Mere langfinger end pegefinger - Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge?

Ditte Wiese er forfatter til "Provinspis"

Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge? 

Jeg har givet ungdomsroman-forfatter Ditte Wiese ordet i dette indlæg, og hun siger selv: "Når jeg skriver om det barske liv til unge, så vil jeg aldrig være fordømmende."

Der er lidt voldsomme citater i dette indlæg, så du bør være over 15 år for at læse det.

Gæsteindlæg af Ditte Wiese

Jeg skriver til unge. Om unge. Om livet. Det virkelige liv. Der hvor det er svært. Og grimt. Ækelt nogle gange. Smukt andre. Jeg tror ikke på at pakke tingene ind. Slet ikke til unge. De står midt i det. De føler det. De ved godt, hvor meget der er på spil.

Generelt tror jeg ikke på løftede pegefingre. De virker i hvert fald ikke på mig. Jeg får kun lyst til at folde min langfinger ud, vinke med den og så gøre nøjagtigt det, jeg ikke må. Det er jeg aldrig helt vokset fra.

Men jeg tror på at være ærlig, og når jeg skriver, så lægger jeg ikke fingre i mellem. Hvis mine karakterer har det hårdt, så fortæller jeg hvor hårdt. Og hvis de har det godt, så fortæller jeg hvor godt.
Og jeg synes, livet er barskt og hårdt – og godt. Det vil jeg gerne have med i mine historier.

Hvor grimt må det være?

Provinspis er Ditte Wieses debutroman

Det må være grimt. Rigtig grimt.

Men det handler i virkeligheden ikke om, hvor grimt det kan blive eller må være. Det handler om, at det skal være ærligt. Læserne kan godt mærke, om man skjuler noget, uanset om det er upassende detaljer eller ens egen moralprædiken. Glem det og kom med det ærlige. For lige netop her tror jeg på, at man kan flytte noget.

Der er sket et kæmpe ryk i litteraturen, siden jeg selv var ung – og det, synes jeg, simpelthen er så fedt. Der er ikke nogen berøringsangst. Nu kan vi læse åbent om selvmord, selvskade, psykiske lidelser, ulykker, handikap, seksuel orientering eller mangel på samme, misbrug af stoffer, sex eller mennesker. Det er jeg vild med. Det er med til at åbne for en forståelse af andre mennesker. Jeg tror ikke på, det skaber en forråelse.

Det rå skal også give mening i forhold til historien. Det nytter ikke at kaste blod, sæd og bræk ind, bare fordi historien skal have kant eller ”det er det, de unge vil have”. Der skal være mening med galskaben. Det skal understøtte karaktererne og historien – ikke være karaktererne og historien.

Åbningsscenen, eller anslaget om man vil, i PROVINSPIS har fået et par stykker til at hoppe i stolen. Det er jo meget godt, at læseren lige vågner, men det var ikke derfor, jeg valgte at starte bogen sådan. 

Det er, fordi Ida, hovedpersonen, er meget direkte og drukner sine tanker med sex og sprut. Og når læseren er nået igennem første side i bogen, så er billedet af Ida klart og tydeligt. Den bratte start har altså en mening.

Der er også en del sex i bogen. Det er ikke elskov, men hård og kantet sex. Fordi hovedpersonen er hård og kantet. Jeg har tænkt meget over, om det var for eksplicit, og om der var for meget. Men det er en del af hovedpersonens måde at være på og en del af hendes nedtur, derfor var det nødvendigt at få med.

Uddrag fra Provinspis

Jeg tror ikke, nogen, som cutter sig, skærer dybere ved at læse Er Du Okay Fie? eller Hjertet Er 1 Organ. Ingen bliver inspireret til at begå selvmord ved at læse Dig og Mig Ved Daggry. Jeg har også til gode at høre om nogen, der har kastet sig ud i dødsspiral efter at have læst Fredag Lørdag Søndag. Ligesom jeg heller ikke har hørt om nogen, der er blevet bestialske mordere af at læse krimier. 

Men jeg tror på, at historier kan give et indblik og en forståelse for læseren. Måske en anden opfattelse af andre. Måske af sig selv.

           

Min mission er ikke at redde nogen eller guide dem til rigtige valg. Min mission er ikke at løfte pegefingre eller pege fingre. Det eneste, jeg gerne vil, er at give andre mulighed for at se, at de ikke er alene. Andre fucker lige så meget op som dem. Og klarer den nok. Jeg gjorde. De skal også nok. Hvis de tænker sig lidt om.

Vil du skrive rå realisme?

Lad være med at være bange for det grimme og det barske. Og husk det fine og det smukke.

Skriv ærligt. Hvis du har behov for at løfte en pegefinger, så gør det åbent. Og ellers glem det.

Vær lidt fandenivoldsk. Find din indre langfinger frem, og husk, hvordan du havde det, da du var ung.

Du kan læse mere om Ditte Wiese på hendes hjemmeside.