Smuglæs Havets Tåre!

Omslag: Mette Breth og A.Bertelsen

Her er prologen og første kapitel fra Havets Tåre til de nysgerrige:-) Bogen udkommer efter planen 21. 10. 2013 og kan forudbestilles her. 

Mine arme pisker af sted. Jeg kæmper for at holde hovedet over vandet, men havet kaster mig rundt. Bølgerne er store og tunge af saltvand. Jeg kommer til at sluge en masse og hoster.

”Hjææælp!” råber jeg gennem bølgernes larm, men ingen hører mig.

Havets brusen er det eneste, jeg kan høre. Jeg kan ikke se kysten.

Alting bliver en glimtende masse af sort, blåt og sølv. Det trykker i mine ører. Jeg kæmper og råber, mens strømmen trækker i mig. Som om den vil trække mig ned, opsluge mig.

Jeg kommer igen til at sluge vand. Mit hjerte hamrer, hårdt. Det eneste, jeg kan sanse, er hav. Jeg ser et glimt af grønt og lilla. Kommer til at sluge mere vand, hoster og gisper.

Så kommer sangen. Først stille, som et roligt hav. Men så stiger den i styrke. Bliver et orkester af havets lyde: Hvalernes sang, delfinernes klikken, mågernes hæse skrig og bølgerne. De kaster sig mod klipper, æder sten, skvulper, brøler og sprutter.

Min krop skriger. Jeg vil synge med, men min mund er fuld af vand. Der svømmer en grøn skygge forbi mig. Jeg tror, jeg er ved at besvime.   

1. Verden bliver aldrig mere normal

Jeg sætter mig op i sengen og rækker ud efter mobilen på natbordet. 03.17. Stadig flere timer til jeg skal op og igen stå på en båd.

Tanken om krydstogtet får sveden til at springe frem på min krop. Men det er mig selv, der har valgt at tage med på mormor og morfars guldbryllups-rejse. Mor har sagt mindst tusind gange at efter sidste sommer, hvor jeg nær druknede, er det forståeligt, hvis jeg ikke vil med. Men jeg skal med. Både fordi det gør min mormor og morfar glade, men også fordi … jeg kan faktisk ikke beskrive det. Det er bare som om havet kalder på mig.

Jeg smider dynen for at køle lidt af. Men drømmen kører stadig rundt i mit hoved. Og sangen. Den sang, jeg har haft på hjernen siden sommerferien sidste år. Selvom jeg prøver at lade være med at tænke på det, glider mine tanker alligevel tilbage til den dag mit liv ændrede sig.

Jeg var ude at sejle med min far. Det blæste op til storm. Meget pludseligt. Jeg faldt overbord.

De siger, at det er et mirakel, at jeg skyllede op på land i tide til, at min far kunne genoplive mig.

De siger, at ulykken ikke var min skyld. 

Men det var det. Og siden den dag, har sangen lydt i min hjerne hele dagen. Og om natten har drømme om ulykken hjemsøgt mig.

Jeg står ud af sengen, fordi jeg ved, at jeg ikke kan sove igen lige med det samme. Og fordi sangen i mit hoved bliver ved og ved. Det lyder som en blanding af oprørte hvaler, bølger og mågeskrig. Der er ikke nogen stemme, bare havets lyde.

Jeg går hen til spejlet og ser på mig selv. Møder mit eget blik. Mit sorte hår er uglet. Jeg har mørke rande under øjnene og ligner lort.

Jeg går på toilettet. Bagefter går jeg tilbage i seng. Prøver at sove, men er samtidig bange for det. Jeg er bange for drømmen. Og sangen … den er til at blive sindssyg af. Den gør mig så bange. Men samtidig er den så smuk. Den kalder mig til havet. Og i morgen tidlig er det lige præcis havet, jeg vender tilbage til.

”Så sejler vi endelig.” Mormors stemme lyder glad.

Hun og morfar har sparet op til at tage os med på denne her rejse ret længe. Hvis jeg var bare den mindste smule normal, ville jeg glæde mig. I hvert fald på deres vegne.

Morfar lægger armen om mormors skuldrer, og sammen står de og ser ind mod kysten. Jeg er ved at få nok, da mor tager kameraet frem og fotograferer de to gamle ved rælingen blandt alle de andre turister, som står og glor ind på København, der bliver mindre og mindre. Min 14-årige kusine, Vera, står der også.

”Er du o.k.?” Mor lægger kameraet i tasken. Stryger min skulder.

”Ja.”

Jeg prøver at lade, som om mors spørgsmål ikke er vildt provokerende: Jeg gik jo ligesom selv med til at tage med på krydstogt på trods af ulykken.

Vi står længst inde på dækket. Ikke ude ved rælingen, hvor man kan se ned i vandet. Det var mor, der stillede sig her, og jeg ved, det er for at være forstående. Jeg ser på gelænderet. Det eneste der gør, at man ikke falder ned og bliver opslugt af havet, hvis man står og kigger ud.

Jeg har lyst til at gå derhen, og samtidig får jeg det dårligt bare ved tanken.

”Jeg går ind igen,” siger jeg.

Mors arm falder ned fra min skulder, da jeg flytter mig.

”Lejla …”

Jeg har egentlig allerede vendt mig mod døren ind til skibets indre. Ved ikke, hvad det hedder. Ser kort på mor: ”Ja?”

”Kan du finde din kahyt?” Mor siger aldrig mere noget af betydning.

Jeg nikker.

Der kom et tidspunkt, hvor det hele mistede sin betydning, og verden blev farveløs.

Det begyndte helt klart d. 19. juli, da jeg druknede.

Nogle gange tænker jeg på, hvad der ville være sket, hvis vi ikke var sejlet ud den dag.

Andre gange tænker jeg på, hvad der ville være sket, hvis jeg virkelig var druknet.

Indenfor er der et blåt tæppe på gulvet. Det har lyseblå striber i siden, og giver en lille smule efter under mine sko. 

For enden af gangen breder rummet sig ud til en foyer. Fede stole i metal og læder, der er ikke sparet på noget. Det her er luksus. Okay, måske ikke femstjernet, men vi er deroppead.

Jeg går videre forbi restauranterne og finder til sidst min kahyt. Jeg var inde tidligere og sætte min kuffert. Den står på gulvet, blå og lidt skrammet efter lejrturen i 9. klasse. Jeg smider mig i underkøjen og glor op i Veras køje over mig. I samme øjeblik jeg lukker øjnene, kommer tankerne strømmende. Umulige at stoppe.

 Der var en dag, hvor det gik op for mig, at verden virkelig aldrig mere ville blive normal. Mor og far havde sat noget klassisk lort på anlægget. Det emmede af falsk hygge. Mor rejste sig fra den grimme lænestol, som hun først havde sat sig i og kom hen ved siden af mig i sofaen.

Hun tog mine hænder i sine. Så rejste far sig fra den anden pisse-grimme lænestol og gik ud af rummet. Mor så ikke efter ham, men jeg så hans ryg, da han gik.

Han gik ind i deres soveværelse og lukkede døren.

Mor aede min hånd. Kiggede ikke på døren. Kun på mig.

”Lejla-skat. Vi skal skilles.”

Det er de ord, som alle er så bange for. Men jeg blev slet ikke bange. Der var slet ikke plads til mere angst i min krop. Det eneste, jeg kunne tænke på, var fars ryg. Ternene fra hans skjorte voksede og voksede for mit blik. Til sidst svømmede de ud og blev en dug, et ternet gardin, et tæppe, et hav af tern. Og så kom kvalmen kravlende op gennem min hals.

”Du skal bo hos mig, Lejla. Jeg har set på en lejlighed …”

Min mors stemme forsvandt i en bølge af kvalme. Jeg rejste mig op og kom til at gå ind i bordet. Glaspladens hårde kant borede sig ind i mine leggins, men jeg vaklede bare væk, videre, ud på badeværelset.

Far i soveværelset. Mig på badeværelset. Mor i stuen.

Jeg græd ikke dengang, og jeg har ikke grædt siden. Mine tårer er nok frosset til is et sted inden i mig. 

Ps. Jeg er gået i gang med at skrive Havets Tåre 2. Jeg har skrevet 3581 ord:-)