Ill: Simon Væth, design: Alette Bertelsen |
JEG FORESTILLER MIG, at når
jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker af
is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at
også jeg stivner: Et sekund, et minut: længere.
Ruden på det
runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af
det Danmark, der hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker som
endeløs, og senere viste sig bare at være en samling træer, en lille lund.
Markerne bliver
til skyer – på et tidspunkt – puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet:
så er vi i gennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen,
og endnu engang undrer jeg mig over, at jeg er her. At det er muligt.
I luften, i
flyet, på vej.
Jeg er en
fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: Alene.
Det er dét
ord, der pulserer i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og
afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig.
Det er måske
ikke så svært: At gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor,
ud i ankomsthallen, og så dig.
En slank skikkelse,
et dansk flag, krøller i et brus. Dig, der venter på mig.
At
vente. Bare ganske langsomt og alene. Fordi. Romanen er planlagt til udgivelse oktober 2014.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar