 |
| Omslag: Krebs Lange/Jessen |
Her er det første kapitel jeg skrev på Veninder for altid. Dengang hed bogen Hjerteveninder. Som I kan se, var den ret anderledes, og kapitlet er aldrig kommet med i bogen, for jeg endte med at skrive det hele om med jeg-fortæller. Og som I kan se, ændrede jeg også nogle andre ret væsentlige detaljer ... men jeg synes alligevel, at det kunne være sjovt at vise jer det. Læg mærke til de tre sidste ord i kapitlet:)
Hjerteveninder bog 1
Hjertehalskæden
Kapitel 1 – Sølv, sølv og guld
- Prøv engang at se den halskæde! Joses stemme er ivrig, hun
presser pegefingeren helt ind i ruden.
Ji bøjer sig frem og ser hen over sin venindes skulder.
Udstillingsvinduet er fyldt med smykker, men det er ret let at se, hvad Jose
peger på: Et stort sølvhjerte med et mindre guldhjerte liggende halvt inde
over. Knækket over, så man kan dele det. I fire.
- Den slags hjerter plejer altid kun at være til to, siger
Ji.
Jose nikker. – Lige
præcis. Det er det, der er sejt ved det her.
Hun ser ned mod kiosken, hvor Ane kommer ud med en is i
hånden. Anes mørke hår falder blødt ned over hendes skuldrer, og den lange
jakke gør, at man næsten ikke kan se, at hun faktisk kun har en hånd.
- Skynd dig lige, Ane. Du skal se det her!
Jose vinker ivrigt. Ane sætter farten lidt op. Ji ser på
halskæden.
Der var engang, hvor Jose ikke fandtes. I børnehaven og
første klasse, hvor det kun var hende og Ane, der var bedste veninder. Men så
kom Ane en dag til at sidde ved siden af Jose, og så blev de tre. Det er ret
sjældent Ji tænker over det, men nogen gange gør hun. Som nu for eksempel, når
Jose peger på en hjertehalskæde.
- Jeg synes, vi skal købe den, siger Ane.
- Hvad så med den fjerde del?
Ji forestiller sig at nogen af de andre fra klassen skulle
have en del. Sascha måske. Eller Astrid. Det giver ikke mening. Det er altid
kun de tre, der er sammen.
- Det kan vi altid finde ud af. Det vigtige er da, at der er
tre dele, siger Jose.
Ji holder posen med den lille lilla smykkeæske. Friends
4-ever, stod der uden på æsken. Det var fjollet, hun var nærmest lidt
nervøs, da hun betalte sin del af kæden. Hundrede kroner. Det var alle de
lommepenge, hun fik i går. Men det er en flot kæde. Og det er sejt, at den kan
deles i tre. Eller fire.
De sætter sig på bænken og Ji tager æsken op af posen. Åbner
den, så de alle sammen kan se. Så løfter hun smykket op i to af kæderne. De to
andre kæder, hænger løst ned.
- Den er godt nok flot, siger Ane, - det er næsten synd at
knække den over.
- Selvfølgelig er det ikke synd. Det er jo det, der er
meningen, siger Jose.
Ji lægger smykket på sit cowboybukseknæ og retter de fire
kæder ud. De sidder fast i hvert sit hjørne af smykket.
- Hvem skal have hvilken del? spørger hun.
Ingen af de andre svarer. Ji kigger på hjerterne. Det
største, der er øverst, er sølv. Oven på det, sådan lidt neden under, sidder et
guldhjerte. Når man knækker det, er der to der vil få guld og to der vil få
sølv.
- Jeg vil nok helst have sølv, siger Jose, - det passer
bedst til mine andre smykker.
Hun viser sin ring frem. Ane nikker.
- Ja, det samme her.
De ser begge to på Ji. Ji ser på smykket.
- Guld er pænt, når man er sådan lidt mørkere i huden, siger
Ane prøvende.
- Ja! Ligesom på MTV, alle sangerne, de har også altid guld
på. Det er jo også mere værd end sølv.
Ji ser på sit håndled. Der sidder det sølvarmbånd, som hun
fik til sin fødselsdag. Men man kan jo godt have et guldhjerte om halsen og et
sølvarmbånd om håndledet.
- Jeg vil gerne have det af guld, siger hun.
Jose knækker hjertet. Guldhjertet er koldt mod hendes
kraveben.
- Gider du hjælpe mig med at lukke kæden? spørger Ane.
Jose hjælper hende. Nu har de et hjerte hver. I sølv og sølv
og guld.
- Hvad skal vi gøre med den sidste del? Jose holder den
lille æske op, som hjertet ligger inde i.
- Skal vi give det til nogen? spørger Ji
Ane ryster på hovedet.
- Det er for underligt at give det til nogen. Jeg synes
bare, vi skal gemme det.
- Men hvem skal så gemme det? spørger Ji.
- Vi graver det ned. Joses griner, mens hun siger det, men
det lyder alligevel, som om hun mener det. Ane nikker. – Ved dåseskjul-træet på
skolen. Er det ikke et godt sted? fortsætter Jose.
På vej hjem fra stationen kører vi forbi skolen og graver
hjertet ned. Vi bruger en lille blå legetøjsskovl til at grave hullet. Det er
mest Jose, der graver. Så ligger vi æsken med hjertet ned i posen og lukker den
godt til. Til sidst hælder vi jorden over igen.
Jose ser alvorligt på de andre.
- Nu er vi hjerteveninder, siger hun, - os tre, på godt og
ondt.
Hun tager deres hænder, og Ji mærker varmen strømme
gennem sig, da hun står med sine to bedste veninder i hånden. De tre. Veninder,
for altid.
Bemærk at ovenstående er et første-udkast og derfor ikke er med i den endelige bog Veninder for altid 1. Ji.
