Læs 1. kapitel af Veninder for altid 6 - Hunde-ballade!

Læs 1. kapitel af Veninder for altid 6 - Hunde-ballade som en lille december-gave! I Veninder for altid 6 er det Tammy og Ane, der skiftes til at fortælle, og i dette første kapitel, er det så Tammy, der fortæller: 

Kapitel 1 – Tammy fortæller

Lige da jeg kommer hjem fra skole, bliver jeg slået tilbage af en følelse af, at der er noget galt.

Mor sidder inde i stuen sammen med Stefan. Sikka, Stefans kæreste er der ikke, og det er hun ellers altid. Og de ser så alvorlige ud begge to.

- Er der noget galt? spørger jeg, for jeg gider ikke gå rundt og være nervøs, hvis der faktisk slet ikke er noget galt, og det bare er mig, der opdigter det. Jeg kan nemlig nogle gange godt have en ret god fantasi, det er også derfor min dansklærer har foreslået mig at blive forfatter.

- Kom og sæt dig ned, Tammy. Mor klapper på sofaen ved siden af sig.      Stefan sidder i lænestolen. Så er der helt sikkert noget galt. Altså ikke fordi Stefan sidder i lænestolen, men fordi mor klapper på sofaen, som om jeg var et lille barn eller en hund eller noget.

Jeg sætter mig ned, mens min mave vokser helt op i min hals og giver mig kvalme.

- Hvad er det? spørger jeg.

- Mormor er blevet indlagt.

Jeg begynder at græde lige med det samme. Mor trækker mig ind i et kram: - Men det er ikke så slemt, tilføjer hun hurtigt.

Jeg holder lidt op med at snøfte: - Hvad fejler hun?

- Hun faldt ned ad stigen, da hun var ved at klippe hækken. Så hun har brækket lårbenet.

- Okay.

Det lyder rigtig slemt, at ens mormor er kommet på hospitalet. Men ikke helt så slemt, når det kun er, fordi hun har brækket benet.  

- Bliver hun så rask igen?

Mor nikker: - Helt sikkert. Men der går nogle måneder. Så vi kommer til at hjælpe dem med at passe huset. Morfar kan jo ikke ordne det hele selv, han går jo dårligt.

- Så jeg har også lovet at hjælpe til, siger Stefan.  

Jeg tænker på, hvor godt det er, at hun bliver rask igen. Hvis noget er brækket, vokser det sammen igen.  Og hvis vi skal hjælpe med haven, så gør vi da det. Jeg vil hjælpe mormor og morfar med alting, bare hun kommer hjem igen og bliver rask. 

- Kan vi tage ud og besøge hende? spørger jeg.

- Selvfølgelig, svarer mor, - vi ventede bare på, du skulle komme hjem.

Vi tager af sted næsten med det samme. Jeg ville egentlig gerne have tegnet en tegning til hende eller sådan noget, men mor siger, at hun skal ligge der noget tid, så det kan jeg gøre næste gang, vi skal besøge hende. Der er store glasdøre på hospitalet og en elevator, der går op til alle salene. Vi skal af på 3. sal. Der lugter rent, og der er en del mennesker og læger, der går forbi os. På væggen hænger der pæne billeder af blomster og sådan noget.

Mormor ligger på en stue sammen med en anden gammel dame. Der er sådan en skærm i mellem dem, så de ikke kan se hinanden. Mormor ligger i sengen, og man kan næsten ikke se hende for den store, hvide dyne. Ved siden af sengen er der et sengebord, hvor der står en vase med tulipaner i røde, gule og orange farver. Morfar sidder i en lænestol ved siden af sengen. Han har en bog i hånden, men han læser ikke i den lige nu.

- Hej med jer, siger mormor, og morfar hilser også på os.

Jeg synes mormors stemme lyder lidt mere svag, end den plejer, men det er måske bare, fordi den bliver slugt af alt det hvide på stuen og den store dyne.

Jeg løber hen til hende og tager hendes hånd: - Du bliver rask igen, ikke mormor? Jeg er lige ved at begynde at græde igen, men heldigvis gør jeg det ikke, for hun nikker meget bestemt: - Selvfølgelig bliver jeg rask igen. Vi har jo aftalt, at jeg skal med jer i Lalandia næste gang, I skal derhen! Hun ser på min storebror: - Og vi skal bage mange flere lagkager!

Jeg griner over det med lagkagerne, for det er jo en gammel tradition, fra da Stefan var lille.

- Vi tager en lagkage med næste gang, vi kommer, siger Stefan og går hen og hilser på morfar. Det gør jeg også.

- Ja, gør det, smiler mormor.

Det er slet ikke så slemt, at mormor er indlagt, når hun bliver rask igen. Mor sætter sig også på en stol ovre ved morfar og snakker med ham. Jeg kan ikke helt høre, hvad de siger. Mormor tager min hånd, og jegs er på hende. Rynkerne ligger som fine net omkring hendes brune øjne.

- Tammy. Hun lyder, som om der er noget vigtigt, hun skal sige: - Du må ikke blive for ked af det, Tammypige, men vi bliver nødt til at finde et nyt hjem til Flicka.

Min hals snører sig helt sammen: - Hvorfor? får jeg sagt uden at begynde at græde.

- Jeg kan ikke passe hende de næste mange måneder, og det kan morfar jo heller ikke.

Jeg bliver helt tom indeni, og det er jo faktisk rigtig tarveligt, for jeg skal jo bare være GLAD over, at mormor bliver rask igen. Men jeg ser bare hele tiden for mig, hvordan Flicka altid ser på mig med store, mørke hundeøjne og en lyserød tunge. Og den smukke, sorte pels.

- I må ikke sælge Flicka, siger jeg og begynder alligevel at græde.

Mormor tager min hånd: - Kære Tammy. Der er desværre ikke nogen anden udvej. Flicka bliver nødt til at få et godt, nyt hjem. 

Hvad synes du om kapitlet?

Vil du have flere nyheder om Veninder for altid?

Husk at du kan tilmelde dig Veninderforaltid-nyhedsbrevet ved at sende en e-mail til veninderforaltid@gmail.com og skrive "Jeg vil gerne tilmeldes nyhedsbrevet" - så får du alle nyhederne om Veninder for altid 6:-)