torsdag den 28. maj 2009

Interview i Albertslund Posten

Albertslund Posten bringer et interview med mig på deres netavis. Jeg fortæller om, hvordan jeg blev forfatter, og hvordan det var, da Hjerte i vente udkom. Desuden fortæller jeg lidt om, hvad jeg skriver på i øjeblikket, min skriveundervisning, og hvilke bøger jeg kan lide at læse.

Interviewet kan læses her.

Bagsidetekst til Så fandens forelsket

Så er bagsideteksten til min næste bog for unge, Så fandens forelsket, parat. Den kommer sandsynligvis til at se sådan her ud:

"Maja og Asta 4ever. Sådan er det, indtil Emil
starter på skolen. De to veninder indgår en
aftale, om at ingen af dem må score ham.
Men den slags aftaler er svære at holde, når
man bare er så fandens forelsket.

– Hvis vi nu aftaler, at ingen af os må være
sammen med ham, siger Asta langsomt.
Jeg ser på hende. Ser Emil for mig. Og det
korte blik, fuldt af rødmende varme, de seks
sekunder i tysktimen.
– Aldrig nogen sinde?"


Forsiden er også lige på trapperne. Jeg glæder mig til at dele den med jer her på bloggen!

søndag den 17. maj 2009

Anmeldelse af Hjerte i vente

Jeg har fået en mail med en anmeldelse fra Pernille på 16 år, der har læst Hjerte i vente:

"En supergod bog, om en pige med et meget stort problem; hendes lillesøster har hjertefejl. Fedt at det ikke (som alle andre) kun handler om kærlighed, men stadig at kærligheden er der. Jeg elsker "den gule" og "Vente" som du beskriver som personer. Jeg har aldrig haft så svært ved at lægge en bog fra mig (måske lige bortset fra Harry Potter), og nød at læse den til sidste side. Dog syntes jeg problemerne med billedskolelæreren (det faktum at hun er kærester med ham) bliver "glemt" lidt, og du fejer meget let over det. For ville det ikke være sværere normalt? Men skidegod bog, der var enormt velskrevet."

Det er simpelthen så fedt at få mails fra jer unge, når I har læst bogen. For det er jo jer, jeg har skrevet bogen til! Så det er rigtig spændende at høre, hvad I synes. Og det er selvfølgelig rigtig fedt at høre, at Hjerte i vente er svær at lægge fra sig, og at Den Gule og Vente er spændende at læse om! Og det er faktisk også spændende at høre, hvad I synes, kunne være anderledes. Hvis jeg en dag skriver en fortsættelse, så kan jeg jo tænke på jeres forslag i den.

Hvis du har læst Hjerte i vente er du også meget velkommen til at skrive din mening om bogen til mig! Jeg vil meget gerne læse det. Skriv til mig her eller via min hjemmeside:)

lørdag den 16. maj 2009

Hjerte i vente på Albertslund Ungdomsskole


I går besøgte jeg Albertslund Ungdomsskole og fortalte om Hjerte i vente. Det var super spændende at møde de 10 piger på ungdomsskoleholdet, der alle havde læst Hjerte i vente.

Jeg fortalte om skriveprocessen, hvor jeg havde fået inspiration fra og om min næste bog, Så fandens forelsket. Og så fortalte jeg om, hvad jeg ellers havde skrevet, og viste nogle noveller, som jeg havde skrevet, da jeg var på elevernes alder. Det syntes de, var rigtig sjovt.

De havde nogle gode betragtninger om bogen og idéer til, hvad der kunne ske, hvis jeg skulle skrive en fortsættelse på et tidspunkt. Og så kunne de godt lide Den Gule, og det var faktisk en af de ting, jeg havde tænkt meget over, dengang jeg skrev bogen: Om unge syntes, det var spændende at læse om sådan en fantasi-figur, eller om de hellere kun ville have kærlighedshistorien. Men selvom pigerne godt kunne lide kærlighedshistorien, så syntes de også det var godt at der var noget alvorligt som lillesøsterens sygdom med!
Vi afsluttede med en person-skriveøvelse (se billede) og en samtale om, at vi håber, der kan komme et forfatterkursus på ungdomsskolen næste år. Og dét var der mange af eleverne, der gerne ville gå på.

lørdag den 9. maj 2009

Søsken i Lige under overfladen 3






Jeg er så glad for at kunne fortælle, at min novelle Søsken er blevet antaget til Science Fiction Cirklens antologi Lige under overfladen 3.





Søsken fortæller historien om en pige, der brændende ønsker sig en Søsken. No matter what.

Det var dengang, hvor jeg gemte mig bag ishuset, at jeg kunne mærke, at jeg måtte have en Søsken. En, som altid var der, sammen med mig, som jeg kunne lege med og rede håret på og tage med ind på værelset og trøste når mor og far skændtes.
”Du bliver bare træt af en lillesøster”, sagde mor, og far nikkede hele tiden ”De larmer og sviner og skal ryddes op efter” fortsatte mor med træt stemme.

Jeg trak knæene op under mig i sofaen og forestillede mig, at der var en Søsken oppe på værelset, der ventede på mig lige nu, kun mig, og jeg ville elske min Søsken højest i hele verden. Højere end nogen af de andre fra klassen elskede deres, og jeg ville aldrig nogensinde sige noget grimt til hende eller svigte hende.

Søsken er en historie om svigt, ensomhed og længsel. Og om at træffe det rette valg.

Lige under overfladen og Under overfladen
I 2007 og 2008 var jeg også så heldig at få en novelle antaget til hhv. Lige under overfladen (novellen De røde undulater) og Under overfladen (novellen Kælderfødt). Så det er selvfølgelig en ære at få lov til også at være repræsenteret i Science Fiction Cirklens tredje antologi.

Jeg vil også benytte dette indlæg til at sige tillykke til Nicole Rødtnes fra min skrivegruppe i HUF, der har fået novellen Bjørnedyr antaget til antologien. Og til alle de andre, heldige og dygtige forfattere. Jeg glæder mig til at læse den samlede antologi.


Bemærk i øvrigt, at selvom novellen Søsken titelmæssigt ligger tæt op ad novellen Søster, som var én af vinderne i Valetas novellekonkurrence, er det to vidt forskellige noveller. Først og fremmest er den ene realisme og den anden science fiction. Men historierne er altså også helt forskellige.

onsdag den 6. maj 2009

Fantasy- og gyserskrivekursus til efteråret



Skriver du gys eller fantasy? Så kig nærmere på mine to efterårskurser på Skriv - Det Danske Skriveinstitut, eller læs mere her:





Fantasy - skriv en anden verden!

Kunne du tænke dig at skrive historier i en verden, der bryder med vores? At lade personerne have vinger, tryllestave eller magiske kræfter? At finde en port til en helt anden verden? Så er fantasygenren noget for dig!

Vi begynder med genrekarakteristika. Hvad gør en tekst til fantasy? Hvordan opbygger man en troværdig fantasyverden? Og går så selv i gang med at skrive.
Kurset bygger på princippet om skrivskrivskriv! og du kommer både til at opbygge din egen fantasyverden, og skrive begyndelsen, midten og slutningen af en fantasytekst.

Når kurset er slut, kan du gå direkte hjem og skrive videre, forhåbentlig med kontakt til holdet i det omfang, I aftaler det.
Kurset er både for dig, der gerne vil i gang med at skrive, og dig, der allerede har skrevet en del. Både unge og ældre er velkomne!

Læs mere.

Gyselig skriveaften

Blodspor i håndvasken, en afskåret finger i en skuffe, en dukke med evigt åbne øjne...

Vi begynder med "Det var en mørk og stormfuld nat" og bevæger os gennem gysergenren efter princippet skrivskrivskriv. Efter en kort teoretisk gennemgang af genrens kendetegn, skal du selv i gang med at skrive en gysernovelle. Vi skriver begyndelsen, midten og slutningen, så du kan gå direkte hjem og skrive den færdig.

Og husk - gys er både bloddryppende splat og psykologisk nervepirren.

Kurset er både for dig, der gerne vil i gang med at skrive, og dig, der allerede har skrevet en del og måske deltaget i andre kurser. Både unge (fra 15 år) og ældre er velkomne!

Læs mere.

fredag den 1. maj 2009

Novelleværksteder på Egelundskolen


Så har jeg holdt novelleværksted i to 7. klasser på Egelundskolen i Albertslund, og det blev et par kreative, produktive, lærerige og sjove timer!

Jeg holdt et værksted i hver klasse, som varede to lektioner. Her lærte eleverne om vigtigheden af et godt anslag (især første sætning) samt Point of no return og Klimaks. Der blev skrevet hurtigt og meget - og det kom der nogle rigtig sjove og gode historier ud af.

Spændende var det også, at jeg havde to bøger med, hvor jeg har fået trykt noveller, da jeg var 15 år. Den ene var i årbogen Piger 2003, hvor jeg har en novelle, om en pige der forelsker sig i en vampyr i (det var før Twilight!), den anden var i Udvalgte noveller fra Fyldepennen, hvor jeg havde en noget mere alvorlig historie om en pige, der havde kræft. Sidstnævnte var også min terminsprøvestil i 9. klasse - og det synes eleverne selvfølgelig var sjovt.

Er du lærer eller bibliotekar på en skole?
Jeg kommer gerne ud i klasser, på biblioteker og lignende og holder skrivekurser eller fortæller om min roman. Læs mere her.