 |
| Omslag: Aette Bertelsen |
Bogen udkommer maj 2016 på Forlaget Høst & Søn. Læs mere om bogen her.
KAPITEL 1
Faktisk kan man diskutere, om mine bryster overhovedet findes
I dag i skolen havde vi
seksualundervisning. Vi har haft det før, både da vi gik i 5. og 6. klasse. Men
nu, hvor vi går i 7. skulle vi så have det igen. Selvom jeg er LIDT flov over
at sige det, så var det faktisk ret sjovt. Det handlede ellers ikke så meget om
sex, selvom det jo ligger i navnet. Men mere om AT VÆRE PIGE.
Vi blev nemlig
delt op i drenge- og pigegrupper, og så skulle pigerne gå med vores dansklærer,
Pernille, og drengene skulle gå med vores matematiklærer, Stefan. Jeg ved ikke,
hvad drengene hørte om, selvom det kunne have været RET sjovt at være en lille
flue på væggen og høre, hvad der blev sagt derinde. Om tissemænd og … ja, er
der egentlig så meget spændende, når en dreng går i puberteten?
Altså, jeg mener,
med piger er der jo ALT MULIGT! Vi får bryster og menstruation og hår under
armene (det sidste får drenge selvfølgelig også).
Og så er der jo
alt det med forelskelse og følelser, som vi også nåede at tale lidt om. Måske
talte drengene også om det, men jeg har lidt svært ved at forestille mig Vitus
og Elliot sidde og fortælle, at de er forelskede i nogen foran alle de andre
drenge. Det kan godt være, at de alle sammen er enige om, at Liva og Asta er
mega lækre - det er der vist ingen, der kan være i tvivl om, med de savlende
hundeøjne, de sender efter deres bryster, som allerede er dobbelt så store som
mine og Esthers. Faktisk kan man diskutere, om mine bryster overhovedet findes.
Nå, men jeg var
jo ikke en flue på væggen til drengenes undervisning, jeg var selvfølgelig med
hos pigerne. Først kom sundhedsplejersken og fortalte en masse praktisk. Hun
gav os alle sammen en pose med bind og tamponer i, som vi kunne tage med hjem.
Hun spurgte også, om der var nogen, der allerede havde fået menstruation.
Asta og Liva
rakte straks deres hænder op. Efterhånden var der også to-tre af de andre
piger, der rakte hænderne op. Men i det mindste er vi stadig fem piger, der
ikke har fået menstruation. Det er jeg glad for. Tænk, hvis jeg bliver den
sidste! Liva var den første, for hun fik det, da hun var 11 år.
Hvis det var mig,
ville jeg nok have været flov. Dengang var jeg stadig meget barnlig. Det havde
været ret underligt at få menstruation der. Men Liva var slet ikke flov. Hun
kom i skole og hviskede det så højt til Asta, at vi alle sammen kunne høre det.
Og der gik kun et halvt år, så fik Asta også menstruation (men der var vi
kommet i 6. klasse).
Man ved altid,
når en ny af pigerne har fået menstruation. For selvom alle er lidt flove og i
hvert fald ikke vil have, at drengene ser deres bind, så virker det altså også,
som om de er lidt stolte af det. For nu er de jo mere ”voksne” end os andre.
Hvilket ifølge Esther er mærkeligt, for hvorfor skulle man være mere voksen af,
at der kommer blod ud af én en gang om måneden? Jeg har givet hende ret, men
hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg også en lille-bitte-smule spændt på,
hvornår JEG mon får menstruation. Og hvis jeg fx en dag har ondt i maven, så
kan jeg da godt lige gå ud på toilettet og tjekke, om det er derfor! Men det
har det altså ikke været endnu …
Da sundhedsplejersken
var færdig med at vise bind frem og havde sagt, at hun også altid havde nogle
ovre på sit kontor, hvis man pludselig fik menstruation i skolen (gulp! siger jeg bare!), begyndte hun at
tale om prævention.
Jeg tror altså
virkelig, der går noget tid, før jeg får brug for kondomer og p-piller, men det
er selvfølgelig meget godt at vide, at det findes (det vidste jeg nu godt i
forvejen).
Asta og Liva sad foran
mig og Esther, og på et tidspunkt hørte jeg Asta hviske til Liva:
”Hvis du skulle gøre
det med én, hvem skulle det så være?”
”Ej, det ved jeg
ikke,” hviskede Liva tilbage.
Pernille så
strengt ned på dem. Jeg tror ikke, hun havde hørt, hvad de talte om, bare at de
hviskede. Men da Pernille begyndte at samle nogle brochurer med bind sammen,
hviskede Liva: ”Vitus. Eller ham den lækre fra 8.”
Og så fnisede
Asta og Liva helt vildt.
Der gik lidt et
stød gennem mig, da hun sagde det. Ikke fordi jeg tror på, at hun kommer til at
”gøre det” med nogen af dem foreløbigt. De er jo ikke engang kærester, og vi er
også først lige begyndt i 7. klasse … men hvorfor skulle hun lige sige Vitus?
Kunne hun ikke holde sig til ham fra 8.?
De fnisede
stadig, da Pernille begyndte at tale. Esther prikkede til mig og himlede med
øjnene. Jeg smilede sigende. Sådan er det med Esther og mig: vi kan tale sammen
uden ord. Vi kan også tale sammen, så ingen kan forstå, hvad vi siger, fordi vi
taler så hurtigt. Det er sjovt.
”Nu er det slut
med fniseriet,” sagde Pernille. ”For mens vi venter på, at drengene kommer
tilbage, er der noget andet, jeg gerne vil tale med jer om.”
Og så begyndte
Pernille ellers at tale om følelser, ja, faktisk holdt hun et helt foredrag om,
at det var vigtigt at være tro mod sit hjerte, og at det var helt normalt at
blive forelsket, og lige mens hun var ved at fortælle om den første dreng, hun
var forelsket i, da hun selv gik i 7. klasse (han hed Kasper), kom drengene ind
sammen med Stefan.
Faktisk ville jeg
gerne have hørt mere om ham Kasper. For den første dreng, der kom ind ad døren,
var Vitus. Og hans krøller sad bare enormt pænt, og blodet flaksede rundt i min
krop, og det var ligesom lidt for
virkeligt, det der med at være forelsket.
Hvad synes du om kapitlet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar