torsdag den 1. september 2016

Sådan undgår du skriveblokering! Fra forfatterens egen værktøjskasse


Jeg arbejder primært med
hurtigskrivning som værktøj
til at undgå skriveblokeringer
Sådan undgår du skriveblokeringer - skriv uscencureret og på tid - og mærk flowet!

Jeg bliver rigtig ofte spurgt, hvorfor jeg aldrig har skriveblokeringer. Jeg tror en af de største årsager er, at jeg virkelig dyrker hurtigskrivning som værktøj. Læs et af mine bedste skrivetip her og kom selv i gang, hvad enten du er ny skriver eller erfaren forfatter!

Hurtigskrivning handler faktisk ikke om at skrive hurtigt. Det handler om at skrive ucensureret!
Det betyder at skrive derudad uden at stoppe op og tænke over, om det man skriver, er godt.

Jeg skriver næsten alle mine bøger med hurtigskrivning! Og først bagefter redigerer jeg bogen, så den bliver god nok.

Det allerbedste er at sætte et ur, for når man ved, at der er tid på, kommer man hurtigere i gang. De første minutter er det måske svært. Man føler, det man skriver er dårligt, og at man aldrig vil komme rigtigt i gang. Så skal man skrive videre! For i de allerfleste tilfælde kommer man rigtig godt i gang når der fx er gået ti minutter. Ja, hvis man er heldig, oplever man flow!

Hvad er flow?
Flow er en fornemmelse af, at det hele bare flyder og at man bare kunne fortsætte for evigt. Måske glemmer man endda tid og sted, fordi man er ét med sin hovedperson. Man kan også opleve flow i andre sammenhænge – fx hvis man kan lide at danse eller lave yoga.

Her er nogle tips til at komme i gang med hurtigskrivning:

Min roman "som en tikken under
huden" skrev jeg i høj grad vha
hurtigskrivning
1. Sæt dit ur på ti minutter
2. Læg et tørklæde over skærmen, så du ikke kan se/læse, hvad du selv skriver
3. Eller skriv i hånden, nogen kan bedre tænke, når de skriver i hånden
4. Skriv uafbrudt, også hvis du synes det du skriver er dårligt.
5. Hvis du går i stå, skal du bare skrive ”Jeg ved ikke, hvad jeg nu skal skrive, for jeg synes det er dårligt, men måske kan jeg skrive om …” så kommer du nok i gang igen
6. Vis ikke din hurtigskrivning til nogen
7. Tillad dig selv at skrive dårligt!
8. Tænk først på redigering bagefter!

Der er også nogen, der kalder hurtigskrivning for flowskrivning eller powerwriting.
Hvis du gerne vil læse mere om det, kan du læse Bo Skjoldborgs bog ”Flowskrivning” (på dansk) eller Peter Elbow: ”Writing with power” (på engelsk).

Læs også min artikel om at skrive med flow, der går endnu mere i dybden! (Det er i øvrigt det fjerde mest læste indlæg på hele min blog).


tirsdag den 9. august 2016

Brønderslev Forfatterskole for Børn og Unge

I denne uge har jeg undervist på Brønderslev Forfatterskole for Børn og Unge, og det var en intet mindre end fantastisk oplevelse. At være omgivet af så mange engagerede, kreative, sjove og skønne elever og tilmed få lov at coache dem i deres videre skriveudvikling var vidunderligt. 

Arbejdsomme
Brønderslev-elever
Jeg underviste på Novellehold Yngst, hvor eleverne var 13-15 år. Den første halvdel af ugen var en redskabskasse af forfatterværktøj, hvor vi talte om plot, personer, sprog og dialog - samt hurtigskrivning. For mig er hurtigskrivning én af de vigtigste veje ind i en tekst, og derfor skulle eleverne også hurtigskrive igen og igen.
Anden halvdel af ugen var novelle-skrivning. Her arbejdede eleverne på den novelle, de havde fundet på under enten plot-øvelserne eller ekspres-novelle-øvelserne (en slags udvidet hurtigskrivning) - og de fik feedback på nye udkast og skrev om og om og om. Aldrig har jeg set så engagerede og arbejdsomme unge mennesker! Og hvor var det vildt at se forskellen fra første til andet udkast af deres noveller!

Vi fandt på en eksempel-historie sammen
inden eleverne skulle finde på deres egen


Der var selvfølgelig også en hel masse sjove, sociale indslag - fx var vi på Ocenarium (og se en 200 kg. tung klumpfisk), der var bålaften og poetry-slam, fantasyfilm og alt muligt underholdning samt mere faglige indslag som et foredrag om børnelitteratur og et musisk indslag (poesi & musik). Om aftenen hyggede og skrev eleverne, og skolen summede simpelthen af aktivitet.
Noget af det jeg syntes var allermest fantastisk var at se, hvor rummelige alle folk var. På Brønderslev er der virkelig plads til forskellighed!



Jeg kunne skrive meget og langt om den uge, men jeg tror jeg vil nøjes med at opfordre alle mellem 13 og 20 år, der kan lide at skrive, til at søge ind næste år. Og hvis du er lærer og har en skriveglad elev (både drenge og piger!), så stik dem et link, for det kan virkelig være den uge, der ændrer deres liv.

søndag den 31. juli 2016

3 tips til at skrive tøse-realisme

Vil du gerne skrive en realistisk børnebog? Her får du tre tips til at komme i gang. 

Omslag: Lange/Jessen, Heinemeyer/Jessen, Bertelsen
Camilla Wandahl, kendt for pigeserien "Veninder for altid", har skrevet rigtig mange bøger til piger mellem 9 og 13 år. De to nyeste er "Til min bedste veninde i verden" og "Alt om at være pige".
Nu samler hun sin viden om emnet i tre personlige tips til dig, der selv drømmer om at skrive en pigebog.
De tre tips er krydret med fakta fra hendes egne skriveprocesser.

1. Hvem skriver du til? 
Nogle forfattere skriver bare den historie, der ligger dem aller mest på sinde, og så er det op til forlaget at finde ud af, hvem målgruppen er, og hvordan bogen skal pakkes ind.
Den teknik er der sådan set intet i vejen med. Det er bare ikke den, jeg bruger!
Når jeg skriver, så skriver jeg til en helt konkret læser. Altså ikke en person med navn osv., men jeg forestiller mig mig selv som fx. 11-årig, og så skriver jeg til mig/hende om det der optog mig selv dengang.
Så det er på en måde mig selv, jeg skriver til.
Nu kan man sige, at det jo efterhånden er en del år siden, at jeg selv var 11 år, og at det ikke må blive for gammeldags for nutidens unge at læse bøgerne. Men det tror/håber jeg heller ikke, at det bliver - for det er nemlig ikke så meget konkrete episoder, jeg henter fra min egen barndom som det er interesser og følelser.
Fx var jeg meget optaget af alt det med kroppens udvikling, menstruation osv. da jeg var 12-14 år. Ja, jeg lavede endda en brevkasse på internettet om emnet, hvor piger skrev til mig og fik svar på deres spørgsmål om den slags! Det er den samme nysgerrighed, som Ida fra "Alt om at være pige" har.
Det var ikke en konkret beslutning, at jeg nu ville skrive om "pubertet", da jeg gik i gang med den bog. Nej, det var Ida, der dukkede op og tænkte helt vildt meget på den slags. Og jeg er sikker på, at jeg ville have ELSKET "Alt om at være pige", da jeg selv var 12 år.

Omslag: Bertelsen, Jessen/Heinemeyer. Banner: Kallesen
Jeg prøver at skrive bøgerne så tæt på målgruppens hverdag som muligt, men alligevel så de er rare at læse. Mine tøsebøger er ikke "hårde", og jeg er bestemt godt klar over, at der findes 12årige, der lever et MEGET anderledes liv end de middelklasses-piger, jeg beskriver i fx "Veninder for altid"-serien. Selvfølgelig er pigerne i serien forskellige - deres forældre har forskellige typer uddannelser, nogen har søskende, andre ikke og nogle af deres forældre er skilt, mens andre bor sammen. Men der er ikke nogen af dem, der fx lever på gaden eller har store familiære problemer.
Det er ikke fordi, jeg ikke er klar over, at der findes børn på 12 år, der har det anderledes. Nej, jeg vælger at skrive sådan, fordi den målgruppe, jeg skriver de her bøger til (mig selv som 11-årig), gerne vil hygge sig, når de læser sådan en bog. Og "Veninder for altid" er hyggelige bøger for 9-12årige om venskab og forelskelse og familie.
Al respekt til folk der skriver om meget mere alvorlige emner - den slags bøger kan ofte rettes til en skolemålgruppe, hvor børnene kan læse dem sammen med voksne. Der findes masser af gode bøger i den kategori, men jeg har ikke skrevet nogle af dem endnu. Ikke for de 9-12årige i hvert fald.

Så det er altså en god idé at tænke over ikke blot hvilken historie du vil fortælle, men også HVEM du vil fortælle den til og HVORFOR. Skal børnene hygge sig? Skal de lære noget? Oplyses?
Når jeg skriver tøse-realisme, er det for at børnene skal hygge sig. Og så må drengene i øvrigt gerne læse med, hvis de har lyst :)

2. Det hele behøver ikke at være lyserødt
Nu ved jeg godt, at indlægget handler om at skrive tøse-realisme, men faktisk behøver det hele ikke
at være lyserødt. Der er kun 2 af mine 10 tøse-bøger, der har en udpræget lyserød forside. Og det gælder jo ikke kun forsiden. Også indholdet behøver ikke at være "typisk" piget. Masser af piger vil gerne læse om fodbold, vilde dyr, spejder, skak, zombier og hvad man ellers kunne forledes til at forbinde med drenge.

Omslag: Jessen/Heinemeyer
Faktisk er kønsroller jo en ret stor debat i øjeblikket - ikke mindst hvilke kønsroller vi giver videre, når vi skriver (jeg læste engang en lang artikel om emnet i en avis - jeg fik helt dårlig samvittighed over at skrive "pige"-bøger faktisk).

Jeg er egentlig ikke fortaler for, at man nødvendigvis bevidst leger med kønsrollerne i sine bøger, med mindre det gør bogen bedre, men jeg synes alligevel godt man kan overveje, at rigtig mange piger potentielt kommer til at læse bogen og dermed sammenligne sig selv (og deres egen familie) med de typer af piger de læser om.
Derfor blev jeg meget glad og overrasket, da jeg i én af Asta-bøgerne så, at det var moren, der hængte skabet op, mens faren smurte madpakker;)

Men nu er det jo en BOG du er ved at skrive - ikke et kønspolitisk værk, så du skal selvfølgelig primært være tro mod din egen historie. Historien er ALTID det vigtigste.

Hvad jeg til gengæld får rigtig god respons på fra mine pigelæsere er følelserne i bogen. Så hvor emnerne kan være alt muligt - skakturnering, spejder-tur, fodboldlejr, ridning osv., så er det min erfaring at FØLELSERNE er noget af det, der får pigelæserne til at hænge på! Derfor handler det sidste tip om at få følelserne i spil.

3. Sæt følelserne fri!
Vi læser en historie, for at leve os ind i hovedpersonens liv og de oplevelser, som han/hun har. Det gælder selvfølgelig også børn. Så den historie, du skriver, skal være identificerbar og spændende. Da jeg tidligere skrev "hyggelig", mente jeg ikke, at det var nok, at pigerne sad på et værelse og drak te. Det er hyggeligt at drikke te, men det er kedeligt at læse om. Med mindre, pigerne kommer op at skændes samtidig, eller taler om hemmeligheder!

Jeg arbejder primært med mine hovedpersoners udvikling frem for bogens plot som drivkraft. Det vil sige, at jeg ved, hvordan mine karakterer skal ændre sig og hvad deres største udfordringer bliver i løbet af bogen. Men ikke nødvendigvis, hvor dette skal ske og hvad der konkret skal ske (fx om de skal til fest eller i ZOO).

Jeg får rigtig god respons på Ji som hovedperson (i "Veninder for altid"-serien). Læserne fortæller mig, at "hun er en rigtig god veninde". Hvis sandheden skal frem, så skrev jeg Veninder for altid 1 og 2 samtidig, og da jeg havde skrevet begge to, følte jeg, at bog 2 var meget mere spændende end bog 1, fordi hovedpersonen i bog 2 - Jose - både oplever mere kærlighed og kommer med i et sangshow. Ji føler sig mest bare forkert og udenfor i bog 1.
Alligevel fremhæver næsten samtlige pigelæsere at bog 1 og Ji er deres favorit. Og jeg tror, det er fordi Ji gennemgår den mest markante udvikling - og så er hun super nem at relatere til, fordi hun føler sig så forkert.

Det er lidt det samme i "Til min bedste veninde i verden" - det er vel egentlig en bog om ensomhed, fordi Andrea har mistet sin bedste veninde, der er flyttet. Men bogen bliver ikke trist, fordi hun har en sød ironi. Alligevel er der rigtig mange piger, der kan genkende følelsen af at miste en veninde, og derfor gerne vil læse om Andrea.

Men hvordan beskriver man følelser?
Omslag: Lange/Bertelsen
Det er et ret svært spørgsmål at svare på. For det skal jo ikke blive pladderromantisk og sentimentalt. Ja, faktisk skal følelserne måske slet ikke beskrives - du kender måske udtrykket "don't tell it - show it"? (det handler om at VISE, hvordan ens personer føler i stedet for at BESKRIVE det - fx gennem dialog og handling - du kan helt sikkert google begrebet).
For mig handler det om at folde ud hver gang der er scener, som man måske kan huske fra sin egen barndom, gjorde ondt. Fx at blive valgt sidst i rundbold. Eller ikke at vide, hvem der vil arbejde i gruppe med én. Eller ikke at blive budt op til dans. De fleste af os har prøvet noget i den retning - det skal beskrives detaljeret og helt indefra hovedpersonen, for så føler pigelæseren, der selv har oplevet det, sig ikke længere alene. Det er i hvert fald MIN erfaring.

Jeg lærte selv at beskrive følelser af forfatteren Katarina Von Bredow - hendes roman "Alt for forelsket" er formidabel og inspirerede mig til "Så fandens forelsket" (også til titlen, faktisk, dér kunne jeg nok have været mere kreativ). Men jeg lærte det også af at skrive dagbog - jeg skrev dagbog (og breve!) hele min barndom og fik på den måde øvelse i at sætte ord på mine følelser.

Ovenstående tre tips er selvfølgelig møgpersonlige. Det kan sagtens være, at du kan skrive en fænomenal tøse-bog uden følelser og uden at tænke over målgruppen og gøre den fuldstændig lyserød.
Men jeg er forud for dette indlæg blevet opfordret til at komme med MINE tips til at skrive pige-bøger, og det er dem, du nu har læst.
Jeg håber, at mit indlæg inspirerer dig til at skrive en formidabel tøse-bog - eller måske en tilsvarende bog for drenge. Eller for begge køn, måske!

Omslag: Jessen/Lange
Til slut vil jeg anbefale et par pigebøger:

Mine egne: 
Veninder for altid
Alt om at være pige
Til min bedste veninde i verden
Så fandens forelsket

Moderne pigebøger: 
Emmy
Stella
Et strejf af magi
Wicca-veninder
Asta
K for Klara
Drenge &-serien
Dobbeltdaten



Fra min egen barndom: 
Mig - en pige
Julie-bøgerne
Eva og Adam (tegneserierne især)

- Der er sikkert mange flere - spørg på biblioteket:)




fredag den 1. juli 2016

Gratis - Læs mere om Ida fra Alt om at være pige!

Har du læst "Alt om at være pige" og kunne godt tænke dig at læse mere om Ida? Så kig med her, hvor du får et lille fraklip ... eller måske et kapitel fra en kommende bog 2?

Jeg skrev teksten på Skriv en bog på en uge-kurset, hvor man skriver derudad i 20 minutter ud fra ordet Huller. Bagefter rettede jeg det til, så det giver bedre mening for jer, der læser det:)

Jeg er i gang med at skrive en bog 2 om Ida, og denne scene er med:o)

Banner af Jan Kallesen. Omslag: Bertelsen
og Jessen/Heinemeyer

1. Det var en frygtelig orkan

I dag i skolen skulle vi alle sammen til tandlæge. Vi skulle gå derover to ad gangen, og jeg fik heldigvis lov til at gå derover sammen med Esther. Jeg synes, det er meget hyggeligere at skulle til tandlægen med sin bedste veninde, end med én af drengene. Så det var vi ret glade for. Især måske Esther, for hun har nemlig tandlægeskræk. 
Og det kunne man tydeligt se, for mens vi gik derover, blev hun mere og mere hvid i hovedet.
”Er du bange?” spurgte jeg.
”Nej …”
Jeg kunne godt høre, at hun løj, men jeg lod som ingenting og åbnede døren.
Der er altid sådan en mærkelig lugt hos tandlægen. Jeg ved ikke om det er tandpasta eller noget andet. Det lugter ikke som tandpasta. Måske er det det, som de renser ens tænder med. Eller det som de fylder i, hvis man har huller. 
”Jo,” sagde Esther. ”Nu er jeg bange.”
”Først nu?” spurgte jeg.
”Ja, nu, på grund af lugten. Men du må ikke sige det til nogen.”
Jeg ville give hende et kram, men i det samme kom én af tandplejerne ud. Altså ikke dem der roder med ens tænder, men hende der plejer at skrive ting ind på computeren.
”Det er jeres tur lige om lidt,” sagde hun.” I kan bare sætte jer og vente.”
Hun pegede på nogle små, blå stole, hvor der stod en Noahs Ark i træ med en masse dyr.
Jeg kiggede på Esther, men hun trak bare på skuldrene. Så satte vi os på de små blå stole. Mine knæ bøjede nærmest opad, fordi jeg var for høj til stolen. Og jeg er ikke engang specielt høj.
”Hvad er du bange for?” spurgte jeg.
”At de skal bore, tror jeg. Og lugten. Jeg kan bare lugte det hele tiden.” Esthers stemme var lav.
Hun rakte ud efter en træ-giraf og sad og drejede den mellem fingrene. Det så seriøst nærmest manisk ud.
”Men altså …” jeg prøvede at finde på noget at sige, men jeg vidste ikke rigtigt hvad, for ærlig talt var jeg slet ikke bange.
Altså jeg syntes da ikke, at det var mega sjovt at være til tandlægen, men jeg syntes heller ikke det var super slemt, og jeg havde aldrig prøvet at have et hul, der skulle bores.
”Kan vi ikke tale om noget andet?” Esther så sig febrilsk omkring. Hendes blik faldt på Noahs ark. ”Noahs ark eller sådan noget?”
”Okay.” Jeg tog alvorligt den lille figur, der skulle forestille Noah op og satte den på bordet mellem os.
”Der var engang en mand, der hed Noah. En dag sagde Gud til ham, at han skulle bygge et kæmpe skib …”
”En ark,” sagde Esther.
”Er det mig eller dig, der fortæller?” jeg gjorde min stemme alvorlig, og så smilede Esther, og så blev jeg nødt til at fortælle videre, for det var første gang hun havde smilet efter vi var kommet ind hos tandlægen:
” Du skal tage to af hvert dyr, sagde Gud. En han og en hun. Og så skal I sejle ud, og så sender jeg en kæmpe tsunami …”
”Det var altså en syndflod,” sagde Esther.
”Hvad er forskellen?” Jeg sad med en ko i hånden, parat til at sætte den ind i arken sammen med Noah.
”At det ligesom er en flod af synd. Fordi det er synd for alle dem, der dør, tror jeg.” Esther stemme var spørgende.
”Jeg kan bedre lide at det er en tsunami. Det er mere realistisk. Så det er det altså i min historie. Vil du stadig høre den?” Jeg satte koen ind ved siden af Noah.
”Ok. Men du mangler en ko.”
”Hvad mener du?”
”Hvis der kun er én ko, uddør racen jo. Det er jo ligesom pointen med Noahs Ark,” sagde Esther tålmodigt og rakte mig den anden ko.
”Nørd,” sagde jeg, men jeg tog begge to køer og lod dem trippe sammen ind i arken, og så fortsatte jeg:
”Da Noah havde samlet alle dyrene, kom den store tsunami.” Jeg lagde tryk på ordet, og så begyndte Esther at grine.
”Syndflod,” sagde hun. ”Det andet lyder altså som TV-Avisen.”
”Den store Syndflod sendte skibet ud på bølgerne. Huh hej.” Jeg løftede skibet og begyndte at rutsje det fra side til side så alle de små figurer inden i det raslede frem og tilbage. ”Der var vand alle steder,” sagde jeg og rejste mig op, mens jeg løftede træskibet op og ned i bølgebevægelser, som om det var midt i en kæmpe storm.
”Men er det ikke synd for alle de andre ting, at de drukner?” spurgte Esther. ”Skal vi ikke redde dem?”
Skal "Alt om at være pige" blive en serie
ligesom Veninder for altid?
(Omslag: Jessen/Lange)
”Jo!” Jeg sejlede skibet hen til noget Lego, der lå ved siden af Esther. ”Vil I med om bord? spurgte Noah.” Jeg gjorde min stemme dyb, så jeg lød mere som Noah, mens jeg stoppede skibet lige ved siden af Legoet. Esther proppede det ind i skibet, og så sejlede det videre, vildere og vildere.
”Det var en frygtelig orkan,” råbte jeg.
Og ja, det var noget jeg råbte.
Men det med at jeg råbte, gik først op for mig, da Vitus og Elliot kom ud fra tandlægen.
De stoppede i døren, og så gloede de begge to vildt underligt på mig, der stod midt i rummet med et legetøjsskib, der er beregnet til nogen der er meget yngre end Felix.
”Hvad sker der?” spurgte Vitus.
”Vi leger Noahs Ark,” sagde Esthjer.
Og altså … faktisk var det jo sandt nok. Men kunne hun ikke have valgt et andet udtryk? Kunne hun ikke have sagt at vi … fortalte historien? For lege er sgu da noget man gør, når man er totalt pattede!
Vitus og Elliot grinede begge to. ”De andre kommer til at grine så meget, når de ser det her!”
”Hvad?” Min stemme steg nogle oktaver, ja, jeg tror faktisk, jeg gik lidt amok.
Vitus holdt sin mobil op: ”Vi filmede jeres seje stykke. Opdagede I det slet ikke?”
Jeg følte det, som om det var mig, der blev opslugt af en syndflod nu. Nej, det var faktisk ikke engang en syndflod. Det var en kæmpe mega tsunami-bølge, og jeg forsvandt bare under den og blev revet med, væk.
”Lad os lige prøve at se …” han afspillede videoen, og pludselig kunne jeg høre min egen totalt mærkelige og forvrængede stemme sige:
”Det var en frygtelig orkan …”
”Slet det!” Jeg fløj op og kastede mig over Vitus. Men han var højere end mig, så han holdt bare telefonen oppe i vejret.
”Jeg tror, vi skal se fælles film i klassen i dag …” sagde han. ”Ikke Elliot?”
Elliot sagde ikke så meget, men han grinede. Og jeg hoppede og skreg, men så kom tanddamen ud og sagde, at nu skulle drengene altså gå, for det var vores tur.
Og så gik de bare! Med filmen med MIG på!
Jeg var faktisk, helt seriøst, ved at dø lige der.
”De viser den jo ikke til nogen,” sagde Esther, da vi gik hen mod tandlægen. ”Og hvis de gør var det jo også bare sjovt.”
”Nej!” sagde jeg. ”Det var IKKE sjovt!”
Normalt ville jeg have spurgt, om Esther helst ville først for at have det overstået. Men nu sagde jeg bare: ”Jeg skal først,” da de spurgte. 
Jeg fik lidt dårlig samvittighed, da jeg så Esthers ansigtsudtryk, for nu skulle hun være nervøs og vente alt den tid som det tog for mig at blive undersøgt.
Men samtidig, altså, så synes jeg bare lidt at hun havde fortjent det. For nu havde jeg gjort mig mega umage for at aflede hendes opmærksomhed, ja, jeg havde faktisk gjort mig totalt til grin over for Vitus. Vitus! Og hun havde gjort det hele værre ved at sige, at vi legede.
Helt ærligt, tror hun, at vi er fire år?

Da vi kom tilbage i klassen var der pause. Lige da vi kom ind råbte Elliot: ”Der kommer Noahs Ark!” og så fnisede Liva og Asta, og alle drengene grinede, og Mikkel råbte:
”Det var en frygtelig orkan!” Tre gange efter hinanden, og så kunne jeg jo nok regne ud, at Vitus og Elliot havde vist filmen til de andre.
”Det var ikke noget vi legede!” råbte jeg.
Men jeg kunne ikke overdøve Mikkel, der var gået i selvsving med at lege, at bordet var et skib, og at han var midt i en orkan (og seriøst – hvorfor er det ikke mere mærkeligt, end at lege Noahs Ark?)
Men så gik det op for mig, at jeg jo alligevel ikke kunne sige, at jeg fortalte historien, for at Esther ikke skulle være bange, for hun havde jo bedt mig om ikke at sige det til nogen. Så faktisk var der ikke andet at gøre, end at OVERLEVE den tsunami, som jeg var blevet opslugt af.

I spisepause kom Liva og Asta hen til vores bord. Liva stillede sig sådan henslængt op ad bordet, så man kunne se hendes bryster tydeligt under blusen. Sådan har hun stået hver pause siden vi kom i syvende klasse, jeg tror, det er noget, hun har set på en film.
Jeg har prøvet at stille mig sådan derhjemme foran spejlet. Så lænede jeg mig op ad mit skrivebord og skød brystet frem, mens jeg rettede på mit hår, så det ligesom flød ned over mit ene øje. Det med håret havde jeg nemlig selv set på en film.
Men sådan som jeg stod, kunne jeg ikke se mig selv i spejlet, så jeg var nødt til at få Felix til at tage et billede af mig. Og da jeg havde hentet ham og stillet mig i Liva-positur igen, kiggede han bare underligt på mig:
”Har du ondt i din ryg?” spurgte han.
”Hvad mener du?” Jeg rettede på mit hår igen, fordi det kildede mig i munden.
”Fordi du står så mærkeligt.” Han tog et billede og rakte mig telefonen. SÅ skyndte han sig ind til sin computer igen.
Da han var smuttet, og jeg kiggede på billedet, lignede jeg overhovedet ikke hverken Liva eller en skuespiller, men en eller anden mærkelig alien, for mine ribben stak ærlig talt tydeligere frem end mine bryster, og så slettede jeg med det samme billedet og besluttede mig for aldrig at stå sådan igen.
”Jeg skulle sige noget …” Livas bøjede sig frem mod mig. Hendes stemme var hviskende. ”Men jeg måtte egentlig ikke sige det.”
”Så skulle du vel heller ikke sige det?” sagde Esther.
”Narj … men for jeres egen skyld. Liva så vigtig ud: ”Vitus har sagt, at drengene faktisk ville syntes I var ret søde, hvis I ikke legede så pattede lege.” Hun så direkte på mig.
”Har Vitus sagt det?” spurgte jeg.
”Altså ikke Vitus. Han er jo kæreste med mig. Men de andre drenge.” Liva kastede med håret.
”Hvem?” spurgte jeg, selvom jeg mest kunne tænke på, at det var Vitus, der havde sagt det.
Og at han måske, sådan KUNNE synes, at jeg var sød. For i virkeligheden legede jeg jo ikke barnlige lege. Men det troede han selvfølgelig …
”Er det ikke lige meget hvem?” Asta satte sig på kanten af vores bord. ”Pointen er, at når man går i 7. klasse, så leger man altså ikke mere.”
”Det bestemmer man vel selv,” sagde Esther og samlede blyanterne i sit pennalhus sammen.
”Vi legede heller ikke,” sagde jeg og skottede til Esther. ”Vel?”
Esther kiggede hurtigt på mig. Jeg blev varm i kinderne. Okay, hun ville heller ikke have, at jeg sagde til Liva og Asta, at hun var bange for tandlægen.
”Vi fortalte ligesom bare historien,” sagde jeg så.

”Men det er jo også lidt nørdet, ik?” Asta tog et stykke tyggegummi og bød os andre. Så så hun på Liva: ”Skal vi ik’ gå i Netto nu?”


Der kan selvfølgelig nå at blive ændret alt muligt inden der (måske) udkommer en bog 2. Men hvad synes du om det?

søndag den 19. juni 2016

Ryd op og få overskud - til at skrive!

Har du lyst til at skrive, men mangler overskuddet?
I dette indlæg vil jeg dele et af de tips, der har ændret mit liv: Hvordan jeg bruger oprydning som redskab til at skabe plads til overskud og kreativitet i mit liv.

Jeg har altid været en samler. Jeg fik at vide, at det var fordi, jeg var krebs som stjernetegn. Min mor sagde grinenede, at jeg "samlede på samlinger", og vender jævnligt tilbage til dengang, jeg samlede på (store!) papkasser.

Jeg giver altid mine ting til genbrug,
når jeg har ryddet op
Da jeg var 18 år stødte jeg tilfældigt på bogen "Ryd op i dit rod" af Karen Kingston. Jeg læste halvdelen af bogen på én aften. Men så kom jeg til det kapitel, hvor man skulle gå i gang med at rydde op i sine ting (altså - sortere ud i dem), og så gik jeg i stå.
For hvordan skulle jeg kunne rydde ud i mine ting?
Jeg havde en kæmpe bogsamling, for jeg ville jo være forfatter. Og en forfatter havde vel et helt bibliotek? Og min servietsamling skulle jeg bruge til mit bryllup, hvor alle skulle have en forskellig serviet. Og mine viskelædre, glansbilleder, brevpapir, sæber, glasfigurer, nipsenåle og sten skulle mine børn jo arve.
Min træ-giraf-samling betød også meget for mig, for den mindede mig jo om, at giraffen har et stærkt hjerte. Hvilket mindede mig om min lillebrors hjerte-operation, der gik godt. Så dem havde jeg jo også brug for.
For ikke at forglemme alle mine dagbøger, kalendre, breve, postkort, blade, magasiner, tasker, skolepapirer, sko ...
Det var simpelthen angstfyldt for mig at smide ud. Jeg elskede jo mine ting.
Så jeg gik i stå med Projekt Ryd Op I Dit Rod i et halvt år.

En dag tog jeg bogen frem igen. Og denne gang læste jeg den fra start til slut, og så begyndte jeg at rydde ud.
For pludselig forstod jeg, at man kun behøver at gemme de ting, der giver én glæde. Mange af mine bøger havde jeg ikke læst - og jeg havde heller ikke lyst til at læse dem. Faktisk gav det mig dårlig samvittighed, at jeg endnu ikke havde fået dem læst, fordi de var en gave/klassikere/anbefalinger fra andre.
Behøver jeg sige, at det var en lettelse, at give dem til et antikvariat?
Det gik op for mig, at mine bryllupsgæster nok ville synes mine gamle bytte-servietter var en kende klamme, mine børn ville nok hellere starte deres egen samling af brevpapir og mine viskelædre virkede alligevel ikke rigtigt til formålet - de duftede mest bare af sæbe. Og sæberne var egentlig også blevet ret støvede.
Man behøver ikke gemme ting, bare fordi det er en samling. En samling er egentlig bare en ophobning af ting. Men ordet "samling" gjorde, at jeg ikke følte, jeg kunne skille mig af med det.
Men det kunne jeg!
Det gik op for mig, at der kun var én af mine træ-giraffer, der egentlig betød noget for mig - den første, som min veninde havde haft med hjem fra Afrika. Alle de andre gav mig ingen glæde, og det var slet ikke svært at skille mig af med dem, for dybest set havde de jo intet med min lillebrors operation at gøre.

Det var min første, grundige oprydningen og sortering, og selvom der var masser af ting, jeg beholdt (fx mine dagbøger), så var det en enorm lettelse.
Endelig blev det klart for mig, at mine ting bare er ting. Uanset om de er gaver, samlinger eller indeholder minder.
Minderne står alligevel stærkest i hukommelsen - og ellers kan man tage et billede af tingen.
Marie Kondo anbefaler at opbevare ting
vertikalt - det synes jeg er genialt!
Og da jeg var færdig gik det op for mig, at jeg følte mig SÅ meget lettere. Pludselig var jeg kun omgivet af ting, jeg holdt af, og det gav på en måde rummet et helt andet lys, energien føltes friere på mit værelse, og jeg havde rum til at være kreativ.
Kort efter fik jeg faktisk idéen til min debutroman "Hjerte i vente" - hvor der i øvrigt optræder både en hjertefejl og en giraf.

For at gøre en lang historie kort, blev jeg voldsomt interesseret i, hvad rod betyder for vores psyke. Jeg har læst rigtig mange bøger om emnet, og for to uger siden stødte jeg på en ny: "Magisk Oprydning" af Marie Kondo som på ny fik mig til at flyve gennem huset, og jeg har i skrivende stund sendt 10 sække, tre kasser og to kommoder til genbrug. Og jeg er kun halvvejs!

Når jeg nu kigger på de hylder, der før var ved at flyde over med ting, bliver jeg lettet i kroppen over at se luft og plads. Jeg bliver glad over, at de ting, jeg omgiver mig med, er ting, der gør mig glad.
Jeg har en hel hylde med bøger, som mine venner har skrevet. Derudover har jeg kun gemt en enkelt hylde med bøger, jeg stadig bruger - fx en havebog, "Stigninger og fald", som jeg hyppigt bruger i undervisningen og en masse børnebøger, som jeg læser dagligt med min søn. De fleste af de bøger, jeg har købt og læst (eller købt og ikke læst) gennem det seneste år, har jeg foræret videre.

Denne glæde over plads frigiver overskud, som jeg har brugt til at give bloggen her en tiltrængt make-over. Den håber jeg, at I kan lide.
Efter jeg blev mor har tiden været knap, og det er gået lidt ud over bloggen, men nu tror jeg, at jeg er på vej tilbage. Derudover har jeg gen-åbnet "Spørg forfatteren" fra på mandag og frem til jeg går på sommerferie 15. juli 2016. Så hvis du har nogen forfatter- eller fan-spørgsmål til mig, er de meget velkomne!

Jeg håber, at min historie om, hvad oprydning betyder for mig, inspirerer dig til selv at forsøge at skabe mere overskud og frirum i dit liv. Om ikke andet, er det i hvert fald lettere at gøre rent fremover, hvis der ikke er så mange ting alle vegne:)

Nu vil jeg kigge på Karen Kingstons blog - jeg anede nemlig ikke, at hun havde sådan én, før jeg skulle linke til hende i dette indlæg. Og jeg ER jo lidt fan af hende, så den må jeg altså tjekke ud.

God oprydningslyst!


onsdag den 1. juni 2016

3 tip til at skrive ugebladsnoveller

Dette indlæg handler om, hvordan du kan komme i gang med at skrive ugebladsnoveller. Det er nemlig noget, jeg ofte bliver spurgt om, og det skyldes nok, at det er en af de få typer fiktion i Danmark, hvor man får betaling for enkeltstående noveller.
Jeg har tidligere holdt en workshop i Håbefulde Unge Forfattere om at skrive ugebladslitteratur sammen med Caroline Ørsum, men da denne workshop nok ikke gentager sig, vil jeg i stedet dele min viden her.

Hvis du har lyst, kan du læse indlægget med federe layout på min nye blog, der også er fuld af andre skrivetips:-)

Min egen erfaring med ugeblads-fiktion
Nogle af mine ugebladsnoveller fra Hjemmet,
Hendes Verden og Ude og Hjemme
Jeg skrev selv min første novelle til et ugeblad ved et tilfælde. Jeg kendte til genren, og havde forsøgt at skrive en novelle og en roman-føljeton (til Hjemmets konkurrence i 2008), der ikke var blevet færdige.
Men så udskrev Højers Forlag en novelle-konkurrence med temaet "Gammel i Danmark". Jeg skrev en novelle om en ældre kvinde, der tog sig af en tilfløjen undulat og mødte en mand på den måde.

Desværre blev Højers antologi aflyst på grund af for få bidrag, og så sad jeg med en hjemløs novelle - som jeg valgte at sende med posten til Hjemmet (jeg valgte posten, fordi jeg var 18 år og i tvivl om, om det var for "ungt" til at skrive fiktion til ugebladene, og så havde jeg en fordom om at ældre mennesker brugte post i stedet for mails, så jeg håbede, at Hjemmets redaktør ville tro, jeg var ældre, hvis jeg sendte et brev).
Der gik en del tid, og jeg glemte faktisk novellen lidt, men så fik jeg et brev fra Hjemmets redaktør om, at novellen var god, men for kort. Om jeg kunne forlænge den? Og således blev min første novelle "Ikke mere alene" antaget i Hjemmet.

Det blev dog ikke min debut med ugeblads-fiktion, for i mellemtiden havde jeg fået antaget novellen "Endnu en chance" (om netdating) hos Hendes Verden - og så var jeg godt i gang med at skrive noveller.
Siden har jeg skrevet et par noveller om året for Hjemmet, Hendes Verden og Ude og Hjemme, og efter min barsel sluttede, har jeg skrevet lidt mere end et par - jeg er virkelig blevet glad for genren.

Det er en SUPER skøn genre (faktisk er det flere genrer, men det vender jeg tilbage til), og jeg elsker, at man kan få lov at fortælle en kort historie, som alligevel møder så mange læsere. Nedenstående er derfor skrevet med stor kærlighed til genren og i håb om, at endnu flere vil tage den til sig både som læsere og forfattere.


Min novelle "Julemand søges"
i Hendes Verden
ill: Jørn Møbius
Der er folk, der har skrevet mange, mange hundrede noveller - det har jeg ikke. Jeg har måske i skrivende stund skrevet 30-40 stykker - men jeg håber alligevel, at du bliver inspireret af mine tre tips til selv at kaste dig ud i ugebladsgenren.
Jeg har lavet tre tips til, hvordan du kan komme i gang med at skrive ugebladsfiktion (men husk - det er mine tips. De enkelte redaktører kan jo sagtens have deres egen stil og mening, så det er altid bedst at spørge dem, hvis du er i tvivl).

1. Læs ugeblade og elsk genren!
Jeg siger det igen og igen, og nu kommer det altså IGEN: For at skrive godt, skal du læse meget. Det gælder også ugebladsfiktion. Du skal læse noveller, romaner, digte. Andres noveller og dine egne og alt muligt andet. Men i det her tilfælde skal du i hvert fald som minimum læse nogle ugeblade. Også selvom du kender genren fra din barndom/din bedstemor/dine fordomme. For ugebladene rykker med tiden, og det gør sproget, tonen og novellernes indhold også.

Og så er der i øvrigt tonsvis af inspiration at hente i ugebladene, for selvom du selvfølgelig ikke kan skrive en novelle, der allerede findes, så kan du jo godt vælge en hovedperson, der minder (lidt) om eller et setup, der er i samme stil.

At læse ugebladene giver dig også en forestilling om de forskellige blades målgruppe og smag i forhold til noveller. Desuden kan du se de forskellige genrer - du skal jo beslutte, om du vil skrive en blød- og evt. romantisk novelle, en krimi eller måske en føljeton-roman?

Den sidste grund til at læse ugeblade er, at du skal opleve SELV at blive suget ind i ugebladslitteraturen. For at skrive godt til ugebladene, er du nødt til at slippe dine fordomme (jeg ved godt, det ikke er alle, der har fordomme om ugebladslitteratur, men jeg har efterhånden mødt en del, der har).
Du er nødt til at elske ugebladsfiktionen for det den er og kunne sætte dig i læserens sted. Simpelthen lære at læse med hjertet. Og den indlevelse må du jo nødvendigvis LÆSE for at opleve!

Da jeg startede med at skrive noveller, begyndte jeg at købe ugebladene (og også læse dem, der lå på vaskeriet). Og pludselig måtte jeg få min mor til at købe næste nummer, mens jeg var på ferie, fordi jeg bare MÅTTE vide hvad der skete i den historiske føljeton-roman, som jeg nu pludselig var blevet fanget af!

2. Byg en god novelle
Ligesom med al mulig anden litteratur, skal din tekst selvfølgelig være god. Men hvad gør netop ugebladsfiktion god?
I starten troede jeg, at det handlede om klicheer. At jeg endelig havde fundet en genre, hvor man gerne måtte bygge kliche på kliche i et klichefyldt sprog. Jeg kunne ikke have taget mere fejl.

De ugebladsredaktører, jeg har talt med, vil gerne have noveller om moderne menneskers liv i et almindeligt/moderne (og selvfølgelig velskrevet!) sprog med fængende dialoger.

Der skal være en konflikt, læseren kan identificere sig med. Novellen kan med fordel bygges op omkring en treaktsmodel med de to klassiske vendepunkter (det kan du google dig frem til, hvis du ikke har en naturlig fornemmelse for det, når du skriver, eller du kan tage på et skrivekursus om plot-struktur, for det er rimelig relevant nærmest uanset hvad du gerne vil skrive), og det er super vigtigt, at der er en sympatisk hovedperson med et problem, læseren gider at leve sig ind i.

Det er en udbredt fordom, at ugebladslitteraturen er befolket af sheiker, sygeplejersker og folk i reklamebranchen. Selvfølgelig er der sygeplejersker (og måske også reklamefolk og sheiker - jeg har bare ikke mødt en novelle med dem endnu). Men der er mange flere helt almindelige mennesker med alle mulige almindelige erhverv som fx dine naboer, din frisør, damen i supermarkedet og dine børns pædagoger.

I mine noveller er der lærere, pædagoger, SOSU-assistenter, kunstnere, blomsterhandlere, hundefrisører og alle mulige andre (almindelige) erhverv. Jeg vælger gerne et job, som flest muligt kan identificere sig med, og som jeg kan finde ud af at beskrive - fx lærer (jeg er læreruddannet, og alle ved, hvad en lærer er).

Så identifikation er altså et nøgleord, og det samme er sprog. Sproget skal være fængende og velskrevet, og ikke alt for underligt/poetisk. Men der må gerne være lækre beskrivelser!

Og så er der slutningen. Den skal selvfølgelig give mening i forhold til resten af novellen, men min erfaring fra de noveller jeg selv har fået antaget (og afvist) er, at den også skal passe til genren. Det vil ikke ALTID sige 100% happy end - men ofte. Jeg tror, de fleste af redaktørerne kan lide en "realistisk, positiv slutning med en god portion håb" uden at jeg har hørt nogen af dem sige det direkte.
Nogle af mine noveller har en "håbefuld" slutning (fx hvis jeg skriver om en kvinde, der drømmer om at blive gravid. Så vælger jeg ikke at slutte med en positiv test, men håbet om, at det nok skal lykkes), andre er ægte, happy end (det er især mine romantiske noveller, der slutter med stor kærlighed og kys. Jeg ELSKER romantik!)

Men det vigtigste råd, som jeg kan give er nok at skrive fra hjertet. Lad være med at tænke så meget over, at det er en ugebladsnovelle, men prøv at skrive en historie, som optager dig. Hvis den ikke bliver ugebladsegnet, kan du måske bruge den til noget andet. Og så prøve igen med en anden novelle!

3. Vælg din genre
Der findes mange forskellige genrer i ugebladsfiktionen. Jeg har ikke prøvet at skrive dem alle, men jeg vil alligevel lige knytte et par ord til genrevalget.
Du kan selvfølgelig godt bare starte med at skrive ud i det blå, og se, hvad det bliver til, men min erfaring er, at det kan være en god idé at have gjort sig en forestilling om, hvilken genre, man skriver (det gælder egentlig også, når man skriver bøger). De to klassiske ugebladsgenrer er krimi og såkaldt "blød" novelle.

De bløde noveller tæller alt fra romantiske til realistiske hverdagsfortællinger. De kan handle om alt muligt, som er relevant for kvinder i bladets målgruppe (jeg har i mange år satset på kvinder 40+ og det gik ok, men man kan sagtens skrive noveller med både yngre og ældre hovedpersoner!). De fleste af de noveller, jeg har læst (og alle dem, jeg har skrevet) har haft en kvinde i hovedrollen, som havde et problem - måske var hun forelsket, måske blev hun mobbet på jobbet, måske ønskede hun sig et barn, men kunne ikke blive gravid. De fleste af mine noveller, har været bløde noveller. Og de allerfleste har været romantiske, og rigtig ofte har der også været dyr med.
Pt. bringer Hendes Verden, Hjemmet, Ude og Hjemme og Familie Journal denne genre i forskellige tilsnit.

Krimierne har jeg ikke så stor erfaring med endnu, men de er lidt anderledes end typiske (roman-)krimier, som du går på biblioteket og låner. Det er for eksempel ikke altid (men dog sommetider!) at der er noget, der skal opklares - Ofte handler de om én, der planlægger noget kriminelt - fx mordet på sin mand.
Det er noveller, hvor der sker noget kriminelt motiveret af alle de "grimme" følelser i mennesket - hævntørst og jalousi for at nævne et par eksempler. Det kan være et skænderi over arvegenstande eller én, der bliver presset til at gøre noget kriminelt. Som jeg foreslog i første punkt, er det en rigtig god idé at læse et par stykker for at danne sig et indtryk af genren!
I denne genre har jeg dog læst virkelig mange forskellige typer - nogle var thriller-agtige, nogle opklarings-krimier, nogen handlede mest om hævn og andre havde en pointe, hvor det viste sig, at det slet ikke var helt så kriminelt endda. Men mange! af dem havde en "den der graver en grav-"pointe, dvs. hvis hovedpersonen planlagde et mord, endte det som regel med at hun selv blev om ikke myrdet så i hvert fald "fanget" på grund af sine egne "slette handlinger".
Pt. bringer Hjemmet, Ude og Hjemme, Søndag og Familie Journal denne genre i forskelligt tilsnit.

Der findes også andre genrer - selv er jeg fx glad for Hjemmets "Dyrenovelle". Det er en lidt speciel novelletype, som man nok skal læse et par stykker af i bladet, inden man kaster sig ud i. Novellerne er meget korte her.

Der findes også fortsatte noveller og længere roman-føljetoner - det har jeg endnu ikke selv kastet mig ud i, men det kunne sikkert være sjovt.

Det praktiske
Mit bedste råd til at få styr på det praktiske er at sende en mail direkte til redaktøren af det ugeblad, du gerne vil skrive til.
I skrivende stund har følgende ugeblade fiktion: Hjemmet, Ude og Hjemme, Søndag, Familie Journal og Hendes Verden. Der er ret stor forskel på typen af fiktion - fx skal du nok beslutte dig for, om du helst vil skrive en krimi eller en romantisk novelle og tjekke, at det ugeblad, du sender til, rent faktisk udgiver fx romantiske noveller, inden du sender den ind.
Men hvis du bare gerne vil kaste dig ud i det og så håbe på, at din novelle passer ind, så kan jeg fortælle, at flere af ugebladene pt. kører med realistiske/bløde noveller i længden 2300-2700 ord. Så hvis du prøver at skrive en historie i den længde, så kan du måske tilpasse den redaktørens ønsker efterfølgende. Desuden vil de fleste ugeblade helst bringe noveller i 3. person datid (jeg har dog fået enkelte noveller i 1. person eller nutid antaget, men som regel er jeg blevet bedt om at ændre det. Fra nutid til datid går rimelig nemt, men fra 1. til 3. person er lidt besværligt).

Nogle af ugebladene vil helst have en synops først. Det er derfor, jeg råder dig til at skrive en mail til redaktøren, inden du går i gang med en novelle, for det er jo ærgerligt, hvis de slet ikke har brug for noveller lige nu, eller hvis de (som fx Ude og Hjemme) bringer noveller på kun 1600 ord, og du har skrevet 2700 ord.
Hvis du har nogle helt konkrete spørgsmål til, hvordan du kommer i gang med at skrive ugebladsnoveller, må du meget gerne spørge mig, så vil jeg svare dig efter bedste evne uden dog at udråbe mig selv til ekspert på området - det er jo de enkelte redaktører, der ved mest. Du kan kontakte mig her.

Til slut vil jeg lige sige, at jeg jo ikke er novelle-redaktør eller på anden vis ekspert i emnet, så ovenstående skal udelukkende ses som gode råd. Så jeg kan altså ikke stå inde for, at din novelle bliver antaget, heller ikke selvom du følger alt det ovenstående. Og så ændrer bladene jo også sommetider strategi, så fordi et ugeblad kører med en bestemt type fiktion nu, er det jo ikke sikkert, at de gør det om et år.

Når det så er sagt, så ønsker jeg dig alt muligt held og lykke med ugebladsfiktionen. Og kan vi så få fordommene blæst af vejen - for det er altså en virkelig skøn genre med mange dygtige forfattere!