onsdag den 11. april 2012

3 tips til forældre til skriveglade børn

Jeg får flere mails fra forældre, hvis barn eller teenager godt kan lide at skrive - eller drømmer om at blive forfatter, og gerne vil høre, hvad de kan gøre, for at hjælpe. Derfor har jeg her samlet 3 tips til forældre, der gerne vil støtte deres skriveglade børn!

1. Vær lyttende - ikke vurderende
Hvis din søn eller datter kommer og viser dig en historie, de har skrevet, så tænk grundigt over, hvordan du reagerer på den. Ofte får barnet (og også den unge!) mere ud af, at du spørger interesseret ind til idéen, hvad der videre skal ske (hvis historien ikke er færdig), eller hvordan de fandt på historien, end at du kommer med en grundig, konstruktiv respons med gode og dårlige ting ved teksten. Hvis teksten er skrevet for sjov, er der heller ikke nogen grund til at markere stavefejl og den slags.
Skriveudvikling handler i høj grad også om at skrive, skrive, skrive - og blive bevidst om, hvordan man selv skriver og finder på ... og derfor kan dét at opleve, at nogen vil høre på ens idéer og erfaringer med at skrive være rigtig givende. Og motivere til at skrive endnu mere.

2. Hjælp med at finde gode bøger - og læs dem også selv!
At læse bøger lærer én at genkende strukturer og plotmønstre. Det giver inspiration til handling, personer, og man møder andre måder at skrive på. For eksempel er nogle bøger skrevet i et gammeldags sprog, mens andre er topmoderne i sproget.
Tag barnet (eller den unge!) med på biblioteket. Køb bøger på udsalg. Følg med på hjemmesider, hvor de anmelder nye bøger for børn og unge (og voksne?). Og ikke mindst: Hvis du synes, nogen af bøgerne lyder spændende, hvorfor så ikke selv læse dem? Så kan du bedre tale med dit barn om, hvad det var, der gjorde dem spændende.

3. Digt historier med dit barn
Synes du selv det er sjovt at skrive? Eller kan du lide at tegne? Måske kan du og dit barn finde på historier sammen. I behøver ikke altid skrive dem ned, det kan også være god underholdning, mens I tager opvasken. Eller i bilturen på vej til skiferien. Hver gang man digter en historie, øver man sig på at bygge en historie op og man får brugt sin fantasi. Hvis du - eller dit barn - kan tegne, kan I også tegne figurerne fra historien.

Skrivekurser for børn og unge
Der findes heldigvis efterhånden en del skrivekurser for børn og unge. Mest kendt er nok Brønderslev Forfatterskole for børn og unge, hvor man kan søge ind en uge i sommerferien og en uge i efterårsferien. Desuden kan jeg anbefale foreningen Håbefulde Unge Forfattere, der også plejer at holde et årligt skrivekursus for unge fra ca. 15 år.

Jeg har desuden et par skrivekurser for børn og unge. Rytmisk Centers Tekstværksted er for 13-18årige (12årige kan også godt melde sig) og har løbende optag. Her kan man "gå til skrivning" hver onsdag på lige fod med billedkunst, musik og teater. Tekstværkstedet har også et sommerkursus, der hedder  Skriv og tegn i din sommerferie (2012) for børn, som både kan lide at skrive og tegne.
Jeg har også to weekendskrivekurser for børn og unge på vej i maj 2012. Skrivekursus for børn 3.-6. klasse og Skrivekursus for unge fra 7. klasse. De bliver afholdt i samarbejde med Skriveværkstedet.dk

Flere biblioteker holder også kurser for børn og unge, blandt andet har jeg et på vej på Taastrup Bibliotek for børn fra kommunen. Vanløse Bibliotek plejer også at holde sommerkurset Forfatterspirerne. Forfatterspirerne har desuden en skriveklub, hvor 11-18årige mødes hver uge og skriver.

Mere info
Hvis du er interesseret i mit nyhedsbrev med skrivetips og nyt om mine kurser, kan du tilmelde dig ved at sende en mail til: Skrivekurser@gmail.com
Du kan også besøge min blog om Fiktionsskrivning i Folkeskolen eller min Facebookside Camilla Wandahl - Forfatter (officiel side), hvor jeg også opdaterer om kurser for børn og unge.

1 kommentar:

  1. Der er også kommet en ny forfatterskole, der hedder Forfatterskolen for unge, som du kan læse mere om her: http://forfatterskolenforunge.wordpress.com/

    SvarSlet