Et stykke af månen - gratis teaser!

Omslag af Alette Bertelsen

Læs starten af "Et stykke af månen" - en helt ny YA-roman af Camilla Wandahl, forfatteren til "Hjerte i vente". Det er første del af kapitel 1, og da bogen ikke er færdig, kan der stadig ske ændringer. God læselyst!

Kapitel 1 

Niveau af lækkerhed

”Det bliver så fedt, når vi får læseferie.” Amalie ligger på den støvetblå madras ved siden af mig.

Hendes arme er foldet under hovedet, og hun kigger direkte op i de skyer, som min lillesøsters klasse malede sidste år. Jeg syntes ærlig talt det var lidt latterligt, at skolen valgte at invitere folkeskoleleverne fra skolen ved siden af ind og male hyggeloftet, men Kajsa var helt oppe at køre over det.

Jeg kigger på Kajsas sky ovre ved det lille, låste tagvindue. Derfra kan man se ud over det meste af gymnasiets gård, for hyggerummet ligger øverst over biblioteket.

”Jah …”. Nogle gange tænker jeg på, hvornår Amalie bliver træt af mig. Altså, helt ærligt: Hvem glæder sig ikke til læseferie? Og hvem tænker rent faktisk på at læse, når de har læseferie – ud over nørdede mig?

Omslagsskitse: AletteB

”Og næste år bliver alting anderledes.” Amalie ruller omkring, så hun ender med at ligge på siden og kigge direkte på mig. ”Så er vi ikke længere 1.g’ere. Det er slet ikke til at fatte, at året er gået så hurtigt!”

”Næh …” Måske skal jeg tage et kursus i taleevner. Eller low conversation. Jeg tror, det er det mor kalder det, når hun underviser sine elever i at snakke om hverdagstrivialiteter på engelsk. Altså, sådan helt almindelige kedelige ting.

Som at komme op i 2.g. Som at få læseferie.

”Luke siger, at livet først rigtigt begynder, når man går ud af gymnasiet.”

”Luke er så fuld af lort.” At tale om Luke, giver mig noget af stemmen tilbage.

Hvis jeg var mere som Amalie, ville jeg kende Luke. Så ville jeg være én af dem, der hang i gården foran klasserne. Og når Luke kom forbi, ville han sige ”Hey, Dina”. Og jeg ville smile og tale om strandturen på fredag, hvor 3. g’erne har sidste skoledag. At det blev mega fedt, og at jeg selvfølgelig tog med på stranden.

”Jeg behøver altså ikke tage med på fredag. Vi kan stadig godt holde filmmarathon hjemme hos dig.” Nogle gange er det, som om Amalie er tankelæser. Hun ved, at jeg tænker på strandturen.

”Ej, selvfølgelig skal du tage med. Jeg kunne jo også bare tage med,” siger jeg.

Og altså, det er på en måde sandt. Jeg kunne godt tage med. Men når jeg tænker på at ligge mellem Amalies lækre-allerede-gyldne-sommerkrop og Nadia, der sikkert har verdens mindste sol-bikini på, så stejler alting. Og jeg magter egentlig heller ikke alle min mors advarsler og gode råd, som hun for længst burde have droppet.

”Luke kommer.” Amalies stemme bliver en lille smule lysere.

Camilla Wandahl er på vej med ny YA-roman
Foto: Kirsten Frandsen

”Lad nu være med at sige, at du også er forelsket i ham.”

”Hvad mener du med også?” Der er noget vagtsomt i Amalies stemme, som får mig til at sætte mig op.

”Det er bare sådan lidt kliche. Alle piger på skolen er jo vilde med ham.” Jeg gør min stemme let.

Det er ikke så svært. Jeg er jo netop ikke vild med ham. Faktisk synes jeg, han er for meget. Det synes jeg generelt mennesker, som alle bøjer sig i støvet for, er.  Jeg kan bedre lide dem, som har noget på hjerte. Altså som ligesom har kant og brænder for ét eller andet. Ligesom jeg elsker at skrive.

Amalie tegner mønstre på madrassen. Hjerter og buer og lyn. Jeg følger hendes pink negl med øjnene.

”Okay, så du er forelsket i ham. Skal du så score ham?” Jeg prøver at lyde, som om det er helt fint med mig.

Det gjorde jeg allerede, da hun blev veninder med Nadia og Thea fra 3. a. Hun havde mødt dem i friluftsbadet, og de var faldet så meget i snak, at de havde inviteret Amalie med til fest om aftenen.

Hun spurgte også mig, men det var lige deromkring, hvor min morfar døde, så jeg kunne slet ikke overskue det.

Måske var det hele blevet anderledes, hvis jeg var taget med til festen. Fester er jo ikke ligesom strandture. Og selvom jeg føler mig enormt akavet til den slags fester og ikke rigtigt ved, hvad jeg skal sige, når jeg er sammen med Nadia og Thea, så er de jo søde nok. Jeg forstår godt, at Amalie gerne vil være veninder med dem. Og jeg gider i hvert fald ikke være sådan en jaloux, besidderisk bedsteveninde, der skal bestemme, hvem hendes veninder er sammen med.

”Michael spurgte alligevel også, om jeg ikke kom hjem til ham og Philip.” Det er løgn, for Michael ved godt, at jeg har en aftale med Amalie på fredag.

Men jeg er ret sikker på, at han skal være sammen med Philip, og næsten lige så sikker på, at jeg er velkommen. Der var trods alt engang, før Amalie, hvor det var os tre.

Når man har kendt hinanden fra man blev født, når man ligesom er genetisk samtænkt fra et højere sted, så overruler det alt muligt andet. Køn, for eksempel. Da jeg var lille tænkte jeg slet ikke på, at mine to bedste venner var drenge. Eller at Philip var et år ældre end Michael og mig.

”Jamen så har du jo procentvist meget bedre chance for at score end mig. TO drenge og EN pige, du ved.” Amalie griner og kaster en pude i hovedet på mig.

”Ad for helvede, den er fuld af leverpostejsmadder.” Jeg kaster puden tilbage og rammer hende på skulderen. Bagefter retter jeg mine briller, for puden fik dem til at sidde helt skævt.

”Og sperm. Fra alle de desperate drenge på skolen, der aldrig får noget.” Hun rammer mig i ryggen, fordi jeg lynhurtigt kaster mig væk.

”Hvor er du klam!” Jeg kyler puden helt hen til vinduet.

Amalie kaster sig efter den. Men i stedet for at fange den, vinker hun mig overivrigt hen til sig.

Jeg kravler hen til hende og kigger ud af den lille, fedtede rude. Kniber øjnene sammen for bedre at kunne se. Skolen er kun i to plan, så der er ikke så langt ned.

”Niveau af lækkerhed?” spørger hun.

Luke står i gården. Forårssolen kaster et skarpt lys ned på hans hår. Brune krøller, der netop er så lange, at det ser tilfældigt ud. Måske er det tilfældigt. Hans læderjakke er åben og slidt. Jeg kan se ham, genkende den mørke farve på læderjakken. At huske farver på folks tøj er en evne, jeg har i overudviklet grad, for det er den bedste måde at genkende folk på afstand. Selvom jeg ser noget nær tusind gange bedre end Philip, finder man jo stadig på små tricks. Sådan helt ubevidst.  

Detaljerne, for eksempel forårssolen i krøllerne er noget, jeg digter, fordi det passer til stemningen. Jeg er ret god til sådan noget med stemninger, og sol og måne giver altid lige et ekstra pift, også i poesi. Bare det ikke bliver for klichéfyldt, det advarer Michael mig altid i mod.   

Der går et sug gennem min krop, da Luke løfter sine arme og strækker sig. Jeg ved bare, at man kan se et bart stykke mave, og at Amalie er ved at æde ham levende. Med øjnene, altså.

”9.” Min stemme ryster en lille smule. Jeg håber ikke, Amalie lægger mærke til det. ”Der mangler lige det der sidste …”

Sandheden er, at der ikke mangler en skid. Hvis man ser ud som Luke, kan man få hvem som helst. Og Luke er godt klar over det – han flirter til højre og venstre, bare ikke med mig.

Jeg er et stykke usynlighed, og jeg kommer aldrig nogensinde i samme liga som Luke. Han er den der slags perfekte skal, som alle forguder og vil være venner med. Og selvfølgelig kan jeg godt se, at han er skide lækker. Men jeg vælger ikke mine venner på det ydre, og jeg ville ALDRIG prøve at score ham. Det ville være dumt, for i bøger er det altid, når pigerne lærer den lækre fyr at kende, at de forelsker sig rigtigt i ham. Fordi han har mere og byde på og alt sådan noget crap.

Sådan skal det ikke være i de bøger, jeg skriver, hvis jeg bliver forfatter, for det er noget lort. Luke er ligesom alle andre, bare i en lidt mere lækker indpakning. Han går til fester og på stranden og elsker at være midtpunkt. Hver sommer er han gudebrun og når pigerne glor på ham, skulle man tro, at han smeltede dem til flydende lava. Men altså, man vælger jo heller ikke en is efter indpakningen. Det er det indre, der tæller. Det har Amalie bare ikke fundet ud af endnu, for hun er helt vild med Luke, og det er også ok med mig.

Hvad synes du om kapitlet?