Viser opslag med etiketten Så fandens forelsket. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Så fandens forelsket. Vis alle opslag

søndag den 31. juli 2016

3 tips til at skrive tøse-realisme

Vil du gerne skrive en realistisk børnebog? Her får du tre tips til at komme i gang. 

Omslag: Lange/Jessen, Heinemeyer/Jessen, Bertelsen
Camilla Wandahl, kendt for pigeserien "Veninder for altid", har skrevet rigtig mange bøger til piger mellem 9 og 13 år. De to nyeste er "Til min bedste veninde i verden" og "Alt om at være pige".
Nu samler hun sin viden om emnet i tre personlige tips til dig, der selv drømmer om at skrive en pigebog.
De tre tips er krydret med fakta fra hendes egne skriveprocesser.

1. Hvem skriver du til? 
Nogle forfattere skriver bare den historie, der ligger dem aller mest på sinde, og så er det op til forlaget at finde ud af, hvem målgruppen er, og hvordan bogen skal pakkes ind.
Den teknik er der sådan set intet i vejen med. Det er bare ikke den, jeg bruger!
Når jeg skriver, så skriver jeg til en helt konkret læser. Altså ikke en person med navn osv., men jeg forestiller mig mig selv som fx. 11-årig, og så skriver jeg til mig/hende om det der optog mig selv dengang.
Så det er på en måde mig selv, jeg skriver til.
Nu kan man sige, at det jo efterhånden er en del år siden, at jeg selv var 11 år, og at det ikke må blive for gammeldags for nutidens unge at læse bøgerne. Men det tror/håber jeg heller ikke, at det bliver - for det er nemlig ikke så meget konkrete episoder, jeg henter fra min egen barndom som det er interesser og følelser.
Fx var jeg meget optaget af alt det med kroppens udvikling, menstruation osv. da jeg var 12-14 år. Ja, jeg lavede endda en brevkasse på internettet om emnet, hvor piger skrev til mig og fik svar på deres spørgsmål om den slags! Det er den samme nysgerrighed, som Ida fra "Alt om at være pige" har.
Det var ikke en konkret beslutning, at jeg nu ville skrive om "pubertet", da jeg gik i gang med den bog. Nej, det var Ida, der dukkede op og tænkte helt vildt meget på den slags. Og jeg er sikker på, at jeg ville have ELSKET "Alt om at være pige", da jeg selv var 12 år.

Omslag: Bertelsen, Jessen/Heinemeyer. Banner: Kallesen
Jeg prøver at skrive bøgerne så tæt på målgruppens hverdag som muligt, men alligevel så de er rare at læse. Mine tøsebøger er ikke "hårde", og jeg er bestemt godt klar over, at der findes 12årige, der lever et MEGET anderledes liv end de middelklasses-piger, jeg beskriver i fx "Veninder for altid"-serien. Selvfølgelig er pigerne i serien forskellige - deres forældre har forskellige typer uddannelser, nogen har søskende, andre ikke og nogle af deres forældre er skilt, mens andre bor sammen. Men der er ikke nogen af dem, der fx lever på gaden eller har store familiære problemer.
Det er ikke fordi, jeg ikke er klar over, at der findes børn på 12 år, der har det anderledes. Nej, jeg vælger at skrive sådan, fordi den målgruppe, jeg skriver de her bøger til (mig selv som 11-årig), gerne vil hygge sig, når de læser sådan en bog. Og "Veninder for altid" er hyggelige bøger for 9-12årige om venskab og forelskelse og familie.
Al respekt til folk der skriver om meget mere alvorlige emner - den slags bøger kan ofte rettes til en skolemålgruppe, hvor børnene kan læse dem sammen med voksne. Der findes masser af gode bøger i den kategori, men jeg har ikke skrevet nogle af dem endnu. Ikke for de 9-12årige i hvert fald.

Så det er altså en god idé at tænke over ikke blot hvilken historie du vil fortælle, men også HVEM du vil fortælle den til og HVORFOR. Skal børnene hygge sig? Skal de lære noget? Oplyses?
Når jeg skriver tøse-realisme, er det for at børnene skal hygge sig. Og så må drengene i øvrigt gerne læse med, hvis de har lyst :)

2. Det hele behøver ikke at være lyserødt
Nu ved jeg godt, at indlægget handler om at skrive tøse-realisme, men faktisk behøver det hele ikke
at være lyserødt. Der er kun 2 af mine 10 tøse-bøger, der har en udpræget lyserød forside. Og det gælder jo ikke kun forsiden. Også indholdet behøver ikke at være "typisk" piget. Masser af piger vil gerne læse om fodbold, vilde dyr, spejder, skak, zombier og hvad man ellers kunne forledes til at forbinde med drenge.

Omslag: Jessen/Heinemeyer
Faktisk er kønsroller jo en ret stor debat i øjeblikket - ikke mindst hvilke kønsroller vi giver videre, når vi skriver (jeg læste engang en lang artikel om emnet i en avis - jeg fik helt dårlig samvittighed over at skrive "pige"-bøger faktisk).

Jeg er egentlig ikke fortaler for, at man nødvendigvis bevidst leger med kønsrollerne i sine bøger, med mindre det gør bogen bedre, men jeg synes alligevel godt man kan overveje, at rigtig mange piger potentielt kommer til at læse bogen og dermed sammenligne sig selv (og deres egen familie) med de typer af piger de læser om.
Derfor blev jeg meget glad og overrasket, da jeg i én af Asta-bøgerne så, at det var moren, der hængte skabet op, mens faren smurte madpakker;)

Men nu er det jo en BOG du er ved at skrive - ikke et kønspolitisk værk, så du skal selvfølgelig primært være tro mod din egen historie. Historien er ALTID det vigtigste.

Hvad jeg til gengæld får rigtig god respons på fra mine pigelæsere er følelserne i bogen. Så hvor emnerne kan være alt muligt - skakturnering, spejder-tur, fodboldlejr, ridning osv., så er det min erfaring at FØLELSERNE er noget af det, der får pigelæserne til at hænge på! Derfor handler det sidste tip om at få følelserne i spil.

3. Sæt følelserne fri!
Vi læser en historie, for at leve os ind i hovedpersonens liv og de oplevelser, som han/hun har. Det gælder selvfølgelig også børn. Så den historie, du skriver, skal være identificerbar og spændende. Da jeg tidligere skrev "hyggelig", mente jeg ikke, at det var nok, at pigerne sad på et værelse og drak te. Det er hyggeligt at drikke te, men det er kedeligt at læse om. Med mindre, pigerne kommer op at skændes samtidig, eller taler om hemmeligheder!

Jeg arbejder primært med mine hovedpersoners udvikling frem for bogens plot som drivkraft. Det vil sige, at jeg ved, hvordan mine karakterer skal ændre sig og hvad deres største udfordringer bliver i løbet af bogen. Men ikke nødvendigvis, hvor dette skal ske og hvad der konkret skal ske (fx om de skal til fest eller i ZOO).

Jeg får rigtig god respons på Ji som hovedperson (i "Veninder for altid"-serien). Læserne fortæller mig, at "hun er en rigtig god veninde". Hvis sandheden skal frem, så skrev jeg Veninder for altid 1 og 2 samtidig, og da jeg havde skrevet begge to, følte jeg, at bog 2 var meget mere spændende end bog 1, fordi hovedpersonen i bog 2 - Jose - både oplever mere kærlighed og kommer med i et sangshow. Ji føler sig mest bare forkert og udenfor i bog 1.
Alligevel fremhæver næsten samtlige pigelæsere at bog 1 og Ji er deres favorit. Og jeg tror, det er fordi Ji gennemgår den mest markante udvikling - og så er hun super nem at relatere til, fordi hun føler sig så forkert.

Det er lidt det samme i "Til min bedste veninde i verden" - det er vel egentlig en bog om ensomhed, fordi Andrea har mistet sin bedste veninde, der er flyttet. Men bogen bliver ikke trist, fordi hun har en sød ironi. Alligevel er der rigtig mange piger, der kan genkende følelsen af at miste en veninde, og derfor gerne vil læse om Andrea.

Men hvordan beskriver man følelser?
Omslag: Lange/Bertelsen
Det er et ret svært spørgsmål at svare på. For det skal jo ikke blive pladderromantisk og sentimentalt. Ja, faktisk skal følelserne måske slet ikke beskrives - du kender måske udtrykket "don't tell it - show it"? (det handler om at VISE, hvordan ens personer føler i stedet for at BESKRIVE det - fx gennem dialog og handling - du kan helt sikkert google begrebet).
For mig handler det om at folde ud hver gang der er scener, som man måske kan huske fra sin egen barndom, gjorde ondt. Fx at blive valgt sidst i rundbold. Eller ikke at vide, hvem der vil arbejde i gruppe med én. Eller ikke at blive budt op til dans. De fleste af os har prøvet noget i den retning - det skal beskrives detaljeret og helt indefra hovedpersonen, for så føler pigelæseren, der selv har oplevet det, sig ikke længere alene. Det er i hvert fald MIN erfaring.

Jeg lærte selv at beskrive følelser af forfatteren Katarina Von Bredow - hendes roman "Alt for forelsket" er formidabel og inspirerede mig til "Så fandens forelsket" (også til titlen, faktisk, dér kunne jeg nok have været mere kreativ). Men jeg lærte det også af at skrive dagbog - jeg skrev dagbog (og breve!) hele min barndom og fik på den måde øvelse i at sætte ord på mine følelser.

Ovenstående tre tips er selvfølgelig møgpersonlige. Det kan sagtens være, at du kan skrive en fænomenal tøse-bog uden følelser og uden at tænke over målgruppen og gøre den fuldstændig lyserød.
Men jeg er forud for dette indlæg blevet opfordret til at komme med MINE tips til at skrive pige-bøger, og det er dem, du nu har læst.
Jeg håber, at mit indlæg inspirerer dig til at skrive en formidabel tøse-bog - eller måske en tilsvarende bog for drenge. Eller for begge køn, måske!

Omslag: Jessen/Lange
Til slut vil jeg anbefale et par pigebøger:

Mine egne: 
Veninder for altid
Alt om at være pige
Til min bedste veninde i verden
Så fandens forelsket

Moderne pigebøger: 
Emmy
Stella
Et strejf af magi
Wicca-veninder
Asta
K for Klara
Drenge &-serien
Dobbeltdaten



Fra min egen barndom: 
Mig - en pige
Julie-bøgerne
Eva og Adam (tegneserierne især)

- Der er sikkert mange flere - spørg på biblioteket:)




lørdag den 13. februar 2010

Skolebiblioteket anmelder Så fandens forelsket

Eiler Jensen fra Skolebibliotekets blad har skrevet en rigtig god anmeldelse af Så fandens forelsket. Anmeldelsen fylder et helt opslag i bladet og går i dybden med historiens handling og temaer. Her er et par uddrag:

(...) Så er der Emil. Han er den nye dreng i parallel-klassen. Han er gudeskøn, så skøn at det gør ondt i kroppen på, nå ja, både Maja og Asta. Så meget ønsker de sig ham, at de er nødt til at indgå en pagt gående ud på, at ingen af dem må få ham.
(...)
To motivkredse i denne gode lille bog er venskab og kæresteforhold, to motiver som gennemspilles fint. Temaet i romanen er derimod tilgivelse.
Alle mennesker er fejlbarlige, og uanset at man finder, at den man var ven med pludselig må anses for at være et pattebarn - uanset om den man har indgået en pagt med viser sig ikke at kunne holde den - og uanset om den, man ønsker at være kæreste med, svigter, så er en ting sikker, nemlig at hvis man ikke besidder evnen til tilgivelse, så bliver man let en ensom skikkelse i verden.

(...)

"Så fandens forelsket" er en intens og god lille roman. Jeg tror, piger vil elske den.

Hele anmeldelsen kan læses i Skolebiblioteket nr. 1, januar 2010.

mandag den 7. december 2009

'En rigtig tøsebog med stort T'

Isabella Andersen fra Fortællingen.dk har anmeldt Så fandens forelsket. Hun skriver blandt andet:

'En rigtig tøsebog med stort T'

'Bogens hovedpersoner Maja og Asta er utrolig nemme at identificere sig med.'

'(...) sproget er meget ungdommeligt.'

- og afslutter med at skrive:
'Så fandens forelsket er letlæst, velskrevet og henvender sig især til børn og unge teenagepiger. Bogen giver den unge læser, især piger, stof til eftertanke.'

Læs hele anmeldelsen her.

onsdag den 25. november 2009

Så fandens forelsket har fået to anmeldelser

Ann-Katrin Aulkær Andersen anmelder bogen på Folkeskolen.dk. Hun skriver blandt andet:

"Så fandens forelsket" handler om den første forelskelse og den store omvæltning af verdensopfattelsen, den fører med sig for en teenagepige. Men det er ikke kun forelskelsen, som er et tema for bogen. Den handler også om, hvor svært det kan være at være veninder, og om at finde sig selv. (...) "Så fandens forelsket" henvender sig til piger, der er et par år yngre end hovedpersonen, og som oplever både pigefnidder og den kildrende førsteforelskelse."

AnneS anmelder bogen på Boggnasker.dk. Hun skriver blandt andet:

"Bogen handler om Maja og Asta som er bedsteveninder, lige indtil Emil starter i skolen. De synes begge han er meget lækker, men de aftaer at ingen af dem må blive kæreste med ham. Det vil bare gå ud over deres venskab, men nemt er det ikke når man er så fandens forelsket og det går da også galt. (...) Jeg synes det er en god bog om den første kærlighed og den er også nem at læse. Den kan varmt anbefales til alle tøser fra ca. 11-12 år."
- Og giver bogen 4 'stjerner'.

torsdag den 8. oktober 2009

Så fandens forelsket anmeldt af Børnepanelet

14'årige Kamma fra Albertslund Biblioteks Børnepanel har anmeldt Så fandens forelsket. Jeg bliver altid så glad for anmeldelser - og rigtig meget, når det er unge, der har skrevet dem. Anmeldelsen er lang og grundig, men her er et lille uddrag:

"Temaet i bogen er kærlighed og venskab. Om at være i tvivl om, hvad man skal vælge. Maja er meget usikker på sig selv, og på de andre i bogen. Og på hvad Emil tænker. Bogen kan anbefales hvis man leder efter en lidt let læst bog, som man kan læse i gennem uden at skulle tænke for meget over tingene. Bogen er skrevet til piger mellem ca. 5-8. klasse"

Anmeldelsen indeholder også en rigtig god beskrivelse af bogens handling, som Kamma har skrevet med sine egne ord. Og jeg synes faktisk altid det er rigtig spændende at læse unges beskrivelser af mine bøger!
Der er også en personkarakteristik af Maja med fine citathenvisninger.
Du kan læse hele anmeldelsen her.

fredag den 28. august 2009

Præsentation af Så fandens forelsket på Albetslund Bibliotek

3. september 2009 præsenterer jeg Så fandens forelsket på Albertslund Bibliotek! Der vil være reception i forbindelse med præsentationen, og alle er velkomne.

Albertslund Bibliotek skriver på deres blog:
Torsdag d. 3. september er du velkommen til at deltage i Camilla Wandahls præsentation af hendes nyeste Albertslundroman:

Så fandens forelsket

Camilla vil naturligvis selv være til stede, og der vil blive budt på både vådt og tørt. Jeg ved ikke, om du har læst hendes første roman Hjerte i vente? Kunne du li' den, vil du bare være vild med Så fandens forelsket.
Også denne handler om den første kærlighed. Denne gang havner hovedpersonen i en værre kattepine, for hun er ikke alene om at være forelsket i den nye dreng, Emil - også bedsteveninden Asta falder for ham!
Læs Albertslund Biblioteks børneblog her.

Vestegnen har i øvrigt anmeldt Så fandens forelsket de skriver blandt andet: "- Der må da komme en toer, den slutter jo helt åbent, konstaterer den 13-årige, der anmelder bogen. Hun slugte den over to aftener og syntes den var god. Med teenagebegrundelsen: "Fordi det også kunne ske for mig"". (26./8.-09)
Og det er lige præcis et af mine mål, når jeg skriver ungdomsbøger! Jeg vil gerne skrive dét, der lige præcis kunne ske for de unge. Om der kommer en toer, må tiden vise. Jeg ved godt, hvad der videre hænder Maja og Emil, men om det bliver til en bog er endnu uvist. For lige nu skriver jeg på en børnegyserbog!

mandag den 13. juli 2009

Så fandens forelsket er kommet fra tryk!


Så er Så fandens forelsket kommet fra tryk, og jeg synes, det er blevet sådan en flot bog!
Det flotte omslagsbillede er tegnet af Tove Krebs Lange og forsiden designet af Alette Bertelsen fra Imperiet.
Bogen udkommer 11. august 2009, men kan allerede nu forudbestilles på Saxo.com - hvor du også kan skrive din mening om bogen, når du har læst den.

tirsdag den 30. juni 2009

Så fandens forelsket udkommer 11. august 09!

Så har Så fandens forelsket fået en (foreløbig) udgivelsesdato - nemlig d. 11. august 2009!

PRESSETEKST:
Camilla Wandahl, der debuterede i januar med den meget roste ungdomsroman Hjerte i vente, er nu aktuel med en letlæst ungdomsbog i Zoomserien.

Maja og Asta 4ever. Sådan er det, indtil Emil starter på skolen. De to veninder indgår en aftale, om at ingen af dem må score ham. Men den slags aftaler er svære at holde, når man bare er så fandens forelsket. Trekantsdramaet sætter gang i konflikter både mellem Emil og Asta og mellem de to hjerteveninder.

(...)

Så fandens forelsket indgår i Forums letlæste serie Zoom On for unge læsere fra cirka 11-14år

Illustreret af Tove Krebs Lange
Omslagsgrafiker: Alette Bertelsen

torsdag den 28. maj 2009

Bagsidetekst til Så fandens forelsket

Så er bagsideteksten til min næste bog for unge, Så fandens forelsket, parat. Den kommer sandsynligvis til at se sådan her ud:

"Maja og Asta 4ever. Sådan er det, indtil Emil
starter på skolen. De to veninder indgår en
aftale, om at ingen af dem må score ham.
Men den slags aftaler er svære at holde, når
man bare er så fandens forelsket.

– Hvis vi nu aftaler, at ingen af os må være
sammen med ham, siger Asta langsomt.
Jeg ser på hende. Ser Emil for mig. Og det
korte blik, fuldt af rødmende varme, de seks
sekunder i tysktimen.
– Aldrig nogen sinde?"


Forsiden er også lige på trapperne. Jeg glæder mig til at dele den med jer her på bloggen!

mandag den 9. marts 2009

Ny bog på vej!

Så fandens forelsket - ny bog for unge!

Hvis alt går efter planen udkommer min næste bog for unge, Så fandens forelsket, i efteråret 2009.
Bogen handler om Maja og Asta, der er bedste veninder og går i 8. klasse. De forelsker sig begge to i Emil fra parallelklassen og aftaler, at ingen af dem må blive kærester med ham, så de kan blive ved med at være bedste veninder. Men det er svært at overholde... og hvem vil Emil helst have?
Så fandens forelsket handler om den første store forelskelse, om det svære valg mellem veninden og kærligheden og om svigt og tilgivelse.
Bogen kan læses fra 12 år og udkommer i Forums serie Zoom on.