tirsdag den 26. oktober 2010

Ane udkommer

I dag udkommer tredje bind i Veninder for altid - Ane!

Jeg er selvfølgelig spændt på, om pigelæserne tager lige så godt i mod denne som de foregående bøger.

Alle fire veninder tager med klubben til Bornholm, men Ane bliver splittet mellem de store håndboldpiger og sine jævnaldrende - og måske lidt barnlige - veninder.

Bogen kan bestilles her.

mandag den 25. oktober 2010

SKRIVEØVELSE - Associationsdigt

Denne skriveøvelse kan både laves alene og i grupper. Hvis I er en gruppe, skal I lave punkt 1 og 2 sammen og punkt 3 hver for sig.

1. Tag en blyant og et stykke papir - mindst A4, gerne A3. Skriv ordet HIMMEL midt på papiret med en cirkel omkring, så du kan lave et mind-map.

2. Skriv alle de ord du kommer i tanke om, når du hører ordet himmel rundt omkring på papiret. Hvis du kommer i tanke om andre ord ud fra de nye ord, skriver ud også disse ned. Fx:
Himmel - sky - vat - bomuld - får - lam - ...
Skriv så mange ord på din mind-map som muligt.

3. Sæt uret på 5 minutter og skriv et super hurtigt digt, der ikke rimer, hvor du bruger så mange ord som muligt fra din mindmap.


En mindmap er et rigtig godt redskab til at få styr på sine tanker om et bestemtemne - også selvom det er lyrik eller prosa man vil skrive. Og så er det en super god øvelse at associere, fordi man bliver klar over, at der er så mange ord, der er i familie med hinanden på en helt anden måde end man lige går og tænker over. Og det kan man bruge, hvis man gerne vil lege med sproget, når man selv skriver!

fredag den 22. oktober 2010

onsdag den 20. oktober 2010

Skrivekursus 2011 - Håbefulde Unge Forfattere

I Håbefulde Unge Forfattere holder vi vores fjerde skrivekursus februar næste år, og du kan melde dig til i perioden 29. oktober 2010 - 3. december 2010!

Fra skrivekursets hjemmeside:
HUF har allerede med stor succes afholdt tre skrivekurser. Nu er det tid til foreningens fjerde kursus.

Vi tilbyder i år fire spændende moduler, hvor du vil komme til at beskæftige dig med plot, personer, dialog og sproglige virkemidler.

Hvert af modulerne giver mulighed for fordybelse i ét emne. Samtidig kan modulerne spille sammen, idet f.eks. dialog også kan bruges til at fremme historiens plot, eller til at karakterisere tekstens personer.

Deltagerne vil blive fordelt på to hold, så undervisningen kan foregå i mindre grupper med bedre tid til den enkelte. Alle deltagere vil komme til at opleve alle fire moduler.

Nikolaj Scherfig underviser i plot, Amalie Smith underviser i Sproglige virkemidler, Nicole Boyle Rødtnes og Bjarke Schjødt Larsen underviser i dialog og Maya Stolbjerg Drud Salonin, Beatrix M. G. Nielsen og Nadia B. Jacobsen underviser i personer.

Ud over selve undervisningen vil forfatter Camilla Wandahl lørdag aften holde et foredrag, der handler om, hvordan bliver udgivet med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer og udgivelser.

Alt i alt bliver det nogle spændende og inspirerende dage, hvor der også er tid til masser af hygge. HUF-medlemmer får kurset for kun 480,- kr. inkl. forplejning. Igen i år er det også muligt at melde sig til kurset, selvom man ikke er medlem af HUF. Så koster kurset 900,- kr. inkl. forplejning. Læs meget mere under tilmelding.

Kom på skrivekursus og mød ligesindede. Tilmeld dig d. 29. oktober - der bliver rift om pladserne!

Vi glæder os til at se dig!

Læs mere om kurset her.
Jeg skrev om sidste års kursus her og her

tirsdag den 19. oktober 2010

Skrivekurser for alle aldre

[Nedenfor min seneste nyhedsbesked fra min facebook-gruppe. Den skal I bloglæsere ikke snydes for!]

Hej alle sammen!
Det glæder mig enormt meget at jeg kan fortælle, at jeg holder både Teenage-skrivekursus, er med til at arrangere Håbefulde Unge Forfatteres næste weekendkursus og holder skrivekursus i Birkerød til foråret. Og så er min nye bog på trapperne!

ER DU EN SKRIVEGLAD TEENAGER?
Jeg har oprettet en event til teenage-skrivekurset d. 20. november 2010 i min gruppe Camilla Wandahl - forfatter og skrivelærer på Facebook, ellers kan du læse mere om kurset på her, hvor du også kan tilmelde dig - der er stadig ledige pladser. Kurset er fra 12-19 år. Både begyndere og mere øvede skrivende er velkomne!

WEEKENDKURSUS med HÅBEFULDE UNGE FORFATTERE!
For fjerde år i træk holder Håbefulde Unge Forfattere weekend-skrivekursus. Det løber af stablen 5.-6. februar 2011 - men tilmeldingen sker allerede i perioden 29. oktober til 3. december!! Temaerne i år er plot, personer, sproglige virkemidler, dialog og hvordan man bliver udgivet
Kurset er både for medlemmer og ikke-medlemmer og meget billigt. Læs meget mere her.

SKRIVEKURSUS I BIRKERØD TIL FORÅRET
Til foråret holder jeg tre sammenhænde lørdags-skrivekurser i Birkerød (modul 1-3). Mest for voksne, men alle er velkomne. Du kan allerede nu tilmelde dig de tre kurser nu.
Læs mere her.

VENINDER 3 - ANE - PÅ TRAPPERNE
Til slut vil jeg fortælle, at Ane udkommer d. 26. februar, og jeg har lige modtaget kassen med mine egne bøger - de er flotte! Ane er den sportsglade af de tre piger. Bøgerne kan godt læses hver for sig, men er nok bedst som en serie, og så er Ji den første bog i serien. Den står på næsten alle biblioteker og i næsten alle boghandlere:-)
Tammy er jeg i skrivende stund ved at printe 1. udkast af, så min redaktør kan læse det!

God læse- og skrivelyst her i efterårsferien!

Venlig hilsen Camilla

lørdag den 16. oktober 2010

Skrivekursus for teenagere - stadig ledige pladser!

Det er stadig muligt at tilmelde sig mit skrivekursus for teenagere d. 20. november 2010. Det er en fantastisk chance for at møde andre unge, der skriver og få skrevet en masse. Skynd dig at melde dig til!

Skrivedag for teenagere!
Kurset for alle skriveglade teenagere 1

Drømmer du om at blive forfatter? Vil du gerne blive endnu bedre til at skrive? Så kom og få skrevet en masse sammen med 24-årige forfatter Camilla Wandahl, der fik udgivet sin første novelle som 15-årig!

Du får hjælp til at lave skelettet til en novelle, og du kommer til at skrive dele af den ud fra skriveopgaver. Dagen byder på en vekslen mellem skriveteori og skriveøvelser, og alle kan være med, uanset om du er i gang med en roman, har været på kurser før eller kun har skrevet historier i skolen.

Du får tips til, hvordan du kan få dine tekster udgivet, og hvor du kan møde andre, der kan lide at skrive. Og hvem ved - måske kan I starte en skrivegruppe bagefter?

Hvis der er stemning for det, kan kurset forlænges, så vi også giver respons på novellerne en anden lørdag. Det kan vi tale om, når vi mødes.

Underviser: Camilla Wandahl.
Dato: Lørdag d. 20. november 2010.
Tidspunkt: 10.30 - 15.00.
Sted: Verdenskulturcentret, Nr. Allé 7, 2200 København N.
Pris: 350,- kr.
Tilmelding: http://www.clod.dk

Har du nogen spørgsmål, kan du sende dem til min e-mail, der står her på siden.

fredag den 15. oktober 2010

De Fede Bøgers Klub!

Gennem det sidste år har jeg og tre andre skrive-kollegaer kørt en skrivegruppe kaldet De Fede Bøgers Klub. Her har vi mødtes en gang om måneden og givet respons på hinandens tekster. I går aftes var det sidste møde (gruppen gik fra oktober til oktober) - så det var store afslutnings-dag på Jensens Bøfhus.

Det var selvfølgelig på den ene side lidt vemodigt, at en gruppe, som man har været glad for, nu er slut. Men samtidig var det spændende, at høre, hvad de andre havde fået ud af at være med i gruppen, og det var en god følelse at vide, at man havde fået skrevet og givet respons på en masse sider.

De Fede Bøgers Klub var bygget op sådan, at man til hver møde skulle aflevere (max) 15 sider på et romanprojekt, som man besluttede da gruppen blev oprettet. De 15 sider var sat, fordi man så ville komme til at skrive en bog på over 100 sider, hvilket var vores definition af "en fed (tyk) bog" (men det var selvfølgelig også ment sådan, at bogen skulle være fed på den måde, at den var meget god:))
Mit projekt var Veninder for altid, hvilket vel egentlig var lidt snyd:-) Bøgerne i veninder for altid er nemlig kun 60-90 sider på computer. Til gengæld skrev jeg både bind 2, 3 og 4 mens gruppen kørte, så hvis man lægger dem sammen, var de alligevel lidt en fed bog. Det var jo de samme hovedpersoner:-)

Til møderne mødtes vi på en cafe, og vi brugte tit lang tid på at give respons. Tre gange er vi blevet smidt ud fordi caféen skulle lukke:-)

De tre andre medlemmer af De Fede Bøgers Klub er tre skrivepiger, som jeg har kendt, siden jeg var teenager. Vi dannede gruppen, fordi vi gerne ville arbejde med et konkret projekt og få skrevet en hel masse på det - og gøre det endnu bedre ved at give og modtage respons.
Projekterne i gruppen var alle børne-ungdomsbøger, men vidt forskellig genre. Min var som sagt Veninder for altid for de 9-12årige. Desuden er Nicole Boyle Rødtnes med i gruppen med fortsættelsen til fantasybogen Dødsbørn for 11+ (den hedder Blodtåge og udkommer til foråret - glæd jer!!). De to andre skriver på projekter, der endnu er "hemmelige", men jeg kan da sige, at den ene skriver på en realistisk ungdomsroman for 13+ og den anden på en fantasybog for 12+, der foregår i en fremmed verden. Bare for at fortælle, at man altså godt kan have en romangruppe uden at arbejde inden for samme genre!

Nu er gruppen jo så slut, men vi blev enige om, at vi vil starte en ny gruppe op. Igen en responsgruppe, men hvor det man afleverer, ikke behøver at være fra samme romanprojekt. Derfor overvejer vi, at den nye gruppe, skal hedde De Frie Bøgers Klub.

Og så vil jeg gerne lige takke De Fede Bøgers Klub for rigtig mange gode ideer, især til Tammy (fjerde bog i veninde-serien). Uden jer havde Tammy aldrig nogen sinde mødt en ræv!

tirsdag den 12. oktober 2010

"Gyserhistorien gik rent hjem"

Så er der kommet endnu en bloganmeldelse af Et blodigt spil!

Det er Stig W. Jørgensen, der har læst Et blodigt spil for sin 7årige søn og skrevet om den på bloggen Ekkorummet.

Stig skriver blandt andet:

"Så meget desto mere påfaldende er det hvor glat og velfungerende bogen er, så også den voksne læser lader sig gribe af spændingen og sine steder mærker et stik i hjertet. Stilen er sikker, sproget er ungdommeligt uden at det virker demonstrativt, og jeg har svært ved at stå for kapiteloverskrifter som "Hvis jeg var bogen, ville jeg ikke være helt tilfreds"."

"Da vi først var kommet et par kapitler ind, blev bogen i hvert fald læst i ét stræk uden at der lød så meget som et pip undervejs."

mandag den 11. oktober 2010

Forfatterreception

En af de fantastiske ting ved at have været medlem af Håbefulde Unge Forfattere i flere år inden jeg debuterede, er alle de gode forfattervenner jeg har fået der. Og nu, hvor flere af os begynder at debutere, er der også hyggelige og sjove receptioner i anledning af bøgerne.

I lørdags var jeg til Marie W. Oscilowskis reception i anledning af debutromanen Solo, som er udkommet på Høst og Søn for få dage siden. Faktisk kender jeg Marie allerede fra folkeskolen, men vi har begge været medlem af Håbefulde Unge Forfattere siden vi var 17 år.

Jeg genlæste Solo i går aftes, og jeg synes, den er enormt god. Jeg fik tårer i øjnene på side 94 og 132 - selvom jeg havde læst bogen som 1. udkast inden den udkom!
Den er intens og rørende - det er en bog, der går tæt på hovedpersonen My og helt ind i hendes følelser. SÅ velskrevet!

Forresten har Albertslund Posten postet en lille artikel om Marie og mig på deres hjemmeside.

lørdag den 9. oktober 2010

Ane fra tryk

Så er Ane kommet fra tryk!
Det er skønt at sidde med bogen i hånden, og jeg synes, den er rigtig flot! Glæder mig meget til at se, hvordan den bliver modtaget. Ji og Jose er jo blevet modtaget enormt godt, med virkelig gode anmeldelser og rigtig gode salgstal. Så jeg håber, at Ane bliver lige så heldig! Fra 26. oktober kan den ses i butikkerne.

fredag den 8. oktober 2010

"Aldeles strålende pigeserie!" - ny anmeldelse

Veninder for altidf 1 & 2 har fået en rigtig god anmeldelse. Den er så god, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal udvælge citater til blogindlægget. Der er nemlig så mange gode citater og overskrifter i anmeldelsen! Jeg springer pænt meget rundt af glæde over at serien er blevet så godt modtaget :-)

Kvindeguiden.dk skriver blandt andet:

"Den første forelskelse er et tema, som pigerne i alderen 8-12 år, ofte vil kunne nikke genkendende til og her bliver de mødt af forfatteren med forståelse og respekt. Ingen tvivl om at den unge forfatter Camilla Wandahl tydeligt husker, hvor svært det kan være at være en purung glad og usikker forelsket skolepige, der møder et hav af nye følelser."

"Forfatterens evne til at skildre, hvordan det er at være, på den ene side barn og på den anden side voksen, rammer plet. Min testperson på 9 år kunne ikke slippe bogen, og følte sig både fantastisk godt underholdt ligesom hun syntes, at forfatteren vidste helt rigtigt besked omkring alt hvad, der i øvrigt interesserer piger og drenge i aldersgruppen."

"Akkurat som første bog i serien er denne [bog 2, red] sprudlende morsom, inderligt rørende og fuldstændig gribende."

"Bind nummer et og nu også bind nummer to - kommer tæt på livet, der udspiller sig in real life med sit overbevisende persongalleri og rimelig realistiske skildring af stort og småt. Her er ubetinget god underholdning! ”Veninder for altid: Jose” griber læseren fra første sekund, og der ikke nogen tvivl om at vi her har fået en ny stor pigeserie, som denne og kommende pige-generationer vil lappe i sig.

"Camilla Wandahl skriver fantastisk og formår at fortælle lige præcis dét, hendes målgruppe har brug for at høre. Hun spejler deres glæder og sorger på den helt rigtige måde. Det er flot, fascinerende og fængslende fortalt!"

