lørdag den 18. juni 2011

Sommerprojekter 2011

Hvad skriver jeg på i løbet af sommeren?

Nu er det ved at være sommer. Jeg er også ved at være færdig på læreruddannelsen - og jeg håber, at det betyder endnu mere tid til at skrive bøger.

Foreløbigt har jeg planlgt, at jeg skal skrive Veninder for altid 5 færdigt i sommerferien. Jeg har skrevet tyve sider, og på torsdag skal jeg mødes med min skrivegruppe og diskutere bogen. Det bliver spændende! Jeg har også i den sidste uge arbejdet med bogens plot. Dvs. at jeg har forsøgt at beslutte, hvad bogens første og andet vendepunkt er, og hvad point of no return skal være. Jeg synes, at det giver et godt overblik at arbejde med hollywoodmodellen på denne måde i stedet for fx at skrive en synopsis.

Så er der min nye ungdomsroman, som jeg går og tænker over og planlægger lidt på. Der går noget tid, før jeg får tid til at skrive den (Veninder for altid 5 skal i hvert fald lige være færdig først), men jeg tager nogle notater engang i mellem, når jeg får en god idé. Jeg har faktisk arbejdet på manuskriptet i to år! Så det kunne være fedt at blive færdig. Det er en realistisk ungdomsroman for piger og drenge fra 13 år ca.

Og så myldrer det frem med idéer til romaner i alle genrer i øjeblikket!

God sommer:-)

lørdag den 11. juni 2011

Håbefulde Unge Forfattere på vej med ny antologi

- og mine noveller Karper og Levende er udvalgt til udgivelse i antologien!

Håbefulde Unge Forfattere er en forening for unge under 30 år, der drømmer om at blive forfattere. Antologien, der har arbejdstitlen "På kanten", er resultat af en konkurrence udskrevet af foreningen.

På kanten er en samling realistiske noveller om unge, der lever på kanten af tilværelsen.
De to noveller jeg har med handler da også begge om piger, der lever på kanten af livet og virkeligheden.

Karper handler om en pige, der tager i Tivoli for at møde Jalle, som er hendes bedste ven.
En novelle om ensomhed og kærlighed og at miste og genfinde hinanden.

Levende handler om en pige, der føler sig usynlig. Så møder hun den unge fyr Chris.

Foreningen har tidligere udgivet gysersamlingen "6 gode grunde til ikke at sove i mørke", der blev rigtig godt modtaget af biblioteker og anmeldere. Der var jeg repræsenteret med novellen "Pink neglelak".
I samarbejde med Rollespilsforlaget har foreningen også udgivet antologien "Ad mørke stier".


Antologien udkommer efter planen i efteråret 2011 og er redigeret af Line Kyed Knudsen, Anne-Marie Donslund og Maya S. D. Salonin.

onsdag den 8. juni 2011

"Himmelflugt" udvalgt til udgivelse!

Min science fiction novelle "Himmelflugt" er blevet udvalgt til antologien "Den nye koloni - Lige under overfladen 5".

Novellen er en fremtidsfortælling, hvor mennesket har fundet en måde at bo i himmelen. Men jeg-fortælleren er ikke tilfreds med sit liv i Himmelen. Hun er optaget af Nede (jorden). Her er et lille uddrag af novellen:

Jeg trak min egen FLYVenhed frem og kiggede på displayet. Den lille touchskærm lyste op. Jeg overvejede ikke engang at trykke på Hjem. Eller Skole eller Bar eller noget andet forudsigeligt. I stedet pillede jeg batteriet ud, lagde det i lommen. Mærkede faldet, da min FLYVenhed ikke længere trodsede tyngdekraften og holdt mig oppe. Et langsomt sus. Hvis man fortsatte sådan, forsvandt man et sted på vejen. Brændte op i farten. Smattede ud på vej Ned.
Det var ikke måden at komme Ned.


Jeg er meget glad og stolt. Det er femte gang jeg er repræsenteret i samlingen, og det har været spændende at finde på de fem science fiction historier.

Udgivelsesdatoen er foreløbig 15. august 2011.
Du kan læse om de andre bøger i serien her.

Hvis du selv har fået idéen til en sci fi novelle, så er konkurrencen om at komme med i Lige under overfladen 6 i gang med deadline 1/3/12

onsdag den 1. juni 2011

Ned i novellen er udkommet ...

- og min novelle "Kælderfødt" er med!

Kælderfødt er en kort science fiction novelle, som første gang blev trykt i I overfladen.

Om antologien:
Ned i novellen er et nytænkende grundbogsmateriale til litteraturundervisningen i 8.-9. klasse og består af grundbog, antologi, elevens notatbladssamling og lærervejledning.

Grundbogens 10 kapitler indfører eleverne i de væsentligste skønlitterære genrer – både de realistiske og de fantastiske. Materialets 40 voksen- og ungdomsnoveller er udkommet efter år 2000 og er udvalgt tematisk med henblik på en ung læser.

Lærebogsforfatter Mette B. Westergaard parrer på en overbevisende måde inspirationen fra Cooperative Learning med, hvad hun kalder, litteraturarbejdets fem søjler: Genre som læsemåde, At skrive for at lære, Værk og læser, Dialogen og Skriv i genren.
Læs mere her.