Omslag: Alette Bertelsen |
1. kapitel. Jeg var faktisk helt seriøst ved at dø lige der
I dag i skolen skulle vi alle
sammen til tandlæge. Vi skulle gå derover to ad gangen, og jeg fik heldigvis lov
til at gå derover sammen med Esther. Jeg synes, det er meget hyggeligere at
skulle til tandlægen med sin bedste veninde end med en af drengene. Så det var
vi ret glade for. Især måske Esther, for hun har nemlig tandlægeskræk.
Og det kunne man
tydeligt se, for mens vi gik derover, blev hun mere og mere hvid i hovedet.
”Er du bange?”
spurgte jeg.
”Nej …”
Jeg kunne godt
høre, at hun løj, men jeg lod som ingenting og åbnede døren.
Der er altid
sådan en mærkelig lugt hos tandlægen. Jeg ved ikke, om det er tandpasta eller
noget andet. Det lugter ikke som tandpasta. Måske er det det, som de renser ens
tænder med. Eller det som de fylder i, hvis man har huller.
”Jo,” sagde
Esther. ”Nu er jeg bange.”
”Først nu?”
spurgte jeg.
”Ja, nu, på grund
af lugten. Men du må ikke sige det til nogen.”
Jeg ville give
hende et kram, men i det samme kom en af tandplejerne ud. Altså ikke hende, der
roder med ens tænder, men hende, der plejer at skrive ting ind på computeren.
”Det er jeres tur
lige om lidt,” sagde hun.” I kan bare sætte jer og vente.”
Hun pegede på
nogle små, blå stole, hvor der stod en Noahs Ark i træ med en masse dyr.
Jeg kiggede på
Esther, men hun trak bare på skuldrene. Så satte vi os på de små, blå stole.
Mine knæ bøjede nærmest opad, fordi jeg var alt for stor. Og jeg er ikke engang
specielt høj.
”Hvad er du bange
for?” spurgte jeg, mens jeg akavet prøvede at sætte mig lidt bedre til rette
”At de skal bore,
tror jeg. Og lugten. Jeg kan bare lugte det hele tiden.” Esthers stemme var
lav. ”Kan vi ikke tale om noget andet?” Esther så sig lidt febrilsk omkring.
Hendes blik faldt på Noahs ark. ”Noahs ark eller sådan noget?”
”Okay.” Jeg tog
alvorligt den lille, slidte træfigur, der skulle forestille Noah, op og satte
den på bordet mellem os.
”Der var engang
en mand, der hed Noah. En dag sagde Gud til ham, at han skulle bygge et kæmpe
skib …”
”En ark,” rettede
Esther.
”Er det mig eller
dig, der fortæller?” Jeg gjorde min stemme alvorlig, og endelig smilede Esther
blegt, og jeg blev nødt til at fortælle videre, for det var første gang, hun
havde smilet, efter vi var kommet ind hos tandlægen:
”Du skal tage to
af hvert dyr, sagde Gud. En han og en hun. Og så skal I sejle ud, og så sender
jeg en kæmpe tsunami …”
”Det var altså en
syndflod,” sagde Esther.
”Hvad er
forskellen?” Jeg sad med en ko i hånden, parat til at sætte den ind i arken
sammen med Noah.
”At det ligesom
er en flod af synd. Fordi det er synd for alle dem, der dør, tror jeg?” Esther stemme
var spørgende.
”Jeg kan bedre
lide, at det er en tsunami. Det er mere realistisk. Så det er det altså i min
historie. Vil du stadig høre den?” Jeg satte koen ind ved siden af Noah.
”Ok. Men du mangler
en ko.”
”Hvad mener du?”
”Hvis der kun er
én ko, uddør racen jo. Det er ligesom pointen med Noahs Ark,” sagde Esther påtaget
tålmodigt og rakte mig den anden ko.
”Nørd,” mumlede
jeg, men jeg tog begge to køer og lod dem trippe sammen ind i arken, og så
fortsatte jeg:
”Da Noah havde
samlet alle dyrene, kom den store tsunami.”
Jeg lagde tryk på ordet, og så begyndte Esther at grine.
”Syndflod,” sagde
hun. ”Det andet lyder altså som TV-Avisen.”
”Den store SYNDFLOD
sendte skibet ud på bølgerne. Huh hej.” Jeg løftede skibet og begyndte at
rutsje det fra side til side, så alle de små figurer inden i raslede frem og
tilbage. ”Der var vand alle steder,” sagde jeg og rejste mig op, mens jeg
løftede træskibet op og ned i bølgebevægelser, som om det var midt i en kæmpe
storm. Den lille blå stol væltede bag mig.
”Men er det ikke
synd for alle de andre ting, at de drukner?” spurgte Esther. ”Skal vi ikke
redde dem?”
”Jo!” Jeg sejlede
skibet hen til noget Lego, der lå ved siden af Esther. ”Vil I med om bord?
spurgte Noah.” Jeg gjorde min stemme dyb, mens jeg stoppede skibet lige ved
siden af Lego’et. Esther proppede det ind i skibet, og så sejlede det videre,
vildere og vildere.
”Det var en FRYGTELIG tsunami,” råbte jeg.
Og ja, det var helt
seriøst noget, jeg råbte.
Men det med at
jeg råbte, gik først op for mig, da jeg opdagede Vitus og Elliot i døren. De
havde været inde hos tandlægen før os, og de gloede begge to vildt underligt på
mig.
”Hvad sker der?”
spurgte Vitus og kiggede fra mig til legetøjet i mine hænder.
”Vi leger Noahs Ark,”
sagde Esther bare.
Omslag: Alette Bertelsen |
Og altså … faktisk
var det jo sandt nok. Men kunne hun helt seriøst ikke have valgt et andet
udtryk? Kunne hun ikke have sagt at vi … fortalte
historien? For lege er sgu da
noget, man gør, når man er totalt pattede!
Nu grinede Vitus
og Elliot begge to. ”De andre kommer til
at grine så meget, når de ser det her!”
”HVAD?” Min
stemme steg nogle oktaver, ja, jeg tror faktisk, jeg lød lidt hysterisk.
Vitus holdt sin
mobil op: ”Vi filmede jeres seje stykke. Opdagede I det slet ikke?”
Jeg følte det,
som om det var mig, der blev opslugt af en syndflod nu. Nej, det var faktisk
ikke en syndflod, selv om jeg ærlig talt havde ondt af mig selv. Det var en
kæmpe, mega tsunami-bølge, og jeg blev bare revet totalt væk af den.
”Lad os lige
prøve at se …” han afspillede videoen, og pludselig kunne jeg høre min egen,
totalt mærkelige og forvrængede stemme sige:
”Det var en
frygtelig tsunami …”
”SLET DET!” Jeg
fløj hen og kastede mig over Vitus. Men han var højere end mig, så han holdt
bare telefonen op i vejret.
”Jeg tror, vi
skal se fælles-film i klassen i dag …” sagde han. ”Ikke, Elliot?”
Elliot sagde ikke
så meget, han grinede bare. Og jeg hoppede og skreg, men så kom tandplejeren ud
og sagde, at nu skulle drengene altså gå, for det var vores tur.
Og så gik de
bare! Med filmen med MIG på!
Jeg var faktisk,
helt seriøst, ved at dø lige der.
”De viser den jo
ikke til nogen,” sagde Esther, da vi gik hen mod tandlægen. ”Og hvis de gør,
var det jo også bare sjovt.”
”NEJ!” sagde jeg.
”Det var IKKE sjovt!”
Normalt ville jeg
have spurgt, om Esther helst ville undersøges først for at få det overstået.
Men nu sagde jeg bare: ”Jeg skal først,” da de spurgte.
Jeg fik lidt
dårlig samvittighed, da jeg så Esthers ansigtsudtryk, for nu skulle hun være nervøs
og vente al den tid, som det tog for mig at blive undersøgt.
Men samtidig syntes
jeg bare lidt, at hun havde fortjent det. For nu havde jeg gjort mig mega umage
for at aflede hendes opmærksomhed, ja, jeg havde faktisk gjort mig totalt til
grin over for Vitus. VITUS! Og hun havde gjort det hele værre ved at sige, at
vi legede.
Helt ærligt, tror
hun, at vi er fire år?
Da vi kom tilbage til klassen, var
der pause. Esther sagde ikke så meget, måske var hun stadig ked af, at jeg ikke
havde ladet hende komme til først. Jeg tænkte på at sige undskyld, men i det
samme vi kom ind i klassen, råbte Elliot: ”Der kommer Noah jo!”
Liva og Asta, og
alle drengene grinede, og Mikkel råbte:
”Det var en FRYGTELIG
tsunami!” Og så kunne jeg jo ligesom godt regne ud, at Vitus og Elliot allerede
havde vist filmen til de andre.
”Det var ikke
noget, vi legede!” råbte jeg desperat ud i rummet.
Men jeg kunne
ikke overdøve Mikkel, der var gået i selvsving med at lege, at bordet var et
skib, og at han var midt i en tsunami (og seriøst – er det ikke nærmest MERE
mærkeligt end at lege Noahs Ark?)
Men så gik det op
for mig, at jeg jo alligevel ikke kunne sige, at jeg kun fortalte historien,
for at Esther ikke skulle være bange, for hun havde jo bedt mig om ikke at sige
det til nogen. Så faktisk var der ikke andet at gøre end at OVERLEVE den
tsunami af pinlighed, som jeg var blevet opslugt af.
Har du læst den første bog om Ida? Hvad synes du om den?