tirsdag den 16. oktober 2012

Hvad handler Søstre på De syv Have om?

Nu hvor den sidste bog i Veninder for altid-serien er udkommet (Tøse-sjov - den kom i fredags) er det måske tid til at fortælle lidt mere om min nye sørøver-serie.

En serie om
SØRØVERE, MAGI, VENSKAB & KÆRLIGHED


SØSTRE PÅ DE SYV HAVE 1
Den Sorte Vinge

15årige Vana lever ved hoffet, men en dag finder hun ud af, at alt hvad hun troede om sit liv, er en løgn. Og ikke nok med det havner hun (ved et uheld) om bord på eventyrskibet Den Gyldne Rose - sammen med en pige, der ligner hende på en prik. Men hvordan skal en rig pige klare sig blandt sørøvere og havmonstre?

SØSTRE PÅ DE SYV HAVE 2
Den magiske storm

Vana er stadig ombord på Den Gyldne Rose. Skibet havner i en magisk og farlig storm, og den unge Kaptajn Maki, som Vana er blevet venner med, holder noget skjult for hende. Samtidig er sørøverne fra Den Sorte Vinge stadig efter dem. Hvordan slipper de fri, og hvad er Makis hemmelighed?


Jeg har planlagt seks bøger i serien, og i denne her uge arbejder jeg på at gøre bog 3 i serien færdig. Det er korte bøger med flotte tegninger inden i, som Jesper Ejsing og Christian Guldager har tegnet.

Bog 1 og 2 i serien udkommer efter planen 7. november 2012, og jeg fortæller om dem på Bogmessen om søndagen!

Ps. Hold øje med bloggen, for snart kommer en konkurrence, hvor du kan vinde bøgerne.

PPs. Det er Jesper Ejsing og Ingo Milton, der har lavet forsiderne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar