Har du læst "Alt om at være pige" og kunne godt tænke dig at læse mere om Ida? Så kig med her, hvor du får et lille fraklip ... eller måske et kapitel fra en kommende bog 2?
Jeg skrev teksten på Skriv en bog på en uge-kurset, hvor man skriver derudad i 20 minutter ud fra ordet Huller. Bagefter rettede jeg det til, så det giver bedre mening for jer, der læser det:)
Jeg er i gang med at skrive en bog 2 om Ida, og denne scene er med:o)
 |
| Banner af Jan Kallesen. Omslag: Bertelsen og Jessen/Heinemeyer |
1. Det var en frygtelig orkan
I dag i skolen skulle vi alle sammen til tandlæge. Vi skulle gå derover to ad gangen, og jeg fik heldigvis lov til at gå derover sammen med Esther. Jeg synes, det er meget hyggeligere at skulle til tandlægen med sin bedste veninde, end med én af drengene. Så det var vi ret glade for. Især måske Esther, for hun har nemlig tandlægeskræk.
Og det kunne man tydeligt se, for mens vi gik derover, blev hun mere og mere hvid i hovedet.
”Er du bange?” spurgte jeg.
”Nej …”
Jeg kunne godt høre, at hun løj, men jeg lod som ingenting og åbnede døren.
Der er altid sådan en mærkelig lugt hos tandlægen. Jeg ved ikke om det er tandpasta eller noget andet. Det lugter ikke som tandpasta. Måske er det det, som de renser ens tænder med. Eller det som de fylder i, hvis man har huller.
”Jo,” sagde Esther. ”Nu er jeg bange.”
”Først nu?” spurgte jeg.
”Ja, nu, på grund af lugten. Men du må ikke sige det til nogen.”
Jeg ville give hende et kram, men i det samme kom én af tandplejerne ud. Altså ikke dem der roder med ens tænder, men hende der plejer at skrive ting ind på computeren.
”Det er jeres tur lige om lidt,” sagde hun.” I kan bare sætte jer og vente.”
Hun pegede på nogle små, blå stole, hvor der stod en Noahs Ark i træ med en masse dyr.
Jeg kiggede på Esther, men hun trak bare på skuldrene. Så satte vi os på de små blå stole. Mine knæ bøjede nærmest opad, fordi jeg var for høj til stolen. Og jeg er ikke engang specielt høj.
”Hvad er du bange for?” spurgte jeg.
”At de skal bore, tror jeg. Og lugten. Jeg kan bare lugte det hele tiden.” Esthers stemme var lav.
Hun rakte ud efter en træ-giraf og sad og drejede den mellem fingrene. Det så seriøst nærmest manisk ud.
”Men altså …” jeg prøvede at finde på noget at sige, men jeg vidste ikke rigtigt hvad, for ærlig talt var jeg slet ikke bange.
Altså jeg syntes da ikke, at det var mega sjovt at være til tandlægen, men jeg syntes heller ikke det var super slemt, og jeg havde aldrig prøvet at have et hul, der skulle bores.
”Kan vi ikke tale om noget andet?” Esther så sig febrilsk omkring. Hendes blik faldt på Noahs ark. ”Noahs ark eller sådan noget?”
”Okay.” Jeg tog alvorligt den lille figur, der skulle forestille Noah op og satte den på bordet mellem os.
”Der var engang en mand, der hed Noah. En dag sagde Gud til ham, at han skulle bygge et kæmpe skib …”
”En ark,” sagde Esther.
”Er det mig eller dig, der fortæller?” jeg gjorde min stemme alvorlig, og så smilede Esther, og så blev jeg nødt til at fortælle videre, for det var første gang hun havde smilet efter vi var kommet ind hos tandlægen:
” Du skal tage to af hvert dyr, sagde Gud. En han og en hun. Og så skal I sejle ud, og så sender jeg en kæmpe tsunami …”
”Det var altså en syndflod,” sagde Esther.
”Hvad er forskellen?” Jeg sad med en ko i hånden, parat til at sætte den ind i arken sammen med Noah.
”At det ligesom er en flod af synd. Fordi det er synd for alle dem, der dør, tror jeg.” Esther stemme var spørgende.
”Jeg kan bedre lide at det er en tsunami. Det er mere realistisk. Så det er det altså i min historie. Vil du stadig høre den?” Jeg satte koen ind ved siden af Noah.
”Ok. Men du mangler en ko.”
”Hvad mener du?”
”Hvis der kun er én ko, uddør racen jo. Det er jo ligesom pointen med Noahs Ark,” sagde Esther tålmodigt og rakte mig den anden ko.
”Nørd,” sagde jeg, men jeg tog begge to køer og lod dem trippe sammen ind i arken, og så fortsatte jeg:
”Da Noah havde samlet alle dyrene, kom den store tsunami.” Jeg lagde tryk på ordet, og så begyndte Esther at grine.
”Syndflod,” sagde hun. ”Det andet lyder altså som TV-Avisen.”
”Den store Syndflod sendte skibet ud på bølgerne. Huh hej.” Jeg løftede skibet og begyndte at rutsje det fra side til side så alle de små figurer inden i det raslede frem og tilbage. ”Der var vand alle steder,” sagde jeg og rejste mig op, mens jeg løftede træskibet op og ned i bølgebevægelser, som om det var midt i en kæmpe storm.
”Men er det ikke synd for alle de andre ting, at de drukner?” spurgte Esther. ”Skal vi ikke redde dem?”
 |
| Skal "Alt om at være pige" blive en serie ligesom Veninder for altid? (Omslag: Jessen/Lange) |
”Jo!” Jeg sejlede skibet hen til noget Lego, der lå ved siden af Esther. ”Vil I med om bord? spurgte Noah.” Jeg gjorde min stemme dyb, så jeg lød mere som Noah, mens jeg stoppede skibet lige ved siden af Legoet. Esther proppede det ind i skibet, og så sejlede det videre, vildere og vildere.
”Det var en frygtelig orkan,” råbte jeg.
Og ja, det var noget jeg råbte.
Men det med at jeg råbte, gik først op for mig, da Vitus og Elliot kom ud fra tandlægen.
De stoppede i døren, og så gloede de begge to vildt underligt på mig, der stod midt i rummet med et legetøjsskib, der er beregnet til nogen der er meget yngre end Felix.
”Hvad sker der?” spurgte Vitus.
”Vi leger Noahs Ark,” sagde Esthjer.
Og altså … faktisk var det jo sandt nok. Men kunne hun ikke have valgt et andet udtryk? Kunne hun ikke have sagt at vi … fortalte historien? For lege er sgu da noget man gør, når man er totalt pattede!
Vitus og Elliot grinede begge to. ”De andre kommer til at grine så meget, når de ser det her!”
”Hvad?” Min stemme steg nogle oktaver, ja, jeg tror faktisk, jeg gik lidt amok.
Vitus holdt sin mobil op: ”Vi filmede jeres seje stykke. Opdagede I det slet ikke?”
Jeg følte det, som om det var mig, der blev opslugt af en syndflod nu. Nej, det var faktisk ikke engang en syndflod. Det var en kæmpe mega tsunami-bølge, og jeg forsvandt bare under den og blev revet med, væk.
”Lad os lige prøve at se …” han afspillede videoen, og pludselig kunne jeg høre min egen totalt mærkelige og forvrængede stemme sige:
”Det var en frygtelig orkan …”
”Slet det!” Jeg fløj op og kastede mig over Vitus. Men han var højere end mig, så han holdt bare telefonen oppe i vejret.
”Jeg tror, vi skal se fælles film i klassen i dag …” sagde han. ”Ikke Elliot?”
Elliot sagde ikke så meget, men han grinede. Og jeg hoppede og skreg, men så kom tanddamen ud og sagde, at nu skulle drengene altså gå, for det var vores tur.
Og så gik de bare! Med filmen med MIG på!
Jeg var faktisk, helt seriøst, ved at dø lige der.
”De viser den jo ikke til nogen,” sagde Esther, da vi gik hen mod tandlægen. ”Og hvis de gør var det jo også bare sjovt.”
”Nej!” sagde jeg. ”Det var IKKE sjovt!”
Normalt ville jeg have spurgt, om Esther helst ville først for at have det overstået. Men nu sagde jeg bare: ”Jeg skal først,” da de spurgte.
Jeg fik lidt dårlig samvittighed, da jeg så Esthers ansigtsudtryk, for nu skulle hun være nervøs og vente alt den tid som det tog for mig at blive undersøgt.
Men samtidig, altså, så synes jeg bare lidt at hun havde fortjent det. For nu havde jeg gjort mig mega umage for at aflede hendes opmærksomhed, ja, jeg havde faktisk gjort mig totalt til grin over for Vitus. Vitus! Og hun havde gjort det hele værre ved at sige, at vi legede.
Helt ærligt, tror hun, at vi er fire år?
Da vi kom tilbage i klassen var der pause. Lige da vi kom ind råbte Elliot: ”Der kommer Noahs Ark!” og så fnisede Liva og Asta, og alle drengene grinede, og Mikkel råbte:
”Det var en frygtelig orkan!” Tre gange efter hinanden, og så kunne jeg jo nok regne ud, at Vitus og Elliot havde vist filmen til de andre.
”Det var ikke noget vi legede!” råbte jeg.
Men jeg kunne ikke overdøve Mikkel, der var gået i selvsving med at lege, at bordet var et skib, og at han var midt i en orkan (og seriøst – hvorfor er det ikke mere mærkeligt, end at lege Noahs Ark?)
Men så gik det op for mig, at jeg jo alligevel ikke kunne sige, at jeg fortalte historien, for at Esther ikke skulle være bange, for hun havde jo bedt mig om ikke at sige det til nogen. Så faktisk var der ikke andet at gøre, end at OVERLEVE den tsunami, som jeg var blevet opslugt af.
I spisepause kom Liva og Asta hen til vores bord. Liva stillede sig sådan henslængt op ad bordet, så man kunne se hendes bryster tydeligt under blusen. Sådan har hun stået hver pause siden vi kom i syvende klasse, jeg tror, det er noget, hun har set på en film.
Jeg har prøvet at stille mig sådan derhjemme foran spejlet. Så lænede jeg mig op ad mit skrivebord og skød brystet frem, mens jeg rettede på mit hår, så det ligesom flød ned over mit ene øje. Det med håret havde jeg nemlig selv set på en film.
Men sådan som jeg stod, kunne jeg ikke se mig selv i spejlet, så jeg var nødt til at få Felix til at tage et billede af mig. Og da jeg havde hentet ham og stillet mig i Liva-positur igen, kiggede han bare underligt på mig:
”Har du ondt i din ryg?” spurgte han.
”Hvad mener du?” Jeg rettede på mit hår igen, fordi det kildede mig i munden.
”Fordi du står så mærkeligt.” Han tog et billede og rakte mig telefonen. SÅ skyndte han sig ind til sin computer igen.
Da han var smuttet, og jeg kiggede på billedet, lignede jeg overhovedet ikke hverken Liva eller en skuespiller, men en eller anden mærkelig alien, for mine ribben stak ærlig talt tydeligere frem end mine bryster, og så slettede jeg med det samme billedet og besluttede mig for aldrig at stå sådan igen.
”Jeg skulle sige noget …” Livas bøjede sig frem mod mig. Hendes stemme var hviskende. ”Men jeg måtte egentlig ikke sige det.”
”Så skulle du vel heller ikke sige det?” sagde Esther.
”Narj … men for jeres egen skyld. Liva så vigtig ud: ”Vitus har sagt, at drengene faktisk ville syntes I var ret søde, hvis I ikke legede så pattede lege.” Hun så direkte på mig.
”Har Vitus sagt det?” spurgte jeg.
”Altså ikke Vitus. Han er jo kæreste med mig. Men de andre drenge.” Liva kastede med håret.
”Hvem?” spurgte jeg, selvom jeg mest kunne tænke på, at det var Vitus, der havde sagt det.
Og at han måske, sådan KUNNE synes, at jeg var sød. For i virkeligheden legede jeg jo ikke barnlige lege. Men det troede han selvfølgelig …
”Er det ikke lige meget hvem?” Asta satte sig på kanten af vores bord. ”Pointen er, at når man går i 7. klasse, så leger man altså ikke mere.”
”Det bestemmer man vel selv,” sagde Esther og samlede blyanterne i sit pennalhus sammen.
”Vi legede heller ikke,” sagde jeg og skottede til Esther. ”Vel?”
Esther kiggede hurtigt på mig. Jeg blev varm i kinderne. Okay, hun ville heller ikke have, at jeg sagde til Liva og Asta, at hun var bange for tandlægen.
”Vi fortalte ligesom bare historien,” sagde jeg så.
”Men det er jo også lidt nørdet, ik?” Asta tog et stykke tyggegummi og bød os andre. Så så hun på Liva: ”Skal vi ik’ gå i Netto nu?”
Der kan selvfølgelig nå at blive ændret alt muligt inden der (måske) udkommer en bog 2. Men hvad synes du om det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar