onsdag den 15. marts 2017

En bogblogger fortæller - Wondrous Bibliophile på besøg!

Gæsteblogger Malene fra bogbloggen Wondrous Bibliophile fortæller om, hvordan det er at være bogblogger og giver tips til dig, der måske drømmer om at starte din egen bogblog. 

Malene fra Wondrous Bibliophile
Mit navn er Malene, jeg er 24 år og jeg er måske, måske ikke, bibliofil – i hvert fald nærer jeg en stor kærlighed til litteratur og bøger, hvilket også var dét, der fik mig til at oprette bogbloggen Wondrous Bibliophile.

Inspireret af en del andre dygtige bogbloggere, startede jeg i 2013 min egen bogblog, som det første års tid bestod af en masse sporadiske og forskellige indlæg, der alle havde bøger i fokus. Jeg forsøgte mig frem og fandt ud af hvilken blogger jeg ville være, hvilken type indlæg bloggen skulle have – et punkt hvor kun fantasien sætter grænser, virkelig – og jeg tror faktisk først, at da kalenderåret viste 2015 og bloggen var omkring et halvandet år gammel, at jeg virkelig fandt en rytme og min stemme i det evigt voksende bogblogger-samfund.

Min blog er mit fristed og det er der, jeg deler alle de boglige tanker, som jeg simpelthen har behov for at få ud. Jeg ved, at der er folk derude, der læser med og dem er jeg evigt taknemmelig for, men det er for mig selv, at jeg blogger. Det er for at dele erfaringer, oplevelser, ideer og, som tidligere nævnt, de tanker, der fylder mit hoved. Derfor kommer indlæggende på bloggen stadigvæk også lidt sporadisk, selvom jeg stræber efter at udgive et par gange i ugen, for det er bare ikke altid, at jeg føler, at jeg har noget at dele. Det har noget med hverdagslivet at gøre, selvfølgelig også energien og så også dét, at jeg er overbevist om, at indlæg der er skrevet fordi nu er det længe siden jeg sidst har blogget og jeg bør nok vise livstegn, ikke altid er de gode indlæg – det er en ganske fin balancegang mellem at rent faktisk have noget at sige og så bare at sige noget, for at sige noget.

Hvordan er det at være bogblogger? 
Dét at være bogblogger har inviteret mig på nogle fantastiske eventyr, præsenteret mig for en masse fantastiske mennesker og ganske enkelt skabt minder for livet.
Der har været bogmesser og bogbloggertræf, hvor flere dage har været med de kære bøger i fokus. Der har været arrangementer med forfattere, som jeg aldrig troede, at jeg skulle møde og da slet ikke snakke med, som om det var en hverdagssag at sidde ved siden af en dygtig forfatter og drikke drinks, eller at møde en forfatter hvis bøger har betydet så uendeligt meget for en. Der har været samtaler med så mange skønne forlagsfolk, der værdsætter ens blogarbejde og der er blevet skabt så mange særlige venskaber med søde bogbloggere og andre skønne væsener, der har samme passion som mig selv. I pakken har der også fulgt en masse fantastiske læseoplevelser – både dem, som andre bogbloggere har inspireret mig til at læse, de bøger jeg tilfældigt er faldet over og så også en pokkers masse skønne bøger, som forlag har været uendeligt søde at sende som anmeldereksemplarer.
Det er vitterligt magi uden ende og jeg er så taknemmelig for at min hobby, min fritidsaktivitet og min kærlighed til bøger, har ladet mig opleve alt dette.

Sådan ser bloggen ud
Det er dog også en tidskrævende hobby og selv om at det er noget jeg virkelig holder af, så ligger der også en del hårdt arbejde bag de forskellige indlæg og ufatteligt mange timers koncentration, overvejelser og research. Der bliver skrevet og slettet ord, for så at skrive lidt mere og slette lidt igen – lige indtil at jeg er tilfreds med dét der står på skærmen og trykker ’udgiv’. Med det sagt, så er det, hvis du var i tvivl, alt arbejdet værd og jeg ville ikke undvære bloggen eller det den har ført med sig for noget.

Bøger er, uden tvivl, min hverdag og min store passion. Når jeg tager afsted på arbejde, så er endestationen Arnold Busck i Sønderborg, hvor ting som bogsalg og boganbefalinger er en del af jobbeskrivelsen. Når jeg kommer hjem, så er det til en lille lejlighed, der vel snart består 30% bøger og reoler. Når jeg skal koble af, så er det oftest med en god bog i hænderne og når jeg har brug for at lufte nogle tanker, så er bogbloggen lige foran mig, som en tålmodig og bestandig ven, klar til at tage imod mine ord.

Start din egen bogblog
Hvis du sidder derude med et ønske eller en idé om at starte en (bog)blog, så har jeg kun en ting at sige: gør det!
Find ud af hvad der får din blog til at skille sig ud, omfavn det og skriv så løs. Skriv om alt det, der falder dig ind og udgiv det - som tidligere nævnt, så er det kun fantasien der sætter grænser og så længe du skriver passioneret, så skal resten også nok komme med tiden.
Hvis du har spørgsmål til enten blogbloggeriet eller noget som helst andet, så er du velkommen til at kontakte mig på enten bloggen, e-mail, Instagram eller hvor end du lige føler for det – i hvert fald er der links til det hele, i slutningen af indlægget!

Mit navn er Malene, jeg er 24 år og jeg er måske, måske ikke, bibliofil – i hvert fald er jeg bogelsker og bogblogger og jeg elsker det.

Steder jeg gemmer mig:

onsdag den 1. marts 2017

3 tips til et godt plot

Af gæsteblogger og forfatter Lene Dybdahl

1. Strukturen og sammenhængen er vigtig

Jeg ser det at plotte en roman som en øvelse i at stable byggeklodserne på den bedst mulige måde. Hvor byggeklodserne er handlingen i historien, og deres farve afspejler hvilken funktion elementerne har i historien.

Lyder det usexet? Eller iskoldt?

Sorry, men for mig er historier ikke noget der bare vokser frem uden et grundigt forarbejde.

Jeg siger ikke, at du behøver at planlægge ligesom jeg gør.

Skrivearbejde er jo en personlig proces, og jeg finder tryghed i at jeg ved, der er en masse, jeg kan gribe fat i, når først skrivearbejdet går i gang.



Lad os lige tage fat i Aristoteles (han sagde noget klogt om at plot, som vi kan lære af i dag):

"Plottet skulle ifølge Aristoteles bestå af en begyndelse, en midte og en slutning, og begivenhederne skulle være sammenbundet, så ingen del kunne tages ud uden at helheden faldt fra hinanden."
(Rasmussen, Henrik (red.): Gads litteraturleksikon (2001), s. 259).

Det centrale i citatet er, at begyndelsen, midten og slutningen er komponeret eller bygget sammen (for nu at bruge duploklodserne fra før) på en sådan måde, at ingen af delene kan tages ud uden at historien falder sammen.

Det leder mig videre til det næste punkt: Overraskelsesmomentet

2. Overrask din læser

Når du har konstrueret et spændende plot, der hænger godt sammen både i begyndelsen, midten og slutningen, så er det tid til at tænke en ny joker ind:

Overraskelsen.


Overrask din læser ved at bruge en af disse kneb:

·      - Hovedpersonen tror, det kommer til at gå på en bestemt måde -> Det kommer til at gå anderledes
·      - En god ven viser sig at spille dobbeltspil og være på fjendens hold (Hint: sådan en findes der f.eks. i Den Sorte Paraply).
·      - En som man tror er fjenden er i virkeligheden en ven (Severus Snape, I am looking at you!)
·      - En genstand som skal bruges i et afgørende øjeblik bliver ødelagt eller opfører sig på en anden måde end forventet og hovedpersonen må finde en alternativ løsning (tips sådan en situation opstår i Visigotens Hjelm).

3. Læg hårdt ud

Starten er vigtig.

I begyndelsen af din roman har du mulighed for at vise dit overlegne overblik ved at hinte til noget, som kommer til at ske senere i bogen - uden at læseren kan regne ud hvad det er. Brug derfor åbningscenen med stor omhu og gør et nummer ud at gøre den første sætning så specifik, men samtidig hemmelighedsfuld som mulig.

Hvad mener jeg med specifik?

Skær overflødige detaljer fra: Nævn kun elementer, der skal være med til at sætte scenen, så læseren kan se det for sig.

Hvad mener jeg med hemmelighedsfuld?

Læg nogle brødkrummer eller små løfter til læseren, så vedkommende bliver nødt til at læse videre for at få svar. En åbning må aldrig være et svar, men skal altid have karakter af et spørgsmål.


Skal jeg så skrive et spørgsmål som åbning?

Nej, det er ikke sådan, det skal forstås. Du skal give mangelfuld information, så læseren spørger sig SELV: Hvem er det? Hvorfor gjorde han det? Hvad er der sket? Hvad kommer der til at ske ... Så har du åbnet med et spørgsmål.

Om gæsteblogger Lene Dybdahl.
Lene Dybdahl er forfatter til Nøglens Vogtere-serien, Den Sorte Paraply og fantasyserien Ovanienprofetierne, hvoraf Skyriel udkom i 2016. Lene udbyder kurser til forfattere i markedsføring (og et skrivekursus ser dagens lys senere i 2017). Hvis du vil vide, hvornår kurserne åbner (og modtage gode skrivetips undervejs), så skriv dig op til Lene Dybdahls nyhedsbrev her. Lene Dybdahl har også et eksklusivt forum for forfatterspirer og forfattere på Facebook, som hedder ForfatterForum. Ansøg om medlemsskab her.

fredag den 10. februar 2017

I dag udkommer Alt om at være pige 2

Omslag: Alette Bertelsen
I dag udkommer Alt om at være pige 2. Mens alle andre kysser. Du kan læse første kapitel her, hvis du er nysgerrig:) 

1. kapitel. Jeg var faktisk helt seriøst ved at dø lige der

I dag i skolen skulle vi alle sammen til tandlæge. Vi skulle gå derover to ad gangen, og jeg fik heldigvis lov til at gå derover sammen med Esther. Jeg synes, det er meget hyggeligere at skulle til tandlægen med sin bedste veninde end med en af drengene. Så det var vi ret glade for. Især måske Esther, for hun har nemlig tandlægeskræk. 
Og det kunne man tydeligt se, for mens vi gik derover, blev hun mere og mere hvid i hovedet.
”Er du bange?” spurgte jeg.
”Nej …”
Jeg kunne godt høre, at hun løj, men jeg lod som ingenting og åbnede døren.
Der er altid sådan en mærkelig lugt hos tandlægen. Jeg ved ikke, om det er tandpasta eller noget andet. Det lugter ikke som tandpasta. Måske er det det, som de renser ens tænder med. Eller det som de fylder i, hvis man har huller. 
”Jo,” sagde Esther. ”Nu er jeg bange.”
”Først nu?” spurgte jeg.
”Ja, nu, på grund af lugten. Men du må ikke sige det til nogen.”
Jeg ville give hende et kram, men i det samme kom en af tandplejerne ud. Altså ikke hende, der roder med ens tænder, men hende, der plejer at skrive ting ind på computeren.
”Det er jeres tur lige om lidt,” sagde hun.” I kan bare sætte jer og vente.”
Hun pegede på nogle små, blå stole, hvor der stod en Noahs Ark i træ med en masse dyr.
Jeg kiggede på Esther, men hun trak bare på skuldrene. Så satte vi os på de små, blå stole. Mine knæ bøjede nærmest opad, fordi jeg var alt for stor. Og jeg er ikke engang specielt høj.
”Hvad er du bange for?” spurgte jeg, mens jeg akavet prøvede at sætte mig lidt bedre til rette
”At de skal bore, tror jeg. Og lugten. Jeg kan bare lugte det hele tiden.” Esthers stemme var lav. ”Kan vi ikke tale om noget andet?” Esther så sig lidt febrilsk omkring. Hendes blik faldt på Noahs ark. ”Noahs ark eller sådan noget?”
”Okay.” Jeg tog alvorligt den lille, slidte træfigur, der skulle forestille Noah, op og satte den på bordet mellem os.
”Der var engang en mand, der hed Noah. En dag sagde Gud til ham, at han skulle bygge et kæmpe skib …”
”En ark,” rettede Esther.
”Er det mig eller dig, der fortæller?” Jeg gjorde min stemme alvorlig, og endelig smilede Esther blegt, og jeg blev nødt til at fortælle videre, for det var første gang, hun havde smilet, efter vi var kommet ind hos tandlægen:
”Du skal tage to af hvert dyr, sagde Gud. En han og en hun. Og så skal I sejle ud, og så sender jeg en kæmpe tsunami …”
”Det var altså en syndflod,” sagde Esther.
”Hvad er forskellen?” Jeg sad med en ko i hånden, parat til at sætte den ind i arken sammen med Noah.
”At det ligesom er en flod af synd. Fordi det er synd for alle dem, der dør, tror jeg?” Esther stemme var spørgende.
”Jeg kan bedre lide, at det er en tsunami. Det er mere realistisk. Så det er det altså i min historie. Vil du stadig høre den?” Jeg satte koen ind ved siden af Noah.
”Ok. Men du mangler en ko.”
”Hvad mener du?”
”Hvis der kun er én ko, uddør racen jo. Det er ligesom pointen med Noahs Ark,” sagde Esther påtaget tålmodigt og rakte mig den anden ko.
”Nørd,” mumlede jeg, men jeg tog begge to køer og lod dem trippe sammen ind i arken, og så fortsatte jeg:
”Da Noah havde samlet alle dyrene, kom den store tsunami.” Jeg lagde tryk på ordet, og så begyndte Esther at grine.
”Syndflod,” sagde hun. ”Det andet lyder altså som TV-Avisen.”
”Den store SYNDFLOD sendte skibet ud på bølgerne. Huh hej.” Jeg løftede skibet og begyndte at rutsje det fra side til side, så alle de små figurer inden i raslede frem og tilbage. ”Der var vand alle steder,” sagde jeg og rejste mig op, mens jeg løftede træskibet op og ned i bølgebevægelser, som om det var midt i en kæmpe storm. Den lille blå stol væltede bag mig.
”Men er det ikke synd for alle de andre ting, at de drukner?” spurgte Esther. ”Skal vi ikke redde dem?”
”Jo!” Jeg sejlede skibet hen til noget Lego, der lå ved siden af Esther. ”Vil I med om bord? spurgte Noah.” Jeg gjorde min stemme dyb, mens jeg stoppede skibet lige ved siden af Lego’et. Esther proppede det ind i skibet, og så sejlede det videre, vildere og vildere.
”Det var en FRYGTELIG tsunami,” råbte jeg.
Og ja, det var helt seriøst noget, jeg råbte.
Men det med at jeg råbte, gik først op for mig, da jeg opdagede Vitus og Elliot i døren. De havde været inde hos tandlægen før os, og de gloede begge to vildt underligt på mig.
”Hvad sker der?” spurgte Vitus og kiggede fra mig til legetøjet i mine hænder.
”Vi leger Noahs Ark,” sagde Esther bare.

Omslag: Alette Bertelsen
Og altså … faktisk var det jo sandt nok. Men kunne hun helt seriøst ikke have valgt et andet udtryk? Kunne hun ikke have sagt at vi … fortalte historien? For lege er sgu da noget, man gør, når man er totalt pattede!
Nu grinede Vitus og Elliot  begge to. ”De andre kommer til at grine så meget, når de ser det her!”
”HVAD?” Min stemme steg nogle oktaver, ja, jeg tror faktisk, jeg lød lidt hysterisk.
Vitus holdt sin mobil op: ”Vi filmede jeres seje stykke. Opdagede I det slet ikke?”
Jeg følte det, som om det var mig, der blev opslugt af en syndflod nu. Nej, det var faktisk ikke en syndflod, selv om jeg ærlig talt havde ondt af mig selv. Det var en kæmpe, mega tsunami-bølge, og jeg blev bare revet totalt væk af den.
”Lad os lige prøve at se …” han afspillede videoen, og pludselig kunne jeg høre min egen, totalt mærkelige og forvrængede stemme sige:
”Det var en frygtelig tsunami …”
”SLET DET!” Jeg fløj hen og kastede mig over Vitus. Men han var højere end mig, så han holdt bare telefonen op i vejret.
”Jeg tror, vi skal se fælles-film i klassen i dag …” sagde han. ”Ikke, Elliot?”
Elliot sagde ikke så meget, han grinede bare. Og jeg hoppede og skreg, men så kom tandplejeren ud og sagde, at nu skulle drengene altså gå, for det var vores tur.
Og så gik de bare! Med filmen med MIG på!
Jeg var faktisk, helt seriøst, ved at dø lige der.
”De viser den jo ikke til nogen,” sagde Esther, da vi gik hen mod tandlægen. ”Og hvis de gør, var det jo også bare sjovt.”
”NEJ!” sagde jeg. ”Det var IKKE sjovt!”
Normalt ville jeg have spurgt, om Esther helst ville undersøges først for at få det overstået. Men nu sagde jeg bare: ”Jeg skal først,” da de spurgte. 
Jeg fik lidt dårlig samvittighed, da jeg så Esthers ansigtsudtryk, for nu skulle hun være nervøs og vente al den tid, som det tog for mig at blive undersøgt.
Men samtidig syntes jeg bare lidt, at hun havde fortjent det. For nu havde jeg gjort mig mega umage for at aflede hendes opmærksomhed, ja, jeg havde faktisk gjort mig totalt til grin over for Vitus. VITUS! Og hun havde gjort det hele værre ved at sige, at vi legede.
Helt ærligt, tror hun, at vi er fire år?

Da vi kom tilbage til klassen, var der pause. Esther sagde ikke så meget, måske var hun stadig ked af, at jeg ikke havde ladet hende komme til først. Jeg tænkte på at sige undskyld, men i det samme vi kom ind i klassen, råbte Elliot: ”Der kommer Noah jo!”
Liva og Asta, og alle drengene grinede, og Mikkel råbte:
”Det var en FRYGTELIG tsunami!” Og så kunne jeg jo ligesom godt regne ud, at Vitus og Elliot allerede havde vist filmen til de andre.
”Det var ikke noget, vi legede!” råbte jeg desperat ud i rummet.
Men jeg kunne ikke overdøve Mikkel, der var gået i selvsving med at lege, at bordet var et skib, og at han var midt i en tsunami (og seriøst – er det ikke nærmest MERE mærkeligt end at lege Noahs Ark?)

Men så gik det op for mig, at jeg jo alligevel ikke kunne sige, at jeg kun fortalte historien, for at Esther ikke skulle være bange, for hun havde jo bedt mig om ikke at sige det til nogen. Så faktisk var der ikke andet at gøre end at OVERLEVE den tsunami af pinlighed, som jeg var blevet opslugt af.

Har du læst den første bog om Ida? Hvad synes du om den?