Drømmer du om at skrive en fagbog? Og helst en bestseller? På Bogforum 2010 mødte jeg Rikke Moos, der fortalte om sin nye bog "Fra idé til bestseller".
Rikke Moos' bog handler om, hvordan man går fra at have ideen til en fagbog til at skrive den. Og at gøre den til en bestseller.
Jeg har ikke læst bogen, men jeg nåede at kigge lidt på indholdsfortegnelsen, og den ser spændende ud på den der det-vil-jeg-også-måde! Der var et afsnit om markedsføring af bøger, som jeg gerne vil læse ved lejlighed (og ja, jeg vil også gerne læse resten af bogen ...).
Jeg er selv meget interesseret i, hvad det er der gør, at nogle bøger bliver bragende bestsellere, mens andre bliver glemt. Og - ikke mindst - hvordan man kan markedsføre sin egen bog.
Der var en lytter, der spurgte Rikke, om bogen også kunne læses af folk, der drømte om at skrive en skønlitterær bog (hvilket jeg ved nogen af jer på bloggen drømmer om!). Til dette svarede Rikke, at bogen jo var rettet mod folk, der drømte om at skrive en fagbog - men at nogle kapitler godt kunne læses af alle skriveinteresserede. Jeg kunne forestille mig (og dette er ikke et citat), at det drejer sig om de kapitler, der handler om overhovedet at komme i gang, at tage sig sammen, ikke at gå i stå, at markedsføre sig mm. Men hun nævnte, at den måde man kontaktede forlaget på med en skønlitterær bog ofte var anderledes end en faglitterær - med skønlitterære bøger er det mest normale at indsende færdige manuskripter til forlagene og ikke fx synopser og kapiteloversigter.
Flere gode bestseller-skriveråd
Rikke Moos har en hjemmeside og en blog, hvor hun kommer med gode råd til skriveprocessen, hvordan du kommer i gang med din fagbogsbestseller og andre lignende emner. Her kan du også læse mere om bogen "Fra idé til bestseller". Klik direkte videre til hendes blog her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar