onsdag den 1. januar 2014

Forfatterstatus 2013

Omslag:
EJsing/Milton/Bertelsen
På den første dag i det nye år er det på sin plads med min årlige forfatterstatus. Sådan en lavede jeg jo også i 2010, 2011 og 2012. Og jeg synes selv det er skægt at se tilbage på dem nu. Tænk, at jeg har haft bloggen i fem år nu! (i 2009 lavede jeg ikke en forfatterstatus. Jeg havde ikke hørt om konceptet dengang).
Året i år har været præget af ”fantasibøger”, men en enkelt ungdomsroman og lidt poesi og romantiske noveller er det da også blevet til. Og så har jeg haft en del foredrag, hvilket jeg synes er skønt.

Bøger
Omslag:
Ejsing/Milton/Bertelsen
Både Den Røde Slange og Den Kolde Nøgle (bog 3 og 4 i Søstre på De Syv Have-serien) udkom i år. Med de to bøger trådte serien rigtigt ind i det eventyrlige fantasyunivers med magi og monstre.

Omslag: Breth/Bertelsen
Jeg blev i fantasyuniverset lidt længere, idet jeg også har udgivet min første paranormale romance (noget jeg længe har drømt om), nemlig Havets Tåre. Den relativt letlæste historie om Lejlas møde med havmanden Seth blander både det mystiske og fantasyagtige med havfrue-mytologi og kærlighed – lige en cocktail for migJ


Kærligheden fik jeg også skrevet om i min ungdomsroman Ask Konge Taber, som udkom i efteråret. Ask og Livs kærlighedshistorie på en efterskole er helt realistisk, og faktisk den roman, jeg har arbejdet på i længst tid. Fem år er det siden, at jeg begyndte på den. Derfor er jeg rigtig stolt over, at den nu er udkommet. Jeg har også arbejdet meget med den sproglige side af dén bog, og det var fedt.

Omslag: Stoltze

Noveller, poesi og en føljeton
Jeg har fået udgivet fire ugebladsnoveller i år. I Hendes Verden har jeg fået udgivet Modet til at løbe, Kærlighed og killinger og Strik for let øvede og i Ude og Hjemme fik jeg udgivet Modsætninger mødes. Alle fire noveller er meget romantiske, undtagen Strik for let øvede, som mere handler om at finde en ny interesse og nye venner.
Jeg har også fået antaget dyrenovellen Født til at springe i Hjemmet, men jeg ved ikke, om den har været i bladet endnu, da jeg desværre ikke har fået holdt grundigt nok øje med det. Men den handler om en hund, der springer rundt på alt muligt og laver ballade.
Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har en svaghed for happy endings og kærlighedshistorier. Derfor er de fleste af mine ugebladsnoveller også lovestories.

Jeg har også haft en enkelt kreativ artikel i Hendes Verden, nemlig Skriv dine egne gækkevers. Det var helt vildt sjovt at få lov at prøve at skrive noget, der skulle få andre til at være kreative.

Jeg har også haft et dobbeltdigt i Hvedekorn ( nr. 3/2013), der udgiver poesi og kunst for voksne.
Hvedekorn 3/2013
Digtet har ikke nogen titel, men var endnu en mulighed for at lege med sprog og ord og sammensætte dem på skæve måder. Hvilket var skønt.

Sidst men ikke mindst har jeg skrevet en tøse-føljeton for Euromic, der producerer back to school-ting (fx pennalhuse) til deres Isabella & Friends kollektion. Historien er faktisk lige så lang som en af mine korte bøger, og hedder Isabella og det store modeshow. Det er Isabellas dagbog, og er for de 6-12årige, og det var virkelig en fest at skrive den historie. Den er blevet oversat til flere europæiske sprog og kan læses her efterhånden som afsnittene kommer på nettet.

Foredrag og skrivekurser
Jeg har været rundt og fortælle om Veninder for altid, Hjerte i vente, Ask Konge Taber og Søstre på De Syv Have på flere skoler og biblioteker i år. Det har virkelig været sjovt. Jeg har fundet ud af, at Søstre på De Syv Have egner sig rigtig godt til at fortælle om for 3.-4. klasse, fordi det er så sjovt at fortælle om havmonstrene.
I foråret underviste jeg på Forfatterskolen for Unge i Lejre og både forår og efterår underviste jeg på Tekstværkstedet på Rytmisk Center. Det har været rigtig lærerigt og sjovt at undervise (det har jeg jo gjort gennem flere år), og eleverne er rigtig skriveglade. Jeg har dog besluttet mig for at fokusere på bøger og foredrag i 2014, så derfor har Caroline Ørsum overtaget holdet på Forfatterskolen for Unge og Marie W. Oscilowski har overtaget holdet på Tekstværkstedet.

År 2014 …
Omslag:
Ejsing/Milton/Bertelsen
Jeg har allerede skrevet Søstre på De Syv Have 5 – Det Lilla Monster, som udkommer til foråret. Jeg er også godt i gang med redigeringen af den 6. og sidste bog i serien, der nok kommer til at hedde Den Iskolde Heks. Jeg er så glad for serien, at jeg godt kunne skrive flere bøger i og omkring De Syv Have, men jeg har også rigtig mange andre idéer, jeg gerne vil arbejde på, så nu må vi se. Foreløbigt er jeg i hvert fald i gang at skrive første udkast til Havets Tåre 2, der muligvis kommer til at hedde Hjertets Kald. Jeg kan love, at der bliver endnu mere havfrue og endnu mere kærlighed i toeren.

Desuden har jeg arbejdet mere eller mindre løst på et par andre projekter. Fx har jeg både en realistisk børnebog og en realistisk ungdomsroman på tegnebrættet, men hvad der helt konkret sker med dem, er det alt for tidligt at sige noget om.

Den 6. januar 2014 har jeg i øvrigt 5 års jubilæum som forfatter. Det skal jeg fejre sammen med nogle af mine venner. Tænk, hvor meget der er sket på de 5 år … det bliver spændende at se, hvad de næste 5 år byder på.

Men lige nu glæder jeg mig til et frit og flyvende år 2014, som forhåbentligt bliver fuldt af spændende bøger, vild poesi, sprudlende foredrag, skønne mennesker, lækker mad, musik, eventyr og inspirerende rejser.


Godt nytår! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar