Da det i dag er juleaften, synes jeg, at jeg vil give alle mine læsere en lille julegave: Et kort uddrag af Veninder for altid 6 - Hundeballade, som aldrig før har været offentliggjort. Det er Ane, der fortæller, og det er fra et kapitel et godt stykke inde i bogen.
Læs med her:
- Jeg smutter ned til Asger! siger jeg til far og
Birgitte, da vi har spist frokost næste dag.
- Ja, I må have en god filmaften. Og kom lige op
og sig, hvis I går andre steder hen, siger Birgitte.
Jeg løber ned ad trappen til Asgers dør. Der står
hans navn på dørskiltet. Han hedder Jensen til efternavn, det vidste jeg faktisk
ikke. Der flagrer nogle sommerfugle rundt i min mave, da jeg ringer på. Måske
er det fordi, jeg er forelsket i ham?
Han åbner og smiler til mig. Hans tænder er hvide
ligesom i en reklame, og hans hår hænger ned langs siderne af hans ansigt på en
ret pæn måde.
- Hej, siger jeg.
- Hej.
Vi står lidt, men så kommer Asger i tanke om at
træde til side, så jeg kan komme ind.
Jeg smyger mig forbi ham ind i entreen. Selvom jeg
har været her tre gange før, er det alligevel lidt anderledes nu, hvor jeg jo vil
prøve at finde ud af, om jeg er forelsket i ham.
- Har du fået en ny halskæde? spørger han og peger
på firkløveret om min hals.
Jeg tager en hånd op og rører ved det.
- Det er en veninde-halskæde, forklarer jeg, - med
Jose, Tammy og Ji.
- He, he okay, det er ikke fra din kæreste? Han
griner, mens han siger det.
Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Altså er det,
fordi han vil vide, om jeg har en kæreste? Eller er han ligeglad? Eller tror
han, at jeg har en kæreste?
Jeg tager mine sko af, og vi går ind i stuen. Der
ligger en hel masse DVDfilm og en pose slik på bordet.
- Jeg prøvede at finde nogle af de film, som jeg
troede, du også ville synes var sjove.
Vi kigger bunken i gennem sammen og vælger to
film. Jeg tænker stadig på det, han sagde om halskæden.
- Har du egentlig en kæreste? spørger jeg.
Mit hjerte hamrer hurtigt, mens jeg venter på hans
svar. Hans øjne flakker, men så ser han på mig og siger: - Ja.
Han sætter filmen på, mens jeg venter på, om han
har tænkt sig at sige mere. For eksempel, hvem det er. Det har han åbenbart
ikke.
- Hvem er det?
- Miranda, hende som …
- Jeg kan godt huske hende.
Jeg sætter mig i sofaen og kigger på fjernsynet.
Det var nok meget godt, jeg spurgte. Altså, det ville være lidt kikset, hvis
jeg gik og troede, at jeg kunne blive kæreste med Asger, og så har han en
kæreste i forvejen.
Filmen går i gang. Det er sådan en fantasy-film,
hvor de starter med at præsentere, at engang var der et land, hvor … teksten
ruller ned over skærmen.
- Har du en kæreste? spørger Asger og åbner
slikposen.
Jeg skal til at sige nej. Det skal jeg virkelig.
- Ja, svarer jeg.
- Hvem?
Mine kinder bliver helt varme og hede. Jeg skal jo
bare trække det tilbage, men helt ærligt, hvem er så underlig, at de FINDER PÅ,
at de har en kæreste og bagefter siger, at det var løgn?
Asger rækker ud efter min mobil på bordet. Hans
øjne spiller sjovt: - Ellers finder jeg bare selv ud af det, siger han med et
grin.
- Giv mig den!
Jeg kaster mig efter ham for at få fat i mobilen,
men han holder den højt oppe, så jeg bare kan stå og strække mig efter den. Han
læner hovedet tilbage og ser på skærmen.
Resten af kapitlet må du læse i Veninder for altid 6 - Hunde-ballade, der efter planen udkommer til april 2012.
Idéen til, at Ane skulle have en underbo, der hedder Asger, kommer i øvrigt fra en af pigerne fra idékonkurrencen til Veninder for altid 5 - Drenge-kaos. Jeg fik jo rigtig mange gode forslag til, hvad der skulle ske, og så har jeg blandet dem på kryds og tværs. Hvad synes du om kapitlet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar