Avanceret plotmodel til bøger og film

Avanceret plotmodel, der kan anvendes til at analysere eller skabe film, bøger, drama, føljetoner - og som inspiration til noveller. Plotmodellen er for erfarne skribenter og elever på gymnasie-niveau eller særlige skrivehold og andre nysgerrige!

Da der er tale om en rimelig avanceret model, vil jeg helt klart anbefale, at du opsøger den litteratur, der ligger til grund for min udforming af modellen, så du kan få en bedre forståelse af de forskellige punkter. Men hvis du bare har brug for lidt inspiration her og nu, er her kort en gennemgang af modellen!

Hvordan læses modellen? 
I modellen ses plottet som en lineær proces, lidt ligesom i fx berettermodellen. I princippet kunne man godt tegne en hval/hollywood-model rundt om denne model, og så ville man have en udvidet version af berettermodellen, men nedenstående model har i modsætning til berettermodellen ikke fokus på, hvor historien er mest "spændende".

I stedet har den primært fokus på hovedpersonens rejse og plottets vendepunkter - hvilket i høj grad er inspireret af "The Writers Journey" (Heltens Rejse) af Christopher Vogler samt Blakes "Snyders Save The Cat" og et hav af plotkurser, jeg har deltaget på - blandt andet ved Irene Pedersen, Joan Rang, Ida Maria Rydén m.fl.
Og så bygger modellen også på eventyr-modellen Hjemme-ude-nyt hjem, som jo er en nem og grundlæggende model, der faktisk er rigtig god at bygge historier over.

Uddybning af modellen

Anslag
Præsentation af din hovedperson, hans/hendes normale verden/hverdag osv.

Point of attack
Noget udefrakommende skyder handlingen i gang, fx en telefonopringning, et brev eller synet af en ny, lækker dreng på skolen.

1. vendepunkt
Hovedpersonen indtræder i "den nye verden" - fx går han gennem porten til en ny verden, starter på en ny skole eller lignende. Det kan også være her, de elskende møder hinanden første gang (lovestories), eller her hovedpersonen træffer et aktivt valg fx om at tage på en mission.

Midtpunktet
I midtpunktet sker der ofte en "kamp" på liv og død. Det kan både være en rigtig kamp med action, men det kan også være en følelses-mæssig kamp i hovedpersonen, der betyder en symbolsk genfødsel. I kærlighedsromaner ofte symboliseret ved at de to hovedpersoner får hinanden - kys, sex eller lignende.
Jeg har netop læst romanen "Simon vs. verdens forventninger", og han springer  for første gang ud som bøsse ca. i romanens midtpunkt. I film - især Disneyfilm - ligger midtpunktet meget præcist i filmens midte (man kan nærmest tage tid på det!), men i bøger kan det være lidt mere skævt/flydende.

Midtpunktet efterfølges ofte af en bålscene, hvor personerne puster ud og måske kigger på/nyder deres belønning - i nogle film, fx Den bestøvlede kat er det virkelig en bålscene, i andre er det mere i overført betydning - fx de elskende i sengen osv.

2. vendepunkt
Det klogeste jeg nogensinde har hørt om 2. vendepunkt, var Ida Maria Rydén, der på et kursus sagde, at her skete ofte "det modsatte" af i 1. vendepunkt. Så hvis man indtræder i en ny verden i 1. vendepunkt, forlader man den i 2. vendepunkt.
Dette kan også komme til udslag i en kærlighedshistorie, hvor de to hovedpersoner, der fik hinanden i midtpunktet, nu mister hinanden igen.

2. vendepunkt efterfølges ofte af et All is lost-moment (ordet er hentet fra Blake Snyders bog "Save The Cat"), hvor hovedpersonen fortryder og har mistet alt - måske er han uvenner med alle og missionen ser ud til at være fuldstændig fejlet.

Konfliktløsning (klimaks)
Nu er det tid til, at alle konflikterne og alt det der er "lost" skal løses! Du kan simpelthen lave en liste over alle de ting, der er gået galt, og så løse dem fra en ende af.
Det mest virkningsfulde/spændende for læseren/seeren er, hvis du løser den mindst vigtige konflikt først og den mest vigtige sidst. Og det er vel at mærke hovedpersonen og læseren/seerens følelser, der afgør, hvad der er mest vigtigt. I en action-film, vil det følelsesmæssigt ofte være vigtigere, at en far får reddet sin datter, end at han får reddet hele byen. Derfor redder han byen først, men hans datters liv når han først at redde i sidste øjeblik.

Slutning/udtoning
Til sidst kan der komme en form for slutning eller udtoning, hvor man får forståelsen af, hvad det er hovedpersonen har lært og fået med sig.

Hvad hvis jeg skriver en historie, der ender ulykkeligt? 
Ovenstående tager udgangspunkt i en klassisk Hollywood-historie, hvor de "får hinanden til sidst". Men du kan også sagtens bruge modellen til en historie, hvor den ene part dør eller missionen ikke fuldføres til sidst. Der findes en del forskellige typer af historier, der ikke ender "lykkeligt". Et eksempel er kærlighedshistorier, hvor den ene dør.
Her vil de ofte få hinanden i 2. vendepunkt (i stedet for i midtpunktet) for så at miste hinanden endeligt i klimaks (og denne viden vil nu for evigt ødelægge de fleste TV-seriers mulighed for at overraske dig, da det ofte er en ret god måde at gætte på, om en biperson vil dø i et afsnit;))

Hvor kan jeg lære mere om plot? 
Der er rigtig meget at sige om plot, og det er noget, der bliver googlet rigtig meget. Jeg har skrevet et andet indlæg med en mere cirkulær plotmodel, som du kan læse her. Det er et af mine allermest læste indlæg! Og jeg har skrevet et indlæg om berettermodellen, som vist i skrivende stund er mit nr. 1 mest læste indlæg.

De bedste bøger jeg har læst om plot er:

Vogler: The Writers Journey
Blake Snyder: Save The Cat
Hauge: Selling your story in 60 seconds

Jeg har også lavet en mere forenklet udgave af denne plotmodel, som er egnet til undervisningen på Folkeskolens mellemtrin. Den regner jeg også med at skrive et indlæg om på et tidspunkt. Ellers håber jeg bare, at du er blevet inspireret af dette indlæg!

God skrivelyst!

Mere langfinger end pegefinger - Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge?

Ditte Wiese er forfatter til "Provinspis"

Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge? 

Jeg har givet ungdomsroman-forfatter Ditte Wiese ordet i dette indlæg, og hun siger selv: "Når jeg skriver om det barske liv til unge, så vil jeg aldrig være fordømmende."

Der er lidt voldsomme citater i dette indlæg, så du bør være over 15 år for at læse det.

Gæsteindlæg af Ditte Wiese

Jeg skriver til unge. Om unge. Om livet. Det virkelige liv. Der hvor det er svært. Og grimt. Ækelt nogle gange. Smukt andre. Jeg tror ikke på at pakke tingene ind. Slet ikke til unge. De står midt i det. De føler det. De ved godt, hvor meget der er på spil.

Generelt tror jeg ikke på løftede pegefingre. De virker i hvert fald ikke på mig. Jeg får kun lyst til at folde min langfinger ud, vinke med den og så gøre nøjagtigt det, jeg ikke må. Det er jeg aldrig helt vokset fra.

Men jeg tror på at være ærlig, og når jeg skriver, så lægger jeg ikke fingre i mellem. Hvis mine karakterer har det hårdt, så fortæller jeg hvor hårdt. Og hvis de har det godt, så fortæller jeg hvor godt.
Og jeg synes, livet er barskt og hårdt – og godt. Det vil jeg gerne have med i mine historier.

Hvor grimt må det være?

Provinspis er Ditte Wieses debutroman

Det må være grimt. Rigtig grimt.

Men det handler i virkeligheden ikke om, hvor grimt det kan blive eller må være. Det handler om, at det skal være ærligt. Læserne kan godt mærke, om man skjuler noget, uanset om det er upassende detaljer eller ens egen moralprædiken. Glem det og kom med det ærlige. For lige netop her tror jeg på, at man kan flytte noget.

Der er sket et kæmpe ryk i litteraturen, siden jeg selv var ung – og det, synes jeg, simpelthen er så fedt. Der er ikke nogen berøringsangst. Nu kan vi læse åbent om selvmord, selvskade, psykiske lidelser, ulykker, handikap, seksuel orientering eller mangel på samme, misbrug af stoffer, sex eller mennesker. Det er jeg vild med. Det er med til at åbne for en forståelse af andre mennesker. Jeg tror ikke på, det skaber en forråelse.

Det rå skal også give mening i forhold til historien. Det nytter ikke at kaste blod, sæd og bræk ind, bare fordi historien skal have kant eller ”det er det, de unge vil have”. Der skal være mening med galskaben. Det skal understøtte karaktererne og historien – ikke være karaktererne og historien.

Åbningsscenen, eller anslaget om man vil, i PROVINSPIS har fået et par stykker til at hoppe i stolen. Det er jo meget godt, at læseren lige vågner, men det var ikke derfor, jeg valgte at starte bogen sådan. 

Det er, fordi Ida, hovedpersonen, er meget direkte og drukner sine tanker med sex og sprut. Og når læseren er nået igennem første side i bogen, så er billedet af Ida klart og tydeligt. Den bratte start har altså en mening.

Der er også en del sex i bogen. Det er ikke elskov, men hård og kantet sex. Fordi hovedpersonen er hård og kantet. Jeg har tænkt meget over, om det var for eksplicit, og om der var for meget. Men det er en del af hovedpersonens måde at være på og en del af hendes nedtur, derfor var det nødvendigt at få med.

Uddrag fra Provinspis

Jeg tror ikke, nogen, som cutter sig, skærer dybere ved at læse Er Du Okay Fie? eller Hjertet Er 1 Organ. Ingen bliver inspireret til at begå selvmord ved at læse Dig og Mig Ved Daggry. Jeg har også til gode at høre om nogen, der har kastet sig ud i dødsspiral efter at have læst Fredag Lørdag Søndag. Ligesom jeg heller ikke har hørt om nogen, der er blevet bestialske mordere af at læse krimier. 

Men jeg tror på, at historier kan give et indblik og en forståelse for læseren. Måske en anden opfattelse af andre. Måske af sig selv.

           

Min mission er ikke at redde nogen eller guide dem til rigtige valg. Min mission er ikke at løfte pegefingre eller pege fingre. Det eneste, jeg gerne vil, er at give andre mulighed for at se, at de ikke er alene. Andre fucker lige så meget op som dem. Og klarer den nok. Jeg gjorde. De skal også nok. Hvis de tænker sig lidt om.

Vil du skrive rå realisme?

Lad være med at være bange for det grimme og det barske. Og husk det fine og det smukke.

Skriv ærligt. Hvis du har behov for at løfte en pegefinger, så gør det åbent. Og ellers glem det.

Vær lidt fandenivoldsk. Find din indre langfinger frem, og husk, hvordan du havde det, da du var ung.

Du kan læse mere om Ditte Wiese på hendes hjemmeside.