I dag udkommer Alt om at være pige 2

Omslag: Alette Bertelsen

I dag udkommer Alt om at være pige 2. Mens alle andre kysser. Du kan læse første kapitel her, hvis du er nysgerrig:) 

1. kapitel. Jeg var faktisk helt seriøst ved at dø lige der

I dag i skolen skulle vi alle sammen til tandlæge. Vi skulle gå derover to ad gangen, og jeg fik heldigvis lov til at gå derover sammen med Esther. Jeg synes, det er meget hyggeligere at skulle til tandlægen med sin bedste veninde end med en af drengene. Så det var vi ret glade for. Især måske Esther, for hun har nemlig tandlægeskræk. 

Og det kunne man tydeligt se, for mens vi gik derover, blev hun mere og mere hvid i hovedet.

”Er du bange?” spurgte jeg.

”Nej …”

Jeg kunne godt høre, at hun løj, men jeg lod som ingenting og åbnede døren.

Der er altid sådan en mærkelig lugt hos tandlægen. Jeg ved ikke, om det er tandpasta eller noget andet. Det lugter ikke som tandpasta. Måske er det det, som de renser ens tænder med. Eller det som de fylder i, hvis man har huller. 

”Jo,” sagde Esther. ”Nu er jeg bange.”

”Først nu?” spurgte jeg.

”Ja, nu, på grund af lugten. Men du må ikke sige det til nogen.”

Jeg ville give hende et kram, men i det samme kom en af tandplejerne ud. Altså ikke hende, der roder med ens tænder, men hende, der plejer at skrive ting ind på computeren.

”Det er jeres tur lige om lidt,” sagde hun.” I kan bare sætte jer og vente.”

Hun pegede på nogle små, blå stole, hvor der stod en Noahs Ark i træ med en masse dyr.

Jeg kiggede på Esther, men hun trak bare på skuldrene. Så satte vi os på de små, blå stole. Mine knæ bøjede nærmest opad, fordi jeg var alt for stor. Og jeg er ikke engang specielt høj.

”Hvad er du bange for?” spurgte jeg, mens jeg akavet prøvede at sætte mig lidt bedre til rette

”At de skal bore, tror jeg. Og lugten. Jeg kan bare lugte det hele tiden.” Esthers stemme var lav. ”Kan vi ikke tale om noget andet?” Esther så sig lidt febrilsk omkring. Hendes blik faldt på Noahs ark. ”Noahs ark eller sådan noget?”

”Okay.” Jeg tog alvorligt den lille, slidte træfigur, der skulle forestille Noah, op og satte den på bordet mellem os.

”Der var engang en mand, der hed Noah. En dag sagde Gud til ham, at han skulle bygge et kæmpe skib …”

”En ark,” rettede Esther.

”Er det mig eller dig, der fortæller?” Jeg gjorde min stemme alvorlig, og endelig smilede Esther blegt, og jeg blev nødt til at fortælle videre, for det var første gang, hun havde smilet, efter vi var kommet ind hos tandlægen:

”Du skal tage to af hvert dyr, sagde Gud. En han og en hun. Og så skal I sejle ud, og så sender jeg en kæmpe tsunami …”

”Det var altså en syndflod,” sagde Esther.

”Hvad er forskellen?” Jeg sad med en ko i hånden, parat til at sætte den ind i arken sammen med Noah.

”At det ligesom er en flod af synd. Fordi det er synd for alle dem, der dør, tror jeg?” Esther stemme var spørgende.

”Jeg kan bedre lide, at det er en tsunami. Det er mere realistisk. Så det er det altså i min historie. Vil du stadig høre den?” Jeg satte koen ind ved siden af Noah.

”Ok. Men du mangler en ko.”

”Hvad mener du?”

”Hvis der kun er én ko, uddør racen jo. Det er ligesom pointen med Noahs Ark,” sagde Esther påtaget tålmodigt og rakte mig den anden ko.

”Nørd,” mumlede jeg, men jeg tog begge to køer og lod dem trippe sammen ind i arken, og så fortsatte jeg:

”Da Noah havde samlet alle dyrene, kom den store tsunami.” Jeg lagde tryk på ordet, og så begyndte Esther at grine.

”Syndflod,” sagde hun. ”Det andet lyder altså som TV-Avisen.”

”Den store SYNDFLOD sendte skibet ud på bølgerne. Huh hej.” Jeg løftede skibet og begyndte at rutsje det fra side til side, så alle de små figurer inden i raslede frem og tilbage. ”Der var vand alle steder,” sagde jeg og rejste mig op, mens jeg løftede træskibet op og ned i bølgebevægelser, som om det var midt i en kæmpe storm. Den lille blå stol væltede bag mig.

”Men er det ikke synd for alle de andre ting, at de drukner?” spurgte Esther. ”Skal vi ikke redde dem?”

”Jo!” Jeg sejlede skibet hen til noget Lego, der lå ved siden af Esther. ”Vil I med om bord? spurgte Noah.” Jeg gjorde min stemme dyb, mens jeg stoppede skibet lige ved siden af Lego’et. Esther proppede det ind i skibet, og så sejlede det videre, vildere og vildere.

”Det var en FRYGTELIG tsunami,” råbte jeg.

Og ja, det var helt seriøst noget, jeg råbte.

Men det med at jeg råbte, gik først op for mig, da jeg opdagede Vitus og Elliot i døren. De havde været inde hos tandlægen før os, og de gloede begge to vildt underligt på mig.

”Hvad sker der?” spurgte Vitus og kiggede fra mig til legetøjet i mine hænder.

”Vi leger Noahs Ark,” sagde Esther bare.

Omslag: Alette Bertelsen

Og altså … faktisk var det jo sandt nok. Men kunne hun helt seriøst ikke have valgt et andet udtryk? Kunne hun ikke have sagt at vi … fortalte historien? For lege er sgu da noget, man gør, når man er totalt pattede!

Nu grinede Vitus og Elliot  begge to. ”De andre kommer til at grine så meget, når de ser det her!”

”HVAD?” Min stemme steg nogle oktaver, ja, jeg tror faktisk, jeg lød lidt hysterisk.

Vitus holdt sin mobil op: ”Vi filmede jeres seje stykke. Opdagede I det slet ikke?”

Jeg følte det, som om det var mig, der blev opslugt af en syndflod nu. Nej, det var faktisk ikke en syndflod, selv om jeg ærlig talt havde ondt af mig selv. Det var en kæmpe, mega tsunami-bølge, og jeg blev bare revet totalt væk af den.

”Lad os lige prøve at se …” han afspillede videoen, og pludselig kunne jeg høre min egen, totalt mærkelige og forvrængede stemme sige:

”Det var en frygtelig tsunami …”

”SLET DET!” Jeg fløj hen og kastede mig over Vitus. Men han var højere end mig, så han holdt bare telefonen op i vejret.

”Jeg tror, vi skal se fælles-film i klassen i dag …” sagde han. ”Ikke, Elliot?”

Elliot sagde ikke så meget, han grinede bare. Og jeg hoppede og skreg, men så kom tandplejeren ud og sagde, at nu skulle drengene altså gå, for det var vores tur.

Og så gik de bare! Med filmen med MIG på!

Jeg var faktisk, helt seriøst, ved at dø lige der.

”De viser den jo ikke til nogen,” sagde Esther, da vi gik hen mod tandlægen. ”Og hvis de gør, var det jo også bare sjovt.”

”NEJ!” sagde jeg. ”Det var IKKE sjovt!”

Normalt ville jeg have spurgt, om Esther helst ville undersøges først for at få det overstået. Men nu sagde jeg bare: ”Jeg skal først,” da de spurgte. 

Jeg fik lidt dårlig samvittighed, da jeg så Esthers ansigtsudtryk, for nu skulle hun være nervøs og vente al den tid, som det tog for mig at blive undersøgt.

Men samtidig syntes jeg bare lidt, at hun havde fortjent det. For nu havde jeg gjort mig mega umage for at aflede hendes opmærksomhed, ja, jeg havde faktisk gjort mig totalt til grin over for Vitus. VITUS! Og hun havde gjort det hele værre ved at sige, at vi legede.

Helt ærligt, tror hun, at vi er fire år?

Da vi kom tilbage til klassen, var der pause. Esther sagde ikke så meget, måske var hun stadig ked af, at jeg ikke havde ladet hende komme til først. Jeg tænkte på at sige undskyld, men i det samme vi kom ind i klassen, råbte Elliot: ”Der kommer Noah jo!”

Liva og Asta, og alle drengene grinede, og Mikkel råbte:

”Det var en FRYGTELIG tsunami!” Og så kunne jeg jo ligesom godt regne ud, at Vitus og Elliot allerede havde vist filmen til de andre.

”Det var ikke noget, vi legede!” råbte jeg desperat ud i rummet.

Men jeg kunne ikke overdøve Mikkel, der var gået i selvsving med at lege, at bordet var et skib, og at han var midt i en tsunami (og seriøst – er det ikke nærmest MERE mærkeligt end at lege Noahs Ark?)

Men så gik det op for mig, at jeg jo alligevel ikke kunne sige, at jeg kun fortalte historien, for at Esther ikke skulle være bange, for hun havde jo bedt mig om ikke at sige det til nogen. Så faktisk var der ikke andet at gøre end at OVERLEVE den tsunami af pinlighed, som jeg var blevet opslugt af.

Har du læst den første bog om Ida? Hvad synes du om den?