Viser opslag med etiketten inspiration. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten inspiration. Vis alle opslag

torsdag den 6. oktober 2016

Bag om Et stykke af månen

Omslag: Alette Bertelsen
Der går flere år fra jeg får en idé, til jeg står med en færdig bog i hånden. Sådan var det også med Et stykke af månen, der snart udkommer på forlaget Høst og Søn. Her i indlægget fortæller jeg om, hvordan jeg fik idéen til bogen.

Et stykke af månen handler om 16årige Dina, der har albinisme. Det er en roman om at forelske sig og at acceptere sig selv som den, man er. Og om at vælge mellem sin bedste ven og den lækre 3.g'er.

Det startede i 2012
Jeg fik den allerførste idé til bogen i 2012. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt over, hvordan jeg fandt på, at hovedpersonen skulle have albinisme (for det var den idé der satte det hele i gang), og det eneste, jeg kan komme i tanke om er, at jeg en dag i et tog så en kvinde med albinisme og tænkte over, hvordan dét mon var.
Men om det var derefter idéen til bogen dukkede op, eller om jeg allerede havde den på det tidspunkt, det kan jeg faktisk ikke huske. Og idéen lå også stille i rigtig mange år, indtil det pludselig gik op for mig, at det selvfølgelig skulle være en kærlighedshistorie.


Kærlighed på hjernen
Hjerte i vente er også romantisk
Omslag: Alette Bertelsen
Jeg har helt klart en super-romantisk hjerne. Jeg ELSKER at skrive romantik og kærlighed, og det er , Havets Tåre og Ask Konge Taber også gode eksempler på. Alligevel gik der noget tid, før det gik op for mig, at Et stykke af månen selvfølgelig OGSÅ skulle være en kærlighedshistorie. Jeg tror nemlig altid, at jeg denne gang skal skrive et eller andet super klogt og litterært, der ikke handler om kærlighed.
Hjerte i vente
Men da jeg først fandt ud af det, gik det til gengæld hurtigt. Idéerne fløj frem, og jeg lavede en masse hurtigskrivninger.
Dina og Luke fik navne (de hed Anastacia og Leo på det tidspunkt), de fik alder (de var 18 på det tidspunkt) og den første spæde idé til strandscenen opstod (dengang troede jeg dog, at strandscenen lå i slutningen af bogen - nu ligger den i starten).
Jeg skrev mærkelige, spredte tekststumper på bogen og troede stadig lidt, at den skulle være super-mega-litterær og i øvrigt have to fortællerstemmer. Her er én af mine uredigerede hurtigskrivninger fra 2013:


"Da jeg vågner dagen efter, ligger min hånd hen over hans brystkasse.
Der er hår på hans brystkasse. Enkelte, mørke mutanthår.
Varmen fra hans brystkasse flyder ind i min arm. Bliver en kogeblade under min hud, får vandet i mit blod til at boble langsomt Jeg simrer ikke; jeg koger.
Verden er fuld af lyseblå striber og lugten af sved. Jeg er aldrig før vågnet i en andens seng.
Lugten af sved er et orgie i min næse. Leo er et orgie.
Han sover med halvåben mund. Øjnene er lukket, måske drømmer han. Det eneste vågne er hans krop, varmen får den til at gløde.
Jeg sætter mig overskrævs på ham.
Han åbner øjnene. Ser mig, dér, over ham."

Et virkeligt projekt - og Hjerte i vente som fødselshjælper!
Jeg søgte arbejdslegat på mine hurtigskrivninger - og fik det. Så var bogen (der dengang hed Skør) pludselig et virkeligt projekt, og jeg glædede mig enormt meget til at skrive den.
På det tidspunkt havde Anastacia i øvrigt skiftet navn til Diana, Luke hed stadig Leo, de var begge fortællere, og jeg var totalt i tvivl om, hvordan jeg skulle komme rigtigt i gang.

En dag sad jeg med Hjerte i vente i hånden. Jeg bladrede lidt rundt i den og tænkte på, at den jo faktisk var blevet rigtig godt modtaget. Og så slog det mig, at jeg jo kunne skrive Dianas/Anastacias historie ligesom jeg skrev Grys - altså ganske enkelt som en kærlighedshistorie.
Men for at gøre det, måtte jeg skære helt ind til benet: En kærligheds- og identitetshistorie om en pige med albinisme. Jeg valgte skolehverdagen i folkeskolen, og ændrede dermed Dianas/Anastacias alder fra at være 18 til 14 år - og slettede Leo som medfortæller. Desuden skiftede Diana navn til Dina og Leo til Luke.

Skriveprocessen
Hurtigskrivninger fra Et stykke af månen
Jeg skrev den første scene - en skolescene - inspireret af første kapitel i Hjerte i vente, og jeg vidste med det samme, at jeg endelig, endelig havde fundet Dinas stemme. Det flød simpelthen bare og i løbet af halvanden måned havde jeg skrevet første udkast til bogen. Det viste sig jo, at meget af det jeg havde skrevet i hurtigskrivningerne havde givet mig et ret godt indtryk af, hvordan Dina skulle være - også selvom den "nye" Dina var meget sødere og sjovere end hende, jeg havde hurtigskrevet om. Derfor kunne jeg heller ikke bruge noget af hurtigsskrivnings-teksten i den endelige bog, ja, jeg kiggede faktisk ikke engang på det.

Dawsons Creek og den bedste ven
Jeg ELSKER Dawsons Creek, og da min søn var lille så jeg hele sæson 1 og 2. Jeg sad oppe og ammede klokken 3 om natten, mens jeg så Dawsons Creek og levede mig totalt ind i kærlighedshistorien. Jeg var vild med tanken om at have sådan en god ven som Dawson, der ALTID havde været der for én.
Jeg tænkte ikke over det mens jeg skrev, men efterfølgende er jeg blevet klar over, at Michael og Dinas forhold selvfølgelig er inspireret af Dawsons Creek - bare sat i en meget mere dansk kontekst - og tilsat en god portion albinisme:) Michael er sådan en ven, som jeg tror, vi alle sammen ville ønske, vi havde. Og han fik meget mere plads i romanen (og i Dinas hjerte), end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Det der med albinisme
Jeg var selvfølgelig nødt til at researche rimelig meget på albinisme-emnet. Jeg startede med at skrive til formanden for Dansk Forening for Albinisme, og han var så hjælpsom at besvare en masse af mine spørgsmål. Derefter læste jeg ALT muligt på nettet, og da første udkast af bogen var færdigt, havde jeg en masse læsere med kendskab til albinisme til at læse den i gennem.
Det er vigtigt for mig, at fakta er korrekte, men det er også vigtigt for mig at understrege, at Et stykke af månen først og fremmest er en ungdomsroman/YA om identitet og kærlighed - ikke en fagbog om albinisme. Og jeg håber, at både både unge (og voksne) med og uden albinisme vil synes, den er romantisk og kunne identificere sig med Dina.

Redigeringsprocessen
Jeg havde både forlaget og et par kolleger til at læse og kommentere bogen - og også to bogbloggere, faktisk! (Flyv med mig og Boghjørnet). Den største ændring var forlagets forslag - jeg ændrede IGEN hovedpersonernes alder, så de blev 16 år i stedet for 14 år. På denne måde ændrede genren sig fra ungdomsroman til Young Adult - og det passede ret godt til bogen, da jeg gennemskrev den.
Jeg rettede bogen i gennem et par gange og har som sagt haft mange testlæsere på den, blandt andet en håndfuld med kendskab til albinisme. Jeg kan godt lide at bruge testlæsere, fordi det kan være svært at se bogen udefra, når man selv har siddet og pillet i den i flere måneder.
Nu er bogen færdig - og jeg er super tilfreds med resultatet. Jeg håber, at I vil kunne lide den:)

Der er så mange ting, jeg kunne fortælle mere om den, men jeg tror, jeg vil gemme det til et andet indlæg:)
Men hvis I har nogen spørgsmål, må I meget gerne stille dem nedenfor, så lover jeg at svare på dem:)

Ps. Bonusinfo: Hvis du overvejer, hvorfor Dina ikke har briller på på forsiden, når hun har briller på i bogen, så er det fordi billedet er fra en helt bestemt scene i bogen, hvor hun tager brillerne af og kigger op i himlen;)

torsdag den 24. september 2015

3 grunde til, at du aldrig bliver færdig med at skrive din bog (og hvad du kan gøre ved det)

3 grunde til, at du aldrig bliver færdig med at skrive din bog (og hvad du kan gøre ved det) 

Gæsteindlæg af Lene Dybdahl (fantasyforfatter)

Lene Dybdahl
Du kender det: I dag er dagen, hvor du skal skrive et nyt spændende kapitel på din bog, men så lyder der et lille bip.

En ny følger på Instagram.

Fedt! Så må jeg hellere poste noget fra i dag, så de ikke glemmer mig derinde. (Tager et foto af den tomme computerskærm og skriver ‘skriver roman’).

Du lægger telefonen, (sætter den på lydløs), og kigger igen på skærmen.
Hvor var jeg nu?

Som du nok kan regne ud, er det faktisk den første grund, som jeg lige har ridset op her:

1. Du lader dig distrahere
Og du kan ikke selv gøre for det. Det skræmmende er, at de sociale medier faktisk får din hjerne til at længes efter den næste afbrydelse. Vi er ved at opdrage en hel generation af børn og unge, som får et ‘kick’ ud af at få en ny opdatering, et nyt like, et nyt follow på nettet. Den kortvarige lykkefølelse er utroligt vanedannende. Jo flere medier du er på, jo større er risikoen for konstant distraktion og afbrydelse.

Hvad kan du gøre ved det?
Når du nu er opmærksom på problemet, så findes der faktisk flere ting, du kan gøre ved det. Hvis du er totalt social media-afhængig, så kan følgende tre råd hjælpe:
  • Sæt et ur - aftal med dig selv, at du ikke må tjekke Facebook, før der er gået 60 minutter. På den måde kan du udsætte behovet for konstant at tjekke, mens du faktisk skal arbejde.
  • Brug appen ‘Write or Die’ - det er en sjov timer, der straffer dig, hvis du glemmer at skrive. Skærmen bliver rød, og til sidst begynder en alarm at hyle. Det kan tvinge dig til at fortsætte dit workflow.
  • Lav en plan for hvilke dage du vil poste på f.eks. Facebook. På den måde skal du ikke både tænke over næste opdatering (som skal promote dit forfatterskab) imens du skal skrive. 
Lene Dybdahl
2. Du går i stå
Grund nummer 2 handler om, at du løber tør for ideer, før du er helt færdig med din bog. Efterhånden som skriveprocessen trækker længere og længere ud, bliver du mere og mere nedslået omkring dit manus. Du begynder at tvivle på grundideen, og alt hvad du forsøger at skrive, sabler du mentalt ned. Dette sker ofte midt i eller i slutningen af skriveprocessen.

Hvad kan du gøre ved det?
Hvis du ikke kan skrive flydende tekst på nuværende tidspunkt, men sætter et ord på papiret ad gangen, så har du brug for at komme lidt væk fra din bog, men ikke væk fra skrivning.
Det du behøver, er at kickstarte din fantasi. Her er det en god ide at søge efter en ‘writing promp’ (en slags miniopgave, der sætter fantasien i gang) på nettet, og forsøge at komme i gang med at skrive noget helt andet. Ofte sker der nemlig det, at denne type øvelse giver ny næring til det, du allerede er i gang med. På baggrund af din skriveøvelse laver du nu en brainstorm, hvor du nærmer dig din bogs plot igen. Kun i stikord og ganske uforpligtende. Når du på denne måde ‘leger’ indholdet frem, opdager du, at du ikke helt har mistet gnisten for skrivehåndværket. Du snyder dig til en ny begyndelse, kan man sige.

3. Kender du ikke det, at du bare får lyst til at holde delete-knappen inde og fjerne hele lortet?
Den sidste grund til at din bog aldrig bliver færdig er - at du ikke kan blive færdig. Dåh! Men grunden til at du ikke kan blive færdig er typisk, at du har sat selvkritikerdjævlen på overarbejde. I denne sidste runde lige før din mor, din betalæser eller din redaktør skal læse manuskriptet, bliver du ekstra selvkritisk. For den bog skal f*cking bare være god, nu du har brugt så lang tid på den. Og selvkritik er kontraproduktivt - du får lyst til at slette det hele, og bogen bliver ikke det mindste færdig - eller god af det.

Hvad kan du gøre ved det?
Du bliver nødt til at spærre selvkritikken inde og nærmest skrive med bind for øjnene. Måske er det igen tid til at bruge ‘Write or Die’-appen, så du ikke kan nå at finspekulere? Når du har fået en eller anden slutning på papiret, så lad den være i nogle dage. Måske en uge eller tre. Nu har du fået ro fra manuskriptet, og næste gang du læser slutningen, kan du se den med mere realistiske øjne. Måske stinker hele din bog ikke, men kun slutningen? Måske er det bare en dum formulering i slutningen, der skal sakses.

Hvad gør du når bogen er færdig?
Der er to veje at gå, og begge er vigtige: at få den klar til et forlag og at skabe et forfatterbrand. Hvis tiden er knap, ville jeg starte med dit brand. Hvorfor? Fordi hvis du allerede har opbygget en vis tilstedeværelse på nettet, så kan forlagene se en fordel i at arbejde sammen med dig. De skal ikke starte fra scratch med markedsføring og PR. Du har allerede gjort forarbejdet.

Hvordan kommer du let i gang med forfattermarketing?
Jeg har lavet en e-bog med 7 marketingtips for forfattere, som du kan hente gratis på min hjemmeside, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev. I nyhedsbrevet giver jeg samtidig mine bedste skrivetips.

De bedste hilsener
Lene Dybdahl
Forfatter til bestsellerserien Nøglens Vogtere og tidsrejseromanen Den Sorte Paraply.


lørdag den 15. august 2015

6 bøger til dig, der kunne lide Hjerte i vente

Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet
Hvis du kunne lide Hjerte i vente, har jeg fundet 6 andre bøger, som du måske også vil kunne lide.

  • Se mig nu af Sandra Schwarz
  • Mit bankende hjerte af Kjetil Walgermo
  • Solo af Marie W. Oscilowski
  • Himlen ved mine fødder af Jandy Nelson
  • En flænge i himlen af John Green
  • Hul i hovedet af Nicole Boyle Rødtnes
Det er alle seks bøger for unge, der både blander alvor og forelskelse ligesom Hjerte i vente



mandag den 13. april 2015

Sådan fandt jeg på Hjertets Kald

Omslag: Brethdesign og Alette Bertelsen
Idéer til bøger kan komme mange steder fra. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om, hvordan jeg fik idéen til Hjertets Kald, der er andet bind i min havfrue-romance om Lejla og Seth. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan jeg fik idéen til første bog i serien her og her. Og da der er mange, der har vist interesse for de indlæg, vil jeg gerne fortælle videre om bog 2's opståen her.

Skal der komme en bog 2?
For det første troede jeg faktisk slet ikke, at der skulle komme en bog 2. Jeg troede, at historien om Lejla og Seth sluttede i første bog. Og uden at spoile slutningen alt for meget, kan jeg sige, at den faktisk har endt både med at de fik hinanden og med at de ikke fik hinanden. Jeg har haft skrevet tre forskellige slutninger, inden jeg valgte den, som man nu kan læse i bogen.
Og den lægger altså op til en 2'er, synes jeg. Og da jeg var vild med havfruerne, var det ikke svært at finde på idéer nok til at fylde to bøger.

Skal der komme to eller tre bøger?
Det var derfor kun meningen, at der skulle komme to bøger i serien. Men da jeg havde skrevet det, der er bog 2 nu, var den lige så lang som bog et - og jeg var kun halvvejs! Så jeg ringede til mit forlag og spurgte, om vi ikke hellere skulle lave tre bøger. Og det aftalte vi så. Og så var jeg pludselig færdig med bog 2 i stedet for at være halvvejs!

Hvem vogter strømmene?
Første del af bog 2 var rigtig spændende at skrive. Det var fedt at arbejde med Lejlas savn efter Seth. Og beskrive alle hendes følelser. Men da jeg havde skrevet til ca. første vendepunkt gik jeg alligevel helt i stå. Jeg manglede et eller andet nyt, som jeg ligesom kunne brænde lige så meget for, som jeg havde gjort for selve havfrue-romancen i bog 1. Og så var det jeg tænkte: Hvem vogter strømmene?
Jeg besluttede mig for, at havstrømmene skulle være vogtet af intelligente havvæsner og gav mig til at google. Faktisk fik jeg idéen til det, da jeg selv var i svømmehallen. Jeg ville gerne have, at vogterne var lidt dæmoniske. Da jeg stødte på sirenerne, var jeg solgt. De tiltalte mig næsten mere end havfruerne, fordi de på en eller anden måde var mere, ja ... dæmoniske. Så jeg skrev resten af bogen på energien fra sirenerne.

Sirenen Silja
Sirenen Silja, der omtaler sig selv i 3. person og generelt er lidt underlig er i øvrigt løst inspireret af en karakter fra Harry Potter-universet (som jeg desværre har glemt navnet på), som også omtaler sig selv i 3. person. Jeg er lidt i tvivl, om det er Dobby eller hende spøgelset på pigetoilettet? I hvert fald var det der jeg fik idéen til, at hun skulle omtale sig selv i 3. person fra.
Silja blev senere én af mine yndlingskarakterer i serien.

En løssluppen havskildpadde
Men som nogle af jer ved, dukker der også idéer op, som slet ikke skal være med i bogen. Jeg brugte fx rigtig mange ord på at fortælle om en skildpadde, som Lejla blev venner med. Det har jeg skrevet et indlæg om her, for skildpadden kom slet ikke med i den endelige bog. Og i starten brugte jeg også en masse tid på at præsentere Lejlas bedstefar, som skulle have været med helt til Auroras palads (!) og selv engang havde mødt en havfrue. Men han blev altså også skåret helt væk. Og i dag er jeg glad for, at bogen er endt, som den er.

Der er selvfølgelig mange flere elementer, når man skal have idéen til en bog. Men her har jeg prøvet at fortælle om nogle af de tanker, som jeg gjorde mig i forbindelse med netop denne bog. Jeg håber, at det har været sjovt at læse. Du er velkommen til at smide en lille kommentar om, hvad du synes om bogen eller indlægget her, så bliver jeg glad:)

mandag den 30. marts 2015

Digt bag Hjerte i vente

Omslag: Nete Banke
Før jeg skrev Hjerte i vente, skrev jeg et digt. Og det var nok sammen med dét digt, at Gry, der er hovedperson i romanen, opstod.
Jeg tror, jeg blev inspireret til digtet, fordi jeg havde set en novellesamling af Bente Clod, der hed Gul Engel, og så blev billedet af "Den Gule Engel" ved med at køre rundt i mit hoved. Jeg har faktisk aldrig læst novellen Gul Engel, men det burde jeg måske gøre, når nu novellens titel inspirerede mig til først et digt og siden min debutroman.

Her er digtet:

Du er en engel
på min ryg
med vinger af

gul sne

mandag den 2. marts 2015

Mine yndlingsbøger da jeg var barn

Jeg har altid elsket at læse, også som barn. For noget tid siden lavede jeg en liste over mine yndlingsbøger, da jeg var barn. Den får I her. Har du læst nogle af dem?

Regnbuerøverne
Peter Pjusk
Skovserne

Fuldblods-serien
Julies Bog
Den Sorte Hingst

Steppernes Datter
Ildbringerens Fødsel
Den Sorte Engel
Isabel - Et gadebarn i Rio
Mig - En pige

Hulebjørnens Klan
Det år hestene kom

Eva og Adam (tegneserier)
Elverfolket (tegneserier)

Der var selvfølgelig også MASSER af andre bøger, som jeg holdt af. Men disse var nogle af dem, som jeg læste igen og igen. Hvilke bøger har du læst igen og igen?

torsdag den 11. september 2014

Hvad skal jeg nu skrive på?

Nu, da jeg er blevet helt færdig med Som en tikken under huden og bare venter på, at den skal udkomme, har der jo været tid til at kaste mig over både gamle og nye projekter. Her er, hvad jeg arbejder på i øjeblikket:

Noter til Sjælens Bånd
Havets Tåre 3. Sjælens Bånd
Jeg har NETOP modtaget forlagets rettelser til Sjælens Bånd, og det virker overskueligt at kaste sig over. Så i næste uge vil jeg gå i gang med at redigere Lejla og Seths afsluttende rejse og kærlighedshistorie. Jeg har også haft bogen ude hos en enkelt, ung testlæser, hvis kommentarer jeg selvfølgelig også vil tage med i redigeringen.
Forsiden er ved at blive designet, og jeg glæder mig RIGTIG meget til at se den. Den kommer selvfølgelig på bloggen, når den er færdig!
Jeg forventer at bogen udkommer i begyndelsen af 2015.

Andrea & Frida-bogen (arbejdstitel)
Da jeg var færdig med Veninder for altid fik jeg simpelthen TØSE-ABSTINENSER og måtte skrive en ny (helt ny, ikke om de samme piger!) bog for 10-13årige tøser. Og før jeg vidste af det, havde jeg skrevet første udkast til Andrea & Frida-bogen, som forlaget har læst og kommenteret og nok er interesserede i. I hvert fald har jeg redigeret manus og sendt det tilbage til forlaget, som så skal tage stilling til, om de vil udgive den. Og hvad jeg i så fald mere skal rette i bogen.
Jeg håber, at forlaget er ellevilde, og at bogen kan udkomme i 2015. Men det er for tidligt at love noget:)

Hemmelig voksenroman
Jeg har netop færdiggjort første udkast til en mærkelig voksenroman, men den vil jeg holde hemmelig lidt endnu til jeg ved, hvad der skal ske med den.

Noveller og poesi
Jeg har fået antaget varulvenovellen Mand Kvinde Hund til Kandors voksen-novelle-antologi Varulv, som jeg ser meget frem til udgivelsen af.
Jeg har også i samarbejde med min kæreste Jonas Nødvig Jørgensen skrevet eventyr-novellen Tigerhelten, som er blevet antaget til Ibis' Læseraketten 2015. Historien er for de 9-13årige.
Det glæder jeg mig også til! Det er første gang min kæreste og jeg har skrevet noget sammen, men det er en ret god kombi, fordi han er ret god til det der med action (faktisk er det ham der har dikteret nogle af kampscenerne i Søstre på De Syv Have, især i bog 4).

Desuden har jeg skrevet en ugebladsnovelle, som jeg endnu ikke ved, om jeg har fået afsat samt nogle digte, som jeg heller ikke ved, om tidsskriftet er interesseret i. Det må tiden vise:)

Hvad skal jeg så skrive nu? 
Jeg skal jo selvfølgelig gøre Sjælens Bånd og Andrea & Frida færdige. Men så er det så skønt, at jeg derefter faktisk kan tage fat i lige den idé, som jeg har lyst til. Og tro mig: Jeg har MANGE idéer. I alle mulige genrer. Jeg GLÆDER mig til at gå i gang med noget helt nyt!

mandag den 1. september 2014

Som en tikken under huden - ny roman til udskolingen

Camilla Wandahl er efteråret 2014 aktuel med ungdomsromanen Som en tikken under huden, der kan benyttes til fælleslæsning i folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet. 

Ill: Simon Væth
Omslag: Alette Bertelsen
SOM EN TIKKEN UNDER HUDEN er en historie om et komplekst søster-forhold og om den svære kærlighed. Det er samtidig en fortælling om angsten for kontroltab fortalt af en 19årig pige, der langsomt er ved at gå i opløsning. 

Hvordan kan man arbejde med romanen i skolen?
Romanens poetiske tone og vekslen mellem nutid og datid gør den velegnet til at arbejde med begreberne flashbacks, komposition og sprog, ligesom de komplekse forhold mellem personerne og det usagte i mellem dem, giver god mulighed for at arbejde med personkarakteristik.
Romanen arbejder desuden i grænsefeltet mellem fantasi og virkelighed, og det er derfor naturligt at gå ind i en analyse af dette. Da romanen også handler om kærlighed, identitet, søsterskab og ikke mindst spiseforstyrrelser, er det også muligt at arbejde emnebaseret med dette.

Du kan hente en gratis vejledning med arbejdsspørgsmål til romanen her.

Som en del af et blandet forløb
Det er selvfølgelig også muligt at arbejde med romanen som del af et længere forløb. Her vil det især være oplagt at drage paralleller til Anders Johansen Stjerneskælv eller Naja Marie Aidts novelle Ond i sulet eller i gymnasiets ældste klasser den meget barske voksenroman Salome. Hvis man arbejder tværfagligt sammen med engelsk og samfundsfag er romanen How I live now i øvrigt et spændende bud - evt. i uddrag - på en historie om en pige med anoreksi, der lever under 3. (!) verdenskrig, men den er vidst endnu ikke oversat til dansk.

Som del af et forfatterskab
Omslag: Stoltzedesign
En af de vigtige personer i romanen, Mads, er en gennemgående karakter i Camilla Wandahls ungdomsromaner Hjerte i vente og Ask Konge Taber, ligesom romanen trækker tematiske tråde tilbage til disse romaner.
Hjerte i vente foregår i 8. klasse, Ask Konge Taber foregår i 10. klasse på en efterskole (og har en dreng som hovedperson!) og Som en tikken under huden foregår i gymnasiet.
Det er derfor oplagt at dele romanerne mellem eleverne, og lade dem følge Mads' udvikling og sammenligne tematikker i bøgerne. Som en tikken under huden er dog langt mere udfordrende at læse end de to forrige romaner, ikke mindst sprogligt.
Der ligger  i øvrigt et lækkert, gratis undervisningsmateriale til Ask Konge Taber på nettet, som du kan se her.

Novellen Søster, udgivet i antologien Begyndelser på Forlaget Valeta ligger tematisk tæt op ad Som en tikken under huden og er skrevet ud fra novelleoplægget Forladt (FSA dansk, det med billedet af dukken), der ofte bruges som skriveopgave i udskolingen. Måske kan forløbet slutte med, at eleverne selv skriver en novelle ud fra samme oplæg?
Til eksamen i skriftlig dansk i 2014 kunne eleverne endvidere vælge at skrive ud fra oplægget Skal jeg gå med ind?, som var et uddrag fra netop Ask Konge Taber - så det er selvfølgelig også oplagt at lade eleverne digte videre på dén historie.

Foto: Agnete Schlichtkrull
Forfatterbesøg
Jeg tager gerne ud og holder foredrag og oplæsninger på skoler. Det kan du læse mere om her.
Husk at du kan søge støtte (så besøget bliver gratis for skolen med undtagelse af transport!) på kunst.dk