SKRIVETIP Berettermodellen - brugt som planlægningsværktøj

Jeg har tidligere skrevet et mere teoretisk indlæg om berettermodellen, hvor du kan læse overordnede tanker om denne brugbare model, men i dette indlæg vil jeg gå i dybden med mine egne erfaringer med at bruge modellen som skrive- og planlægningsværktøj. Hvis du ikke kender berettermodellen, vil jeg foreslå dig at starte med at læse mit indlæg om modellen her eller Bjarke Schjødt Larsens mere detaljerede indlæg om samme model her.

Du kan også læse mit indlæg om den ultimative plotmodel til bøger og film her, hvis du ikke har læst det endnu.

Fra idé til berettermodel
Når jeg får en idé til en ny roman (eller evt. novelle) går jeg noget tid og tænker over den. Men ret hurtigt begynder jeg at tage noter til handlingen, især hvis jeg fx pludselig får et billede af, hvor romanen skal starte. Så er jeg bange for at glemme det, og skriver en note om det. Alle noterne samler jeg enten i en plastiklomme eller en skrivebog dedikeret til romanen.

Men meget hurtigt synes jeg at noterne bliver uoverskuelige, og så er det jeg tegner en berettermodel på et papir eller i min skrivebog. Så stor som der er plads til!
Og så begynder jeg at kigge på mine noter og tænke lidt videre.

Fra anslag til klimaks - og det der ligger i mellem
Som regel kender jeg anslaget - det vil sige, at jeg ved, hvad det aller første i romanen skal være. Så skriver jeg det ned i stikord.
Det næste jeg som regel skriver på, er klimaks. Jeg tror, det er fordi jeg synes de to punkter er utroligt vigtige, at jeg kender dem først: Hvis bogen har en kedelig start, gider jeg ikke læse/skrive videre og hvis bogen har et kedeligt klimaks, bliver jeg skuffet.

Men der er et til punkt, som er utrolig vigtigt: Point of no return. Hvis jeg ikke ved, hvad Point of no return er, går jeg i tænkeboks, for en (i hvert fald klassisk fortalt) roman uden et point of no return er svær at skrive. For mig betyder det i hvert fald ofte, at jeg faktisk ikke rigtig ved, i hvilken retning min bog skal gå, hvis jeg ikke kender point of no return! Og de gange, hvor jeg har skrevet en bog uden at kende point of no return på forhånd, har jeg været nødt til at skrive starten om. Det er der ikke nødvendigvis noget dårligt ved (altså at skrive om) - men det er meget lettere, hvis man kender sin histories struktur på forhånd.

Herefter skriver jeg slutningen/udtoningen på, for den giver ofte sig selv i mine historier, idet den kommer lige efter klimaks og som regel er et resultat af klimaks.

Når jeg har udfyldt disse punkter begynder jeg at tilføje tanker om præsentationen, uddybningen og konfliktoptrapningen. Det kan være scener, jeg ved skal være med eller bipersoner jeg ved skal optræde.

Hvornår har jeg selv brugt berettermodellen?
Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke bruger berettermodellen hver gang jeg starter på en bog.
Dengang jeg skrev Hjerte i vente, brugte jeg ikke berettermodellen, og faktisk planlagde jeg slet ikke handlingen, før jeg var langt inde i bogen. Jeg skrev bare det, der faldt mig om. Men som nogen måske også har hørt mig fortælle til foredrag, skrev jeg også Hjerte i vente om 5 (!) gange før den var god nok til at blive udgivet. Det kunne måske have været undgået, hvis jeg havde planlagt den med en berettermodel:-)

Til gengæld har jeg brugt berettermodellen flittigt i min veninde-serie. Her er hver enkelt bog bygget op om berettermodellen for at være sikker på, at der kom et spændende klimaks. I bog 1 er det fx halloweenfesten og Ji's mors indlæggelse på hospitalet, der er klimaks. I bog 2 er det endnu tydeligere, for her er klimaks Jose, Benjamin og Mira der stiller op i realityshowert Stjerneskud.
Et blodigt spil er også udarbejdet efter berettermodellen. Anslaget skrev jeg uden at have planlagt noget på forhånd, men herefter var jeg nødt til at tage stilling, for bogen blev til i Krimigruppen i Håbefulde Unge Forfattere. Her var vi fire unge skribenter, der mødtes hver 14. dag og gav respons på 10-15 sider, som vi på forhånd havde mailet til hinanden. Hver mødegang havde et tema opkaldt efter berettermodellen, fx "anslag", "point of no return" etc.
Initiativtageren til Krimigruppen var Nicole Boyle Rødtnes, som er min gode forfatterkollega.

Farver
Jeg bruger gerne mange forskellige farver og blyanter til min berettermodel. Hvis der er to handlingslinier - fx en handling i fortiden, der vises med flashbacks og en handling i nutiden) skriver jeg dem ind på samme berettermodel, men med hver sin farve. Jeg kan også finde på at give to personer hver sin farve.

Besøg på skoler
Jeg holder skriveværksteder på folkeskoler og bibioteker med udgangspunkt i berettermodellen. Her lærer børnene, hvor let det er at opbygge en spændende historie ved hjælp af berettermodellen. Værkstederne varer 2-6 lektioner. Kontakt mig for nærmere info.