fredag den 30. maj 2014

Testlæsere søges til ungdomsroman

Uddrag fra romanen Mørketid af Wandahl
Jeg søger et par testlæsere over 14 år til min nye realistiske ungdomsroman Mørketid (arbejdstitel). 

Romanen handler om en 19årig pige, Vår, der i tilbageblik fortæller om sin barndom og ungdom, især om forholdet til sin søster. Det er en psykologisk roman om angst, kærlighed og kontrol skrevet i et legende, poetisk og metaforfyldt sprog.

I uddraget kan du se et eksempel på et af de mere poetiske afsnit. Romanen har også almindelig handling med ungdomsliv og dialog.

Det er en ungdomsroman for de ældste unge og voksne - også egnet til fælleslæsning i folkeskoler og gymnasier. Hvis du kunne lide Hjerte i vente og Ask Konge Taber, vil du nok også kunne lide Mørketid, men denne roman har en ældre fortæller og et "sværere" tilgængeligt sprog og indhold, så den henvender sig til en lidt ældre målgruppe end Hjerte i vente og Ask Konge Taber. Romanen er ca. samme længde som Hjerte i vente.

Romanens foreløbige bagsidetekst: 

MØRKETID beskriver en 19årig piges desperate forsøg på at genvinde kontrollen over sit liv i en fatal dans med døden. Det er en historie om angst og kontroltab. Om fortrængt kærlighed og søsterskab. Fortalt af en pige, der langsomt er ved at gå i opløsning.

Hvad skal du gøre som testlæser?
Du får romanen vedhæftet på mail 6. juni 2014 sammen med et spørgeskema. Herefter har du to uger til at læse romanen og besvare spørgeskemaet. Du skal ikke rette fejl eller kommentere direkte i bogen. Senest d. 20. juni skal jeg have spørgeskemaet retur fra dig, så jeg kan nå at rette bogen i gennem inden den skal ind til forlaget igen.

Som tak for hjælpen får du bogen med posten, når den udkommer. Hvis bogen mod forventning ikke bliver udgivet, får du en anden bog, som jeg har udgivet.

Det er vigtigt, at du har tid til at læse bogen og besvare spørgeskemaet i den pågældende periode. Så tjek lige at du ikke skal på ferie uden internet fx.

Sådan bliver du testlæser
Send en mail til Nanna@rosinante-co.dk senest 4. juni 2014 hvor du skriver dit navn, din mailadresse, din alder, om du plejer at læse ungdomsromaner og om du har læst andre af mine bøger.
Det er mit forlag, der står for udvælgelsen af testlæserne.

Hvis du allerede har sendt en ansøgning til min mailadresse (som var den, der var anført de første dage) behøver du ikke sende endnu en ansøgning til Nanna, for jeg har sendt alle ansøgninger videre til hende.

Jeg søger både unge (over 14 år) og voksne testlæsere. Også gerne lærere eller bibliotekarer.

Hvis du ikke har fået en mail senest d. 6. juni 2014, er du desværre ikke blevet testlæser i denne omgang. I så fald skal du have tusind tak for din interesse.

Romanen er blevet antaget på forlaget Høst & Søn og forventes udgivet oktober 2014 under titlen "Som en tikken under huden". Tak til alle testlæserne, der vil modtage en bog med posten som tak.
Ill: Simon Væth, Omslag: Alette Bertelsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar