Når kun det perfekte er godt nok

Teenagepiger føler sig pressede. De stiller så høje krav til sig selv, at de ender med at blive syge. Netop sådan en pige skildrer Camilla Wandahl i sin nye ungdomsroman, »Som en tikken under huden«

Foto: Carsten Lauridsen
(fotoet må kun benyttes efter aftale med
fotografen)

Sådan indleder Sonja Sabinsky sit interview med mig i forbindelse med udgivelsen af "Som en tikken under huden", der jo netop handler om perfektionisme og angsten for kontroltab.  
I artiklen fortæller jeg om, hvordan jeg selv var perfektionist som helt ung og især i gymnasiet pressede mig selv meget for at få de rigtige karakterer: 

- Jeg mødte aldrig op til en time uden at have læst lektier meget grundigt, og jeg blev enormt skuffet, hvis jeg ikke fik mindst et 11-tal, som dengang var den næsthøjeste karakter. Da jeg gik i 3.g skulle vi aflevere en skriftlig opgave. Jeg indrettede mig i min mors kælder og arbejdede så seriøst med opgaven, at man skulle tro, det var et speciale til universitet, jeg sad og skrev. Jeg fik et ti-tal, og veninderne sagde tillykke. Selv følte jeg ingen glæde. Jeg var fyldt op af skuffelse og tomhed. fortæller jeg i artiklen, som du kan læse i sin fulde form her. Artiklen handler også om 12-talspiger generelt og om Vår, hovedpersonen i "Som en tikken under huden".

Foto: Carsten Lauridsen
(fotoet må kun benyttes efter aftale med fotografen)

En sjov pointe i relation til ovenstående er, at jeg aldrig har været og heller ikke nu er perfektionistisk i relation til mit arbejde som forfatter! Det er jo ellers virkelig et fag, hvor man kan blive perfektionistisk ("Min sætning lyder dårligt", "Får min næste bog gode anmeldelser?", "Burde jeg rette bogen i gennem igen?"). Nej, faktisk er det lige omvendt: Jeg skriver enormt flow- og lystbetonet i 20-minuttersmoduler og med hurtigskrivning. Jeg sender også ofte uredigerede (og u-gennemlæste!) manuskripter ind til mine redaktører. For jeg VED jo at alle manuskripter gennemgår en kæmpe make-over i redigerings- og korrektur-fasen. Så hvordan førsteudkastet ser ud er faktisk ikke det vigtigste for mig! Og jeg er tilfreds med alle de bøger, som jeg har udgivet.  

Omslag: Simon Væth
og Alette Bertelsen

Alle fotografier i dette indlæg (undtagen bogforsiden) er taget af den dygtige fotograf Carsten Lauridsen og nogle af dem er bragt i forbindelse med interviewet. Fotografierne er bragt i dette indlæg efter aftale med fotografen og må kun benyttes andetsteds efter aftale med ham.