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Ps. Bog 3 - Ane - udkommer 26. oktober:-)

søndag den 3. oktober 2010

Point of no return - identificér det!

Efter at have holdt flere skrivekurser med udgangspunkt i Berettermodellen, har jeg erfaret, at rigtig mange elever - børn, unge og voksne - synes, at det sværeste punkt at identificere og skrive er point of no return. For hvad er egentlig point of no return? Hvorfor er det så vigtigt - og hvordan finder jeg det i min egen historie?

Hvis du ikke kender Berettermodellen, kan du læse en gennemgang af den på Skrivekrampe.dk.. Jeg har også selv skrevet om, hvordan du kan bruge Berettermodellen i din egen skrivning her.

Hvad er point of no return?
Der findes et utal af beskrivelser af, hvad point of no return er. Som regel når jeg holder skriveværksteder i klasserne, spørger jeg, om der er en elev, der kan forklare point of no return. Her er den aller mest almindelige forklaring "Der hvor hovedpersonen ikke kan gå tilbage" eller "Et vendepunkt i historien".
Det er også rigtigt nok. Men sommetider kan det være svært at finde point of no return, selvom man ved hvordan det kan defineres!

Bjarke Schjødt Larsen skriver på Skrivekrampe.dk:
"Point of no return er ikke at der sker noget rigtigt slemt, point of no return er når hovedpersonen accepterer at han er en helt (eller antihelt). At han bliver nødt til at gøre noget for at ændre historien." Det synes jeg er en god definition!

Point of no return - en tur i rutsjebanen!
I fredags holdt jeg skriveværksted på Høje Taastrup Gymnasium. Her var der en elev, der også kom med en rigtig god definition:
Man kan se berettermodellen som en rutsjebane. Anslaget (altså novellens start) er når man går på ad stigen til rutsjebanen. Her kan man hele tiden vende om og gå tilbage. Point of no return er, når man sidder ved kanten og slipper. Så er det ikke længere muligt at vende om, turen er startet!

Point of no return i Aladdin
Her den anden dag så jeg Disneys Aladdin. I kender nok alle sammen sangen "A whole new world", da Aladdin forklædt som prins tager prinsesse Yasmin med på den første flyvetur på det flyvende tæppe. Her synger de to:
"A whole new world
Don't you dare close your eyes
A hundred thousand things to see
Hold your breath - it gets better
I'm like a shooting star
I've come so far
I can't go back to where I used to be"

Her synger de direkte, at de ikke kan gå tilbage til, hvem de var før. Vendepunktet, point of no return er indtruffet!

(fortsættelse følger ...)

fredag den 1. oktober 2010

Bogtip: Slet ikke til at lægge fra sig ...

Jeg har lige læst Suzanne Collins bøger Dødsspillet og Løbeild, og jeg kunne slet ikke lægge dem fra mig. Hvert kapitel slutter med en cliffhanger, så man bare læse hvad der sker.

Dødsspillet handler om 16årige Kattua, der bor i Distrikt 12. Hvert år udvælges der to unge mellem 12 og 16 år, der skal kæmpe på liv og død i det TV-transmiterede realityshow Dødsspillet.
Da Kattuas lillesøster bliver udvalgt, tager Kattua hendes plads, og Dødsspillet begynder ...

Bogen er hæsblæsende og actionfyldt. Det er svært - næsten umuligt - at lægge den fra sig, fordi der er så mange cliffhangers og der er så meget på spil for Kattua. Ikke mindst hendes eget liv - men også mere end det. Der er også en kærlighedshistorie flettet ind i bogen.
Fortsættelsen Løbeild er lige så fængende, og pt er jeg i gang med treeren, Mockingjay, der endnu ikke er oversat til dansk. Er spændt på, hvordan Suzanne Collin får afsluttet serien!

Jeg synes, det er årets mest spændende bog, derfor giver jeg nu titlen videre til jer!

Læs mere om bogen på SAXO.