onsdag den 21. november 2012

Camilla Wandahls foredrag

Så er efteråret ved at være slut og vinteren ved at begynde. Efteråret har budt på en række forskellige foredrag især om serien Veninder for altid, men også et par foredrag sammen med andre forfattere.

Ill: Krebs Lange/Jessen
Veninder for altid på biblioteker
For eksempel har jeg været på Biblioteket på Rentemestervej i september. Her læste jeg højt og fortalte om Veninder for altid-serien (og løftede også sløret lidt for Søstre på De Syv Have, som ikke var udkommet endnu på det tidspunkt). Det var et rigtig fint arrangement med ca. 30 - mest piger. Der kom vist også en gruppe fra et lokalt fritidshjem forbi. Nogen havde læst bøgerne og andre ikke - og der kom rigtig mange gode spørgsmål.

I oktober rejste jeg til Esbjerg for at læse højt for og fortælle læsere af Veninder for altid om serien. Det foregik på Esbjerg Bibliotek, hvor en masse pigelæsere (og nogle af deres forældre - og vidst også et par børn fra et lokalt fritidshjem) kom forbi for at høre om mine tøsebøger.
Der var mange af de børn, som var til det foredrag, som havde læst bøgerne, så de var især interesserede i Veninder for altid 7 - Tøse-sjov, som udkom lige omkring foredraget. Og så var der også rigtig mange spørgsmål.

Ill: Banke/Imperiet
Foredrag i en kirke
Jeg var også forbi Flintholm Kirke. Her holdt jeg for første gang foredrag i en kirke - og det var ret flotte omgivelser at tale i! De fleste af tilhørerne kom fra en skole, hvor eleverne havde læst Hjerte i vente. Så der var rigtig mange spørgsmål til den bog! Men jeg fortalte også lidt om alle mine andre bøger. Drengene var især interesserede i Et blodigt spil. Og der var også virkelig mange gode spørgsmål!

Veninder & Varulve
Nick Clausen og jeg optrådte første gang sammen i foråret i en Forfatterduel. Det gik så godt, at vi nu tager ud sammen og holder foredrag og oplæsninger. Grunden til at foredraget hedder Veninder og Varulve er, at Nick har skrevet gysere (blandt andet varulve-bogen Ulm) og jeg har skrevet pige-bøger (blandt andet Veninder for altid-serien), så der er både noget for drenge og piger, og det fungerer rigtig godt til foredrag og oplæsninger.
I oktober var vi på Åby Bibliotek og læse højt af fortælle om vores bøger. Der var rigtig mange skriveglade unge, så vi fik også mange spørgsmål til, hvordan vi arbejdede og skrev. Det er også en spændende vinkel!

Oplæsning med Caroline Ørsum og Ronnie Andersen
I oktober var jeg forbi Vesterbro Bibliotek sammen med Caroline Ørsum og Ronnie Andersen. Vi læste alle tre højt af tekster for unge og fortalte lidt om vores andre bøger og til sidst var der tid til spørgsmål. Det var et mindre arrangement, men der var alligevel rigtig mange gode spørgsmål. Og det var sjovt at holde et arrangement for de ældre unge, for normalt fortæller jeg jo for tweens, når jeg er ude med Veninder for altid. Og så giver det altid en god energi at være flere optrædende!

Ill: Ejsing/Milton
Søstre på De Syv Have
På Bogforum 2012 fortalte jeg for første gang om Søstre på De Syv Have. Og det var sjovt! Det er jo et eventyr fuldt af sørøvere, magi og havmonstre - så det er let at fange børnenes opmærksomhed. Og sikke mange gode spørgsmål de har!
Jeg tror, de børn der var der for at  høre om bøgerne var fra 5-14 år, så der var ret god aldersspredning. Men de kom alle sammen med gode spørgsmål. Nogle af dem havde jeg aldrig tænkt over! For eksempel: Er der mange edderkoppespind på sørøverskibene? For det var jo første gang, jeg fortalte om serien. Men forhåbentligt ikke sidste - for det var ret sjovt.

Kommende foredrag og oplæsninger
Jeg slutter året af med et par foredrag på skoler, blandt andet et sammen med Caroline Ørsum og Ronnie Andersen. Jeg er også begyndt at få forespørgsler på foredrag og oplæsninger til foråret 2013, hvor jeg både gæster en skole og et par biblioteker. Blandt andet kommer jeg nok til både Horsens (Veninder for altid), Arden (med Nick Clausen) og Hørsholm (med Nicole Boyle Rødtnes) og fortæller og læser højt.

Vil du booke et foredrag?
Jeg holder foredrag på skoler og biblioteker (og nu også i kirker!) især for børn og unge. Foredraget kan handle generelt om alle mine bøger og hvordan jeg blev forfatter - eller mere specifikt om fx Veninder for altid, som jo har mange læsere.
Jeg arrangerer også gerne foredrag med flere forfattere.
Husk, at biblioteker kan søge støtte til oplæsningsarrangementer via Forfattercentrum. Også hvis der er flere forfattere, der læser op til samme arrangement!
For nærmere info og booking, kan du sende mig en mail på Camilla.Wandahl@gmail.com

tirsdag den 20. november 2012

Advents-konkurrence! Vind "Den Sorte Vinge"

Ill: Ejsing/Milton
NYT! Forlaget og jeg var så meget i julestemning, at de første to vindere blev trukket søndag d. 25. november - altså det man kan kalde 0. søndag i advent:-)
Vi trækker selvfølgelig også to vindere af bogen 1. søndag i advent som lovet. 
Alle navnene (undtagen de to, der allerede har vundet) ligger stadig i bowlen. Og hvis du ikke har deltaget i konkurrencen endnu, kan du stadig nå det!

Nu er det snart jul, og det vil jeg og forlaget Høst & Søn gerne fejre med en advents-konkurrence!
De fire advents-søndage udlodder vi derfor bog-præmier til heldige læsere!

Vind Den Sorte Vinge!
2. december 2012 er det 1. søndag i advent, så der trækker vi de første vindere! To heldige vindere vinder bogen Søstre på De Syv Have 1 - Den Sorte Vinge.
Det er første del i den letlæste og eventyrlige serie om søstrene Vana og Sam og deres eventyr på havet, hvor de kæmper mod sørøvere og havmonstre.

Det eneste du skal gøre for at deltage er at sende en mail med navn, adresse og mailadresse til:
Veninderforaltid@gmail.com
Så er du med i lodtrækningen om bøgerne!
Jeg skal senest have din mail d. 2. december 2012 kl. 12


Forlaget Høst & Søn sender bøgerne til de heldige vindere.

Ps. Alle kan deltage i konkurrencen uanset alder - så hvis du har et læseglad barnebarn, kan du jo prøve at vinde en ekstra julegave til ham eller hende:-) Jeg tør dog ikke love med sikkerhed, at bøgerne når frem inden jul.






fredag den 16. november 2012

Pæne ord til Veninder for altid 7


Det sidste charmerende bind ...
Så er der kommet lektørudtalelse på Veninder for altid 7 - Tøse-sjov, og jeg er meget glad, for den er rigtig positiv.
Grunden til, at jeg er glad er, at lektørudtalelsen er meget vigtig, for det er nemlig blandt andet den bibliotekerne læser, når de skal beslutte, om de skal købe en bog til biblioteket!

Lektør Lotte Lykke Simonsen skriver blandt andet:

"Så er vi desværre nået til det syvende og sidste bind i den populære pigeserie Veninder for altid - og som altid et meget charmerende og "nice" bekendtskab for 10-13-årige piger"

"I dette afsluttende bind i serien fortæller hver af de fire veninder en historie, og både forfatteren og de fire piger får meget fint afsluttet et superdejligt bekendtskab med deres læsere!"

"Det sidste charmerende bind i serien for 10-13-årige piger, hvor både stil, sprog og handling er i top."

En helt i gennem populær og herlig tøseserie!
Der er også kommet en fin anmeldelse af Veninder for altid 7 på Sjov for børn. Det er en side med tips til aktiviteter, læsning og film for børn, og her skriver Nønne Lønne Votborg: 

"Tøsesjov er sidste i serien Veninder for altid af Camilla Wandahl. En hel igennem populær og herlig tøseserie!"

"Som altid afspejler bogen på fornem og rimelig realistisk vis, hvordan tilværelsen kan tage sig ud for tweens."

"Bogen er både god og realistisk ifølge medanmelderen på 11 år. Hun blev helt fanget af den. Læseren forstår og føler med pigerne undervejs. Hele serien ”Veninder for altid” fremhæves som anbefalelsesværdig og vedkommende læsning for målgruppen. Serien er en fin pendant til de mange hestebøger, som ikke alle piger har lyst til at læse. Enkel, ligetil og særdeles fin til lystlæsning i massevis, sådan som både forældre og lærer nyder at se."

"Tøsesjov appellerer til en masse følelser og tanker, samtidig med det er god gedigen underholdning!" 

Jeg er rigtig glad for de fine ord. Nu håber jeg bare, at min nye sørøverserie får lige så pæne ord med på vejen:-)

onsdag den 14. november 2012

Afsløring af forsiden til Søstre på De Syv Have 3!

Ill: Ejsing/Milton/Bertelsen


Søstre på De Syv Have 3 - Den røde slange.
I denne bog fortæller SAM, hvad der sker!

Det er planen, at bogen udkommer til foråret, måske omkring maj måned.

Hvad synes du? Og har du læst de to første i serien?


mandag den 12. november 2012

Forfatterskolen for unge

billede fra http://forfatterskolenforunge.wordpress.com/










Ny forfatterskole for unge mellem 14  og 18 år! Flere kommuner går sammen - jeg og Nicole Boyle Rødtnes underviser i Lejre
Der er deadline for ansøgning 1. december - læs meget mere om ansøgning på hjemmesiden

Her er lidt info hentet fra forfatterskolens hjemmeside:

Forfatterskolen for Unge er en ny skriveskole for unge på 14 til 18 år i Midt- og Vestsjælland. I januar 2013 starter Forfatterskolen for Unge med afdelinger i Roskilde, Lejre, Sorø, Ringsted, Slagelse, Holbæk, Kalundborg og Odsherred. Der er plads til 8-12 elever på hver skole. Eleverne bliver undervist af professionelle forfattere.
Forfatterskolen for Unge kører over 1½ år. Der er tre semestres undervisning á 12 gange på et bibliotek eller kulturhus. Det koster 200 kr. for hvert semester.Derudover tager Forfatterskolen for Unge på Vallekilde Højskole i efterårsferien 2013 og er gæster på litteraturfestivalen Litt Talk første weekend i februar begge år.

Jeg og Nicole Boyle Rødtnes underviser som sagt i Lejre, og her er det foreløbige program for foråret: 


Foråret 2013
  1. Intro v. Nicole og Camilla
  2. Personer 1 v. Camilla
  3. Dialog v. Nicole
  4. Personer 2 v. Camilla
  5. Realisme v. Nicole eller evt. gæstelærer?
  6. Miljø og beskrivelser v. Camilla eller evt. gæstelærer?
  7. Plot 1 v. Nicole
  8. Plot 2 v. Camilla
  9. Fantasy v. Nicole
  10. Valgfri gang 1 (emne vælges i samarbejde med de unge) v. Camilla
  11. Valgfri gang 2 (emne vælges i samarbejde med de unge) v. Nicole
  12. Afslutning v. Nicole og Camilla
Programmet for næste sæson kan ses her - ligesom programmerne for de andre kommuners skoler.


torsdag den 8. november 2012

Hvad skal jeg skrive i år 2013?

Inspireret af Pernille Eybyes afstemning på hendes blog, har jeg også lavet en ny på min blog.
Nemlig om, hvilken bog du synes, jeg skal skrive i år 2013?
Jeg synes det er rigtig sjovt at høre jeres mening. Men jeg vil ikke love, at jeg vælger den bog, I synes ....men jeg vil rigtig gerne høre jeres mening! Og så må vi se, hvad året bringer af nye bøger ... :)




onsdag den 7. november 2012

I dag udkommer Søstre på de syv have 1 og 2!


I dag udkommer Søstre på de syv have 1 og 2!
De hedder Den Sorte Vinge og Den magiske storm. 

Min allerførste bog, som aldrig blev udgivet (den hed Blodmånens datter 1 - Sjælespiserne), var en stor, tyk fantasybog. Siden har jeg jo mest skrevet realistiske bøger. (okay, Et blodigt spil kunne ikke ske i virkeligheden:-)). Men nu glæder det mig rigtig meget, at jeg med Søstre på de syv have er på vej tilbage til den eventyrlige fantasy-genre! (men bare rolig - jeg skriver også stadig realistiske bøger:-)).

God læselyst:-)

Ps. De flotte forsider er lavet af Jesper Ejsing og Ingo Milton. Der er også tegninger inde i bøgerne, og i bog 2 har Christian Guldager været med til at tegne. Og bagsiderne er faktisk layoutet af Alette Bertelsen. Så det er mange folk, der har været inde over de bøger:-)

Pps. Jeg kan allerede nu afsløre, at tredje bog i serien kommer til foråret. Den hedder Den røde slange, og forsiden er lige på trapperne:-)

Ppps. Både piger og drenge kan læse bøgerne!

Pppps. Jeg fortæller om bøgerne på Bogmessen i Bellacenteret på søndag!