tirsdag den 1. december 2015

Glædelig jul og godt nytår!

Nu er det snart jul! Derfor vil jeg benytte lejligheden til at ønske jer alle sammen en glædelig jul og et godt nytår!

Bloggen holder juleferie i december måned.

Rigtig god læse- og skrivelyst derude!

fredag den 20. november 2015

Et af mine aller-første digte

Camilla Wandahl, ca. 5. klasse. 
Her er et digt jeg skrev, da jeg gik i 5. klasse:

Mellem lysene brænder
en flamme af fakkel
åh den blænder
et fæ af en stakkel

Jeg gik vist mest op i, at det bare skulle rime:o)

onsdag den 11. november 2015

Forfatterefterår - en lille status

Efteråret 2015 har budt på to bogudgivelser og fire foredrag. Desuden har jeg skrevet en ny bog og fået antaget en bog, som jeg skrev, inden jeg gik på barsel. Så det har været et skønt efterår. 

Sarahj Mille Jessen/
Bodil Bang Heinemeyer
To nye bøger

I oktober udkom "Til min bedste veninde i verden". Jeg skrev faktisk allerede første udkast til den bog i 2013, da Veninder for altid 7 var udkommet, og jeg fik 'tøsebogs-abstinenser'. Men dengang var det en helt anden - og meget længere - bog, så det var først efter flere gennemskrivninger, at forlaget antog den. Og hvor er jeg glad for, at jeg skrev den i gennem!
For i den endelige udgave er Andreas og Fridas venskabshistorie blevet præcis så god og ærlig som jeg gerne ville have den. Kort sagt handler historien om Andrea, hvis bedste veninde er flyttet til Fyn. Hvordan skal Andrea nu få nye venner? Og kan man overhovedet være bedste veninder, hvis den ene er flyttet til Fyn?
Bogen er fyldt med Andreas lister og små tegninger, og den er simpelthen blevet så fint sat op af Sarah Mille Jessen. Tegningen på forsiden er lavet af Bodil Bang Heinemeyer.

Breth Design/Alette Bertelsen
I november udkom den samlede udgave af "Havets Tåre", der indeholder alle tre havfrue-bøger. Ligesom "Til min bedste veninde i verden" går den direkte i boghandlerne, og det er også derfor, vi har valgt at lægge alle bøgerne sammen til én - for så er det blevet en rigtig flot og lækker bog.
Havets Tåre handler om 16årige Lejla, der efter en drukneulykke både frygter og tiltrækkes af havet. På et krydstogt møder hun Seth, som viser sig at være en havmand. De to forelsker sig, og snart er Lejla bogstavelig talt hvirvlet ind i havets magi og farer.
Det er en paranormal romance/romantisk fantasybog om overnaturlig kærlighed. En genre som jeg elsker!
Det er Mette Breth der har lavet den flotte forside og Alette Bertelsen, der har været ekstra grafiker på bogen.

Fire foredrag
Foto: Jannie Schjødt-Kold

Jeg har holdt foredrag i Lange Eng om "Søstre på De Syv Have" i øsende regnvejr - det var sjovt! Desuden har jeg fortalt på Bogforum ved tre arrangementer: Et interview om "Til min bedste veninde i verden", et foredrag om samme bog på Børnescenen og et foredrag hos Håbefulde Unge Forfattere om "Kreativitet og Effektivitet".
Der var skønt publikum og mange gode spørgsmål!

Nye bøger på vej

Desuden har jeg fået antaget "Alt om at være pige", som udkommer til maj og skrevet en helt ny bog (titlen er endnu ikke bestemt), som nok også er ved at være antaget af forlaget (jeg krydser fingre).
Mere om disse bøger i et senere indlæg!

Jeg ønsker jer alle sammen et rigtig godt efterår/rigtig god vinter!

mandag den 2. november 2015

10 til trin til at lære at skrive noveller i udskolingen

10 trin til at lære at skrive noveller i 7.-9. klasse


Dette indlæg har tidligere været bragt på min blog om Fiktionsskrivning i Folkeskolen
Forarbejde: Lær om noveller

1. Læs tre forskellige noveller, som læreren har udvalgt til jer (eller læs mine tre noveller: SøskenKarper og Levende)

2. Hvorfor tror I de tre noveller, kan kaldes noveller? (diskutér i grupper)

3. Brug google til at finde ud af, hvad en novelle er. Diskutér med hinanden og jeres lærer. Skriv en liste med klassiske novelletræk, og hæng den op i klassen.

Novellearbejde: Find på handlingen

4. Vælg et tema, som klassens noveller skal handle om. I kan stemme om det i klassen, eller I kan vælge temaet "venskab".

5. Brainstorm med en makker: Hvad kan en novelle om venskab handle om? Hvem kan være hovedpersoner? Find på handlingen til en historie sammen.

6. Prøv at udfylde felterne i Berettermodellen med handlingen i jeres fælles historie sammen med jeres makker , så jeres novelle er sikker på at have en spændingskurve. Læs mere om Berettermodellen her og her.

Novellearbejde: Skriv novellen

7. Sæt et ur på 10 minutter og skriv starten af novellen hver for sig.

8. Læs jeres start højt for jeres makker. Tal om, på hvilke måder jeres begyndelser er ens og forskellige.

9. Skriv resten af novellen færdig ud fra jeres Berettermodel. I må enten skrive novellen alene eller sammen med jeres makker. Hvis I skriver den hver for sig, kommer jeres historie til at handle om det samme, men de bliver helt sikkert stadig forskellige.

Efterarbejde: Del novellerne med hinanden

10. Saml klassens noveller i en mappe i klassen, så alle kan læse hinandens.

søndag den 18. oktober 2015

3 nye pressefotos

Den super dygtige fotograf Kirsten Frandsen har taget tre nye pressefotos af mig, da jeg efterhånden syntes, at de andre var lidt for gamle. Her er de!




mandag den 5. oktober 2015

Noter og skitser fra sørøver-bøgerne

Omslag: Ejsing/Milton
Sådan her ser bunken ud, når hele serien er færdig!
Det er selvfølgelig Søstre på De Syv Have alle noterne stammer fra:)
Hvis du går tæt på billedet, kan du risikere spoilers, hvis du ikke har læst hele serien. Det er jo plotmodeller:)

torsdag den 24. september 2015

3 grunde til, at du aldrig bliver færdig med at skrive din bog (og hvad du kan gøre ved det)

3 grunde til, at du aldrig bliver færdig med at skrive din bog (og hvad du kan gøre ved det) 

Gæsteindlæg af Lene Dybdahl (fantasyforfatter)

Lene Dybdahl
Du kender det: I dag er dagen, hvor du skal skrive et nyt spændende kapitel på din bog, men så lyder der et lille bip.

En ny følger på Instagram.

Fedt! Så må jeg hellere poste noget fra i dag, så de ikke glemmer mig derinde. (Tager et foto af den tomme computerskærm og skriver ‘skriver roman’).

Du lægger telefonen, (sætter den på lydløs), og kigger igen på skærmen.
Hvor var jeg nu?

Som du nok kan regne ud, er det faktisk den første grund, som jeg lige har ridset op her:

1. Du lader dig distrahere
Og du kan ikke selv gøre for det. Det skræmmende er, at de sociale medier faktisk får din hjerne til at længes efter den næste afbrydelse. Vi er ved at opdrage en hel generation af børn og unge, som får et ‘kick’ ud af at få en ny opdatering, et nyt like, et nyt follow på nettet. Den kortvarige lykkefølelse er utroligt vanedannende. Jo flere medier du er på, jo større er risikoen for konstant distraktion og afbrydelse.

Hvad kan du gøre ved det?
Når du nu er opmærksom på problemet, så findes der faktisk flere ting, du kan gøre ved det. Hvis du er totalt social media-afhængig, så kan følgende tre råd hjælpe:
  • Sæt et ur - aftal med dig selv, at du ikke må tjekke Facebook, før der er gået 60 minutter. På den måde kan du udsætte behovet for konstant at tjekke, mens du faktisk skal arbejde.
  • Brug appen ‘Write or Die’ - det er en sjov timer, der straffer dig, hvis du glemmer at skrive. Skærmen bliver rød, og til sidst begynder en alarm at hyle. Det kan tvinge dig til at fortsætte dit workflow.
  • Lav en plan for hvilke dage du vil poste på f.eks. Facebook. På den måde skal du ikke både tænke over næste opdatering (som skal promote dit forfatterskab) imens du skal skrive. 
Lene Dybdahl
2. Du går i stå
Grund nummer 2 handler om, at du løber tør for ideer, før du er helt færdig med din bog. Efterhånden som skriveprocessen trækker længere og længere ud, bliver du mere og mere nedslået omkring dit manus. Du begynder at tvivle på grundideen, og alt hvad du forsøger at skrive, sabler du mentalt ned. Dette sker ofte midt i eller i slutningen af skriveprocessen.

Hvad kan du gøre ved det?
Hvis du ikke kan skrive flydende tekst på nuværende tidspunkt, men sætter et ord på papiret ad gangen, så har du brug for at komme lidt væk fra din bog, men ikke væk fra skrivning.
Det du behøver, er at kickstarte din fantasi. Her er det en god ide at søge efter en ‘writing promp’ (en slags miniopgave, der sætter fantasien i gang) på nettet, og forsøge at komme i gang med at skrive noget helt andet. Ofte sker der nemlig det, at denne type øvelse giver ny næring til det, du allerede er i gang med. På baggrund af din skriveøvelse laver du nu en brainstorm, hvor du nærmer dig din bogs plot igen. Kun i stikord og ganske uforpligtende. Når du på denne måde ‘leger’ indholdet frem, opdager du, at du ikke helt har mistet gnisten for skrivehåndværket. Du snyder dig til en ny begyndelse, kan man sige.

3. Kender du ikke det, at du bare får lyst til at holde delete-knappen inde og fjerne hele lortet?
Den sidste grund til at din bog aldrig bliver færdig er - at du ikke kan blive færdig. Dåh! Men grunden til at du ikke kan blive færdig er typisk, at du har sat selvkritikerdjævlen på overarbejde. I denne sidste runde lige før din mor, din betalæser eller din redaktør skal læse manuskriptet, bliver du ekstra selvkritisk. For den bog skal f*cking bare være god, nu du har brugt så lang tid på den. Og selvkritik er kontraproduktivt - du får lyst til at slette det hele, og bogen bliver ikke det mindste færdig - eller god af det.

Hvad kan du gøre ved det?
Du bliver nødt til at spærre selvkritikken inde og nærmest skrive med bind for øjnene. Måske er det igen tid til at bruge ‘Write or Die’-appen, så du ikke kan nå at finspekulere? Når du har fået en eller anden slutning på papiret, så lad den være i nogle dage. Måske en uge eller tre. Nu har du fået ro fra manuskriptet, og næste gang du læser slutningen, kan du se den med mere realistiske øjne. Måske stinker hele din bog ikke, men kun slutningen? Måske er det bare en dum formulering i slutningen, der skal sakses.

Hvad gør du når bogen er færdig?
Der er to veje at gå, og begge er vigtige: at få den klar til et forlag og at skabe et forfatterbrand. Hvis tiden er knap, ville jeg starte med dit brand. Hvorfor? Fordi hvis du allerede har opbygget en vis tilstedeværelse på nettet, så kan forlagene se en fordel i at arbejde sammen med dig. De skal ikke starte fra scratch med markedsføring og PR. Du har allerede gjort forarbejdet.

Hvordan kommer du let i gang med forfattermarketing?
Jeg har lavet en e-bog med 7 marketingtips for forfattere, som du kan hente gratis på min hjemmeside, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev. I nyhedsbrevet giver jeg samtidig mine bedste skrivetips.

De bedste hilsener
Lene Dybdahl
Forfatter til bestsellerserien Nøglens Vogtere og tidsrejseromanen Den Sorte Paraply.


mandag den 21. september 2015

Andreas drenge-liste

Jeg elsker tøsebøger:)
Omslag: Sarah Mille Jessen/Tove Krebs Lange

Andrea fra min bog Til min bedste veninde i verden ELSKER at lave lister. Over alt muligt. Her er hendes liste over, hvorfor hun hader den nye dreng i Fridas hus:













4 grunde til at hade den nye dreng, der bor i dit hus (og alle andre drenge)

1.     Fordi han bor i dit hus. Hvis hans familie ikke var flyttet derind, kunne I måske ikke have fået huset solgt. Og så var I nødt til at blive boede = vi havde stadig været naboer og kunnet løbe ind til hinanden gennem hullet i hækken.
2.     Nu bliver jeg nødt til at få far til at lave det (kan man overhovedet det?) for tænk, hvis DRENGEN går gennem det og pludselig står og ser på mig, når jeg lige har været i bad og ikke har tøj på? ADR!
3.     Drenge er bare pr. definition klamme. De går ikke i bad medmindre deres mor siger, de skal. Og de piller bussemænd i timerne og sætter dem fast under bordene i skolen sammen med store klumper tyggegummi (kan du huske Nicklas? Dobbelt ADR!) Godt, vi besluttede, at alle drenge kunne flytte til Mars, og at vi aldrig skal have en kæreste.

4.     Det eneste, de gider at lave, er at spille dødssyge computerspil og se film, hvor alle bliver splattet ud af rumvæsner. De har ingen fantasi.

(   (Jeg er ikke helt enig med Andrea i hendes betragtninger, men de var sjove at skrive ned:))


mandag den 7. september 2015

Top 5 pressefotos gennem min forfatter-karriere

Gennem min forfatterkarriere har jeg haft en del forskellige pressefotos. Her har jeg samlet de 5 mest brugte og skrevet lidt om, hvordan de blev taget, og hvad de er blevet brugt til.

1.
Dette pressefoto er taget af Agnete Schlichtkrull i 2012. Det er mit mest brugte pressefoto, som blandt andet er brugt bag på mange af mine bøger (Ask Konge Taber og flere af Veninder for altid-bøgerne), på min hjemmeside, i forbindelse med foredrag mv.
Billedet er taget i Tivoli inde i Valhalla-spisehuset, fordi det bare var en utrolig kold vinter-dag og virkelig svært at tage lækre udendørsbilleder, når jeg frøs sådan:)







2.

Dette foto er taget af Kirsten Frandsen i 2013. Faktisk var det slet ikke meningen, at hun skulle tage et portræt-foto af mig. Jeg var med kæresten og hunden til fotograf, men hunden var blevet træt af at lege foto-leg, og så tog Kirsten dette skønne foto, som jeg sidenhen fik lov at bruge som pressefoto.
Billedet er primært blevet brugt af mig selv på min hjemmeside.







3.
Dette foto har Bettina Stuhr Lindskow (min veninde) taget i år 2010, og så har Arlette Gürtler redigeret det efterfølgende. Billedet blev brugt en del dengang, blandt andet bag på mange af Veninder for altid-bøgerne.
I dag bruger jeg ikke billedet så meget, fordi jeg synes, det er lidt for gammelt. Og måske også lidt underligt, at jeg har overtøj på:)







4.

Dette var mit første pressefoto fra 2008, som min kæreste tog, fordi der skulle bruges et foto bag på min debutroman Hjerte i vente. Han tog 40 fotos (hvilket i foto-sammenhæng ikke er særlig mange, men jeg tror han blev lidt træt;)).
Billedet blev dengang brugt i forbindelse med foredrag, skrivekurser og på min hjemeside. Men i dag bliver det ikke brugt så meget, fordi jeg synes, det er lidt for gammelt.




5.
Dette billede har Agnete Schlichtkrull også taget i 2012. Hun tog faktisk en hel serie, men jeg bruger som sagt mest billedet øverst her på siden.
Dette foto bruger jeg, hvis jeg gerne vil virke lidt mere poetisk og drømmende (ha, ha). Derfor har det blandt andet været brugt bag på Som en tikken under huden.
Det findes også i farver, men jeg kan bedst lide det i sort/hvid. Det er også taget i Tivoli - udendørs. Det var koldt!


Jeg har flere pressefotos, som du frit kan bruge i forbindelse med interviews, anmeldelser, foredrag mm. Du kan finde dem alle sammen til download her. Bemærk at andre billeder på bloggen kun må benyttes efter aftale med fotografen.

mandag den 24. august 2015

Havets Tåre - Ania fortæller

Havets Tåre 3.
Omslag: Breth/Bertelsen

Jeg har skrevet en lille smule på Ania fra min havfrue-serie Havets Tåre, fordi jeg synes, hun er en super spændende person. Jeg vil gerne dele lidt af det med jer, men samtidig vil jeg lige sige, at det altså ikke er en "rigtig" læseprøve, for jeg har ikke skrevet ret meget, og foreløbigt er det også bare for sjov - jeg har altså ikke planer om at skrive en hel bog om Ania lige nu:) Selvom det helt sikkert kunne være sjovt.
I øvrigt er det også lidt anderledes end Havets Tåre-serien, fordi Ania er ældre og mere moden end Lejla, som fortæller Havets Tåre-bøgerne. Så hvor Havets Tåre kan læses fra ca. 10 år, er Anias fortælling nok nærmere fra 12 år. Men eftersom der kun er ca. 15 linier nedenfor, er det nok ikke så vigtigt, hvor gammel man er:)

Men altså, her kommer det:







Ania fortæller

Der er tre ting jeg foragter:
1. Svaghed. Jeg er omgivet af svaghed. Man skulle tro, jeg tiltrak det. Som om skællene på min hale reflekterer andres svaghed.
2. Mænd. Jeg har stolet på tre mænd, og de har alle svigtet mig ved at dø. Jeg vil aldrig mere stole på en mand.
3. Kærlighed. Kærlighed er dømt til at forgå. Min første elskede ofrede jeg alt for, men han valgte en anden. Den anden mand i mit liv elskede jeg ikke. Jeg lod bare som om. Nu er der kun de mænd tilbage, som jeg lokker til mig med mine sange. Og den mand, der lader sig indfange, er bare dum.
Og alle er de døde nu. Mig? Jeg er et tomt hylster, fri for kærlighed.
Ting jeg elsker? Frihed, magt, lidenskab, begær, jagten.

Jeg synger. Min sang er blid, kurrende; lokkende. Jeg kender tonerne, kender den sitren af forventning, der siver gennem mig ved tanken om jagten.
Svaghed er foragtfuldt, javist, men det er også det, der gør mig til jager. Var alle så stærke som jageren, ville der ingen byttedyr være.
Om jeg er sulten? Jeg jager ikke for føden.
Det er fornøjelsen ved at dræbe, der driver jagten.

Hvad synes du? Ville du gerne læse mere om Ania?

lørdag den 15. august 2015

6 bøger til dig, der kunne lide Hjerte i vente

Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet
Hvis du kunne lide Hjerte i vente, har jeg fundet 6 andre bøger, som du måske også vil kunne lide.

  • Se mig nu af Sandra Schwarz
  • Mit bankende hjerte af Kjetil Walgermo
  • Solo af Marie W. Oscilowski
  • Himlen ved mine fødder af Jandy Nelson
  • En flænge i himlen af John Green
  • Hul i hovedet af Nicole Boyle Rødtnes
Det er alle seks bøger for unge, der både blander alvor og forelskelse ligesom Hjerte i vente



mandag den 15. juni 2015

Sommerferie på bloggen

Camilla Wandahl på Bornholm,
sommeren 2014
Nu er det sommer, og derfor er det også tid til sommerferie her på bloggen.

Bloggen holder sommerferie fra 15. juni til 15. august.

Husk at du kan følge mig på min officielle Facebook-side (Camilla Wandahl - Forfatter) og på Instagram (@Camillawandahl), hvor jeg muligvis opdaterer lidt hen over sommeren.

Hav en skøn sommer og god læselyst!

mandag den 25. maj 2015

7 råd til dig, der gerne vil være forfatter

Alle mulige noter fra
Søstre på De Syv Have-serien

1.  Skriv meget. Det bliver bedre til at skrive af at øve dig (præcis som hvis du gerne vil blive god til at spille på violin, lave mad eller danse).

2.  Skriv ofte. Hvis du skriver lidt hver dag (eller i hvert fald flere gange om ugen), får du produceret meget tekst. Måske bliver det hele ikke mega godt, men du får øvet dig rigtig meget. Og noget af det skal nok blive godt!

3.  Skriv om. Når du har skrevet en færdig tekst, så prøv at tænke over, om der er noget, der kan gøres anderledes. Måske har hovedpersonen ændret sig, så du bliver nødt til at ændre starten? Eller du kan slette hele første kapitel, fordi det er kedeligt?

4.  Mød andre der skriver. Tag på skrivekurser eller snak med dem fra din klasse, der kan lide at skrive og læse. Måske kan I skrive en historie sammen? Eller sidde sammen og skrive på hver jeres historie - eller læse hinandens historier?

5.  Læs mange bøger. Du skal ikke være bange for, at din egen historie kommer til at ligne for meget de bøger, du læser. Man får så mange gode idéer, når man læser (og bliver bedre sprogligt også), og du kan altid digte videre, så det ikke ligner de bøger, du har læst. Læs bøger i forskellige genrer, både fantasy og realisme.

6.  Skriv hurtigskrivning. Sæt dit ur på ti eller tyve minutter og skriv så hurtigt du kan. Måske er det begyndelsen til en historie? Eller en beskrivelse af en person?


7.  Giv ikke op. Det tager lang tid at skrive en bog. Og det er ikke altid, at din første bog bliver udgivet. Men du har helt sikkert lært rigtig meget mens du skrev den, og forhåbentligt har du også haft det sjovt!