mandag den 15. maj 2017

Avanceret plotmodel til bøger og film

Avanceret plotmodel, der kan anvendes til at analysere eller skabe film, bøger, drama, føljetoner - og som inspiration til noveller. Plotmodellen er for erfarne skribenter og elever på gymnasie-niveau eller særlige skrivehold og andre nysgerrige!

Da der er tale om en rimelig avanceret model, vil jeg helt klart anbefale, at du opsøger den litteratur, der ligger til grund for min udforming af modellen, så du kan få en bedre forståelse af de forskellige punkter. Men hvis du bare har brug for lidt inspiration her og nu, er her kort en gennemgang af modellen!

Hvordan læses modellen? 
I modellen ses plottet som en lineær proces, lidt ligesom i fx berettermodellen. I princippet kunne man godt tegne en hval/hollywood-model rundt om denne model, og så ville man have en udvidet version af berettermodellen, men nedenstående model har i modsætning til berettermodellen ikke fokus på, hvor historien er mest "spændende".

I stedet har den primært fokus på hovedpersonens rejse og plottets vendepunkter - hvilket i høj grad er inspireret af "The Writers Journey" (Heltens Rejse) af Christopher Vogler samt Blakes "Snyders Save The Cat" og et hav af plotkurser, jeg har deltaget på - blandt andet ved Irene Pedersen, Joan Rang, Ida Maria Rydén m.fl.
Og så bygger modellen også på eventyr-modellen Hjemme-ude-nyt hjem, som jo er en nem og grundlæggende model, der faktisk er rigtig god at bygge historier over.

Uddybning af modellen

Anslag
Præsentation af din hovedperson, hans/hendes normale verden/hverdag osv.

Point of attack
Noget udefrakommende skyder handlingen i gang, fx en telefonopringning, et brev eller synet af en ny, lækker dreng på skolen.

1. vendepunkt
Hovedpersonen indtræder i "den nye verden" - fx går han gennem porten til en ny verden, starter på en ny skole eller lignende. Det kan også være her, de elskende møder hinanden første gang (lovestories), eller her hovedpersonen træffer et aktivt valg fx om at tage på en mission.

Midtpunktet
I midtpunktet sker der ofte en "kamp" på liv og død. Det kan både være en rigtig kamp med action, men det kan også være en følelses-mæssig kamp i hovedpersonen, der betyder en symbolsk genfødsel. I kærlighedsromaner ofte symboliseret ved at de to hovedpersoner får hinanden - kys, sex eller lignende.
Jeg har netop læst romanen "Simon vs. verdens forventninger", og han springer  for første gang ud som bøsse ca. i romanens midtpunkt. I film - især Disneyfilm - ligger midtpunktet meget præcist i filmens midte (man kan nærmest tage tid på det!), men i bøger kan det være lidt mere skævt/flydende.

Midtpunktet efterfølges ofte af en bålscene, hvor personerne puster ud og måske kigger på/nyder deres belønning - i nogle film, fx Den bestøvlede kat er det virkelig en bålscene, i andre er det mere i overført betydning - fx de elskende i sengen osv.

2. vendepunkt
Det klogeste jeg nogensinde har hørt om 2. vendepunkt, var Ida Maria Rydén, der på et kursus sagde, at her skete ofte "det modsatte" af i 1. vendepunkt. Så hvis man indtræder i en ny verden i 1. vendepunkt, forlader man den i 2. vendepunkt.
Dette kan også komme til udslag i en kærlighedshistorie, hvor de to hovedpersoner, der fik hinanden i midtpunktet, nu mister hinanden igen.

2. vendepunkt efterfølges ofte af et All is lost-moment (ordet er hentet fra Blake Snyders bog "Save The Cat"), hvor hovedpersonen fortryder og har mistet alt - måske er han uvenner med alle og missionen ser ud til at være fuldstændig fejlet.

Konfliktløsning (klimaks)
Nu er det tid til, at alle konflikterne og alt det der er "lost" skal løses! Du kan simpelthen lave en liste over alle de ting, der er gået galt, og så løse dem fra en ende af.
Det mest virkningsfulde/spændende for læseren/seeren er, hvis du løser den mindst vigtige konflikt først og den mest vigtige sidst. Og det er vel at mærke hovedpersonen og læseren/seerens følelser, der afgør, hvad der er mest vigtigt. I en action-film, vil det følelsesmæssigt ofte være vigtigere, at en far får reddet sin datter, end at han får reddet hele byen. Derfor redder han byen først, men hans datters liv når han først at redde i sidste øjeblik.

Slutning/udtoning
Til sidst kan der komme en form for slutning eller udtoning, hvor man får forståelsen af, hvad det er hovedpersonen har lært og fået med sig.

Hvad hvis jeg skriver en historie, der ender ulykkeligt? 
Ovenstående tager udgangspunkt i en klassisk Hollywood-historie, hvor de "får hinanden til sidst". Men du kan også sagtens bruge modellen til en historie, hvor den ene part dør eller missionen ikke fuldføres til sidst. Der findes en del forskellige typer af historier, der ikke ender "lykkeligt". Et eksempel er kærlighedshistorier, hvor den ene dør.
Her vil de ofte få hinanden i 2. vendepunkt (i stedet for i midtpunktet) for så at miste hinanden endeligt i klimaks (og denne viden vil nu for evigt ødelægge de fleste TV-seriers mulighed for at overraske dig, da det ofte er en ret god måde at gætte på, om en biperson vil dø i et afsnit;))

Hvor kan jeg lære mere om plot? 
Der er rigtig meget at sige om plot, og det er noget, der bliver googlet rigtig meget. Jeg har skrevet et andet indlæg med en mere cirkulær plotmodel, som du kan læse her. Det er et af mine allermest læste indlæg! Og jeg har skrevet et indlæg om berettermodellen, som vist i skrivende stund er mit nr. 1 mest læste indlæg.

De bedste bøger jeg har læst om plot er:

Vogler: The Writers Journey
Blake Snyder: Save The Cat
Hauge: Selling your story in 60 seconds

Jeg har også lavet en mere forenklet udgave af denne plotmodel, som er egnet til undervisningen på Folkeskolens mellemtrin. Den regner jeg også med at skrive et indlæg om på et tidspunkt. Ellers håber jeg bare, at du er blevet inspireret af dette indlæg!

God skrivelyst!









mandag den 1. maj 2017

Mere langfinger end pegefinger - Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge?

Ditte Wiese er forfatter til "Provinspis"
Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge? 
Jeg har givet ungdomsroman-forfatter Ditte Wiese ordet i dette indlæg, og hun siger selv: "Når jeg skriver om det barske liv til unge, så vil jeg aldrig være fordømmende."

Der er lidt voldsomme citater i dette indlæg, så du bør være over 15 år for at læse det.

Gæsteindlæg af Ditte Wiese

Jeg skriver til unge. Om unge. Om livet. Det virkelige liv. Der hvor det er svært. Og grimt. Ækelt nogle gange. Smukt andre. Jeg tror ikke på at pakke tingene ind. Slet ikke til unge. De står midt i det. De føler det. De ved godt, hvor meget der er på spil.

Generelt tror jeg ikke på løftede pegefingre. De virker i hvert fald ikke på mig. Jeg får kun lyst til at folde min langfinger ud, vinke med den og så gøre nøjagtigt det, jeg ikke må. Det er jeg aldrig helt vokset fra.
Men jeg tror på at være ærlig, og når jeg skriver, så lægger jeg ikke fingre i mellem. Hvis mine karakterer har det hårdt, så fortæller jeg hvor hårdt. Og hvis de har det godt, så fortæller jeg hvor godt.
Og jeg synes, livet er barskt og hårdt – og godt. Det vil jeg gerne have med i mine historier.

Hvor grimt må det være?
Provinspis er Ditte Wieses debutroman
Det må være grimt. Rigtig grimt.
Men det handler i virkeligheden ikke om, hvor grimt det kan blive eller må være. Det handler om, at det skal være ærligt. Læserne kan godt mærke, om man skjuler noget, uanset om det er upassende detaljer eller ens egen moralprædiken. Glem det og kom med det ærlige. For lige netop her tror jeg på, at man kan flytte noget.

Der er sket et kæmpe ryk i litteraturen, siden jeg selv var ung – og det, synes jeg, simpelthen er så fedt. Der er ikke nogen berøringsangst. Nu kan vi læse åbent om selvmord, selvskade, psykiske lidelser, ulykker, handikap, seksuel orientering eller mangel på samme, misbrug af stoffer, sex eller mennesker. Det er jeg vild med. Det er med til at åbne for en forståelse af andre mennesker. Jeg tror ikke på, det skaber en forråelse.

Det rå skal også give mening i forhold til historien. Det nytter ikke at kaste blod, sæd og bræk ind, bare fordi historien skal have kant eller ”det er det, de unge vil have”. Der skal være mening med galskaben. Det skal understøtte karaktererne og historien – ikke være karaktererne og historien.

Åbningsscenen, eller anslaget om man vil, i PROVINSPIS har fået et par stykker til at hoppe i stolen. Det er jo meget godt, at læseren lige vågner, men det var ikke derfor, jeg valgte at starte bogen sådan. 

Det er, fordi Ida, hovedpersonen, er meget direkte og drukner sine tanker med sex og sprut. Og når læseren er nået igennem første side i bogen, så er billedet af Ida klart og tydeligt. Den bratte start har altså en mening.

Der er også en del sex i bogen. Det er ikke elskov, men hård og kantet sex. Fordi hovedpersonen er hård og kantet. Jeg har tænkt meget over, om det var for eksplicit, og om der var for meget. Men det er en del af hovedpersonens måde at være på og en del af hendes nedtur, derfor var det nødvendigt at få med.

Uddrag fra Provinspis
Jeg tror ikke, nogen, som cutter sig, skærer dybere ved at læse Er Du Okay Fie? eller Hjertet Er 1 Organ. Ingen bliver inspireret til at begå selvmord ved at læse Dig og Mig Ved Daggry. Jeg har også til gode at høre om nogen, der har kastet sig ud i dødsspiral efter at have læst Fredag Lørdag Søndag. Ligesom jeg heller ikke har hørt om nogen, der er blevet bestialske mordere af at læse krimier. 
Men jeg tror på, at historier kan give et indblik og en forståelse for læseren. Måske en anden opfattelse af andre. Måske af sig selv.
           
Min mission er ikke at redde nogen eller guide dem til rigtige valg. Min mission er ikke at løfte pegefingre eller pege fingre. Det eneste, jeg gerne vil, er at give andre mulighed for at se, at de ikke er alene. Andre fucker lige så meget op som dem. Og klarer den nok. Jeg gjorde. De skal også nok. Hvis de tænker sig lidt om.

Vil du skrive rå realisme?
Lad være med at være bange for det grimme og det barske. Og husk det fine og det smukke.
Skriv ærligt. Hvis du har behov for at løfte en pegefinger, så gør det åbent. Og ellers glem det.
Vær lidt fandenivoldsk. Find din indre langfinger frem, og husk, hvordan du havde det, da du var ung.

Du kan læse mere om Ditte Wiese på hendes hjemmeside.

fredag den 14. april 2017

Guide til omskrivning af din roman

En masse tidlige udkast til
ungdomsromanen Et stykke af månen
Redigering, omskrivning, gennemskrivning - kært barn har mange navne! Og dette barn er måske for nogen lidt mindre kært. For ønsker vi ikke alle sammen, at vores bog bare er perfekt og udgivelsesklar i første hug?

Det sker dog yderst sjældent, at en bog slet ikke skal redigeres. Om det er forfatteren selv, der redigerer (evt. med hjælp af diverse betalæsere) eller om det er forlaget/redaktørens kommentarer, der danner udgangspunkt for redigeringen er lidt forskelligt, men helt fælles er det, at det kan være forbandet svært at finde ud af, hvor man skal starte, hvad man skal beholde og hvor meget man i det hele taget skal omskrive. For man kunne jo også bare skrive hele lortet forfra? Eller bare rette et par stavefejl?

Derfor har jeg lavet en guide til, hvordan du kan gribe omskrivningen an og rent faktisk komme i gang med at forbedre din roman. For altså, et er sikkert: ALLE de omskrivninger jeg har lavet på mine romaner, har forbedret dem. Uanset hvor geniale jeg ellers syntes de var i første udkast.

1. Læs din respons og forhold dig til den INDEN du går i gang med at skrive om

Har du fået respons fra en betalæser? Fra din skrivegruppe? Eller du har måske været så heldig, at selvom et forlag har afvist dit manuskript, så har de alligevel givet dig nogle råd til omskrivning med på vejen? Eller måske har du allerede en redaktør, og ved, at omskrivning er en del af jeres fælles arbejdsproces? 

Når jeg er færdig med en bog, så tror jeg altid den er rimelig guddommelig. Jeg kender folk, der siger, at de synes, det de skriver er dårligt i starten - sådan har jeg det så ikke. Men altså, når så det kommer tilbage fra min redaktør, har jeg altid brug for nogle dage til lige at forstå, at det altså ikke nødvendigvis var et helt pletfrit guldæg, jeg havde lagt. Heller ikke denne gang
Min redaktør har sådan nogle vendinger, som hun tit bruger i sin respons. Det er fx: ”Det her kan blive en rigtig god roman, når du lige får strammet op på/fundet tonen i forhold til/skåret ind til benet …” og altså, når sådan en vending står og blinker på skærmen, så er det jo lidt det samme som at sige: ”Hey - du var altså ikke helt færdig med denne her bog, til arbejdet igen!” På et tidspunkt, hvor jeg ofte er halvvejs inde i mit næste projekt.
Så altså, indrømmet, jeg er super glad for at have så kompetente betalæsere og redaktører, men jeg bliver altid lidt skuffet, når der ikke bare står, at min bog er perfekt og trykklar.
Den skuffelse bruger jeg gerne nogle dage på at komme mig over. Jeg vender også gerne responsen med nogle af mine kollegaer, for det er faktisk nogen gange ret svært at læse en respons på noget, man selv har brugt RIGTIG lang tid på objektivt. Og så en dag, er jeg parat til at gå i gang.
Men jeg går ikke bare i gang fra en ende af! Og det vil jeg heller ikke anbefale dig at gøre.

I stedet vil jeg anbefale, at du sætter dig med et tomt papir og din respons. Så laver du en liste med alt det, du vil ændre/som du er enig i (du behøver jo ikke være enig i det hele, og du behøver heller ikke at udføre ændringerne præcis, som responsgiveren har foreslået - måske kan du se et alternativ).

2. Planlæg din omskrivning inden du går i gang

NÅr du har fået respons fra din redaktør
eller skrivegruppe, venter omskrivningen
Når du har din liste, så printer du dit manus ud, og så går du simpelthen i gang med at læse det fra en ende af og indføje noter alle de steder, hvor du vil ændre noget. Hvis du fx skal tilføje en handlingstråd, så finder du alle de steder, hvor handlingstråden skal optræde og skriver ”Her skal være en scene med xx…”. Hvis du skal slette store passager, tager du stilling til hvor. Hvis du skal skrive en ny slutning, smider du den gamle ud og prøver at lave en kapiteloversigt over den nye.

Det hårde ved denne proces er for mig at komme i gang. I starten virker det uoverskueligt, hvis der fx skal tilføjes en ny handlingstråd, men lige så snart jeg har læst mig ind i manus, så går det som regel op for mig, at det jo er meget lettere end at skrive en ny bog, og at den nye retning, som min bog tager, bliver meget bedre. Dette er jo faktisk (også!) en kreativ proces! Og så får jeg blod på tanden og lyst til at gå videre.

Når du føler, at du faktisk har lavet hele ”tænke-arbejdet”, er du parat til at kaste dig ud i selve omskrivningen.

3. Selve omskrivningen - et håndværk!

Jo grundigere, du har lavet dit forarbejde, jo mere håndværksagtig bliver omskrivningen. Et blodigt spil, var min 3. roman, der blev udgivet (og dermed omskrevet), og den krævede ret gennemgribende omskrivninger. Fx skulle jeg lave en gruppe på 6 personer til 4 og forkorte bogen rigtig meget - samt gøre sproget lettere.
Så da jeg arbejdede i den udskrevne version af Et blodigt spil (som beskrevet i pkt. 2), skrev jeg ikke kun noter i marginen, men deciderede scener. Det blev et meget rodet manus, med pile rundt omkring og en masse nye tekstbidder på bagsiden, men da jeg så skulle i gang med selve redigeringen på computeren, skulle jeg i praksis bare ”skrive det hele ind”.
SÅ grundig er jeg normalt ikke, da jeg skriver hurtigere - og synes det ser mere overskueligt ud - på computeren.

Forhåbentligt står du til sidst med en forlagsaftale
i hånden, og så er alt redigeringsarbejdet det
hele værd!
Jeg tager som regel redigeringen fra en ende af - hvis der er mange ændringer arbejder jeg fra start til slut, og hvis der kun er sproglige ændringer arbejder jeg fra slut til start (fordi man så bliver ved med at være på samme side i manus - det er ret teknisk at forklare, men prøv det, det giver mening …), men jeg kender også forfattere, der arbejder rundt omkring i manus eller fx først tager alt det handlingsmæssige og derefter alt det sproglige. Jeg kan bare godt lide at tage det hele samletJ

Og når det hele så er rettet ind - så har du version 2 af din bog! Husk at gemme både version 1 og version 2 - du ved jo ikke, om du får brug for noget af det, du har slettet.
Og så er det jo forskelligt, om du kan klare dig med én redigering, eller om du har brug for flere … selv redigerer jeg mine bøger 3-6 gange, men selvfølgelig med mindre og mindre ændringer hver gang.

Ekstra tip
Sommetider er responsen så omfattende, at man ikke bare kan redigere i det eksisterende manus. Den respons jeg fik af forlaget på både Ask Konge Taber og Til min bedste veninde i verden, var så gennemgribende, at jeg valgte at skrive begge romaner forfra.
Så starter du i et helt nyt dokument. Du kan enten vælge at smide det gamle manus helt væk - det gjorde jeg med Ask Konge Taber - eller at hente enkelte velfungerende pasager ind - det gjorde jeg med Til min bedste veninde i verden. Det kan føles hjernedødt at starte forfra på en bog, du allerede har skrevet én gang, men faktisk er det slet ikke så dumt. Det giver projektet en ny friskhed, det er lettere at anlægge en ny tone og det går som regel meget hurtigere end første gang, du skrev bogen, fordi du nu ved, hvor bogen er på vej hen. Også selvom den sikkert ændrer sig meget i andet udkast! Masser af forfattere skriver deres bog flere gange på denne måde.


God arbejdslyst!

lørdag den 1. april 2017

Skrivetip: Fantasy – Genren hvor alt (eller intet) kan lade sig gøre

Katja Berger er fantasyforfatter

Fantasy har i en lang årrække haft en fantastisk tid, hvor Harry Potter satte gang i en epidemi af fantastiske bøger. Og selv om hypen har taget af, er det stadig en populær genre. Men hvordan skriver man fantasy? Hvad er reglerne?

Her kommer 3 tips til hvordan du kan komme i gang med at skrive fantasy, og hvad du bør overveje inden du sætter dig ved computeren.

1. I din verden kan alt lade sig gøre
At skrive fantasy betyder at du får lov til at danne din helt egen virkelighed. Uanset om du skriver om en talende kat i Danmark eller en dragekrig i en magisk verden, så er det fantasy. Og det er fantastisk. Du bestemmer alt. Du bestemmer om der skal være vampyrer, monstre, kæmper, talende dyr, magi … Du får lov til at være verdenshersker for en bog.
Men med så store kræfter, kommer der også et ansvar. Du har måske lyst til at skrive om vampyrer, varulve, rumvæsner, magiske hekse, talende møbler og spøgelser fra middelalderen. Alle ideerne er gode. Men ikke nødvendigvis sammen. Find dem der fungerer sammen, og gem så resten. Det fantastiske ved at starte med at skrive, er at du ikke behøver at skrive kun én bog. Du kan skrive flere, så de fantasy ideer du ikke bruger i dag, kan du bruge i morgen.

2. Fantasy behøver ikke kun være uvirkeligt
Har du læst den der fantastiske fantasybog, med eventyr og slåskampe, og helten der får sin prinsesse til sidst? De er fantastiske, ikke sandt? Men har du også læst den der pigebog, om hende der blev mobbet i skolen, og som fik dig til at græde, fordi det havde du også prøvet?
At skrive fantasy, behøver ikke betyde at du ikke også kan skrive om rigtige emner. Det kan du sagtens. Hvis du har lyst til at skrive om vampyrer, men også har lyst til at skrive om at miste sin bedste veninde eller at flytte skole, så gør det. Vampyrer kan også miste deres venner. Og hvem ved, måske flytter din vampyr til et nyt land, og skal lære at leve blandt helt andet vampyrer? Eller værre endnu, nogen der slet ikke er vampyrer, så din stakkels blodsuger er helt alene og uden for.

3 tips til at skrive fantasy
3. Der er andre bøger end Harry Potter
Har du prøvet at skrive fantasy allerede, men tør du ikke skrive færdig eller vise den til nogen? Eller tør du ikke gå i gang, fordi du ikke tror, du er god nok?
Vrøvl! Alle der har fantasien og lysten, kan skrive en god fantasyhistorie. Selvom du har elsket at læse Harry Potter og Twilight, og altid genlæser dine yndlingshistorier i sommerferien, så behøver du ikke sammenligne dig selv med de forfattere. Tænk på, at de også er startet et sted. De har også skrevet ting, der ikke blev udgivet, men det var de ting, der fik dem frem til den bog du sidder og læser i. Og husk, at når du sidder med en færdig bog, så er det ikke kun forfatterens arbejde du sidder med, men en masse dygtige menneskers arbejde.
Så skriv. Lad være med at sammenlign din egen fortælling med Harry Potter, eller blive ked af det, fordi du ikke synes du er nær så god som Stephanie Meyer. Det er okay at din historie ikke er lige så perfekt som Hunger Games. Bare skriv og hav det sjovt. Og når du er færdig med at skrive, kan du skrive den samme historie igen, rette i den og gøre den bedre. Eller du kan skrive en helt ny og øve dig endnu mere. Men alt du skriver tæller. Alt du skriver, giver dig et fantastisk eventyr.

Lidt om Katja Berger

Katja Berger er forfatter til fantasyromanerne De 7 synder og Sjælehenteren. Hun skriver, fordi hun ikke kan lade være, og fordi hun har noget at sige. Begge hendes fantasyverdner har dagligdagens problemer i sig, og hun skriver blandt andet om ensomhed, næstekærlighed, mobning og medmenneskelighed. Katja blev selv mobbet i folkeskolen, og skriver for at give læserne et sted at føle sig trygge og høre til.