Bag om Veninder for altid

Omslag: Krebs Lange/Jessen

Her er det første kapitel jeg skrev på Veninder for altid. Dengang hed bogen Hjerteveninder. Som I kan se, var den ret anderledes, og kapitlet er aldrig kommet med i bogen, for jeg endte med at skrive det hele om med jeg-fortæller. Og som I kan se, ændrede jeg også nogle andre ret væsentlige detaljer ... men jeg synes alligevel, at det kunne være sjovt at vise jer det. Læg mærke til de tre sidste ord i kapitlet:)

Hjerteveninder bog 1
Hjertehalskæden
Kapitel 1 – Sølv, sølv og guld 

- Prøv engang at se den halskæde! Joses stemme er ivrig, hun presser pegefingeren helt ind i ruden.

Ji bøjer sig frem og ser hen over sin venindes skulder. Udstillingsvinduet er fyldt med smykker, men det er ret let at se, hvad Jose peger på: Et stort sølvhjerte med et mindre guldhjerte liggende halvt inde over. Knækket over, så man kan dele det. I fire.

- Den slags hjerter plejer altid kun at være til to, siger Ji.

Jose nikker.  – Lige præcis. Det er det, der er sejt ved det her.

Hun ser ned mod kiosken, hvor Ane kommer ud med en is i hånden. Anes mørke hår falder blødt ned over hendes skuldrer, og den lange jakke gør, at man næsten ikke kan se, at hun faktisk kun har en hånd.

- Skynd dig lige, Ane. Du skal se det her!

Jose vinker ivrigt. Ane sætter farten lidt op. Ji ser på halskæden.

Der var engang, hvor Jose ikke fandtes. I børnehaven og første klasse, hvor det kun var hende og Ane, der var bedste veninder. Men så kom Ane en dag til at sidde ved siden af Jose, og så blev de tre. Det er ret sjældent Ji tænker over det, men nogen gange gør hun. Som nu for eksempel, når Jose peger på en hjertehalskæde.

- Jeg synes, vi skal købe den, siger Ane.

- Hvad så med den fjerde del?

Ji forestiller sig at nogen af de andre fra klassen skulle have en del. Sascha måske. Eller Astrid. Det giver ikke mening. Det er altid kun de tre, der er sammen.

- Det kan vi altid finde ud af. Det vigtige er da, at der er tre dele, siger Jose.

Ji holder posen med den lille lilla smykkeæske. Friends 4-ever, stod der uden på æsken. Det var fjollet, hun var nærmest lidt nervøs, da hun betalte sin del af kæden. Hundrede kroner. Det var alle de lommepenge, hun fik i går. Men det er en flot kæde. Og det er sejt, at den kan deles i tre. Eller fire.

De sætter sig på bænken og Ji tager æsken op af posen. Åbner den, så de alle sammen kan se. Så løfter hun smykket op i to af kæderne. De to andre kæder, hænger løst ned.

- Den er godt nok flot, siger Ane, - det er næsten synd at knække den over.

- Selvfølgelig er det ikke synd. Det er jo det, der er meningen, siger Jose.

Ji lægger smykket på sit cowboybukseknæ og retter de fire kæder ud. De sidder fast i hvert sit hjørne af smykket.

- Hvem skal have hvilken del? spørger hun.

Ingen af de andre svarer. Ji kigger på hjerterne. Det største, der er øverst, er sølv. Oven på det, sådan lidt neden under, sidder et guldhjerte. Når man knækker det, er der to der vil få guld og to der vil få sølv.

- Jeg vil nok helst have sølv, siger Jose, - det passer bedst til mine andre smykker.

Hun viser sin ring frem. Ane nikker.

- Ja, det samme her.

De ser begge to på Ji. Ji ser på smykket.

- Guld er pænt, når man er sådan lidt mørkere i huden, siger Ane prøvende.

- Ja! Ligesom på MTV, alle sangerne, de har også altid guld på. Det er jo også mere værd end sølv.

Ji ser på sit håndled. Der sidder det sølvarmbånd, som hun fik til sin fødselsdag. Men man kan jo godt have et guldhjerte om halsen og et sølvarmbånd om håndledet.

- Jeg vil gerne have det af guld, siger hun.

Jose knækker hjertet. Guldhjertet er koldt mod hendes kraveben.

- Gider du hjælpe mig med at lukke kæden? spørger Ane.

Jose hjælper hende. Nu har de et hjerte hver. I sølv og sølv og guld.

- Hvad skal vi gøre med den sidste del? Jose holder den lille æske op, som hjertet ligger inde i.

- Skal vi give det til nogen? spørger Ji

Ane ryster på hovedet.

- Det er for underligt at give det til nogen. Jeg synes bare, vi skal gemme det.

- Men hvem skal så gemme det? spørger Ji.

- Vi graver det ned. Joses griner, mens hun siger det, men det lyder alligevel, som om hun mener det. Ane nikker. – Ved dåseskjul-træet på skolen. Er det ikke et godt sted? fortsætter Jose.

På vej hjem fra stationen kører vi forbi skolen og graver hjertet ned. Vi bruger en lille blå legetøjsskovl til at grave hullet. Det er mest Jose, der graver. Så ligger vi æsken med hjertet ned i posen og lukker den godt til. Til sidst hælder vi jorden over igen.

Jose ser alvorligt på de andre.

- Nu er vi hjerteveninder, siger hun, - os tre, på godt og ondt.

Hun tager deres hænder, og Ji mærker varmen strømme gennem sig, da hun står med sine to bedste veninder i hånden. De tre. Veninder, for altid. 

Bemærk at ovenstående er et første-udkast og derfor ikke er med i den endelige bog Veninder for altid 1. Ji.