med tanken om at have sådan en god ven som Dawson, der ALTID havde været der for én.
Jeg tænkte ikke over det mens jeg skrev, men efterfølgende er jeg blevet klar over, at Michael og Dinas forhold selvfølgelig er inspireret af Dawsons Creek - bare sat i en meget mere dansk kontekst - og tilsat en god portion albinisme:) Michael er sådan en ven, som jeg tror, vi alle sammen ville ønske, vi havde. Og han fik meget mere plads i romanen (og i Dinas hjerte), end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Det der med albinisme
Jeg var selvfølgelig nødt til at researche rimelig meget på albinisme-emnet. Jeg startede med at skrive til formanden for Dansk Forening for Albinisme, og han var så hjælpsom at besvare en masse af mine spørgsmål. Derefter læste jeg ALT muligt på nettet, og da første udkast af bogen var færdigt, havde jeg en masse læsere med kendskab til albinisme til at læse den i gennem.
Det er vigtigt for mig, at fakta er korrekte, men det er også vigtigt for mig at understrege, at Et stykke af månen først og fremmest er en ungdomsroman/YA om identitet og kærlighed - ikke en fagbog om albinisme. Og jeg håber, at både både unge (og voksne) med og uden albinisme vil synes, den er romantisk og kunne identificere sig med Dina.

Redigeringsprocessen
Jeg havde både forlaget og et par kolleger til at læse og kommentere bogen - og også to bogbloggere, faktisk! (Flyv med mig og Boghjørnet). Den største ændring var forlagets forslag - jeg ændrede IGEN hovedpersonernes alder, så de blev 16 år i stedet for 14 år. På denne måde ændrede genren sig fra ungdomsroman til Young Adult - og det passede ret godt til bogen, da jeg gennemskrev den.
Jeg rettede bogen i gennem et par gange og har som sagt haft mange testlæsere på den, blandt andet en håndfuld med kendskab til albinisme. Jeg kan godt lide at bruge testlæsere, fordi det kan være svært at se bogen udefra, når man selv har siddet og pillet i den i flere måneder.
Nu er bogen færdig - og jeg er super tilfreds med resultatet. Jeg håber, at I vil kunne lide den:)

Der er så mange ting, jeg kunne fortælle mere om den, men jeg tror, jeg vil gemme det til et andet indlæg:)
Men hvis I har nogen spørgsmål, må I meget gerne stille dem nedenfor, så lover jeg at svare på dem:)

Ps. Bonusinfo: Hvis du overvejer, hvorfor Dina ikke har briller på på forsiden, når hun har briller på i bogen, så er det fordi billedet er fra en helt bestemt scene i bogen, hvor hun tager brillerne af og kigger op i himlen;)

lørdag den 1. oktober 2016

6 tip til at skrive dialog - fra forfatterens egen værktøjskasse

 Lær at skrive dialoger med disse seks tips til en fængende dialog!

Det er virkelig vigtigt at kunne skrive en fængende dialog. Dialogen er med til at give historien energi og personerne liv. Så den skal selvfølgelig passe til den historie, du gerne vil skrive. Og til den tid, du lever i (og skriver om)!

Et lille stykke dialog fra første udkast til
"Som en tiken under huden"
Det tekniske først

Du kan fx bruge gåseøjne ”” eller talestreg – til at vise, at nogen snakker.

”Hvad skete der i går til festen?” spurgte Simone. ”Ved du om …”
”Leo smadrede sgu lejligheden.” Martin sparkede til en sten. ”Med en kølle og hele lortet.”

- Hvad skal du i aften? Simone så på Martin. 
- I hvert fald ikke være sammen med dig.
Simone grinede nervøst. – Mener du …
- Jeg mener sgu det jeg siger. Martin tog sin taske.

Husk at rykke ned på næste linje, hver gang der er en ny person, der taler. Det får din tekst til at se SÅ meget mere professionel ud. Og det gør den også meget mere luftig og let at læse.

6 gode råd til dialoger

1. Du behøver ikke inquitter (sagde han, sagde hun) hele tiden. Brug dem med omtanke! Ja, sommetider behøver du ikke engang skrive, at personen gør noget. Man kan måske gætte, hvem der snakker ud fra situationen?

Veninder for altid har
fået ros for realistiske dialoger
(Omslag: Krebs Lange/Jessen)
2. Dialoger er ikke virkelighed. Det bliver som regel for langtrukkent, hvis folk skal komme med lange taler, sige øh hele tiden eller være meget høflige. Lange dialoger om at maden smager godt osv. kan som regel skæres helt væk – med mindre de virkelig siger noget om personerne, som er vigtigt at få frem!

3. Med mindre der er en pointe med det, er det kedeligt, hvis dine personer hele tiden svarer ja, nej og okay.

4. Folk får virkelig sjældent lov til at tale ud. Som regel bliver man afbrudt. Det må du også gerne gøre i dine dialoger

5. Lad gerne dine personer tænke mellem replikkerne. Hvis der er noget at tænke over:o)

6. Husk at dine personer som regel har forskellige mål. Måske vil den ene gerne overbevise den anden om noget? Men ikke sige det direkte?

7.  Og husk især at din dialog ikke må virke som en info-bod. ”Kan du huske sidste år, hvor vi sådan og sådan” kan være fint nok, hvis personerne pludselig og relevant bliver mindet om det. Men som regel gentager man altså ikke viden, som begge parter ved, når man snakker sammen. Heller ikke selvom det ville være virkelig belejligt for handlingenJ