søndag den 17. januar 2016

Forfatterstatus 2015

Omslag: Brethdesign

2015 har været et fantastisk år. Jeg blev mor til en skøn dreng, og der skete også lidt på bogfronten. Og så fik jeg rigtig gang i novellerne igen i slutningen af året. Nedenfor har jeg lavet en Forfatterstatus med årets højdepunkter. 
Hvis du har lyst, kan du også læse min forfatterstatus fra 2014, 2013, 2012, 2011 og 2010 ved at klikke på årstallene. God læselyst og godt nytår!

Udgivelser

Omslag: Brethdesign
I foråret fik jeg udgivet det sidste bind i Havets Tåre-serien, nemlig Sjælens
Bånd. I efteråret blev alle tre bøger i serien samlet til én bog, der udkom til boghandlerne (før var serien mest rettet mod bibliotekerne) under titlen Havets Tåre. Jeg håber, at det giver bogen nogle helt nye og måske lidt ældre læsere, for jeg synes selv at det er en rigtig spændende og romantisk historie, som jeg ville have elsket at læse, da jeg var 12 år. Og så er jeg også personligt ret stolt af den, fordi det er mit hidtil største fantasy-værk. Og jeg elsker altså virkelig fantasy-genren! Især hvis den er blandet med romantik.
Bog 1 i serien er i øvrigt blevet udgivet i Norge, Finland og Sverige via pigeklubben Girl:It. Den fik en ny forside og har forhåbentligt mødt nogle nye læsere!
Hvis du har læst Havets Tåre, må du meget gerne smide en kommentar om, hvad du synes om den. Jeg elsker at høre fra jer, der læser mine bøger!

Omslag: Sara Mille Jessen
Ill: Tove Krebs Lange 
I efteråret fik jeg også udgivet en helt ny bog, som jeg har arbejdet på siden 2013, nemlig Til min bedste veninde i verden. Det er Andreas bog til veninden Frida, der er flyttet til Fyn. Fordi Andrea savner hende så meget, vælger hun at skrive om alle sine oplevelser i bogen, som Frida så skal have i julegave. Helt sådan går det dog ikke – for det er svært at være langdistance-veninder.
Jeg var vild med at skrive bogen, fordi jeg for første gang havde en (synes jeg selv-) lidt morsom hovedperson. Altså sådan en lille smule ironisk. Og det gjorde, at det var så skønt og nemt at skrive den. Ja, jeg har faktisk en idé til en fortsættelse, men jeg ved ikke, om den bliver til noget, for jeg har ikke skrevet så meget som en linje på den endnu. Synes du, jeg skal skrive en fortsættelse, hvor man hører mere om Andreas liv?

Desuden har jeg haft novellen Tigerhelten med i Ibis’ bog ”Læseraketten 2014”. Det er en helt speciel novelle for mig, fordi jeg har skrevet den sammen med min kæreste, Jonas Jørgensen. Vi fandt på den, da vi var på vandretur på Bornholm med vores hund. Har din skole fået Læseraketten i år?

Jeg har også fået udgivet to noveller i Hendes Verden i år, nemlig Hjerteblink og Min søsters lykke, der begge handler om drømmen om at blive mor. Det er jo selvfølgelig et emne, der har optaget mig meget, og jeg synes, at det er to vigtige og ærlige noveller.

Nye skriverier
Jeg har skrevet én bog i år, og den hedder "Et stykke af månen”. Normalt skriver jeg flere bøger i
Jeg har også fået gang
i Instagram
løbet af et år, men da jeg har været på barsel en stor del af året, har jeg kun nået denne ene. Til gengæld er det en halvlang bog – altså som Hjerte i vente – og også en (meget romantisk) ungdomsroman - en genre som jeg er rigtig glad for selv at læse.
Jeg vil gerne holde bogens handling hemmeligt lidt endnu, men den handler om en 16årig piges forsøg på at finde sig selv og kærligheden. En blanding af alvor og kærlighed, og den skrev nærmest sig selv – en af mine bedste skriveprocesser nogen sinde. Og ifølge min redaktør en af mine bedste romaner (håber hun har ret).

Jeg har også skrevet løst på et par romanprojekter, men ikke noget, der er blevet færdigt. Så det vil jeg ikke fortælle så meget om andet end at jeg elsker at skrive på flere idéer samtidig, og at jeg har flere idéer, end jeg har tid til at skrive – men det er jo nok meget godtJ

Ud over romanerne har jeg skrevet en del noveller efter min barsel sluttede. Det er blevet til 5 romantiske noveller, 2 dyrenoveller og 1 alvorlig-realistisk novelle. De fleste af dem skrev jeg i december måned.
Hver eneste novelle starter med en unik idé, og jeg elsker at få lov at udfolde en historie på den korte plads, som man har til rådighed i en novelle. Det er sjovt på en helt anden måde end at skrive en roman.

Foredrag mm.
Foredrag på Åben Eng
Foto: Jannie S. Kold
Jeg har holdt et par håndfulde foredrag, blandt andet et for lærere, hvilket jo er en skøn målgruppe, fordi det er dem, der formidler mine bøger videre til børnene. Et par af foredragene var også for skriveklubber, og det er også super skønt at tale til nogen, der selv drømmer om at skrive! En del af foredragene var for mellemtrinnet, og der talte jeg især om Søstre på De Syv Have. Jeg elsker at fortælle om den serie, fordi monstrene er så sjove at fortælle om. Har du været til nogle af mine foredrag? Var det sjovt?

Danskfaget.dk har desuden lavet et online undervisningsmateriale til Hjerte i vente, hvor jeg har været med til at lave nogle små undervisningsvideoer, hvor jeg fortæller om mine tanker med romanen. En af dem kan ses her.

Og så blev Veninder for altid 1 nomineret til Bogslugerprisen 2015! Selvom den ikke vandt, var det stadig en stor ære!

Privat
Jeg har oplevet verdens største omvæltning og lykke: at blive mor. I marts blev jeg mor til lille Arthur
Foto: Kirsten Frandsen
efter en nem og hurtig (planlagt) hjemmefødsel, og jeg kan nu skrive under på, at jeg aldrig har oplevet så mange glimt af lykke som efter jeg blev mor – men at det også er super hårdt arbejde, fordi man ikke længere bestemmer over sin egen tid – og det er hårdt, hvis man har lyst til at skrive, skrive, skrive! Jeg ville dog ikke under nogen omstændigheder bytte Arthur væk for tiden til at skrive, og jeg har heldigvis haft 29 år til at pleje mit eget ego og skrive alt det, jeg ville. Og så er jeg jo så heldig, at det at skrive er mit arbejde, så jeg ved jo, at jeg får tid til at skrive igen, når han begynder i dagpleje.
Vi er desuden flyttet i hus – et gammelt hus fra 1700tallet med skunke og krogede æbletræer i haven. Det var vist faktisk i november 2014, men det tager jo altid lige nogle måneder at falde til.

År 2016 …

Kommende udgivelser og nye projekter

Omslag: Alette Bertelsen
Til maj udkommer min nye pige-bog Alt om at være pige til alle dem, der var glade for Veninder for altid og Til min bedste veninde i verden. Jeg skrev bogen i december 2014 på én måned. Den skrev nærmest sig selv, fordi 13årige Ida bare snakker derudad, og så skal jeg bare skrive ned! Det er en bog om alt det, der sker bag den lukkede dør på pigeværelset – forelskelse, den første menstruation, bryster (der ikke vokser) og meget andet. Det er den bog, som jeg har skullet skrive mindst om efter den blev færdig, hvilket muligvis skyldes, at den er skrevet så intenst og hurtigt. Jeg glæder mig meget til den udkommer og håber, at I synes det er en lige så sjov bog, som jeg gør. Jeg har nemlig for første gang (tror jeg) skrevet en varm og humoristisk bog!
Foreløbigt er det ikke en serie, men (som altid …) har jeg en idé til en fortsættelse.

Min ungdomsroman Et stykke af månen er sat til at udkomme til efteråret. Jeg er ved at redigere den nu – fx skal hovedpersonen ændres fra at være 14 til 16 år. Jeg er godt i gang med redigeringen, og regner med at tage ordentligt fat, når min søn starter i dagpleje.
Jeg har endnu ikke kontrakt på bogen, så udgivelsestidspunktet kan selvfølgelig godt nå at ændre sig.
Jeg glæder mig meget til at gøre denne bog færdig og få lavet forside mm. Jeg tror, det kan blive en rigtig god bog, som jeg selv ville elske. Og så er Dina, som den handler om rigtig sød og skøn, synes jeg. Og så har jeg for resten (for lige at modsige mig selv …) IKKE en idé til en fortsættelse til Et stykke af månen. Det er en stand-alone-bog. Og det skal den blive ved med at være.

Jeg har også idéer til en del noveller, som jeg håber, jeg får skrevet i 2016. Måske vil jeg kaste mig ud i krimi-novelle-genren. Jeg vil dog ikke love noget endnu. Men jeg er nysgerrig! Det kan også være, at jeg vil prøve at skrive en føljeton til et ugeblad. Men det kræver både en idé og et ugeblad, der mangler en føljeton. Så det må tiden nok vise, om jeg faktisk skal!

Til februar har jeg meldt mig til Skriv en bog på en uge for 4. gang. Jeg har tidligere været på kurset, hvor jeg har arbejdet med Ask Konge Taber, Havets Tåre og Alt om at være pige. Denne gang tror jeg, at jeg vil tage en endnu hemmelig idé med, som jeg i MANGE år gerne har villet skrive. Men nu må vi se, for da jeg var der sidst besluttede jeg helt spontant den første dag, at jeg ville begynde på noget helt nyt – og det blev så til Alt om at være pige. Og jeg er meget obs på at mærke efter, hvad jeg har lyst til at skrive på, så det bliver skrivelysten og ikke ”pligten”, der driver værket. Det tror jeg giver de bedste bøger!

Alt muligt andet sjovt i 2016

Foredrag på Bogforum 2015
Foto: Høst & Søn
Jeg har fået ny hjemmeside i 2016. I kan besøge den på http://www.camillawandahl.dk - jeg er MEGET glad for den! Jeg beholder fortsat bloggen på http://www.camillawandahlblog.dk, for hjemmesiden er mest til voksne bibliotekarer, lærere mm. Bloggen kan I alle sammen følge med på!

I januar/februar skal jeg være dommer i Saxos Skrivedyst sammen med Kim Langer. Det var jeg også sidste år, og det glæder jeg mig meget til!

Jeg er også super glad for at fortælle, at jeg er blevet ansat som underviser på Brønderslev Forfatterskole 2016 på novelleholdet for de yngste elever. Det glæder jeg mig mega meget til! Så hvis du er en skriveglad ung mellem 14 og 20 år, synes jeg du skal holde øje med hjemmesiden!

Jeg er også allerede blevet booket til et par foredrag, og jeg glæder mig til at komme ud og møde
mine læsere. Det er stadig muligt at booke foredrag i 2016, hvis din skole/bibliotek/kirke har lyst til at møde en forfatter. Kontakt mig her.

Jeg har ét nytårsfortsæt og det er, at jeg i år vil skrive på det, jeg har aller mest lyst til hver eneste dag. Og sådan håber jeg, at jeg får skrevet nogle rigtig gode bøger og noveller. Har du et skrive-nytårsfortsæt?

God læselyst og godt nytår derude!


Mange hilsner Camilla Wandahl

Ingen kommentarer:

Send en kommentar