lørdag den 30. august 2014

Skrivedysten 2014 - gratis forfatterundervisning til dine elever

 Skrivedysten 2014 åbner allerede d. 3. september. Skal din klasse være med?
Et gratis tilbud til 6.-9. klasse, hvor jeg og Marie W. Oscilowski underviser. 

Camilla Wandahl/
Jørgen Brieghel-Müller
Det er en helt unik mulighed for gratis at få forfattertips til, hvordan man skriver. Eleverne bliver ført i gennem mange grundlæggende teknikker, såsom hurtigskrivning, plot, personer og afprøvning af genrer. Gratis!

Marie Oscilowski/
privatfoto
Forløbet afsluttes med en novellekonkurrence, hvor man kan vinde en klassefest.

Interesseret? Læs mere her.

torsdag den 28. august 2014

Fraklip: Hjertets Kald

Ill: Mette Breth, design: Alette Bertelsen
Sommetider må en forfatter slette en STOR del af en bog. Det skete for mig, da jeg havde skrevet Hjertets Kald. Ja, faktisk måtte jeg slette en hel person, nemlig en kæmpe læderskildpadde ved navn Lucky.

Her er noget af det, jeg klippede fra. Du er velkommen til at skrive en lille kommentar, når du har læst det. Hvis I godt kan lide fraklip, kan jeg nemlig godt finde flere:) 

Jeg skriger. Jorden ryster. Jeg prøver at lukke min mund og holde skriget inde, men jeg kan ikke. Skibet ryster fra side til side. Jeg ved, det er fordi der er ved at komme en revne under det. Som strækker sig gennem jorden. Det er mit urskrig, min evne.
Det løber ud af min krop og jeg kan ikke styre det.
”Stop!” en myndig stemme lyder i mit hoved.
Jeg ser mig vildt omkring. Seth? Er han her? Men det var ikke Seths stemme. Så får jeg øje på stemmens ejermand. Jeg viger tilbage i skræk.
Det er et kæmpe monster. Det ser på mig med onde, gule øjne. Dets mund er nærmest et næb. Og hele dets hoved er mega stort.
”Vent, havpige.” Der er noget ved stemmen, der får mig til at vente. Jeg trykker mig ind mod væggen, selvom det vel i virkeligheden er ret dumt.
Mit skrig er i det mindste holdt op. Hvis jeg var fortsat, ville revnen have opslugt hele skibet. Og mig selv med. Hvor dårlig en evne er det lige?
Jeg løfter min hale lidt, så jeg bedre kan se. Og gisper.
Det er en skildpadde. Den største skildpadde, jeg nogen sinde har set. Dens hud ligner sort læder. Finnerne er store, brede flapper.
”Jeg vil ikke gøre dig noget,” siger den.
”Hvordan kan du snakke til mig inde i mit hoved?” spørger jeg.
”Jeg kan ikke forstå, hvad du siger, når du taler sådan der. Tænk det du vil sige, og så send tankerne til mig i stedet,” siger skildpadden.
”Er det virkelig dig, der snakker til mig?” spørger jeg igen.
Skildpadden gentager: ”Når du snakker, som du snakker til andre havfolk, så forstår jeg ingenting. Men hvis du tænker det, du gerne vil sige, og bevidst prøver at sende tankerne i min retning, så kan jeg forstå dig.”
Der går et stykke tid før jeg helt forstår, hvad det er, der sker. Skildpadden kan simpelthen tale til mig gennem tankerne. Jeg prøver at forme nogle tanker til en sætning og sende dem til dyret:
”Hvad hedder du?” Det er lidt fjollet, at første gang jeg får en chance for at tale med et dyr, så spørger jeg, hvad det hedder. Men den svarer faktisk:
”Jeg hedder Lucky. Hvad med dig?”
” Lejla.” Jeg smiler igen. Tænk, at jeg står her og taler med en skildpadde.
”Hvad laver du her? Jeg troede slet ikke, at der var skildpadder her i nærheden?”
”Det er der heller ikke så tit.” Lucky kradser sit hoved med en ene finne. ”Men under en storm blev jeg slynget ud af den havstrøm, jeg rejste med. Og da jeg så, der var mange gopler herinde i skibet, svømmede jeg ind for at spise dem. Men nu sidder jeg fast.” Lucky peger på en stor bjælke, der ligger hen over dens ryg. ”Det er masten,” forklarer den. ”Den knækkede ned over mig, da jeg svømmede ind i væggen. Og nu er jeg fanget.”
”Hvor længe har du været fanget?” Jeg svømmer tættere på, selvom jeg prøver at undgå at komme i nærheden af Luckys næb. Det er ret stort.
”Der er efterhånden gået så mange dage, at jeg ikke rigtigt har styr på det mere.”
”Hvad har du så spist?”
”Ikke så meget, men engang i mellem kommer der nogle vandmænd ind i skibet. Dem har jeg spist en del af, når de er kommet tæt nok på. Men nu er jeg godt nok sulten.”
En kæmpe skildpadde. Med et kæmpe næb. Som jeg er ret tæt på, og som er ret sulten …
”Jeg spiser ikke havfruer,” siger Lucky hurtigt og griner lidt.
”Nå, men hvordan får vi dig så fri?” Jeg prøver at løfte masten, men den er alt for tung.
”De gange jeg selv har prøvet at komme fri, der har jeg godt kunnet løfte masten lidt fra jorden, men jeg kan ikke komme ud, mens jeg løfter.”
”Hvis du så løfter, kan jeg så ikke sætte noget ind under til at holde den oppe?”
”God idé!”
Jeg ser mig om efter noget, som jeg kan bruge. Jeg finder en kommode.
”Vent lidt, så slæber jeg den herhen.” Jeg tager fat i kommoden med begge hænder. Træet er glat, fordi det er fyldt med alger.
Jeg stemmer alle kræfter i og trækker kommoden hen til Lucky. Den er ret tung, men det lykkes.
”Nu er det din tur,” siger jeg.
Lucky stemmer ryggen mod masten. Han presser af alle kræfter. Træet knirker. Men så løfter masten sig. Jeg skubber hårdt til kommoden, så den glider ind under.
”Puh …” Lucky slipper masten med et gisp.
”Prøv at vrikke dig fri nu,” siger jeg.
Den store skildpadde vrikker fra side til side. Det skaber strøm i vandet inde i skibet. Men det lykkes! Den kommer fri fra masten og kommoden. Og kort efter svømmer den hen ved siden af mig.
Den er gigantisk. Det er endnu tydeligere nu. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes så store skildpadder.
”Er du meget gammel?” spørger jeg, inden jeg når at tænke mig om. Rødmen farer op i mine kinder. Det var et uhøfligt spørgsmål.
Men Lucky griner bare: ”Jeg er 101 år,” siger den. ”Og inden du spørger om jeg er en han eller en hun, så lad mig bare sige, at jeg er en han.”
Det er det mest absurde, jeg nogen sinde har prøvet. At svømme rundt i et skibsvrag og støde ind i en kæmpe stor skildpadde. For ikke at forglemme: at tale med den. Dét er mærkeligt.
”Har du selv spist for nyligt?” spørger Lucky og snapper ud efter en stor gople, der er kommet flydende ind til os. Den bliver spist i én mundfuld.
Jeg ryster på hovedet.
”Du kan spise det tang der.” Lucky peger på noget tang med en masse blærer. Det ser ikke specielt lækkert ud, men sulten sidder som en tæge i min mave.
Jeg ser mistroisk på ham. Han løfter sine luffer i en spørgende gestus. Så hapser han selv ud efter endnu en vandmand.
”Du kan også spise vandmænd. Hvis det er mere din stil.”
Jeg ryster hurtigt på hovedet og svømmer hen og plukker en håndfuld tang. Jeg lukker øjnene, da jeg tager den første bid. Men faktisk smager det udmærket.
”Det ville være godt som en salat. Sammen med stegt fisk måske.” Jeg kigger på de fisk, der svømmer rundt i skibet. Men jeg ved allerede, at de er for hurtige.
”Fisk? Jeg har da aldrig mødt en havfrue, der spiser fisk?” Lucky ser på mig med let sammenknebne øjne. ”Og nu jeg kigger efter … jeg har heller aldrig set en havfrue med guld i sin lilla hale. Og jeg har set meget i mine 101 år.”
Igen farer varmen op i mine kinder. Jeg blusser sikkert helt rødt.
”Er havfolk … vegetarer?”
”Ja. Det tror jeg bestemt.”
Jeg føler mig dum, fordi Seth aldrig har sagt noget om det. Men måske er det meget logisk. Altså hvis havfolk føler de er lidt som fisk, fordi de har en fiskehale … men fisk spiser jo også hinanden. Nej, jeg synes faktisk, det er underligt.
Jeg spiser noget mere tang. Efterhånden føler jeg mig mæt. Og træt. Pludselig er jeg træt i hele kroppen.
”Hvor er du egentlig på vej hen?” spørger Lucky.
”Jeg leder efter én.”
”Og hvor er han?”
”Det håber jeg at finde ud af … snart.” Jeg siger ikke, at jeg håber at finde ud af det i nat. Fordi han er Drømmefanger. Og Lucky spørger ikke.
”Jeg vil tilbage til Atlanterhavet. Så jeg skal med sydstrømmen.”
”Sydstrømmen?”
Luckys er på mig med hovedet på skrå. ”Der er vist ret meget, du ikke ved.”
Jeg nikker og føler mig dum. Lucky æder tre gopler i træk. Én af dem er en brandmand. Han har røde fangarme hængene ud af munden bagefter, som han suger ind ligesom spagetti.
”De to hovedstrømme fører mod Nord og Syd. Der er selvfølgelig også en masse side-strømme. Jeg skal mod syd.”
”Jeg skal mod nord.” Ordene kommer ud af min mund, før jeg ved hvorfor. Men så går det op for mig, at det ikke er mine ord. Altså jo – det er mig, der siger det. Men det er noget, jeg har drømt. Og i det samme kommer hele drømmen tilbage:

Lorex står foran en masse havfolk. Han har hænderne løftet, som om han er ved at holde tale. Og så hører jeg hans stemme:
”Nordrejsen begynder i morgen. I år bliver den største fejring i 11 år. I år vil jeg bede Aurora om at krone mig som leder.”
Folket jubler.

”Er der noget i vejen, havpige?” Luckys stemme bringer mig tilbage til virkeligheden.
Jeg ryster på hovedet. Er svimmel. Pludselig husker jeg, at jeg besvimede, sidst jeg huskede en drøm om Lorex. Er han også Drømmefanger? Eller er jeg synsk?
Men det er ikke det vigtige nu. Det vigtige er, at jeg ved, at Lorex er på vej mod nord. Og hvor Lorex er, er Seth og Ania måske også.
”Jeg skal mod nord,” gentager jeg. 

torsdag den 21. august 2014

Smuglæs Som en tikken under huden

Ill: Simon Væth, design: Alette Bertelsen

JEG FORESTILLER MIG, at når jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker af is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at også jeg stivner: Et sekund, et minut: længere.
Ruden på det runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark, der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker som endeløs, og senere viste sig bare at være en samling træer, en lille lund.
Markerne bliver til skyer – på et tidspunkt – puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet: så er vi i gennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu engang undrer jeg mig over, at jeg er her. At det er muligt.
I luften, i flyet, på vej.
Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: Alene.
Det er dét ord, der pulserer i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig.
Det er måske ikke så svært: At gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomsthallen, og så dig.
En slank skikkelse, et dansk flag, krøller i et brus. Dig, der venter på mig.
At vente. Bare ganske langsomt og alene. Fordi. 

Romanen er planlagt til udgivelse oktober 2014.

fredag den 15. august 2014

Coverafsløring: Som en tikken under huden

Ill: Simon Væth, design: Alette Bertelsen



"Jeg har også et billede af Idun på min opslagstavle. Det er fra hendes studietur til Island i 3.g. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har pillet det ned. Måske fordi jeg ikke behøver at se hende i øjnene. Og fordi der alligevel er noget Idun på billedet, noget Idun fra dengang, før hun begyndte at hade mig."

SOM EN TIKKEN UNDER HUDEN er en historie om et komplekst søster-forhold og om den svære kærlighed. Det er samtidig en fortælling om angsten for kontroltab fortalt af en 19årig pige, der langsomt er ved at gå i opløsning. 

Tematisk trækker romanen tråde tilbage til den anmelderroste debut Hjerte i vente og efterskole-romanen Ask Konge Taber, men kan læses fuldstændigt selvstændigt fra ca. 14 år.

Udgivelsen er planlagt til oktober 2014.

onsdag den 13. august 2014

Sommerstatus 2014

Efter denne uge er min sommerferie officielt slut. Nu flyder ferie og arbejde jo ofte lidt sammen, når man som jeg arbejder med sin hobby. Men fra næste uge begynder min hverdag med færdiggørelsen af Havets Tåre 3. Sjælens Bånd (deadline 1. september) og ikke flere ferier lige foreløbigt. Men da jeg ikke har været så aktiv på bloggen hen over sommeren, vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg har lavet i et samlet indlæg nu.

Afslapningsferie på Bornholm - med ny idé
Bornholm 2014
Jeg startede ferien med et par uger på Bornholm med kæreste og hund. Det var meningen, at det skulle være ren afslapning, og jeg slet ikke skulle skrive, men jeg fik faktisk en idé til en ny paranormal romance, som jeg ikke kunne lade være med at skrive de første tre kapitler på. Jeg har dog ikke skrevet på bogen siden, og det er heller ikke et af de projekter, som jeg planlægger at skrive i den nærmeste fremtid. Men det er altid sjovt at få en spritny idé og arbejde lidt på den.
Jeg fik dog også slappet godt af, lavet rigtig meget god mad (og en super lækker cheesecake) med min kæreste. Og ikke mindst læst en masse bøger. Jeg læste bl.a. Cirinos Fortælling af Nick Clausen (den var virkelig god) og Hjemsøgt af Lee Nichols og Bryllupsnatten af Sophie Kinsella. Altid dejligt med god tid til at læse:)

Tøsetur til Hamburg med The Phantom of The Opera
Jeg var også fem dage i Hamburg med to studieveninder. Højdepunktet på turen var helt sikkert gensynet med The Phantom of The Opera (på tysk!) Jeg har altid ELSKET Den historie, og den var super flot på tysk. Skuespillerne sang VIRKELIG godt, jeg kan slet ikke anbefale den musical nok.
Jeg købte desuden Warm Bodies (på engelsk), som jeg tidligere har set som film.

Skriveferie med Håbefulde Unge Forfattere
Korrekturarbejde
Derefter var jeg en uge på skriveferie med Håbefulde Unge Forfattere på en gård i Odsherredet. Nanna Foss, der lagde gård til, har skrevet et indlæg om, hvad skriveferien går ud på på sin blog. Det var rigtig hyggeligt, socialt og skrivende. Jeg fik skrevet en god portion på Sjælens Bånd (fra 1. vendepunkt til 2. vendepunkt) og desuden læst korrektur på min kommende ungdomsroman Som en tikken under huden. Jeg skrev desuden også noget poesi.
Jeg fik også en skøn mail om, at min novelle Mand Kvinde Hund er kommet med i forlaget Kandors varulve-antologi for voksne. Det bliver spændende at læse de andre bidrag.
Og så fik jeg begyndt på at læse Nanna T. Foss' kommende bog Leoniderne, som jeg glæder mig meget til at læse færdig.

Mini-skrivecamp med skrivegruppen
I disse dage mødes jeg mandag-torsdag med nogle af pigerne fra min skrivegruppe og SKRIVER. Vi bor ikke sammen, men mødes hver morgen og skriver, spiser sammen og hygger indtil om aftenen. Jeg arbejder primært på Sjælens Bånd (som jo skal være færdig 1. september - jeg er i skrivende stund i gang med klimaks!), men i går fik jeg også arbejdet en lille smule på en voksenroman, som jeg længe har haft en idé til. Det var dog kun små, enkeltstående skriveøvelser (fx afprøvede jeg forskellen på at skrive i 1. og 3. person), og der går nok noget tid før jeg får skrevet mere på dén bog.

Den nærmeste skrivefremtid kommer til at gå med at gøre Sjælens Bånd færdig. I denne omgang benytter jeg folk jeg allerede kender som testlæsere (men der skal nok komme andre projekter i fremtiden, hvor jeg får brug for nye testlæsere). Når jeg er færdig med Sjælens Bånd har jeg første udkast til en ny pigebog om Andrea på 12-et-halvt liggende, som jeg skal skrive i gennem. Den skrev jeg sidste år, og jeg glæder mig til at arbejde videre med den. Den vil nok især tiltale de piger, der kunne lide Veninder for altid, for den er helt realistisk og handler primært om venskab, skolekammerater og ensomhed (for en gangs skyld har jeg skrevet en bog UDEN kærlighed!).

Men NU må jeg komme videre med Sjælens Bånd. Jeg tror nemlig kun, der mangler et par kapitler før første udkast er færdigt og kan sendes til forlaget.

God skrive- og læselyst til alle jer derude:)

tirsdag den 5. august 2014

Varulve-novelle for voksne på vej

Jeg har netop fået at vide, at min novelle "Mand Kvinde Hund" er blevet antaget til Forlaget Kandors varulve-antologi.

Antologien er til voksne og skulle efter sigende ikke være for sarte sjæle:) 

Det er planen at den udkommer om et halvt års tid. Jeg glæder mig til at læse de andre noveller i samlingen - og så kunne jeg se at jeg faktisk kender et par af de andre forfattere:)