 |
| Omslag: Ejsing/Milton/Bertelsen |
1. Kapitel. To piger og en nøgle
Jeg knuger Den Kolde Nøgle i mine
hænder. Sam lægger sine fingre oven på mine. Så holder vi begge om nøglen. Den
nøgle, som kan vise vej til alle porte i hele verden. Og måske også til vores
mor!
Vi lukker øjnene. Jeg
siger højt:
”Vis os vejen til den
port, vores mor er fanget bag.”
Vi venter på, at der
sker noget. Jeg prøver at føle noget nyt ved nøglen i min hånd. Måske skal den
blive mere kold? Eller varm? Kan man mærke, når magien virker?
Men der sker ingenting.
Og jeg ved det godt, for vi har prøvet flere gange før.
Vi åbner øjnene. Ser
skuffede på hinanden.
”Jeg forstår ikke,
hvorfor det ikke virker.” Jeg ser jeg ud over havet. Et sted derude er vores
mor. Hun er fanget. Og vi vil redde hende. Men det er svært, når vi ikke ved,
hvor hun er.
Sam tager nøglen fra
mig: ”Vi prøver igen. Måske skal man holde den på en anden måde. Mere op i
luften?”
Hun løfter nøglen.
Holder den foran sig. Jeg lægger min hånd ved siden af hendes. Vi holder begge om
nøglen igen.
Så siger Sam højt:
”Hjælp os med at finde vores mor.”
Hendes stemme lyder
så sikker. Som om det er hendes største ønske i hele verden at finde vores mor.
Det er også mit største ønske. Men nogle gange kan jeg ikke lade være med at
tænke på, hvordan vi skal kunne befri hende?
Det er ikke længe
siden, at jeg aldrig havde været på havet. Jeg boede tæt på slottet og tænkte
mest på dans og kjoler. Og selvom jeg har lært at kæmpe nu, er jeg slet ikke så
god som Sam.
Hvordan skal jeg
kunne redde min mor? Og hvad vil hun sige, når hun ser os? Hvis hun altså lever.
Hvad hvis Sam slet ikke har ret i, at hun stadig er i live? Hvis hun er død?
Jeg lukker øjnene og
prøver at skubbe de tanker væk.
Sam sukker: ”Det
virker ikke. Måske er nøglen for svag.”
Jeg ser på den blå
nøgle. Den er slet ikke lige så blå, som da vi fik den af Griffen.
”Tror du, Griffen er
tæt på at dø?” Jeg kan næsten ikke forstå, at sådan et stærkt dyr kan dø. Men
jeg ved jo, at det eneste, som holder den i live, er Makis fars magi.
Og når Griffen dør,
dør nøglens magi også. Og så kan den ikke hjælpe os med at finde vej til vores
mor.
”Griffen må ikke dø,
før vi har fået nøglen til at virke.” Sam sparker til en bunke reb.
”Den Gyldne Griff
burde slet ikke kunne dø,” siger jeg.
Sam ryster på
hovedet: ”Men den bliver jo også født igen. Når den dør.”
”Det hjælper jo ikke
så meget, når den er alt for ung, til at nøglen kan vise vej,” siger jeg og tænker
på den unge Griff, der først skal vokse sig stor og stærk. Før nøglen kan blive
fyldt med magi.
Sam putter nøglen ind
under trøjen. ”Har du tænkt mere over det, Griffen sagde?”
”Hvad?” spørger jeg,
selvom jeg måske godt ved, hvad hun mener.
”Det med, at du ikke
ved, hvad du vil. Og hvem du er.”
Jeg ser ud over
havet. Så ser jeg på skibet. Sejlene er store og hvide. Vinden spænder dem ud,
så det ligner vinger. Oppe ved roret står Maki. Han har den sorte hat på, og
hans hår blæser i vinden. Jeg bliver varm indeni, når jeg ser på ham. Det var
også derfor, at jeg blev på skibet.
”Jeg ved godt, hvem
jeg er,” siger jeg.
Jeg kan se på Sam,
at hun ikke er enig. Det irriterer mig. Bare fordi Griffen mente, at hun er ren
i hjertet og ved, hvem hun er. Det er også meget lettere for hende! Hun har
altid været på det her skib. Jeg er først ved at vænne mig til sørøver-livet.
”Lad os nu bare
prøve igen.” Jeg rækker min hånd frem.
Sam tager nøglen frem
og rækker mig den. Så lukker vi igen vores
hænder om det kolde metal.
”Vis os vejen til
vores mor,” siger vi i kor.
Vi står sådan længe.
Jeg tænker på Griffen, som er ved at dø. Jeg har aldrig tænkt så meget på døden
før. Nu tænker jeg meget på den.
Jeg fik jo at vide,
at min mor var død. Det var jeg ked af. Men jeg tænkte ikke over, at jeg selv
kunne dø. Eller at folk jeg kender, kunne dø. Det gør jeg nu. Tænk, hvis Sam
eller Maki døde? Hvis Sam var død, da hun sloges med Den Røde Slange? Eller
hvis Zako var? Min mave knuger sig sammen bare ved tanken. Griffen dør snart. Det ved jeg. Men den er også gammel. Og den
bliver født igen. Men det er trist. Jeg tænker igen på Griffens ord: Ved jeg
ikke, hvad jeg vil? Er jeg uklar i mit hjerte?
En stemme river mig
ud af mine tanker: ”Står I nu igen der og sløser, tøser.”
Vi åbner øjnene.
Fergi står lige ved siden af os. Han ser vredt fra Sam til mig. Han har en klap
for det ene øje. Skægget er stort og rødt. Min stemme ryster lidt. Jeg er bange
for ham, fordi han altid er så sur. Men alligevel siger jeg:
”Vi prøver at få
nøglen til at virke.”
Han griner højt:
”Som om I to tøser får den til at virke. Det er et job for en mand!”
”Jeg er lige så god
som nogen mand!” siger Sam hidsigt. Hun sætter sine hænder i siden.
Nøglen blinker blåt.
Små, korte blink. Jeg synes, blinkene er langsommere, end de var før. Måske er
det, fordi Griffens hjerte slår langsomt. Når nu den er ved at dø.
”Du kan jo ikke få
den nøgle til at vise dig nogen port,” siger Fergi hånligt. ”Måske fordi der
ikke er nogen port? Hvor ved du fra,
at din mor er i live?”
”Jeg kan mærke det,” siger Sam vredt.
Jeg står ved siden
af og bliver helt kold. Tænk, hvis vores mor ikke lever mere. Eller hvis vi
lige præcis kommer for sent til at redde hende. Det ville være så slemt!
”Nøglen er bare svag,
fordi Griffen er ved at dø,” siger jeg. ”Vi skal nok få den til at virke.”
”Jeg kan godt få den
nøgle til at virke,” siger Fergi og tager den hårdt ud af Sams hånd.
”Giv mig den!” råber
hun og trækker sit sværd.
Men Fergi ler bare
og holder nøglen højt op i luften. Med en stærk stemme råber han: ”Vis os vej
til en skat, jeg nemt kan stjæle. NU!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar