fredag den 27. maj 2016

Hjerte i vente bliver genudgivet!

Omslag: Nete Banke, 2009
Hjerte i vente bliver udgivet i en ny, lækker udgave til efteråret! Den er ved at få ny forside, og jeg glæder mig SÅ meget til at vise jer den.

Der skal små anmelder-citater på forsiden, så derfor har jeg lavet en samling af alle de anmeldelser bogen har fået. Og jeg blev helt rørt over, hvor mange gode anmeldelser den faktisk har fået.

Her er et udpluk!

****”Der er en befriende tendens til at unge kvinder flænser stykker af virkeligheden og serverer dem råt for unge læsere (…) Nu gør Camilla Wandahl (f. 1986) det så i sin debut ”Hjerte i vente”, en historie så autentisk, at den virker selvoplevet.”
Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende

”Historien rammer hjertet. Ja, den gør!”
Steffen Larsen, Politiken

”Denne bog er en debutroman skrevet af en kun 22-årig forfatter med et stort talent og megen indsigt. Det er en alvorlig lille historie om, hvordan et barns sygdom påvirker hele familien.”
Kirsten Aggerholm, Børn og Bøger

”Jeg kan godt lide denne roman. Den har en vedkommende historie både omkring det psykologiske aspekt af, hvordan sygdom påvirker de nærmeste og en sød kærlighedshistorie, og det hele er fortalt overbevisende og sprogligt godt med en sympatisk og troværdig hovedperson.”
Elisabeth Bennetsen, lektør

”Historien rørte mig så voldsomt, at jeg varmt vil anbefale den til alle – også selvom det ER en ungdomsbog”

***** ”Trænger du til en tudetur så læs Hjerte i vente”
Palles Gavebod

”Alt i alt synes jeg det er en fantastisk bog, og den rørte mig på mange måder. Jeg vil varmt anbefale man læser den, uanset alder.”
Albertslund Posten

”Hjerte i vente er i bund og grund en storslået roman, med nogle twists.”
Aniston.dk

”Hjerte i vente er en velskrevet roman, der elegant spiller på mange strenge i følelsesregistret hvilket vil få hjerterne til at klapre hos teenagepigerne. Sproget er nutidigt, og romanen balancerer flot med alvor, der aldrig bliver søgt, og snapshots af det flyvske teenageliv med forelskelse, hvilket tilsammen giver en vedkommende og frisk historie om kærligheden, livet og alt det der. Hjerte i vente har både dybde og autencitet og stiller sig på række med andre gode nyere danske ungdomsbøger som f.eks. Kære Dødsbog.”
Fortællingen.dk

”Gribende fortælling, hvor det er umuligt ikke at fælde en tåre til sidst.”

-Tudebøger, et biblioteks-inspirations-hæfte

onsdag den 4. maj 2016

Bag om Alt om at være pige

I april udkom Alt om at være pige, og i den anledning vil jeg fortælle lidt om, hvordan jeg fik idéen til bogen og skrev den!

Omslag: Alette Bertelsen
Det er nemlig en lang proces fra første idé og til bogen bliver skabt!
Alt om at være pige er en lidt anderledes bog end mange af mine andre bøger, fordi det ikke startede med, at jeg fik en idé, som jeg gik og tænkte over. Det startede med, at jeg skrev!
Jeg var nemlig på Skriv en bog på en uge - et fantastisk skrivekursus, som jeg har været på fire gange. Jeg ville egentlig have skrevet på en gammel science fiction-idé, men da jeg ankom til kurset, fik jeg lyst til at ryste posen og begynde på netop dét, der faldt mig ind. Og så kom Ida flyvende!

Ida er 13 år og totalt sprudlende. Meget modsat fx Ji i Veninder for altid, der er mere stille og usikker. Ida har også sine usikkerheder, javist, men hun er SJOV! Og den energi og tone, som Ida har i Alt om at være pige, dukkede op, lige så snart jeg begyndte at skrive på hende.
Sammen med et HAV af idéer. Og jeg skrev løs på dem alle sammen.

Til sidst havde jeg næsten 50 sider med enkelt linjeafstand, som var løst og fast om Ida, hendes veninder, hendes familie. Et stort mix af scener og info-om-bogen. Det var noget værre rod, og selvom jeg vidste præcis, hvem Ida og hendes familie var, så anede jeg ikke, hvad bogen skulle handle om. Altså hvad plottet skulle være.

Så jeg gik fra kurset med vildt meget tekst og en fornemmelse af, at noget af den tekst var virkelig godt - og at det var første gang jeg havde skrevet noget humoristisk. Det var en god følelse!
Jeg satte alle siderne ind i en mappe, og kiggede på det engang i mellem. Jeg prøvede at finde på et plot, men jeg anede ikke, hvad bogen skulle handle om, for der var så mange ting, jeg gerne ville have med.

Sådan gik der et par år. Og så pludselig, fra den ene dag til den anden, og måske fordi jeg netop
Et af mine forsøg på at finde på et plot
til Alt om at være pige
havde gennemskrevet "Til min bedste veninde i verden" og var rigtig godt inde i tween-tøse-universet, kom jeg i tanke om bogen om Ida. Jeg var højgravid og skulle på barsel om en måned, men jeg skrev som død og helvede og lige inden min barsel sendte jeg første udkast af Alt om at være pige til mit forlag.
Jeg lavede ikke nogen plotmodel, inden jeg skrev (det havde jeg prøvet mange gange lige efter kurset - uden held), men jeg vidste pludselig, at romanen skulle handle om Idas ønske om at få menstruation, og at jeg ville bygge den op omkring hendes fødselsdagsfest (det med fødselsdagsfesten dukkede op ved et tilfælde, da jeg skrev). Nogle af scenerne - fx den første med seksualoplysning i klassen og deres leg med bindene og Storm, der kommer ind, havde jeg skrevet på kurset, så de skulle kun ændres lidt. Andet skulle jeg skrive helt forfra. Og alle navnene, undtagen Idas og hendes forældres og hundens er nogen, som jeg har fået forslag til på Facebook, fordi jeg var for doven til selv at vælge navne - det skulle jo gå hurtigt;)

Da forlaget havde læst bogen, var de rigtig glade for den. Jeg var netop vendt tilbage fra barsel - nu med en lille søn på armen - men heldigvis var der ikke meget redigering (det plejer der at være), og snart var Alt om at være pige parat til at komme til tryk!

Jeg må være hundrede procent ærlig og sige, at jeg jo STADIG har en masse løse scener liggende fra skrivekurset, som der ikke blev plads til i den første bog. Og at jeg ind i mellem tænker på, om jeg skulle skrive en fortsættelse. Men jeg vil lige se an, hvordan den første bog bliver modtaget, for jeg har to tykke mapper med idéer, og lige nu er der nogle af mine gamle idéer, der VIRKELIG presser på for at blive skrevet. Én af dem skrev jeg i 2015 - det er Et stykke af månen, som jeg gav jer en læseprøve på i sidste måned her på bloggen. Men der er flere drømmeprojekter, som jeg gerne vil kaste mig ud i.
Men altså - måske kommer der en dag en fortsættelse på Ida. Hvis jeg finder den helt rigtige historie til hende! I mellem tiden vil jeg bare ønske jer alle sammen GOD LÆSELYST! Og hvis du allerede har læst bogen, er du meget velkommen til at skrive en lille kommentar om, hvad du synes om den?