Fraklip: Hjertets Kald

Ill: Mette Breth, design: Alette Bertelsen

Sommetider må en forfatter slette en STOR del af en bog. Det skete for mig, da jeg havde skrevet Hjertets Kald. Ja, faktisk måtte jeg slette en hel person, nemlig en kæmpe læderskildpadde ved navn Lucky.

Her er noget af det, jeg klippede fra. Du er velkommen til at skrive en lille kommentar, når du har læst det. Hvis I godt kan lide fraklip, kan jeg nemlig godt finde flere:) 

Jeg skriger. Jorden ryster. Jeg prøver at lukke min mund og holde skriget inde, men jeg kan ikke. Skibet ryster fra side til side. Jeg ved, det er fordi der er ved at komme en revne under det. Som strækker sig gennem jorden. Det er mit urskrig, min evne.

Det løber ud af min krop og jeg kan ikke styre det.

”Stop!” en myndig stemme lyder i mit hoved.

Jeg ser mig vildt omkring. Seth? Er han her? Men det var ikke Seths stemme. Så får jeg øje på stemmens ejermand. Jeg viger tilbage i skræk.

Det er et kæmpe monster. Det ser på mig med onde, gule øjne. Dets mund er nærmest et næb. Og hele dets hoved er mega stort.

”Vent, havpige.” Der er noget ved stemmen, der får mig til at vente. Jeg trykker mig ind mod væggen, selvom det vel i virkeligheden er ret dumt.

Mit skrig er i det mindste holdt op. Hvis jeg var fortsat, ville revnen have opslugt hele skibet. Og mig selv med. Hvor dårlig en evne er det lige?

Jeg løfter min hale lidt, så jeg bedre kan se. Og gisper.

Det er en skildpadde. Den største skildpadde, jeg nogen sinde har set. Dens hud ligner sort læder. Finnerne er store, brede flapper.

”Jeg vil ikke gøre dig noget,” siger den.

”Hvordan kan du snakke til mig inde i mit hoved?” spørger jeg.

”Jeg kan ikke forstå, hvad du siger, når du taler sådan der. Tænk det du vil sige, og så send tankerne til mig i stedet,” siger skildpadden.

”Er det virkelig dig, der snakker til mig?” spørger jeg igen.

Skildpadden gentager: ”Når du snakker, som du snakker til andre havfolk, så forstår jeg ingenting. Men hvis du tænker det, du gerne vil sige, og bevidst prøver at sende tankerne i min retning, så kan jeg forstå dig.”

Der går et stykke tid før jeg helt forstår, hvad det er, der sker. Skildpadden kan simpelthen tale til mig gennem tankerne. Jeg prøver at forme nogle tanker til en sætning og sende dem til dyret:

”Hvad hedder du?” Det er lidt fjollet, at første gang jeg får en chance for at tale med et dyr, så spørger jeg, hvad det hedder. Men den svarer faktisk:

”Jeg hedder Lucky. Hvad med dig?”

” Lejla.” Jeg smiler igen. Tænk, at jeg står her og taler med en skildpadde.

”Hvad laver du her? Jeg troede slet ikke, at der var skildpadder her i nærheden?”

”Det er der heller ikke så tit.” Lucky kradser sit hoved med en ene finne. ”Men under en storm blev jeg slynget ud af den havstrøm, jeg rejste med. Og da jeg så, der var mange gopler herinde i skibet, svømmede jeg ind for at spise dem. Men nu sidder jeg fast.” Lucky peger på en stor bjælke, der ligger hen over dens ryg. ”Det er masten,” forklarer den. ”Den knækkede ned over mig, da jeg svømmede ind i væggen. Og nu er jeg fanget.”

”Hvor længe har du været fanget?” Jeg svømmer tættere på, selvom jeg prøver at undgå at komme i nærheden af Luckys næb. Det er ret stort.

”Der er efterhånden gået så mange dage, at jeg ikke rigtigt har styr på det mere.”

”Hvad har du så spist?”

”Ikke så meget, men engang i mellem kommer der nogle vandmænd ind i skibet. Dem har jeg spist en del af, når de er kommet tæt nok på. Men nu er jeg godt nok sulten.”

En kæmpe skildpadde. Med et kæmpe næb. Som jeg er ret tæt på, og som er ret sulten …

”Jeg spiser ikke havfruer,” siger Lucky hurtigt og griner lidt.

”Nå, men hvordan får vi dig så fri?” Jeg prøver at løfte masten, men den er alt for tung.

”De gange jeg selv har prøvet at komme fri, der har jeg godt kunnet løfte masten lidt fra jorden, men jeg kan ikke komme ud, mens jeg løfter.”

”Hvis du så løfter, kan jeg så ikke sætte noget ind under til at holde den oppe?”

”God idé!”

Jeg ser mig om efter noget, som jeg kan bruge. Jeg finder en kommode.

”Vent lidt, så slæber jeg den herhen.” Jeg tager fat i kommoden med begge hænder. Træet er glat, fordi det er fyldt med alger.

Jeg stemmer alle kræfter i og trækker kommoden hen til Lucky. Den er ret tung, men det lykkes.

”Nu er det din tur,” siger jeg.

Lucky stemmer ryggen mod masten. Han presser af alle kræfter. Træet knirker. Men så løfter masten sig. Jeg skubber hårdt til kommoden, så den glider ind under.

”Puh …” Lucky slipper masten med et gisp.

”Prøv at vrikke dig fri nu,” siger jeg.

Den store skildpadde vrikker fra side til side. Det skaber strøm i vandet inde i skibet. Men det lykkes! Den kommer fri fra masten og kommoden. Og kort efter svømmer den hen ved siden af mig.

Den er gigantisk. Det er endnu tydeligere nu. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes så store skildpadder.

”Er du meget gammel?” spørger jeg, inden jeg når at tænke mig om. Rødmen farer op i mine kinder. Det var et uhøfligt spørgsmål.

Men Lucky griner bare: ”Jeg er 101 år,” siger den. ”Og inden du spørger om jeg er en han eller en hun, så lad mig bare sige, at jeg er en han.”

Det er det mest absurde, jeg nogen sinde har prøvet. At svømme rundt i et skibsvrag og støde ind i en kæmpe stor skildpadde. For ikke at forglemme: at tale med den. Dét er mærkeligt.

”Har du selv spist for nyligt?” spørger Lucky og snapper ud efter en stor gople, der er kommet flydende ind til os. Den bliver spist i én mundfuld.

Jeg ryster på hovedet.

”Du kan spise det tang der.” Lucky peger på noget tang med en masse blærer. Det ser ikke specielt lækkert ud, men sulten sidder som en tæge i min mave.

Jeg ser mistroisk på ham. Han løfter sine luffer i en spørgende gestus. Så hapser han selv ud efter endnu en vandmand.

”Du kan også spise vandmænd. Hvis det er mere din stil.”

Jeg ryster hurtigt på hovedet og svømmer hen og plukker en håndfuld tang. Jeg lukker øjnene, da jeg tager den første bid. Men faktisk smager det udmærket.

”Det ville være godt som en salat. Sammen med stegt fisk måske.” Jeg kigger på de fisk, der svømmer rundt i skibet. Men jeg ved allerede, at de er for hurtige.

”Fisk? Jeg har da aldrig mødt en havfrue, der spiser fisk?” Lucky ser på mig med let sammenknebne øjne. ”Og nu jeg kigger efter … jeg har heller aldrig set en havfrue med guld i sin lilla hale. Og jeg har set meget i mine 101 år.”

Igen farer varmen op i mine kinder. Jeg blusser sikkert helt rødt.

”Er havfolk … vegetarer?”

”Ja. Det tror jeg bestemt.”

Jeg føler mig dum, fordi Seth aldrig har sagt noget om det. Men måske er det meget logisk. Altså hvis havfolk føler de er lidt som fisk, fordi de har en fiskehale … men fisk spiser jo også hinanden. Nej, jeg synes faktisk, det er underligt.

Jeg spiser noget mere tang. Efterhånden føler jeg mig mæt. Og træt. Pludselig er jeg træt i hele kroppen.

”Hvor er du egentlig på vej hen?” spørger Lucky.

”Jeg leder efter én.”

”Og hvor er han?”

”Det håber jeg at finde ud af … snart.” Jeg siger ikke, at jeg håber at finde ud af det i nat. Fordi han er Drømmefanger. Og Lucky spørger ikke.

”Jeg vil tilbage til Atlanterhavet. Så jeg skal med sydstrømmen.”

”Sydstrømmen?”

Luckys er på mig med hovedet på skrå. ”Der er vist ret meget, du ikke ved.”

Jeg nikker og føler mig dum. Lucky æder tre gopler i træk. Én af dem er en brandmand. Han har røde fangarme hængene ud af munden bagefter, som han suger ind ligesom spagetti.

”De to hovedstrømme fører mod Nord og Syd. Der er selvfølgelig også en masse side-strømme. Jeg skal mod syd.”

”Jeg skal mod nord.” Ordene kommer ud af min mund, før jeg ved hvorfor. Men så går det op for mig, at det ikke er mine ord. Altså jo – det er mig, der siger det. Men det er noget, jeg har drømt. Og i det samme kommer hele drømmen tilbage:

Lorex står foran en masse havfolk. Han har hænderne løftet, som om han er ved at holde tale. Og så hører jeg hans stemme:

”Nordrejsen begynder i morgen. I år bliver den største fejring i 11 år. I år vil jeg bede Aurora om at krone mig som leder.”

Folket jubler.

”Er der noget i vejen, havpige?” Luckys stemme bringer mig tilbage til virkeligheden.

Jeg ryster på hovedet. Er svimmel. Pludselig husker jeg, at jeg besvimede, sidst jeg huskede en drøm om Lorex. Er han også Drømmefanger? Eller er jeg synsk?

Men det er ikke det vigtige nu. Det vigtige er, at jeg ved, at Lorex er på vej mod nord. Og hvor Lorex er, er Seth og Ania måske også.

”Jeg skal mod nord,” gentager jeg.