Katja Berger er fantasyforfatter |
Fantasy har i en lang
årrække haft en fantastisk tid, hvor Harry Potter satte gang i en epidemi af
fantastiske bøger. Og selv om hypen har taget af, er det stadig en populær
genre. Men hvordan skriver man fantasy? Hvad er reglerne?
Her kommer 3 tips til hvordan du kan komme i gang med at skrive fantasy, og hvad du bør overveje inden du sætter dig ved computeren.
1. I din verden kan alt lade sig gøre
At skrive fantasy betyder at
du får lov til at danne din helt egen virkelighed. Uanset om du skriver om en
talende kat i Danmark eller en dragekrig i en magisk verden, så er det fantasy.
Og det er fantastisk. Du bestemmer alt. Du bestemmer om der skal være vampyrer,
monstre, kæmper, talende dyr, magi … Du får lov til at være verdenshersker for
en bog.
Men med så store kræfter,
kommer der også et ansvar. Du har måske lyst til at skrive om vampyrer,
varulve, rumvæsner, magiske hekse, talende møbler og spøgelser fra
middelalderen. Alle ideerne er gode. Men ikke nødvendigvis sammen. Find dem der
fungerer sammen, og gem så resten. Det fantastiske ved at starte med at skrive,
er at du ikke behøver at skrive kun én bog. Du kan skrive flere, så de fantasy
ideer du ikke bruger i dag, kan du bruge i morgen.
2. Fantasy behøver ikke kun være uvirkeligt
Har du læst den der
fantastiske fantasybog, med eventyr og slåskampe, og helten der får sin
prinsesse til sidst? De er fantastiske, ikke sandt? Men har du også læst den
der pigebog, om hende der blev mobbet i skolen, og som fik dig til at græde,
fordi det havde du også prøvet?
At skrive fantasy, behøver
ikke betyde at du ikke også kan skrive om rigtige emner. Det kan du sagtens.
Hvis du har lyst til at skrive om vampyrer, men også har lyst til at skrive om
at miste sin bedste veninde eller at flytte skole, så gør det. Vampyrer kan
også miste deres venner. Og hvem ved, måske flytter din vampyr til et nyt land,
og skal lære at leve blandt helt andet vampyrer? Eller værre endnu, nogen der
slet ikke er vampyrer, så din stakkels blodsuger er helt alene og uden for.
3 tips til at skrive fantasy |
3. Der er andre bøger end Harry Potter
Har du prøvet at skrive
fantasy allerede, men tør du ikke skrive færdig eller vise den til nogen? Eller
tør du ikke gå i gang, fordi du ikke tror, du er god nok?
Vrøvl! Alle der har
fantasien og lysten, kan skrive en god fantasyhistorie. Selvom du har elsket at
læse Harry Potter og Twilight, og altid genlæser dine yndlingshistorier i
sommerferien, så behøver du ikke sammenligne dig selv med de forfattere. Tænk
på, at de også er startet et sted. De har også skrevet ting, der ikke blev
udgivet, men det var de ting, der fik dem frem til den bog du sidder og læser
i. Og husk, at når du sidder med en færdig bog, så er det ikke kun forfatterens
arbejde du sidder med, men en masse dygtige menneskers arbejde.
Så skriv. Lad være med at
sammenlign din egen fortælling med Harry Potter, eller blive ked af det, fordi
du ikke synes du er nær så god som Stephanie Meyer. Det er okay at din historie
ikke er lige så perfekt som Hunger Games. Bare skriv og hav det sjovt. Og når
du er færdig med at skrive, kan du skrive den samme historie igen, rette i den
og gøre den bedre. Eller du kan skrive en helt ny og øve dig endnu mere. Men
alt du skriver tæller. Alt du skriver, giver dig et fantastisk eventyr.
Lidt om Katja Berger
Katja Berger er forfatter
til fantasyromanerne De 7 synder og Sjælehenteren. Hun skriver, fordi hun
ikke kan lade være, og fordi hun har noget at sige. Begge hendes fantasyverdner
har dagligdagens problemer i sig, og hun skriver blandt andet om ensomhed, næstekærlighed,
mobning og medmenneskelighed. Katja blev selv mobbet i folkeskolen, og skriver
for at give læserne et sted at føle sig trygge og høre til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar