onsdag den 21. november 2012

Camilla Wandahls foredrag

Så er efteråret ved at være slut og vinteren ved at begynde. Efteråret har budt på en række forskellige foredrag især om serien Veninder for altid, men også et par foredrag sammen med andre forfattere.

Ill: Krebs Lange/Jessen
Veninder for altid på biblioteker
For eksempel har jeg været på Biblioteket på Rentemestervej i september. Her læste jeg højt og fortalte om Veninder for altid-serien (og løftede også sløret lidt for Søstre på De Syv Have, som ikke var udkommet endnu på det tidspunkt). Det var et rigtig fint arrangement med ca. 30 - mest piger. Der kom vist også en gruppe fra et lokalt fritidshjem forbi. Nogen havde læst bøgerne og andre ikke - og der kom rigtig mange gode spørgsmål.

I oktober rejste jeg til Esbjerg for at læse højt for og fortælle læsere af Veninder for altid om serien. Det foregik på Esbjerg Bibliotek, hvor en masse pigelæsere (og nogle af deres forældre - og vidst også et par børn fra et lokalt fritidshjem) kom forbi for at høre om mine tøsebøger.
Der var mange af de børn, som var til det foredrag, som havde læst bøgerne, så de var især interesserede i Veninder for altid 7 - Tøse-sjov, som udkom lige omkring foredraget. Og så var der også rigtig mange spørgsmål.

Ill: Banke/Imperiet
Foredrag i en kirke
Jeg var også forbi Flintholm Kirke. Her holdt jeg for første gang foredrag i en kirke - og det var ret flotte omgivelser at tale i! De fleste af tilhørerne kom fra en skole, hvor eleverne havde læst Hjerte i vente. Så der var rigtig mange spørgsmål til den bog! Men jeg fortalte også lidt om alle mine andre bøger. Drengene var især interesserede i Et blodigt spil. Og der var også virkelig mange gode spørgsmål!

Veninder & Varulve
Nick Clausen og jeg optrådte første gang sammen i foråret i en Forfatterduel. Det gik så godt, at vi nu tager ud sammen og holder foredrag og oplæsninger. Grunden til at foredraget hedder Veninder og Varulve er, at Nick har skrevet gysere (blandt andet varulve-bogen Ulm) og jeg har skrevet pige-bøger (blandt andet Veninder for altid-serien), så der er både noget for drenge og piger, og det fungerer rigtig godt til foredrag og oplæsninger.
I oktober var vi på Åby Bibliotek og læse højt af fortælle om vores bøger. Der var rigtig mange skriveglade unge, så vi fik også mange spørgsmål til, hvordan vi arbejdede og skrev. Det er også en spændende vinkel!

Oplæsning med Caroline Ørsum og Ronnie Andersen
I oktober var jeg forbi Vesterbro Bibliotek sammen med Caroline Ørsum og Ronnie Andersen. Vi læste alle tre højt af tekster for unge og fortalte lidt om vores andre bøger og til sidst var der tid til spørgsmål. Det var et mindre arrangement, men der var alligevel rigtig mange gode spørgsmål. Og det var sjovt at holde et arrangement for de ældre unge, for normalt fortæller jeg jo for tweens, når jeg er ude med Veninder for altid. Og så giver det altid en god energi at være flere optrædende!

Ill: Ejsing/Milton
Søstre på De Syv Have
På Bogforum 2012 fortalte jeg for første gang om Søstre på De Syv Have. Og det var sjovt! Det er jo et eventyr fuldt af sørøvere, magi og havmonstre - så det er let at fange børnenes opmærksomhed. Og sikke mange gode spørgsmål de har!
Jeg tror, de børn der var der for at  høre om bøgerne var fra 5-14 år, så der var ret god aldersspredning. Men de kom alle sammen med gode spørgsmål. Nogle af dem havde jeg aldrig tænkt over! For eksempel: Er der mange edderkoppespind på sørøverskibene? For det var jo første gang, jeg fortalte om serien. Men forhåbentligt ikke sidste - for det var ret sjovt.

Kommende foredrag og oplæsninger
Jeg slutter året af med et par foredrag på skoler, blandt andet et sammen med Caroline Ørsum og Ronnie Andersen. Jeg er også begyndt at få forespørgsler på foredrag og oplæsninger til foråret 2013, hvor jeg både gæster en skole og et par biblioteker. Blandt andet kommer jeg nok til både Horsens (Veninder for altid), Arden (med Nick Clausen) og Hørsholm (med Nicole Boyle Rødtnes) og fortæller og læser højt.

Vil du booke et foredrag?
Jeg holder foredrag på skoler og biblioteker (og nu også i kirker!) især for børn og unge. Foredraget kan handle generelt om alle mine bøger og hvordan jeg blev forfatter - eller mere specifikt om fx Veninder for altid, som jo har mange læsere.
Jeg arrangerer også gerne foredrag med flere forfattere.
Husk, at biblioteker kan søge støtte til oplæsningsarrangementer via Forfattercentrum. Også hvis der er flere forfattere, der læser op til samme arrangement!
For nærmere info og booking, kan du sende mig en mail på Camilla.Wandahl@gmail.com

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar