Min forfatterkollega, Nicole Rødtnes, og jeg holder skrivekursus i Torup Bogby i begyndelsen af juni. Det er en interessant lille landsby, der elsker gode bøger.
Slip din indre forfatter løs
Fra 1.-3. juli afholder Torup Bogby skrivekursus for alle, der har lyst til at udvikle deres kreative evner. Kurset strækker sig over tre formiddage, hvor du gennem korte oplæg, skriveøvelser og respons får en indføring i skrivningens grundlæggende begreber. Du får skærpet din opmærksomhed for sprogets muligheder og får redskaber til at udvikle dine historier. Du møder andre skribenter og lærer at give og modtage respons, så du bliver bedre til at bearbejde dine egne tekster.
Kurset er for alle
”Det er oplagt mulighed for dig til at komme i gang med den novelle eller roman, du altid har drømt om,” udtaler underviser og forfatter Nicole Boyle Rødtnes: ”Kurset er for alle uanet alder og hvor meget, man har skrevet før. Det eneste, det kræver, er, at du har mod på at kaste dig ud i skrivningen.”
Mød din fremtidige skrivegruppe
Kurset er dog mere end bare øvelser og tekstgennemgang. Forfatter Camilla Wandahl, der også underviser på kurset, udtaler: ”Mange vil gerne have en skrivegruppe, men har svært ved at finde en. På dette kursus har man mulighed for at møde andre, der også holder af at skrive og så det første frø til en skrivegruppe.”
To engagerede undervisere
Kurset ledes af forfatterkollegerne Camilla Wandahl og Nicole Boyle Rødtnes.
Camilla Wandahl læser til folkeskolelærer og har udgivet fem bøger for børn og unge og er desuden aktuel med de første bind i pigeserien Veninder for altid.
Nicole Boyle Rødtnes læser dansk på Københavns Universitet og er desuden uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Nicole Boyle Rødtnes har udgivet ungdomsbogen Dødsbørn – Skeletter i skabet 1 og udkommer til efteråret med en realistisk ungdomsroman om pigevold.
Forfatterne er selv i samme skrivegruppe og har tidligere undervist sammen på biblioteker og skoler.
Praktisk info
Kurset finder sted på Røjlegården, Torupvejen 98, Torup, 3390 Hundested,
www.roejle.dk
Tor. 1/7. Fre. 2/7 og Lør. 3/7, alle dage kl. 9.00-13.00.
Pris: Kr 525,00. Tilmelding: www.fritidsskoler.dk eller tlf 70206574
Du kan læse meget mere om Torup Bogby her.
---
Senere på sommeren holder jeg sommerskrivekursus på både Vanløse Bibliotek og Brønderslev Bibliotek. Desuden gæster jeg Brønderslev forfatterskole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar