tirsdag den 25. oktober 2011

Nyt om Veninder for altid 6 - Hunde-ballade

Efter planen udkommer Veninder for altid 6 til foråret 2012! Her er en lille afsløring af bogens handling:

Veninder for altid 6 - Hunde-ballade har Tammy og Ane i hovedrollerne. De to piger skiftes til at fortælle om, hvad de oplever sammen  med veninderne.

Bogen kommer til at hedde Hunde-ballade, fordi den også handler meget om Tammys mormor og morfars hund, Flicka.

Så det er en bog om veninder, familie, forelskelse og hunde!

Følg med på bloggen - Jeg lægger et lille afsnit fra bogen op snart.


Nyhedsbrev om Veninder for altid
Husk at du kan få alle nyhederne om Veninder for altid-serien ved at sende en e-mail til Veninderforaltid@gmail.com og skrive "Jeg vil gerne tilmeldes nyhedsbrevet" i mailen:-) Det er selvfølgelig gratis, og du kan altid melde dig fra igen, hvis du ikke længere vil have nyheder.

mandag den 17. oktober 2011

SKRIVETIP! Plotmodel til bøger og noveller

Her er en plotmodel som hjælper dig med at planlægge handlingen i den bog eller novelle, du gerne vil i gang med at skrive - eller allerede er i gang med.












Hvorfor bruge en plotmodel?
En plotmodel hjælper dig med at få struktur på dit plot og finde ud af, hvilken historie, du gerne vil fortælle om din hovedperson. Den hjælper dig desuden til at sikre dig, at din spændingskurve er stigende, og måske vigtigst af alt får du styr på, hvilke scener, der er din teksts nøglescener.

Hvad adskiller denne plotmodel fra andre plotmodeller?
Der findes rigtig mange modeller til at få struktur på sit plot. Tidligere brugte jeg Berettermodellen rigtig meget (og det gør jeg stadig engang i mellem), men min interesse for Heltens Rejse og den lineære treaktsmodel (fra filmens verden) fik mig til at lave en model, der sammenkoblede det, jeg bedst kunne lide fra alle de tre modeller til én model. Så denne model er altså ikke en helt ny-fra-bunden-opfunden-model - men den har hjulpet mig til at få overblik over rigtig mange af mine bøger, og derfor vil jeg gerne dele den med jer. Også selvom den er inspireret af modeller, som I måske kender i forvejen!

Hvordan læses modellen?
Handlingen starter oppe ved "Anslag" og går i en cirkel til den ender i toppen igen ved "historiens slutning".
Den hjælper én til at få styr på de vigtigste nøglescener, som er:

Anslag:
Her starter historien. Hovedpersonen (herefter HP) opfordres til at "drage på eventyr" (bredt forstået), men tøver. Konflikten slås an.

1. Vendepunkt (1. VP)
Hovedpersonen kastes ind i handlingen. Dette er indgangen til den nye verden/eventyret.

Point of no return - Kamp på liv og død. (PONR)
HP kæmper en kamp på liv og død og kommer forandret ud på den anden side. Sommetider dør en biperson eller HP mister noget vigtigt.

2. Vendepunkt (2. VP)
HP vælger at gå aktivt ind i handlingen (motiveret af kampen i PONR). Dette leder frem mod klimaks.

Klimaks
HP konfronterer sin modstander og konfliten løses (eller løses ikke).

Slutning
Handlingen afrundes, helten får "prinsessen og det halve kongerige" - og har lært noget nyt om sig selv. Denne del kan evt. undværes i cliffhanger-slutninger, der leder op til næste bind.

NORMAL VERDEN og NY VERDEN
Begreberne "normal verden" og "ny verden" er hentet fra Heltens rejse, hvor helten kommer ind i eventyr-verdenen efter 1. Vendepunkt. Eventyrverdenen skal dog i denne forbindelse forstås meget bredt - det kan også være en verden med nye venner på en ny skole eller en "verden", hvor man møder kærligheden. Men lige så ofte kan det selvfølgelig være en decideret anden verden, som vi ser det i fx Narnia.
At finde ud af hvad din hovedpersons normale verden og nye verden er, kan hjælpe dig til at få styr på både din hovedperson og din bogs handling.

Hvordan kan du bruge modellen?
Du kan bruge modellen til at strukturere plottet i dine egne historier og skabe overblik. At have overblik kan motivere dig til at komme i gang med at skrive historien, og det både at skrive på historien og have et overblik kan være afgørende for, at din historie bliver færdig.
Der er lige så mange måder at skrive en historie på, som der er forfattere (og nogen har slet ikke lyst til at benytte plotmodeller), men jeg synes at denne model er et rigtig godt redskab. Når jeg arbejder på en ny roman, har jeg næsten altid først idéen til 1. vendepunkt. Derefter til 2. vendepunkt eller klimaks. Først derefter plejer jeg at finde Point of no return. Men den slags varierer fra person til person. Det er heller ikke sikkert, at du behøver at kunne udfylde hele modellen fra starten af, men kan fylde på hen ad vejen.

Hvor kan du læse mere om plotmodeller?
Jeg mødte første gang Berettermodellen i folkeskolen. Men kender du den ikke fra skolen, kan du læse mere om den på min blog her (om modellen) og her (om hvordan du kan bruge den i din skrivning). Heltens rejse mødte jeg første gang i bogen "Sproget er et tog" af Thorstein Thomsen, hvor der er et kapitel om Heltens rejse - med guides til videre læsning. Den lineære treaktsmodel har jeg mødt på skrivekurser på Den Danske Filmskole og i Dansk Forfatterforening (v. Joan Rang). De fleste af modellerne - og mange andre - kan googles. Ofte optræder de under navne, der lapper lidt over hinanden, og det gør modellerne også sommetider.
Der findes også et kursus, der kun handler om plot. Det hedder Plotværskedet. Jeg har ikke selv gået der, men hørt en del godt om det.

Jeg håber, at du kan få lige så meget glæde af denne forenklede plotmodel, som jeg selv har fået!
Måske kunne du også tænke dig at læse mit indlæg med den ultimative plotmodel til bøger og film?



tirsdag den 11. oktober 2011

Hvad handler Veninder for altid 5 om?

Bagside-teksten på Veninder for altid 5 kommer nok til at lyde sådan her:

JI og JOSE skiftes til at fortælle, hvad der sker for veninderne, da de starter i 6. klasse. Der sker nemlig rigtig meget både med venskaber og kærligheden! Især tænker de over:
  • Hvordan man spørger Frederik, om han vil være kærester – IGEN?
  • Om det er strengt at tage til fest i København med veninderne i stedet for at øve musik med Benjamin?
  • Og hvorfor det med drenge overhovedet er så vigtigt?
Camilla Wandahl er 25 år og uddannet lærer. Hun udgav sin første bog i 2009 og er forfatter til otte bøger for børn og unge.
Læserne har sendt idéer ind til, hvad de syntes, der skulle ske i Veninder for altid 5, og de idéer har  været med til at inspirere Camilla til at skrive denne bog.

Bogen udkommer efter planen 11. november 2011.


Nyhedsbrev om Veninder for altid
Husk at du kan få alle nyhederne om Veninder for altid-serien ved at sende en e-mail til Veninderforaltid@gmail.com og skrive "Jeg vil gerne tilmeldes nyhedsbrevet" i mailen:-) Det er selvfølgelig gratis, og du kan altid melde dig fra igen, hvis du ikke længere vil have nyheder.

onsdag den 5. oktober 2011

Kulturnatten 2011 - Skriveværksted og oplæsning

Vil du gerne til skriveworkshop eller høre oplæsning? Så kom til HUFs arrangement på kulturnatten.
Kulturnatten er d. 14. oktober 2011.
Der er lige kommet program for dagen:

18.00-18.30 skriveworkshop v. forfatter Nicole Boyle Rødtnes og Bjarke Schjødt-Larsen
18.30-19.00 oplæsning af HUFs antologi "Ad Mørke Stier"
19.00-19.30 skriveworkshop v. Rasmus Wichmann
19.30-20.00 oplæsning af medlemmersnes egne udgivne bøger*
20.00-20.30 skriveworkshop v. forfatter Caroline Ørsum
20.30-21.00 oplæsning af HUFs antologi "på Kanten"**
21.00-21.30 skriveworkshop v. forfatter Marie W. Oscilowski
21.30-22.00 oplæsning

* Jeg læser op af Veninder for altid 4 (9-12 år)
** Jeg læser op af ungdomsnovellen "Karper" (fra 13 år) fra antologien "På Kanten".

Læs mere om arrangementets tid og sted her.

tirsdag den 4. oktober 2011

Skrivekursus i Torup Bogby 2012

Skrivekursus i Torup Bogby sommerferien 2012

Skrivekursus, modul 1 - Begynder
4.-6. juli 2012
Find din indre forfatter frem og skriv i de naturskønne omgivelser i Torup Bogby. Har du aldrig skrevet før, eller har du romaner eller noveller liggende i skuffen?
Disse kurser er for dig med skrivekløe.
· Efter kurset har du lært:
· Hvordan du kommer i gang med en historie og smider den indre kritiker væk
· Hvordan du får inspiration og undgår skriveblokeringer
· Hvad hurtigskrivning er - og hvad det kan bruges til
· Hvordan du skriver en god dialog, laver sanserige beskrivelser og komponerer en historie
· Hvordan du giver og modtager respons
Underviserne på kurset er forfatterne Nicole Boyle Rødtnes og Camilla Wandahl, der tilsammen har skrevet 12 bøger og en række noveller inden for flere genrer





Skrivekursus, modul 2 - Fortsætter
7.-8. juli 2012
Du kan godt lide at skrive, og du tør kaste dig ud i at skrive længere noveller eller måske romaner – eller andre typer skriftlige produkter. Du har måske været på modul 1 eller deltaget i andre skrivekurser tidligere. Nu vil du gerne mere i dybden med dine egne skriverier.
· Efter kurset har du lært:
· Hvordan du kan strukturere dine egne skriftlige produkter
· Hvordan du kan arbejde med komposition og/eller kapitler
· Hvad en synopsis, kapiteloversigt og arbejdspapir er, og hvordan det kan hjælpe dig i dit forløb
· Hvordan du finder et egnet forlag til dine evt. udgivelser og tager kontakt med det
· Hvordan du kan gå i dybden mht. at give og modtage respons – også på længere tekster
Kurset veksler mellem skriveøvelser, friskrivning og respons. Du får coaching ift. dine egne
skriftlige produkter og mulighed for at danne en skrivegruppe med ligesindede. Kurset fokuserer på dit og de andre deltageres skriftlige produkter, så du skal derfor medbringe ideen til fx en roman, novelle eller andre slags tekster, som du gerne vil arbejde med under forløbet.
Det er ikke et krav, men en fordel, hvis du også har deltaget i skrivekursus, modul 1.
Underviserne på kurset er forfatterne Nicole Boyle Rødtnes og Camilla Wandahl, der tilsammen har skrevet 12 bøger og en række noveller inden for flere genrer
Begge kurser afholdes i Torup Bogby på Røjlegården.
Spørgsmål angående kurserne kan sendes til: post@fritidsskoler.dk

Nyheder om skrivekurser?
Husk at du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev med skriveråd & skrivekurser ved at sende en mail til skrivekurser@gmail.com og skrive "Jeg vil gerne tilmeldes nyhedsbrevet" i mailen. Det er selvfølgelig gratis, og du kan altid melde dig fra igen.