Mens jeg skriver på Havets Tåre 2 har jeg samlet et par andre bøger, der er lidt i samme stil. Det vil sige romantiske, overnaturlige eller ikke alt for lange.
Pernille Eybye: Spejlsøstre
Spejlsøstre handler om en dreng, hvis kæreste dør. Men hun har en tvillingesøster, og sammen tager de op i et sommerhus for at finde ud af, om den døde søster stadig er der ... som et spøgelse.
Pernille Eybye har også skrevet vampyrserien "Blodets Bånd", men de bøger er lidt længere.
Jeg har selv læst Spejlsøstre, og jeg synes, den var rigtig god.
Patrick Leis: Når mørket kommer
Det her er en graphic novel-gyser om en pige, der kommer ud for nogle rigtig uhyggelige ting. Jeg læste bogen for et par år siden, og den er rimelig uhyggelig. Og så har den nogle rigtig seje tegninger. Det er også ret skægt, at siderne bliver mere og mere mørke efterhånden som uhyggen skrider frem.
Line Kyed Knudsen: Pigen på loftet
Det her er også en gyser, men den handler også meget om venskab og kærlighed - og spøgelser! Hovedpersonen kan nemlig se spøgelser. Der er to bøger i serien indtil videre. Line Kyed Knudsen har også skrevet mange andre bøger, især for piger, fx bøgerne om Stella. Jeg læste bogen sidste år, og vil især anbefale den til dig, der også godt kan lide at læse om forelskelse og venskaber.
Der findes mange andre paranormale romancer for unge i stil med Twilight, men de fleste af dem er ret tykke bøger. Så hvis du helst vil læse lidt kortere - men stadig romantiske, uhyggelige eller overnaturlige - bøger, så kan du starte med disse tre.
Og hvis du er meget glad for havfruer - som Havets Tåre jo handler om - kan du altid se TV-serien H2O - Tilsæt bare vand:-)
Har du selv læst en god paranormal romance? Så er du velkommen til at skrive en kommentar herunder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar