Ill: Leis/Bertelsen |
Det var nogle super nysgerrige, spørgende og engagerede børn som kom til mit foredrag. De sad på gulvet i skolens idrætssal, og det var faktisk rigtig fint, for så kunne de jo sidde lige som de selv ville, og det gav en god stemning. Og der var mulighed for powerpoint i salen - så de kunne sagtens se bøgerne på storskærmen.
Jeg fortalte om Veninder for altid, Søstre på De syv Have og Et blodigt spil. De var især super interesserede i Et blodigt spil (det oplever jeg i øvrigt ret tit - der er noget med den bog, der fanger til foredrag:-)), så jeg fortalte og læste lidt højt. Og der var god tid til spørgsmål og autografer.
En rigtig god oplevelse!
Det er i øvrigt det foredrag, som jeg kalder Skoleforedrag 1 under mine foredrag.
Foredrag for dansklærerne
Om eftermiddagen var det dansklærernes tur til at høre om Skriveøvelser i Folkeskolen. Jeg kom med mange tips og idéer til skriveforløb og skriveøvelser. Desuden gav jeg råd til, hvordan man nemt kan lave sine egne skriveværksteder og skriveøvelser. Nogle af klasserne skulle i gang med et skriveforløb, så jeg håber, at jeg var med til at inspirere deres lærere:-)
Jeg giver i øvrigt også skrivetips på min blog om fiktionsskrivning i folkeskolen.
Skrivesjov
Jeg holdt et skriveværksted i to lektioner for en femteklasse på skolen. Emnet var "skrivesjov" - så opgaverne var også sjove. For eksempel skulle eleverne være sammen to og to. Så skulle de forestille sig, at de begge to var en zombie, og så skrive ned i dialogform (kun med replikker), hvad de sagde til hinanden. Der blev grinet meget og "spist" mange mennesker! Og noget af det gode ved den øvelse er, at eleverne samtidig får øvelse i at skrive dialog som man taler "i virkeligheden" (ud over emnet. De taler nok ikke som zombier i virkeligheden ...). Der var også et par andre øvelser, fx en om at huske at bruge sanserne.
Alt i alt var det en rigtig spændende dag! Jeg håber, at elever og lærere følte sig lige så inspirerede, som jeg selv gjorde.
Er du lærer?
Jeg kommer også meget gerne ud på din skole og holder foredrag. Læs mere her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar