2014 har været et dejligt bogår. Jeg har færdiggjort to
serier og udgivet en poetisk-realistisk ungdomsroman. Og så har jeg fået en
masse idéer til nye projekter – og fået skrevet videre på gamle!
Banner: Jan Kallesen/Rosinante&CO. Omslag: Væth/Bertelsen Krebs Lange/Mille Jessen/Ejsing/Milton/Bertelsen/Stoltze/Breth/Bertelsen |
Bogudgivelser
Omslag: Ejsing/Milton/Bertelsen |
Søstre på De Syv Have-serien
Omslag: Ejsing/Milton/Bertelsen |
Jeg har afsluttet min sørøver-serie Søstre på De Syv Have
med bog 5 – Det Lilla Monster og bog 6 – Den Iskolde Heks (da jeg skrev Den
Iskolde Heks græd jeg faktisk for første gang til noget, jeg selv havde skrevet!
Kan du gætte hvor i bogen?). Det har været en fest at skrive bøgerne om
Vana og Sams kamp mod monstre og søgen efter deres mor, og jeg har idéer til
mange flere bøger i det eventyrlige univers, de lever i, men foreløbigt er
serien altså helt slut. Og hvilken slutning! Der er i hvert fald fart over
feltet, isulve og et lille stænk af kærlighed – og et stort drys magi i
den slutning.
Du kan læse mere om Søstre på De Syv Have her.
Havets Tåre-serien
Omslag: Brethdesign/Bertelsen |
Jeg har også udgivet anden bog i serien om Havets Tåre,
nemlig Hjertets Kald. Det er historien om Lejla, der forelsker sig i havmanden
Seth og deres kamp for at få hinanden. Der lurer mange farer under havets
overflade! Men også megen romantik. Der kommer tre bøger i alt i serien, og jeg
har faktisk allerede skrevet bog 3 (Sjælens Bånd), men den udkommer først til
februar.
Bog 1 i serien er i øvrigt ved at blive oversat til flere
andre nordiske sprog, da den udkommer i en nordisk børnebogklub!
Du kan læse et kapitel fra Hjertets Kald her.
Omslag: Væth/Bertelsen |
Poetisk ungdomsroman
Sidst, men ikke mindst, har jeg fået udgivet ungdomsromanen
Som en tikken under huden. Den poetisk-realistiske fortælling om 19årige Vår,
der langsomt er ved at gå i opløsning i forsøget på at opretholde kontrollen
udadtil. En roman om søsterskab, kærlighed og angsten for kontroltab.
Omslag: Krebs Lange/ S.M. Jessen |
Du kan læse mere om Som en tikken under huden her.
Samleudgave af Veninder for altid
Veninder for altid 1-4 er blevet samlet og genudgivet i en super lækker gavebog med ekstra bonusmateriale!
Samleudgave af Veninder for altid
Veninder for altid 1-4 er blevet samlet og genudgivet i en super lækker gavebog med ekstra bonusmateriale!
Novelleudgivelser
Varulv/Forlaget Kandor |
Jeg har fået udgivet varulve-novellen Mand Kvinde Hund i forlaget Kandors antologi Varulv – noveller til voksne (mænd!) om varulve. Det var en spændende
udfordring at skrive den novelle, for den er på samme tid klam, dyrisk og
lyrisk. Og dét er altså en speciel kombination!
Du kan læse mere om Mand Kvinde Hund her.
Læseraketten/Ibis |
Jeg har også fået udgivet eventyr-novellen Drengen med de tre øjne i Læseraketten 2014. Det er historien om en dreng, der er født med tre øjne – og
bliver mobbet med det. Men en dag finder han ud af, at der er en grund til, at
han er født med tre øjne! Og han møder en vandulv.
Novellen foregår faktisk i samme univers som Søstre på De
Syv Have-serien, men der er ikke nogle af de samme personer med.
Antologien – der i øvrigt er et velgørenhedsprojekt - er
også blevet oversat til Grønlandsk!
Du kan læse novellen om Drengen med de tre øjne her.
Alinea/d'dansk |
I d'dansk for 3. klasse har jeg fået udgivet både en eventyr-novelle fra Søstre på De Syv Have-universet, som hedder Dragens Skat og et skrivekursus til 3. klasse, hvor eleverne selv lærer at skrive et eventyr. Dragens Skat handler om Sam og Maki (før Sam møder Vana) og deres kamp mod en drage, der vogter over en helt særlig skat.
Du kan læse mere om d'dansk her.
Foredrag, skrivekurser og anden omtale
Jeg har været ude og holde flere foredrag. Blandt andet har
jeg gæstet og fortalt på Bogforum og Herlufsholms Fantasybogmesse, hvor jeg har fortalt om
Søstre på De Syv Have. Jeg har også
besøgt flere skoler og biblioteker, hvor jeg især har fortalt om Søstre på
De Syv Have og Veninder for altid. Jeg elsker at komme ud og fortælle og læse
højt, og har også allerede fire foredragsbookinger i januar.
Fantasymessen/Finn Due Larsen |
Jeg har også holdt et skrivekursus på CFU Roskilde for
lærere om, hvordan de kan arbejde med kreativ fiktionsskrivning i folkeskolen.
Desuden har jeg sammen med Marie W. Oscilowski lavet en
række små undervisningsvideoer til Saxos Skrivedyst 2014 samt været dommer i
deres novellekonkurrence. Det var spændende, og du kan stadig se videoerne her.
Jeg har desuden haft artiklen Skriv med flow – og find ind
til din kreativitet i HUFs medlemsblad Skrivelyst.
Carsten Lauridsen, foto fra artiklen "Når kun det bedste er godt nok" |
I forbindelse med udgivelsen af Som en tikken under huden
gæstede jeg Radio24/7 – du kan høre indlægget her.
Jeg gæstede også TV2 Lorry/Lounge, som du kan se her.
Desuden blev der bragt en meget fin artikel om bogen – og om
12-talspiger i flere aviser under overskriften Når kun det bedste er godt nok. Den kan du læse her.
Der har også været anden omtale af mine bøger – ikke mindst
anmeldelser – men det er nok for omfattende at linke til dem alle her. Men jeg
er glad for alle dem, der har taget sig tid til at omtale om anmelde mine bøger
samt har forestået interviews – også selvom I ikke er nævnt her :)
Foto: Jonas Jørgensen/Island |
Jeg har også været på et par inspirerende rejser. Jeg har besøgt Bornholm, Hamburg og Island, og især Islands natur gav vildt meget inspiration!
År 2015 – Håb og drømme
Omslag: Breth/Bertelsen |
Havets Tåre 3. Sjælens Bånd
Det skulle være ganske vist, at bog 3 i serien om Havets
Tåre udkommer til februar 2015. Bogen kommer til at hedde Sjælens Bånd og
afslutter trilogien om Lejla og Seth. Du kan smuglæse første kapitel her.
Ny pigebog: Til min bedste veninde i verden
Jeg har også en pigebog på vej til alle jer, der er færdige
med Veninder for altid og vil have mere i samme stil. Det er altså IKKE en bog
om Ji, Jose, Ane og Tammy. Men derimod om 12årige Andrea, hvis allerbedste
veninde, Frida, er flyttet til Fyn. Og det er altså langt væk. Kan man stadig
godt være bedste veninder, selvom man ikke længere går i klasse sammen? Og
hvordan får man egentlig nye veninder? Og hvorfor er drenge så dumme?
Foreløbigt hedder bogen Til min bedste veninde i verden og er planlagt
til udgivelse efteråret 2015. Men det er altså en foreløbig dato, for bogen
mangler stadig noget finpudsning og en forside mm.
Andre projekter - på vej
Sammen med min kæreste, Jonas N. Jørgensen, har jeg skrevet fantasy-novellen Tigerhelten, som udkommer i Læseraketten 2015. Det er en novelle om
en dreng, der bliver overrasket af en storm, da han er ude at fiske. I havet
møder han en tigerunge, der er ved at drukne. Måske er der noget om de sagn, der siger, at hans
familie har en særlig forbindelse til Kæmpetigeren?
Det har været rigtig sjovt at skrive novellen sammen, og
antologiens overskud går til et godt formål. Den bliver sandsynligvis også
oversat til grønlandsk.
Jeg har fået antaget to noveller hos Hendes Verden (Min
søsters lykke og Hjerteblink), som udkommer på et tidspunkt i det nye år.
Muligvis bliver titlerne ændret. Det er noveller for voksne, der begge handler
om ønsket om at blive mor.
Euromic/Isabella&Friends |
Jeg har også skrevet en novelle til Isabella og Friends, men
jeg ved ikke, hvornår den kommer på deres hjemmeside. Den handler om Isabella
og hendes to veninder – og mødet med en ny pige, der er vild med heste. Historierne om Isabella er mest for piger mellem 6 og 12 år og udkommer kun digitalt.
Du kan læse min anden Isabella-historie her – bemærk at der
løbende kommer nye afsnit.
Andre projekter – i støbeskeen
Jeg skriver hele tiden, og jeg får tusindvis af idéer. Og de
helt spæde, nye idéer har jeg slet ikke lyst til at fortælle folk om. Men nogle
af idéerne er jeg også kommet længere med. I år har jeg fx både haft en
digtsamling, en mærkelig (kort!) voksenroman, en novellesamling, halvdelen af
en letlæst ungdomsroman og tre letlæsningsbøger til vurdering på mit forlag.
Ingen af dem blev antaget i første hug (men det har jeg nu heller aldrig
oplevet, jeg skriver altid mine bøger i gennem flere gange og flere af dem var
på kladde-stadietJ)
– så nu er det op til mig at finde ud af, hvad jeg skal arbejde videre med og i
hvilken rækkefølge – og ikke mindst hvordan!
Foto: Carsten Lauridsen, 2014 |
For sommetider ændrer formen sig
rigtig meget undervejs. Ja, to bogprojekter kan faktisk ende med at smelte
sammen til ét!
Jeg har også skrevet videre på ældre projekter i alle mulige
genrer lige fra realistisk ungdomsroman over tøsebog og chick lit til sci fi,
fantasy og digte. Det er bøger, hvor jeg skriver et kapitel engang i mellem,
når jeg har tid og lyst, så jeg ved slet ikke, hvornår og om de bliver udgivet.
Men sådan er det jo med fortællinger – de skal skrives frem! Det er også det,
der er en del af legen og dér, den bedste oplevelse af flow ligger for mig.
Og så skal der jo også være tid til en masse andet end at
skrive. Vi er nemlig flyttet i hus med hunden, og til foråret skal vi have en
baby. Det glæder vi os meget til:)
Godt nytår, god skrivelyst og god læselyst til alle jer derude!
Ps. Her kan du læse min forfatterstatus for tidligere år: