fredag den 22. februar 2013

Redigerings-tid

Nu er jeg i gang med at redigere og gennemskrive Søstre på De Syv Have 4 - Den Kolde Nøgle.
Når jeg har skrevet en bog færdig, er den faktisk ikke færdig. Så sender jeg den til forlaget, og så har min redaktør og hendes assistent en masse gode idéer og forslag til, hvordan bogen kan blive endnu bedre.
De foreslår måske, at der skal stå mere om en person. Eller at et kapitel skal uddybes og beskrives bedre. Eller at slutningen skal være anderledes. Og så kommer de selvfølgelig med mange sproglige rettelser.

I Den Kolde Nøgle kører historien faktisk ret godt, og der var ikke lige så mange rettelser, som der var til de første tre bøger i serien. Men så læste jeg bogen højt for min kæreste, for han er god til fantasy og slåskampe. Og der er blandt andet end kamp med en stor Griff i denne bog. Og så pludselig havde han så mange idéer, at vi sammen fandt på at lave slutningen helt om. Så nu kom der alligevel en del omskrivnings-arbejde i denne her bog også:-)
Så bliver det spændende, hvad min redaktør siger, når hun får den nye version. Men mon ikke, hun synes, det er blevet bedre. Det tror jeg i hvert fald, det bliver:-)

Og så er der forresten det med Griffen. Har I tænkt over, at det er en særlig Griff, når I har læst om den?
Den er større end andre Griffer. Og den bliver født med en magisk, iskold nøgle om sin hals, som kan vise vej til alle porte i verden. Det hører man mere om i bog fire. En almindelig grif, staves kun med et f. Men Den Gyldne Griff er særlig - og det er stavemåden derfor også.
Ved du hvad en "almindelig" grif er? Ellers kan du læse mere og se billeder her.

Forsiden til Den Kolde Nøgle er også på vej her på bloggen - så kan du også få Den Gyldne Griff at se. Den er SEJ synes jeg:-)

Nå, jeg må hellere vende tilbage til Sam og Den Gyldne Griff. Jeg skal til at redigere kapitel 2.

Har du læst bøgerne?
Du må gerne skrive en kommentar, hvis du har læst de to andre bøger og har nogle idéer eller noget, du synes passer godt ind. Det er ikke sikkert, det kommer med (for jeg har jo egentlig skrevet første udkast til alle bøgerne), men måske passer det super godt ind og kan lige nå at komme med. Og ellers er det altid sjovt at læse jeres idéer:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar