mandag den 31. december 2012

Forfatterstatus 2012

Her på tærsklen til det nye år synes jeg, at det er en skøn tradition at lave en Forfatterstatus. Det gjorde jeg jo også i 2011 og 2010, og det er faktisk ret sjovt at se tilbage på nu (i hvert fald for mig selv ...).
Det har været et meget skrivende år. Jeg har fået rigtig mange idéer til nye projekter, og har også skrevet rigtig meget. Og det er da også blevet til et par bøger!

Krebs Lange/Jessen
Veninder for altid
I foråret udkom Veninder for altid 6 - Hunde-ballade. Det var bogen om Ane og Tammy, og som I måske ved, skrev jeg den egentlig allerede i år 2011, men fordi den udkom i år, så skal den også med.
Så udkom Veninder for altid 7 - Tøse-sjov i efteråret. Det var på mange måder en stor bog for mig. Både fordi det er den længste bog i serien og fordi det er den sidste.
Krebs Lange/Jessen
Det er super spændende at skrive om veninderne Ji, Jose, Ane og Tammy, men jeg syntes også at de fortjente en rigtig god slutning på veninde-serien, så derfor skrev jeg Tøse-sjov. Faktisk skulle der først kun være kommet fire bøger i serien. Og så skulle der kun være kommet seks. Men med den syvende bog fik jeg den sluttet rigtig veninde-agtigt, synes jeg.
Har du forresten set de søde Veninder for altid-armbånd? Selvom det ikke er mig, der har lavet dem, er de jo også blevet til i år.

En ny sørøver-serie
Ejsing/Milton
Men som de fleste af jer nok har opdaget, har jeg allerede startet en ny serie: Nemlig sørøver-serien Søstre på De syv Have: Den Sorte Vinge og Den magiske storm om tvillingepigerne Vana og Sam og deres eventyr på havet, hvor de kæmper mod sørøvere og havmonstre, mens de forsøger at redde deres mor fra Isheksen.
Ejsing/Milton
Det har længe været en drøm at skrive noget eventyr eller fantasy, så jeg er virkelig glad for serien om Vana og Sam. Det er lidt en fest at skrive i et univers befolket med søslanger, prinser og troldmænd og ikke mindst magi!

Julenovelle og skrivekursus
Jeg har fået udgivet novellen Julemand søges her i december i Hendes Verden. Jeg havde også en sommer-skriveskole i Hendes Verden, der bestod af tre artikler om at komme i gang med at skrive, skrive digte og at skrive eventyr.

Foredrag på skoler og biblioteker
Jeg har holdt en række foredrag på skoler og biblioteker. Blandt andet har jeg været rundt og fortælle om Veninder for altid for læseglade piger på biblioteker (det kan du læse mere om her), men jeg har også gæstet skoler og en kirke, hvor jeg især har fortalt om Hjerte i vente. Desuden har jeg holdt fælles-foredrag med andre forfattere. Det fortæller jeg også mere om her.
Ud over foredrag har jeg også fortsat mit Tekstværksted på Rytmisk Center for de 12-16årige. Det kan du læse mere om  her - jeg tror stadig, der er ledige pladser.

År 2013 ...
Ejsing/Bertelsen
Jeg har allerede skrevet den 3. bog i serien Søstre på De syv Have, så den udkommer nok foråret 2013. Den hedder Den røde slange og har Sam som hovedperson. Det er også meningen, at bog 4 i serien, som hedder Den Kolde Nøgle, skal udkomme i 2013. Hvis alt går efter planen:-)
Både jeg og tegneren Jesper Ejsing arbejder i øvrigt på hele resten af serien.

I min Forfatterstatus sidste år skrev jeg, at jeg var i gang med en realistisk ungdomsroman. Det er jeg stadig! Jeg er i gang med at redigere den, og jeg håber, at den kan blive en rigtig god roman til unge fra 13 år (både drenge og piger) - men jeg kan ikke love noget før den er færdig, og jeg ved heller ikke, om det bliver i 2013:-)
Jeg har også et par andre projekter i forskellige genrer i gang, men dét vil jeg ikke sige så meget mere om endnu:-) Jeg har rigtig mange idéer, men nogen af dem har brug for god tid til at ligge og simre, og andre har brug for at blive skrevet godt og grundigt i gennem inden de kan udkomme som en god og spændende bog. Men jeg glæder mig meget til at skrive videre:-)

Jeg er også begyndt at booke foredrag i 2013. Det glæder jeg mig til, for det er rigtig sjovt at fortælle om mine bøger og møde læserne til foredragene.
Desuden starter der en ny Forfatterskole for unge op, og der er jeg en af underviserne i Lejre.

Jeg glæder mig til det nye år. Og til at skrive flere bøger!

Godt nytår!

Mange hilsner Camilla


3 kommentarer:

  1. Jeg glæder mig til ungdomsromanen!:-)

    Du er SÅ sej Camilla!

    K.h Lena

    p.s. Det gjorde virkelig min jul MEGET bedre at du kom hjem til mig med præmien i advents konkurrencen!:-) Tusind tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lena
      Det var godt at høre:) og godt nytår!

      Mange hilsner Camilla
      Ps. Jeg er glad for at høre, at du glæder dig til ungdomsromanen.

      Slet
  2. Ps. Jeg skrev i min forfatterstatus i begyndelsen af december, så jeg vil lige opdatere mht mine skrivekurser:
    Forfatterskolen for unge har haft deadline, så der kan ma ikke længere søge ind.
    Til gengæld er der stadig 4 ledige pladserpå mit tekstværksted på Rytmisk Center:)

    Mange hilsner Camilla

    SvarSlet