lørdag den 27. februar 2010

SKRIVETIP - Brug Berettermodellen i din skrivning

Berettermodellen kan være en rigtig god hjælp til at komponere din historie, hvad enten det er en roman eller en novelle. Den sørger nemlig for en opadgående spændingskurve.




















Hvad er Berettermodellen?

Berettermodellen er en struktur, der menes at stamme helt tilbage fra Aristoteles (dele af den i hvert fald), som rigtig mange historier er bygget op omkring. Det gælder eventyr og ugebladsnoveller, men også en lang række almindelige romaner og noveller er opbygget efter denne model.
Berettermodellen består af: Anslag (historiens begyndelse), præsentation, uddybning, point of no return (vendepunkt), konfliktoptrapning, konflitløsning (klimaks) og udtoning.

Læs også: Den ultimative plotmodel til bøger og film

Hvad kan jeg bruge Berettermodellen til?
Du kan bruge modellen til at komponere dine egne noveller eller romaner. Bliver min historie mere og mere spændende? Hvordan bliver konflikten løst? Er der et vendepunkt i min historie? Bliver konflikten introduceret til at begynde med - og løber den gennem hele historien?
Sådanne spørgsmål kan Berettermodellen hjælpe dig til at finde svar på.

Hvordan bruger jeg Berettermodellen i min egen skrivning?
Tag et stort stykke pap og tegn Berettermodellen op på det. Skriv alle punkterne (anslag, præsentation osv.) og skriv så stikord til, hvad der sker i dit eget anslag, din egen præsentation, dit eget point of no return. Skriv fx om anslaget: "Lasse og hans venner aftaler at spille Dødespillet i en kirke om aftenen." (fra min roman Et blodigt spil).
Al pladsen uden om selve Berettermodellen kan du bruge til ekstra informationer om personer, motiver, relationer og dialogstumper.
Du kan også vælge at printe Berettermodellen på billedet her på bloggen og skrive dine egne notater i de tomme felter.

Min historie passer ikke ind!
Ikke alle historier passer til Berettermodellen. Måske er din historie fuld af flashbacks og flash-forward's, og tiden mixer. Måske går historien i en spiral. Måske er det meningen, at der ikke skal være nogen opadgående spændingskurve.
Det er helt i orden, hvis du har valgt at lave en anderledes historie, der ikke passer til Berettermodellen. Du kan låne bøger på biblioteket om andre strukturer, måske er der en, der passer til din historie.

Hvor kan jeg lære mere?
Du kan google 'Berettermodel' - der kommer rigtig meget frem. Du kan også låne bøger om at skrive på biblioteket.
Jeg kommer også gerne ud på biblioteker og skoler og holder foredrag og skriveværksteder om brugen af Berettermodellen i mine egne bøger og elevernes kreative skrivning. Her lærer eleverne modellen at kende indefra. Kontakt mig for nærmere information.

Læs også mit indlæg om Point of no return her.
Læs også mit nyeste indlæg om at bruge Berettermodellen som planlægningsværktøj her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar