lørdag den 15. maj 2010

Smuglæs! Veninder for altid 2 :-)


Jeg synes også I skal have lov at læse lidt fra Veninder for altid 2. Den er jo anderledes end etteren, for her er det Jose, der fortæller historien. De fire veninder skiftes til at fortælle i hver sin bog, så mon ikke der også kommer et lille stykke fra de andre pigers bøger op på bloggen? Jeg skrev de første tre sider på Tammybogen for et par dage siden, og hun er i hvert fald glad og i hopla.

Det her stykke er fra midt inde i bogen. Jose elsker at synge, og hun skal stille op i sangkonkurrencen Stjerneskud sammen med Anes bror, Benjamin og en pige, der hedder Mira. Det er Ane ikke helt tilfreds med:


- Kan du så heller ikke komme med i klub i dag?
Ane pakker de sidste ting ned i skoletasken, da vi har fri. Jeg lyner mit grønne pennalhus, men beholder det i hænderne. Piller ved lynlåsen.
- Der er jo kun to dage til audition. Vi bliver nødt til at øve
Jeg har virkelig prøvet at forklare det mange gange, men det er, som om Ane ikke vil forstå det. Som om hun synes, jeg er en rigtig dårlig veninde, fordi jeg ikke kan komme med de andre tre i klub.
- Hvad så, hvis I går videre? Skal du så altid være sammen med Benjamin og Mira?
Anes stemme er hånlig og river mig indvendig. Hun var så sød og forstående, dengang mor rejste, men nu er det bare, som om hun ingenting forstår.
- Jeg synes altså, det er okay, at Jose skal øve, siger Ji.
Jeg ser taknemmeligt på hende. Tammy nikker også. Så får jeg det lidt bedre i maven.
- Han er jo ikke engang sød, Benjamin. Her den anden dag blev han ved med at snakke, mens mig og min mor så en film i fjernsynet. Bare fordi han ikke gad at se den.

Solen og regnbuen, månen og vandet
det er som om alting først nu er landet.
Jeg ser mig omkring i verden igen
og fatter virkli’ at jeg har en veeeen!


Vi synger til i omkvædet, øver det igen og igen og igen, til vi er sikre på, at det virkelig sidder der. Det er Benjamin og Mira der har skrevet sangen sammen med Benjamins far. Egentlig må man også godt stille op med en sang, der findes i forvejen, men vi synes, det virker bedre, hvis vi selv har skrevet den.
- Så er det dig, siger Mira og giver mig et let skub i ryggen.
Jeg nikker og går frem foran de andre, som vi har aftalt. Løfter hårbørsten op foran munden som en mikrofon og begynder at synge, helt stille:

Vi vil altid være venner
og bliver aldrig fjender …


Efter den stille intro er der igen knald på sangen, og jeg giver den gas. Danser hele vejen rundt om Benjamin og Mira, så Mira kommer frem i front, og så er det hendes tur til at synge solo.

Til sidst falder vi udmattede sammen på Benjamins seng.
- Vi skal have noget at drikke, siger han, - jeg henter colaer.
- Og isterninger, griner jeg.
Benjamin blinker til mig: - ja, isterninger.
Jeg kommer til at tænke på hans fingre, der strejfede mine sidst vi skulle have isterninger. Selvom det var helt tilfældigt. Rødmen krydser op over mine kindben. Min hals. Mira ser lidt mærkeligt på os.
Først er der ikke rigtigt nogen af os, der siger noget. Mira og jeg har jo aldrig før været alene sammen. Så siger vi begge to i munden på hinanden:
- Er du spændt? og – Glæder du dig.
Vi begynder at grine begge to. Mira finder et blad frem fra sin taske, som vi kigger lidt i, mens vi venter på Benjamin. Der går ikke så lang tid, før han kommer op med colaer. Og isterninger.

-----

Joses bog udkommer også i juni måned, og kan forudbestilles på Saxo for 79.96 kr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar