 |
| Skitse: Ejsing |
Spoiler-alert
Bemærk at der er vigtige spoilers i kapitlet, så hvis du ikke har læst bog 5, skal du nok læse den før du læser dette kapitel!
Kapitel 1. Det kolde land
Jeg går gennem sneen sammen med Kaptajn
Maki, Prins Zako, Rob, Fergi og de andre fra Den Gyldne Rose. Så mange som
muligt er draget med os ind i det kolde land. Alle vil gerne være med til at
redde Sam. Den Kolde Nøgle viste os vej hertil, så Sam må være her.
Troels og Kon blev
tilbage på skibet. De skal gøre det klar til at sejle af sted hurtigt, hvis
nogen er efter os, når vi kommer tilbage.
Hvis vi kommer tilbage. Jeg siger det ikke højt. Men det her land er så koldt.
Og her virker ondt. Jeg fryser så meget.
Jeg er næsten bange for, at mine tæer er frosset til is. Rob siger, at det godt
kan lade sig gøre. Hvis man fryser rigtig meget, kan ens tæer blive helt blå,
og så dør de.
Vi går af sted mod
slottet. Det ligger oppe på et bjerg af is. Men vi er tæt på. Slottet er kæmpe
stort. Det har høje spir, der blinker i sølv og hvidt. Det er et meget smukt
slot. Men det er også som om, en ond følelse strømmer ud af slottet.
”Tror du, både din
mor og Sam er på slottet?” spørger Zako.
”Det ved jeg ikke,”
siger jeg og samler tørklædet tættere om min mund.
Vi har taget alt det
varme tøj, vi kunne finde. Så jeg er pakket helt ind i tøj.
”Sam er i hvert fald
nok.” Min fod glider ned i en sne-drive. Mine bukser bliver fulde af sne. Jeg
børster det hurtigt af. Men her er så meget sne, at vi snart ligner snemænd.
Maki kommer hen til
os: ”Vi er der snart,” siger han.
Vi ser alle tre op
mod slottet. Det gør mig mere tryg at have mine venner med her. Hvis bare Sam
også var her … savnet stikker i mit bryst. Igen ser jeg for mig, hvordan Det
Lilla Monster trak hende ned under vandet. Men jeg siger ikke noget. Jeg ved
jo, at Maki og Zako savner hende mindst lige så meget, som jeg gør. Desuden
føler jeg, at hvis jeg nævner hende, så bliver det hele mere virkeligt. Så er
det som om hun faktisk er væk. Død.
Aldrig kommer tilbage.
Og jeg vil så gerne
have håb.
”Har vi en plan,
Kaptajn?” Rob går hen til Maki.
Maki er kaptajn,
mens hans far er ovre ved griffen. Det ville ellers være godt, hvis hans far
var her nu. For hvis vi virkelig skal kæmpe mod en isheks, så ville det være
godt at have en troldmand til hjælp. Maki tænker nok det samme, for han spørger
Zako: ”Virker din magi på land?”
Zako ryster på
hovedet: ”Det tror jeg ikke. Den er jo knyttet til sø-kort.”
Vi ser nok alle
sammen lidt skuffede ud. Men så kommer Fergi. Han har åbenbart hørt, hvad vi
har snakket om.
Han siger: ”Vi har
vores sværd! Vi har ikke brug for magi!” Så trækker han sit sværd af skeden.
Løfter det op foran sig. Lyset glimter i stålet. ”Vi skal nok få reddet den
tøs.” Han ser på mig. Så retter han det til: ”Din søster. Vi skal nok få reddet
Sam.”
Det er helt
mærkeligt at høre Fergi sige sådan. Han plejer mest at være sur, synes jeg. Men
efter han på en måde var skyld i at blæksprutten tog Sam, har han ændret sig.
Nu vil han hjælpe
med at redde hende. Hvis det altså ikke er for sent.
”Planen er, at vi
sniger os ind på slottet i nat.” Maki ser op på himlen. Det er stadig dag, men
solen går tidligt ned i Det Nordlige Rige. Så det bliver snart mørkt.
Et gys går gennem
mig. Snart skal vi kæmpe. Snart finder jeg ud af, om min søster er i live. Hvis
hun er, kan vi fortsætte vores søgen efter vores mor. Og hvis hun ikke er … Jeg
knuger vores magiske søster-smykke gennem frakken. Den tanke vil jeg ikke
tænke.
”Hvad med dit
smykke?” Zako peger på smykket under mit tøj.
”Hvad mener du?” Jeg
graver smykket frem.
”Sam kaldte på dig,
dengang vi blev fanget af sørøverne fra Den Sorte Vinge. Kan du ikke kalde på
hende?” foreslår han.
”Det har jeg
prøvet,” min stemme er trist. ”Men jeg kan godt prøve igen.”
Jeg holder smykket i
begge mine hænder. Det er koldt, men her er jo også koldt i Norden. ”Sam,”
hvisker jeg. ”Er du der, Sam?”
Jeg siger det flere
gange. Også højere. Til sidst siger vi alle sammen hendes navn i kor.
”Det virker ikke,”
siger jeg.
Jeg siger ikke, at
smykket er meget koldt. Koldere end det har været før. Det koldeste smykke i
verden.
Er det fordi Sam er
død? Er hun død af kulde i havet?
Jeg prøver at
forestille mig, hvordan det er at blive ramt af spruttens is-stråle. Kan man
mærke knoglerne, blodet og huden fryse til is? Dør man med det samme, eller kan
man stadig tænke, selvom man er en frossen statue?
Savnet borer som
smerte i maven. Det føles ikke ligesom savnet efter min mor og min rigtige far,
for dem har jeg aldrig kendt. Jeg savner dem stadig. Men med Sam er det, som om
jeg har mistet en del af mig selv. Måske derfor har jeg så svært ved at tro på,
at hun virkelig kan være død.
”Kære Sam,” hvisker jeg. Ordene bliver til kold tåge i
luften: ”Jeg vil finde dig!”.
Hvad synes du om kapitlet? Har du læst de andre bøger i serien?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar