mandag den 17. oktober 2011

SKRIVETIP! Plotmodel til bøger og noveller

Her er en plotmodel som hjælper dig med at planlægge handlingen i den bog eller novelle, du gerne vil i gang med at skrive - eller allerede er i gang med.












Hvorfor bruge en plotmodel?
En plotmodel hjælper dig med at få struktur på dit plot og finde ud af, hvilken historie, du gerne vil fortælle om din hovedperson. Den hjælper dig desuden til at sikre dig, at din spændingskurve er stigende, og måske vigtigst af alt får du styr på, hvilke scener, der er din teksts nøglescener.

Hvad adskiller denne plotmodel fra andre plotmodeller?
Der findes rigtig mange modeller til at få struktur på sit plot. Tidligere brugte jeg Berettermodellen rigtig meget (og det gør jeg stadig engang i mellem), men min interesse for Heltens Rejse og den lineære treaktsmodel (fra filmens verden) fik mig til at lave en model, der sammenkoblede det, jeg bedst kunne lide fra alle de tre modeller til én model. Så denne model er altså ikke en helt ny-fra-bunden-opfunden-model - men den har hjulpet mig til at få overblik over rigtig mange af mine bøger, og derfor vil jeg gerne dele den med jer. Også selvom den er inspireret af modeller, som I måske kender i forvejen!

Hvordan læses modellen?
Handlingen starter oppe ved "Anslag" og går i en cirkel til den ender i toppen igen ved "historiens slutning".
Den hjælper én til at få styr på de vigtigste nøglescener, som er:

Anslag:
Her starter historien. Hovedpersonen (herefter HP) opfordres til at "drage på eventyr" (bredt forstået), men tøver. Konflikten slås an.

1. Vendepunkt (1. VP)
Hovedpersonen kastes ind i handlingen. Dette er indgangen til den nye verden/eventyret.

Point of no return - Kamp på liv og død. (PONR)
HP kæmper en kamp på liv og død og kommer forandret ud på den anden side. Sommetider dør en biperson eller HP mister noget vigtigt.

2. Vendepunkt (2. VP)
HP vælger at gå aktivt ind i handlingen (motiveret af kampen i PONR). Dette leder frem mod klimaks.

Klimaks
HP konfronterer sin modstander og konfliten løses (eller løses ikke).

Slutning
Handlingen afrundes, helten får "prinsessen og det halve kongerige" - og har lært noget nyt om sig selv. Denne del kan evt. undværes i cliffhanger-slutninger, der leder op til næste bind.

NORMAL VERDEN og NY VERDEN
Begreberne "normal verden" og "ny verden" er hentet fra Heltens rejse, hvor helten kommer ind i eventyr-verdenen efter 1. Vendepunkt. Eventyrverdenen skal dog i denne forbindelse forstås meget bredt - det kan også være en verden med nye venner på en ny skole eller en "verden", hvor man møder kærligheden. Men lige så ofte kan det selvfølgelig være en decideret anden verden, som vi ser det i fx Narnia.
At finde ud af hvad din hovedpersons normale verden og nye verden er, kan hjælpe dig til at få styr på både din hovedperson og din bogs handling.

Hvordan kan du bruge modellen?
Du kan bruge modellen til at strukturere plottet i dine egne historier og skabe overblik. At have overblik kan motivere dig til at komme i gang med at skrive historien, og det både at skrive på historien og have et overblik kan være afgørende for, at din historie bliver færdig.
Der er lige så mange måder at skrive en historie på, som der er forfattere (og nogen har slet ikke lyst til at benytte plotmodeller), men jeg synes at denne model er et rigtig godt redskab. Når jeg arbejder på en ny roman, har jeg næsten altid først idéen til 1. vendepunkt. Derefter til 2. vendepunkt eller klimaks. Først derefter plejer jeg at finde Point of no return. Men den slags varierer fra person til person. Det er heller ikke sikkert, at du behøver at kunne udfylde hele modellen fra starten af, men kan fylde på hen ad vejen.

Hvor kan du læse mere om plotmodeller?
Jeg mødte første gang Berettermodellen i folkeskolen. Men kender du den ikke fra skolen, kan du læse mere om den på min blog her (om modellen) og her (om hvordan du kan bruge den i din skrivning). Heltens rejse mødte jeg første gang i bogen "Sproget er et tog" af Thorstein Thomsen, hvor der er et kapitel om Heltens rejse - med guides til videre læsning. Den lineære treaktsmodel har jeg mødt på skrivekurser på Den Danske Filmskole og i Dansk Forfatterforening (v. Joan Rang). De fleste af modellerne - og mange andre - kan googles. Ofte optræder de under navne, der lapper lidt over hinanden, og det gør modellerne også sommetider.
Der findes også et kursus, der kun handler om plot. Det hedder Plotværskedet. Jeg har ikke selv gået der, men hørt en del godt om det.

Jeg håber, at du kan få lige så meget glæde af denne forenklede plotmodel, som jeg selv har fået!
Måske kunne du også tænke dig at læse mit indlæg med den ultimative plotmodel til bøger og film?



1 kommentar: